søndag den 20. august 2017

Når sommeren ikke vil komme til os.....


Ja så må vi jo komme til sommeren.....

Puha, hvor kan sådan et indlæg være længe undervejs. Det er nu to uger siden, at vi kom hjem. Men hektisk aktivitet efter hjemkomsten har skubbet lidt på at få indlægget skrevet færdigt.

Henrik og jeg havde kun to ugers ferie sammen (uge 30 og 31), og de første dage blev brugt på at dase lidt, familiebesøg, IKEA tur og lidt oprydning i skabe og skuffer.

Vi havde ikke lagt nogle konkrete planer for ferien. Vi havde talt om camping i Danmark. F.eks en tur til Nordjylland eller andre smukke steder i vores eget lille land. Vi havde også talt om Tjekkiet, Tyskland, Østrig. Det var faktisk nogle ret åbne ferieplaner.

Det danske sommervejr bød på regn og forholdsvis lave temperaturer. Så vi endte med at kigge på vejrkortet, og det blev udslagsgivende for, hvor vi tog hen. Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke gad at køre hverken 800 eller 1200 km, så derfor var vores første destination Quedlinburg i den nordlige del af Harzen.

Quedlinburg med byens slot mit i billedet.
Total tilfældigt. Vi booker altid via booking.com. Vi vælger antal overnattende gæster, dato for ankomst og afrejse og sætter så filter på, så vi kun får de steder, hvor det er tilladt at medbringe hund. Vi kalder det hele frem på et kort, så vi også kan se, hvordan overnatningsstedet ligger ift f.eks byer. På kortet kan man også let se den samlede pris på de overnatninger, som man forespørger på samt ratingen på overnatningsstedet. Vi vælger som regel kun de steder, som har mere end 8 i rating.

Vi fandt stedet i Quedlinburg, og nåede kort at læse, at byen var en smuk gammel by og havde et slot.  Så var det da et sted at starte tænkte vi, reserverede to nætter i ferielejlighed i byen og fik pakket bilen og kom afsted.

Turen derned var ubeskrivelig røvsyg. Det meste af vejen kørte vi 60-80 km/t pga vejarbejde og ferietrafik. Det var 500 meget lange kilometer. Vi havde selvfølgelig ikke gjort det nemmere for os selv ved at køre fredag eftermiddag. Vi ankom ved 22 tiden til den lille by, hvor alle de små gader var ensrettede (sådan føltes det i hvert fald).

Allerede på første gåtur oplevede jeg charmen
Efter at vi havde fået installeret os i den store (ca 70 kvm) nyindstandsatte ferielejlighed og fået os en god nats søvn, så var vi klar til at se os om i byen. Hold da op. Sikke en by. Henrik elsker middelalder, gamle huse, slotte, ruiner og den slags. Så det var jo nærmest hans paradis, vi var havnet i.

Masser af smukke steder i byen

Smalle gader, bindingsværkshuse

Charmerende og nænsomt restaurerede huse overalt

For enden af "vores" gade lå et tårn.
Vi fandt aldrig ud af, hvad det var for en bygning der havde så fint et tårn

Quedlinburg er en rigtig fin lille by med smalle brostensbelagte gader og masser af smukke bindingsværkshuse. Der er over 1.300 gamle bindingsværkshuse. Byen er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Huse fra en tid, hvor folk var lidt mere lavstammede.
Bemærk højden på døren
Quedlinburg lå i det gamle Østtyskland, og måske er det derfor byen er så velbevaret. Måske er det fordi østtyskerne ikke havde de økonomiske muligheder for at lave en gennemgribende restaurering og rive husene ned, at byen stadig fremstår så smuk.

Byen vandres tynd

Lidt underlig statue/skulptur!
2 on/2 off . Den fangede naturligvis mit agility øje
Vi har brugt mange timer bare på at gå rundt i byen og nyde stemningen og de mange smukke huse, men ikke også mindst at nyde vejret, for solen skinnede dejligt at alle dage og temperaturerne lå mellem 23 og 30 grader. Det var jo helt og aldeles dejligt at kunne sidde udenfor og spise alle måltider, og endelig få luftet lidt af sommertøjet.

Lækkert sommervejr og fortovsservering
Quedlinburg har ca 22.000 indbyggere og er jo ikke nogen kæmpestor by, så vi var lidt i tvivl om, hvor mange dage, vi egentlig skulle blive der. Vi havde først booket to overnatninger, men snuppede så en tredje, for byen var ret hyggelig, og vores ferielejlighed var også tip top.

Et kig i halvdelen af stue/køkken. 
Ikke kun inde i lejligheden var det super og helt som vi skulle bruge. Til husets 7 ferielejligheden var der også en fælles have. Dejligt lille indhegnet græsareal, hvor jeg kunne gå ned med hundene. Mine hunde er virkelig ikke ret gode til at ordne, hvad ordnes skal, hvis de er i snor. De foretrækker at fri-skide, hvis man kan sige det sådan.

Hundene nød haven
Henriks fødselsdag kunne vi fejre dernede om søndagen. Ja fejre og fejre er måske så meget sagt. Hvis ikke Facebook og jeg fortalte ham, at det var hans fødselsdag, så ville Henrik nok ikke tage notits af det. Men vi fejrede da alligevel dagen, og der var også kommet en fødselsdagsgave med til ham.

Sol og 29 grader. Silas køler fusserne i springvandet
Quedlinburg har et slot (som sådan en vaskeægte middeladerby jo også skal have), og vi havde været oppe forbi slottet og gået rundt om det og kigget på udsigten derfra den første dag i Quedlinburg.

Udsigt ud over byen fra slotshaven

Fra slotshaven
Der var også et slots- og kirkemuseum deroppe. Silas og Henrik var inde og se museet, mens jeg blev udenfor med hundene og nød sommervarmen.

Hundene har lagt sig til rette under bænken og tog ikke notits af,
når fremmede satte sig på bænken
Det er jo et af de kompromisser, som man må indgå, når man har hundene med på ferie. Når de er med, så kan man (hundene og jeg) ikke komme alle steder. Det er ok med mig. Der er også mange hensyn, som man skal tage, hvis hundene skal blive hjemme i DK.

Efter at have brugt et par dage på trave byen tynd, kørte vi en tur ud i det "blå". Der kørte vi tilfældigvis forbi et skilt, hvor der stod "Hexentanzplatz". Vi svingede ind og tjekkede det ud.

Silas tjekker stedet ud
Det var et forlystelsesområde med bobslædebane, svævebane, dyrepark, udsigtpunkter, restauranter og masser af turistede boder.

Svævebanen så også tillokkende ud
Det hele var sådan set ved at lukke ned, da vi ankom sidst på eftermiddagen, men vi fik da luret på udsigten udover dalen og floden Bode.  Silas syntes, at stedet så interessant ud, og han besluttede, at lige præcis der, ville han gerne være på sin fødselsdag, som var to dage efter. Vi er effektive her i huset. Alle 3 har fødselsdag indenfor 14 dage.

Lidt svært terræn, men alle klarede det
Udsigten vi gik efter
På vejen tilbage mod Quedlinburg fandt vi et lille hyggeligt schnitzel-haus. Ja det vælger jeg at kalde det, for man kunne få schnitzler på 25 forskellige måder, og det var virkelig svært at vælge. Spisestedet lå i en mindre ussel landsby (Friedrichsbraun), som vist engang har været et sted for skisportsfolket, men det var vist fortid. Nu lå det ene forladte Gasthaus efter det andet langs vejen. Men Tripadvisor sagde god for schnizel-restauranten, så vi nuppede aftensmaden der.

Silas og Henrik i aftensolen, mens vi venter på maden.
Min schnitzel gemt i "hyrde-ost"
Efter at have fået styr på den fødselsdag, besluttede vi os for at blive i vores ferielejlighed to nætter mere, men det viste sig altså, at den i mellemtiden var blevet lejet ud til andre, så næste morgen måtte vi huj-hej-hast pakke vores ting sammen og gøre klar til at rykke til en anden lejlighed. Vi fik dog en lejlighed i samme hus. Bare lidt mindre og lidt billigere og lidt hyggeligere. Den passede ganske glimrende til os. Nå men det var jo bare en af de charmerende ting, der er ved en ferie, der ikke er planlagt i detaljer.

Silas låser op til bygningen med ferielejlighederne
Efter at have fået flyttet lejlighed og spist morgenmad ude i byen (grundet det lidt hektiske boligbytte spiste vi ikke morgenmad hjemme i lejligheden, som vi ellers plejede at gøre) og taget endnu en byvandring, så var hundene trætte, og vi kunne efterlade dem i ferielejligheden. Sådan var det hver dag, når vi kom retur til lejligheden, så splattede hundene ud på gulvet og snorksov, men vi plejede ikke at efterlade dem.

Ikke mange minutter efter at vi kom hjem i lejligheden, så sov alle tre hunde
- Hver gang!
Silas ville gerne se drypstenshuler, så vi satte kursen mod Rübeland, som har hele to drypstenshuler. Så var det jo praktisk med trætte hunde hjemme i lejligheden, for hunde måtte ikke komme med i drypstenshulerne. Vi satte kursen mod Rübeland, men det skulle vise sig at være meget udfordrende, da vejen gennem bjergområdet var spærret af, og der så var omkørsel (som Google Maps ikke helt fra frisk på). Vi fandt det dog endelig, men desværre havde vejarbejdet og omkørsler forsinket os så meget, at vi ikke kunne nå den sidste rundvisning.

Men lidt skulle vi da have ud af udflugten. Jeg havde læst om Rosstrappe. Ikke så meget om hvad det var, men var klar over, at det havde noget med udsigt at gøre (husk vi var jo virkelig velforberedte på turen og områdets seværdigheder...). Vi fik et fantastik blik over Thale og floden Bode i bunden af kløften. Den lignede bare en lille bæk i den store kløft, men den bruste, så man hørte den, før man så den. Flot og betagende udsigt.

Det var god motion i terræn
Det er fascinerende, hvordan trærødder finder vej

Udsigt fra et af udsigtspunkterne
 
Mere udsigt
Efter sådan en tur, så havde vi fået travet en del. Silas slog sin personlige rekord og kom over 24.000 skridt. Han var pavestolt, men også klar til at vi bare skulle lave aftensmad hjemme i ferielejligheden og blive der og hygge os.

Sådan Silas!
 En af grundene til at vi gerne vil have en ferielejlighed fremfor et hotelværelse er, at det mere er som et hjem. Det kan Silas godt lide, og han kan godt lide stabiliteten i et man har et (ferie-)hjem.Vi har også brug for køleskabet, da noget af Silas´ medicin skal opbevares på køl. Ferielejligheden giver i modsætning til de fleste hotelværelser også muligheden for selv at opbevare og tilberede mad, så man ikke er afhængig af at bruge tid og penge på at spise på restauranter flere gange om dagen. Det synes Silas er temmelig trættende, når det er for mange dage i træk.

Hygge, slik og yatzy
Forfatterspiren
En af aftenerne bad Silas om en computer, for han skulle skrive en ny historie. Så begyndte han ellers at skrive på en ny historie, og nåede på den aften da også at skrive 4 eller 5 sider. Det er så hyggeligt, når han lader sine fantastiske historier nedfælde, også selvom han (nok) aldrig bliver færdig med dem.

Tirsdag var det jo Silas´ fødselsdag. Han stod nærmest og stirrede på os ved fodenden af sengen, da vi vågnede. Fødselsdagsbørns glade og forventningfulde ansigter er bare noget af det dejligste for os forældre. Vi fik hentet noget morgenbrød og fik spist morgenmaden i lejligheden, mens Silas pakkede op for en rigtig nørdegave. Det var et eksperimenterende kemisæt, så mine to nørder gik lige ombord i det sæt med det samme.

Der pakkes gave op

Og så skal der ellers eksperimenteres...

Men vi havde jo planer for dagen, så afsted mod Hexentanzplatz. Silas ville gerne køre bobslæde og kabinelift. Måske ikke de meste hundevenlige aktiviteter, så vi fandt en parkeringsplads i skyggen under nogle træer og sørgede for cirkulation i bilen.

Der var godt med fart på rundt på bobslædebanen

Silas nyder udsigten i kabinesvævebanen
Efter de to aktiviteter fiskede jeg hundene ud af bilen igen. De havde ligget fint svalt i deres bure. Silas ville gerne ind i dyreparken også. Der måtte man heldigvis gerne have hunde med ind, havde jeg fundet ud af inden vi tog afsted om morgenen. Det var nu ikke en dyrepark, som jeg umiddelbart vil anbefale til andre. Nogle af anlæggene var små og gamle, og alligevel var det svært at se dyrene. Der var dog også nogle nyere anlæg, som var mere venlige for både de dyr, der levede i dem og for publikum ift at kunne se dyrene.

På vej i dyreparken
Det største højdepunkt i Dyreparken var faktisk deres minigolfbane, som var meget kunstnerisk udført med forskellige heksefigurer udskåret i træ.

Banen er prydet af kunstfærdig udskårne hekse- og sagnfigurer

Flot golfbane med god skyggeplads under træerne
Der gik vi fra hul til hul med tre hunde. Det fik faktisk rigtig fint, men da vi kom til slutningen af banen, og de vel havde set mindst 100 slag, så var det lidt svært, især for Fuji, men alle hundene holdt sig i skindet og blev liggende ved siden af banerne.

God træning i impulskontrol.
Det er mere udfordrende for nogen end for andre
Det blev en rigtig fin fødselsdag for Silas, og da vi kom retur til Quedlinburg, så var Silas meget tilfreds med at vi hentede mad med hjem til vores lejlighed, så vi kunne sidde stille og roligt sammen. Silas synes at restauranter og cafeer er lidt belastende, tidskrævende og ofte støjende. Efter aftensmaden gik vi en tur ned i byen og oplevede Quedlinburg by night.

Det var noget helt andet at opleve bygninger i aftenlyset

Et var at opleve byen i dagslys, den blev ikke mindre interessant i aftenbelysning. Jeg var også lidt på udkig efter en lækker is, da Silas bare havde spist mig af med en sodavandsis, da vi var på Hexentanzplatz. Jeg har måske en lille svaghed for is, og sydpå forstår man i mine øjne at lave store isdesserter med frisk frugt.


Det lykkedes os ikke at finde en af de gode isdesserter, da der efterhånden kun var åbent for udskænkning af øl og vin. I virkeligheden var vi vist heller ikke mere sultne, så jeg måtte nok se i øjnene at dagens is var den, som Silas havde valgt tidligere på dagen.

Når Silas vælger is....
Inden vi havde set os om, så havde vi haft 5 nætter i Quedlinburg, og det var tid til at tage hjem igen, så vi pakkede cirkusset sammen igen og brød op. Vi manglede dog stadig de der drypstenshuler. Vi mente nu, at vi havde styr på hvordan vi fandt gennem vejarbejdet. Men sådan forholdt det sig nu ikke. Turen til Rübeland burde kun tage 30 minutter, men det tog 5 kvarter at finde en åben vej til Rübeland.

Endelig lykkedes det at komme ind til en rundvisning
Rübeland har to drypstenshuler, men vi nøjedes bare med at se den ene hule. Der var guidede ture i hulerne, hvilket ikke rigtig var en succes for os, for Silas forstod jo absolut intet, og han kunne sådan lidt afdæmpet få lidt oversættelser undervejs. Men det var heller ikke alt, vi kunne høre, da vi forsøgte at holde lidt afstand, så vi kunne betragte lidt selv og snakke sammen. Det var ikke nemt. Men at drypstenshuler er imponerende, når man tænker på hvor langsommeligt det hele skabes.

Et stjålent billede med mobilen fra vejen ind til hulerne
Silas havde store forventninger til hulerne, men han var lidt skuffet, men det var pga den tyske rundvisning. Tilbage var kun en hjemtur op af A7. Heldigvis gik turen hjem ganske glat og slet ikke rædselsfuld som turen derned.

Det var i mine øjne en ganske vellykket ferie, og det var ganske nemt og bekvemt kun at køre 500 km og så få det skønneste sommervejr uden dagsregn, med varme aftener, som tilmed var uden myg. Sjovt at ende i Quedlinburg og faktisk erfare, at andre også er havnet der helt tilfældigt. Både danskere, som vi mødte dernede, men også dem som vi har fortalt om vores ferie her efter, at vi er kommet hjem igen. Quedlinburg fortjener nu alligevel at være mere end en tilfældighed. 

søndag den 23. juli 2017

Mandø 2017

Nu er jeg blevet nødt til at sætte årstal på mine Mandø-indlæg. Jeg tror faktisk at 2017 er det fjerde år i træk, hvor jeg gæster den lille vadehavsø.

De sidste tre år med campingvognen. Silas og jeg er lige vendt hjem efter fire dage på Mandø. Henrik havde ikke ferie her i uge 29, men det havde jeg. Hvis man er hjemme, så kan man let blive grebet af at lave andre ting end lige at feriehygge. Så skal der lige ryddes op, sorteres osv i husets rum. Der skal ordnes ting udenfor. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu tog til Mandø sammen med Silas, så blev det nok til lidt mere hygge, fordi der ikke lige var ting, der skulle gøres.

Silas og hundene klar til at erobre Mandø
Meget korrekt. Vi ankom på en skøn onsdag, hvor det lugtede lidt af sommer. Jeg har nogle venner, som er fastliggere på Mandø, så jeg mængede mig ind i deres "vænge". Så var der dømt hygge.

Dagen efter vågnede vi op til heldagsregn. Det gav rig mulighed for at ligge/sidde i campingvognen og læse bøger under dynen og spille spil.

En god bog af Ole Lund 
Klods Major - altid et hyggeligt spil

Vi hyggede os faktisk alligevel, selvom man da hellere vil have sol og sommer. Til aften stoppede regnen, og vi tog på sælsafari i hestevognen. Silas og jeg var heldige at sidde forrest sammen med kusken og havde det fineste udsyn.

Hjemturen over havbunden/Vaden

Egentlig hed turen også "Solnedgangstur", solen havde trange kår med alle de skyer, og den kunne ikke rigtig trænge igennem. Men det var alligevel en flot tur.
"Vores" spand på turen
Fredag fik vi så til gengæld en flot sommerdag, hvor vi næsten blev helt dvaske, da solen fik brændt igennem. Silas og jeg snuppede en cykeltur på 7,5 km. Det viste sig at være en ret god ide at smide cyklerne bag på campingvognen og træne lidt mere cykelfærdigheder med Silas. Det var en smuk tur rundt langs diget, hvor vi så mange forskellige fugle i Mandøs smukke natur.

Cykeltur
Planen var, at vi om eftermiddagen, når der var lavvande ville gå ud til sejlrenden sammen med alle hundene og bade. Jeg indrømmer, at jeg var en anelse skeptisk og tænkte, at det nok var alt for koldt at bade, men Silas og jeg tog alligevel badetøj på under vores tøj.

Det viste sig at være en fremragende idé, for det var pragtfuldt badevejr. Turen ud til sejlrenden foregår ved, at vi slipper vores tilsammen mere end 20 hunde løs mellem hinanden. Det er en fornøjelse at se, hvor fantastisk fint det går. Alle hundene respekterer pænt hinanden og opfører sig ordentligt.

Turen ud til sejlrenden er noget særligt for 2- og 4-benede

Ude ved sejlrenden kunne vi smide det overskydende tøj  på en sandbanke og hoppe i vandet. Så svømmede og soppede vi rundt hunde og mennesker mellem hinanden i sejlrenden. Total idyl og ikke til gene for nogen. For vi var de eneste ude ved sejlrenden....

Silas, 3 svømmende hunde og jeg
Aftensmaden var også et kapitel for sig selv. Pandekager i massevis med tilhørende is og som dessert jordbærtærte, eller hvad det nu var, der var desserten og hvad der var hovedret. Det var vist et fedt.

Mandø sagde tak for en god og lækker sommerdag med den flotteste solnedgang. Det var simpelthen så prægtig en dag.

Solnedgang på Mandø er noget af det smukkeste
Lørdag var vejret igen fesent, men Silas og jeg fik da cyklet 8,8 km. Det synes jeg faktisk er ret sejt, når man tænker på, at det kun er 6 uger siden, at han ordentligt fik lært at cykle selv. Han er dog stadig en usikker cyklist, og derfor er sådan en ø også perfekt at cykle på, for der er er ikke meget trafik, og de biler, som kører på øen kører ret langsomt og tager hensyn til gående og cyklende.

Det går bare derudaf!
Da jeg ud på eftermiddagen syntes, at vandstanden var blevet passende for at køre hjem med campingvognen (dvs Låningsvejen var tør - det tjekker man via DMIs hjemmeside), så trillede Silas og jeg hjem for at holde ferie sammen med Henrik. Her søndag morgen har vi bare udsigt til heldagsregn.

Jeg har fået et ganske særligt forhold til Mandø. Det har jeg, fordi nogen andre har introduceret mig til øen og lært mig, hvordan "man gør", og hvad der er fedt.

Faktisk tænker jeg lidt, at endagsturisterne som drager over med Mandøtraktorbusserne for at se øen næppe "oplever" Mandø, og hvor lækker og speciel øen egentlig er. Der er ikke noget at lave, andet end at nyde naturen, hinanden, fange krabber og slappe af.

Silas på krabbejagt
Ved første øjekast ligner det var en sove-ø, hvis rytme styres af tidevandet. Det er tildels også korrekt, men når man lærer tidevand og øen at kende, så må jeg bare konkludere, at endagstrip til øen, må være en fesen omgang.

Jeg ser i hvert fald noget andet. Måske skulle man slet ikke snakke så højt om, hvor fantastisk øen egentlig er. Det kunne jo friste folk til at opdage det samme og invadere øen, så den slet ikke var så hyggelig og speciel. Men det er jo en helt anden snak.