tirsdag den 22. december 2009

Glædelig Jul

Allerførst vil jeg gerne ønske alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Tak for jeres kommentarer, interesse og medfølelse gennem vores lidt turbulente år


Denne jul er klart mere afslappet og glad end sidste års jul. Selvom jeg ikke husker julen 2008, som en trist jul, så er der klart, at Silas´sygdom og behandlingsforløb satte lidt en dæmper på det hele, da alting endnu var så usikkert. Nu skal vi bare nyde julen sammen med vores familier.


De sidste mange dage har Haderslev/Sdr. Vilstrup været dækket af sne. Det har været rigtig flot, men det har også generet både Henriks og mine arbejdsplaner, da vejene var ret ufremkommelige i et par dage - de er nu stadigvæk ikke for gode, men man kan da komme frem.


Solnedgang på marken bag vores hus

I lørdags lykkedes det os at opdrive en bob-slæde så vi alle kunne komme ud at gå en lille tur, for barnevognen var ikke meget bevendt herude, hvor snerydning ikke lige er det, som Haderslev Kommune gør mest i. Silas sad rigtig og hyggede på sin første slædetur. Et par gange tiltede ham på slæden, men han grinede bare, når Henrik rejste ham op igen.

Silas nyder sin første slædetur

Nu er jeg spændt på om Echo kommer hjem og holder jul eller om han bliver hos sin aflastningsfamilie, for vejret har ikke rigtig været til at transportere ham frem og tilbage. Tobias vil meget gerne have ham hjem, og det vil jeg på en måde også gerne, men det er da kun af egoistiske grunde, for Echo vil helt sikkert hellere være sydpå, hvor der ikke er babyer, der græder, og hvor Echo er verdens midtpunkt. Og når man kigger ud på min agilitybane, så kan jeg jo ikke engang bruge det som undskyldning, at jeg vil have ham hjem for at træne med ham.

Et kig ud i haven (I forgårs var jeg ude at feje et tykt lag sne af mine feltforhindringer)

mandag den 14. december 2009

Nu rykker han!

Det er Silas, jeg hentyder til. Sidste mandag var han til zoneterapeut, og i dagene efter var han bare i MEGA-hopla. Men der skete mere end det. Fredag kravlede han de første meter. Lørdag morgen rejste han sig op i tremmesengen uden hjælp fra nogen af os. Jeg synes bestemt også, at hans lyde er blevet noget mere nuanceret efter første zoneterapeutbehandling. Det kan da vist ikke bare være et tilfælde.....








Igår var Silas så igen afsted til zoneterapi, og hun sagde, at hun tydeligt kunne mærke forskel fra første gang og til igår. Der var slet ikke så mange affaldsstoffer i hans lille krop. Og jeg tror faktisk også, at hun fik "tryllet" lidt med hans bronchier. Gennem de sidste 3 uger har det været nødvendigt at give ham Bricanyl hver aften, når han fik et gigantisk hosteanfald. Vi har den sidste uge ikke givet ham det forebyggende, men først NÅR hosteanfaldet viste sig. I aftes fik han slet ikke bricanyl, for det store hosteanfald udeblev. Lad os håbe, at det også er slut med hosteanfaldene.



En lille kravlevideo med Silas

onsdag den 9. december 2009

Lortedag

I dag har bare ikke været nogen god dag. Jeg vidste på forhånd, at der ville være i hvert fals een trist begivenhed denne dag. da jeg for en lille uge siden fik at vide, at Echos kuldbror skulle aflives i dag. Anette og Erik har valgt at give Tempo fred i dag, og jeg forstår dem godt og bakker 100% op om deres beslutning, men jeg er alligevel ret påvirket af det, da jeg føler en stor anpart i Tempo.


Echos kuldbror, Tempo - 6 uger


Det var jo et Charliebarn, og Echo og Tempo var ammebørn sammen hos en papillontæve på Als, hvor jeg besøgte dem meget tit, indtil de var 8 uger, så jeg synes selv, at jeg har haft meget med dem begge at gøre. Læs evt. her, hvis ikke du fulgte historien dengang for 3 år siden.

Da jeg kom hjem til aften var jeg lidt på Facebook, og der læste jeg så, at et af de 4 børn, som jeg har kendskab til her i DK, som fik konstateret Langerhans Celle Histiocytose i 2008/2009 har fået tilbagefald. Det er nu nummer to indenfor et halvt år. Det er bare ikke særlig opmuntrende, og det er svært ikke at tænke og selv blive lidt ængstelig.

Echo i svømmehal

Dagens lyspunkt var helt klart den tur i Hellevad Hundesvømmehal, som jeg lige er kommet hjem fra. Jeg mødtes med Klaus fra Echos "aflastningsfamilie" dernede og efter en gang svømning, så fik jeg Echo med hjem efter en lille uges ophold sydpå. Så de næste par dage står den på agility-træning.

Afslutningsvis vil jeg lige vise jer, hvor begejstret Echo er for hundesvømmehallen. Han er slet ikke til at styre.



mandag den 7. december 2009

Zoneterapi

Da Silas ikke rigtig tager på i vægt eller vokser ret meget, så kom jeg til at tænke på, om man kunne gøre noget for ham. For han virker jo ikke syg. Han er generelt glad og frisk. Han spiser rigtig godt - og der kommer også noget ud i den anden ende hver dag, så systemet fungerer jo umiddelbart godt nok.

Men vi fornemmede jo også godt, at lægen på OUH, der undersøgte ham til kontrollen ikke synes, det var helt ok, men han ville se tiden an til næste kontrol i feb.




Zoneterapeuten, som jeg også af og til besøger, konstaterede ret hurtigt, at han havde rigtig mange affaldsstoffer i kroppen (sandsynligvis pga kemobehandlingen, selvom det er 8 mdr siden den blev afsluttet) og han var øm ved tyktarm, lunger (han hoster rigtig meget for tiden) og ved lever. Området der refererer til leveren ville han faktisk helst ikke have, at hun rørte ved.


Men som Silas altid er i snart sagt enhver situation, så sad han bare lige så stille. Han er bare sådan en rolig og tålmodig dreng, der finder sig i næsten alle former for behandling/undersøgelser (med undtagelse af podning for halsbetændelse!!)



MiniMan og FarMan i nørdehulen (æblet falder sjældent langt fra stammen)

Han skal afsted igen på mandag, og jeg er spændt på, om vi vil komme til at mærke en effekt indenfor de næste uger. Uanset hvad, så skader zoneterapien ham i hvert fald ikke.

I dag er det min mors fødselsdag. Jeg ser hende ikke før til jul, så derfor sendte jeg hende i dagens anledning en buket blomster. Tillykke mor!

lørdag den 5. december 2009

Kulinarisk Julemarked

Det er ikke så tit, at vi her i familien kommer afsted til nogle af de arrangementer, som der laves i Haderslev, men min interesse blev vakt, da jeg hørte om et kulinarisk julemarked i byens gamle ridehal.

Så vi pakkede barnevogn og en lille nissedreng og kørte mod "staden".


Det gamle (og det er virkelig gammelt og minder ikke meget om nutidens ridehuse - men et flot bygning i bindingsværk liggende i bymidten, men desværre sjældent brugt til noget) ridehus rummede vel ca. stande med lokale producenter af kvalitetsfødevarer. Der var smagsprøver og vi købte faktisk også en del lækre ting derinde; spegepølse med brændenælder, salt, Div. økologiske Oste og smør for ikke at nævne den helt fantastiske kanel-is. Den glæder jeg mig virkelig til at nyde sammen med et stykke æbeltærte.




Vi havde ikke i ridehuset i fem minutter, før Silas havde fanget en journalists og fotografs opmærksomhed, så vi blev interviewet til Jyske Vestkysten om vores besøg ved julemarkedet og fotografen skød billeder i lange baner af den lille nisse, der sad i barnevognen og gumlede små gourmet-kager.


Og forresten så sker der vildt mange ting med Silas for tiden. Vi er de sidste dage blevet mere og mere overbeviste om, at han siger "Hej", og nu er der ingen tvivl om, at det er det, som han siger, og det får gerne følgeskab af en serie af vink-







mandag den 30. november 2009

Echo - 3 år

Idag fylder Echo 3 år. Min lille ungersvend! - og han er sandelig også hjemme på sin fødselsdag. Ikke at jeg gør noget nummer ud af hundenes fødselsdag. Det klager de nu ikke over.

Søndag fik Echo en lille før-fødselsdagsgave, hvis man kan kalde det det. Det var et kursus med Ann-Britt og Kim.

Min tur til kurset på Fyn startede ellers lidt hektisk, da jeg skulle hente Echo hos "Aflastnings-Lenes" arbejdsplads kl 8. Kurset startede egentlig klokken 8 (ca. 115 km væk), men det havde jeg meddelt, at jeg grundet omstændighederne, ikke helt kunne nå.


Echo - klar til agility


Da jeg nåede til Kolding var motorvejen spærret. I trafikradioen hørte jeg, at politiet havde spærret den, fordi den var for glat!! Oveni det glatte føre, så var der også bare tågebanker. "Spændende" vejr at køre i.

Men jeg nåede da frem til Langeskov, og fik samlet op på det træningspas, som de andre var ved at afslutte. Min lektion var bare blevet gemt, så jeg kunne løbe det hele samlet i slutningen af første træningspas. Dejligt med sådan en fleksibilitet.

Jeg skylder måske også lige at nævne, at solen skinnede på Fyn og vejret var rigtig fint. Skærende kontrast til det vejr, jeg kom fra. Så fynboerne gloede også lidt vantro på mig, da jeg fortalte om den lukkede motorvej ved Kolding samt den meget tætte tåge.

Jeg havde jo fået Echo "overrakt", lige inden jeg kørte mod Langeskov, og han var bare helt oppe på lakridserne for at arbejde med mig. Selvom hans hjerne slog helt fra i nr. 2 pas, så genvandt han dog fatningen efter frokostpausen. Jeg synes faktisk, at han gjorde det meget godt.

Indtil videre fungerer aflastningsaftalen helt fint. Vi aftaler fra gang til gang, hvornår Echo skal ned til Lene. Allerede 2. gang han kom derned, opførte han sig med det samme som om, han altid havde boet der. Og da han sidst kom herhjem igen, gik han også bare hen og lagde sig i kurven, som var alt normalt.

Nysgerrige Echo med hovedet ud mellem tremmerne ved trappen

Men det bedste af det hele er, at han ikke siger en lyd nede hos Lene. Der er han bare så sød og nem, og de holder alle rigtig meget af ham. Jeg holder også rigtig meget af Echo, men jeg må indrømme, at jeg også nyder den ro, der er her, når Echo ikke starter på sit skrigeri, hver gang, der kommer den mindste lille lyd fra Silas. Det må da også være en langt bedre løsning for Echo, at få fred for de lyde, som han åbenbart har det så svært med.

fredag den 20. november 2009

Min kære Echo

Gennem de sidste mange måneder har jeg trådt lidt vande med, hvad jeg skulle stille op med Echo. Tilbage i juli måned besluttede jeg mig faktisk for at ville omplacere ham, og jeg var dybt ulykkelig over beslutningen.

Baggrunden for denne beslutning var, at Echo har det utrolig svært med barnegråd, og det er svært at undgå gråd i huset, når man har et lille barn. Selvom Silas ikke er et særlig grædende barn, så kan han dog klynke ved måltiderne (når maden ikke kommer i det ønskede tempo - eller retten er "forkert"), når han skal skiftes, have børstet tænder eller får at vide, at han ikke må pille ved Wii, DVD, ledninger m.m.

Echo reagerer ved at skrige, som om han sidder fastklemt. Hans kropssprog indikerer, at han slet ikke magter gråden, og han virker frustreret og usikker. Det er jo i bund og grund enorm synd for Echo. Og for mig er det meget stressende, da jeg nærmest gør alt for at undgå det mindste pip fra Silas.

Jeg har ikke ledt med lys og lygte efter et nyt hjem til Echo, men tænkt, at der nok skulle vise sig et hjem på et tidspunkt - og jeg har jo slet ikke lyst til at komme af med ham.

Det er så deprimerende, at jeg så kun har to hunde tilbage, som begge er 11 år. Det er jo ikke en optimal alder for en agilityhund. Men Echos 3 år, og det arbejde jeg har lagt i ham gennem årene, synes jeg bestemt, at der er en agilityfremtid i. Og udover at jeg synes, at Echo har mange skønne sider, så synes jeg også, det er meget svært at se sin agilityinteresse smuldre væk. Hvor har jeg bare tudet mange frustrerede tårer over situationen.

For en uge siden var jeg på et kundebesøg, hvor snakken kommer ind på hunde, og kundens familie er faktisk på udkig efter en hund, og meget af det, som de søger, passer på Echo. Jeg besøgte dem i lørdags, og de hilste på Echo, og vi fik en god snak om, hvordan vi kunne lave en god ordning for begge familier. Dvs et samarbejde vedr. Echo.

Efter at vi hver især har været i tænkeboks gennem ugen, aftalte vi så en form i dag:

Echo bliver ved med at være min hund, og jeg har "brugsretten" over ham, og familien vil gerne "passe" ham evt. nogle dage om ugen. Mest af alt er det lidt som en aflastningsfamilie, for jeg må erkende, at jeg ikke er klar til at give Echo videre, men det er synd for Echo, at han skal bo her i huset på fuld tid. Og det er faktisk også temmelig opslidende for os her i familien.

Imorgen kører Echo og jeg ned til familien, der bor ved Aabenraa, og meningen er så, at Echo i denne omgang skal være der et par dage eller lidt mere.

Løsningen lyder måske lidt mystisk og hvis nogen synes, den er egoistisk, så giver jeg dem egentlig ret, men jeg tror den trods alt er bedre end at lade stå til.

tirsdag den 17. november 2009

Han er godt nok blevet stor.......

Sådan siger folk tit, når de genser Silas. Lidt komisk. For vi var til kontrol på OUH i torsdags, og der viste vægt og målestang ikke den helt store udvikling. På 3 måneder: +1,5 cm og -300 g.

Status d. 12. nov: 7,7 kg og 72 cm

Man syner nok større, når man står op, men fakta er, at Silas har hængerøv i str. 74!

Lægen undrede sig også over, at Silas ikke rigtig tager på, men syntes, at vi skulle afvente næste kontrol om 3 mdr og se, om ikke hans vægt ville øges i mellemtiden.

Der er nu gået to uger i dagplejen. Silas har ikke været afsted hver dag, da dagplejen har haft lukkedag de sidste to fredage, og vi har fysioterapeut til ham en gang om ugen, og torsdag var vi jo på OUH.

Fysioterapeut Line træner med Silas på bolden


Jeg vil nu også sige, at det er udfordrende for den lille størrelse. I den første uge havde han en dag, hvor han græd rigtig meget. Jeg endte med at hente ham før planlagt, og han faldt da også til ro, da jeg kom. Heldigvis har der ikke været helt så utrøstelige perioder siden.
Det skal nok gå, og jeg er sikker på, at dagplejen og samværet med de andre børn vil udvikle ham hurtigere, end hvis han var hjemme. Eksempelvis spiser han uden brok 4-5 kvarte rugbrøder hos dagplejen, men herhjemme er hans mund som limet sammen, hvis menuen lyder på rugbrød. Lidt pudsigt, men det er ikke en kamp, jeg gider at bruge energi på pt. Det kommer nok af sig selv, det der med rugbrødsmadderne.

fredag den 30. oktober 2009

Klar til "virkeligheden"

Der er bare sket en kolosal udvikling med Silas de sidste to uger. Helt fantastisk! og jeg føler nu, at han er klar til at tage imod "verden".

Klar til at erobre verden

Det er også meget godt for på mandag starter Silas i dagplejen. Han har fået en plads i en privat stordagpleje ca. 8 km herfra. Dvs. de er 1o børn i dagligdagen, men også to voksne til at tage sig af børnene. Det synes jeg er en stor fordel.
Jeg har besøgt dagplejen nogle gange de sidste uger. Og de sidste to gange har han virkelig vist interesse for omgivelserne, både børnene og alt det nye spændende legetøj. Nu giver han sig ikke til at græde fordi nogle af de andre børn rører ved ham. Og jeg føler mig meget tryg ved at starte hans indkøring på mandag.

Silas på besøg hos dagplejen


Vi er også begyndt at gå til musik. Vi har været der 4 gange nu, og efter de første 3 gange tænkte jeg, at det var lidt mærkeligt at være afsted med Silas, for han virkede så fraværende eller måske nærmere observerende. Og jeg var lidt ved at miste modet, fordi han er så tilbageholdende. Men sidste gang "rockede" han, spillede med på sin xylofon og bankede løs på spillelærerens keyboard. Fedt!!

Det samme billede så jeg til svømning, hvor jeg gennem de sidste 3 måneder også har været 4-5 gange, og Silas har bare været rimelig passiv i vandet. Men han har til gengæld suget omgivelserne til sig - lyttet og kigget på hele svømmehallen. Men da jeg var afsted i tirsdag blev han pludselig helt elektrisk og plaskede løs i vandet, og han var som forandret. Så derfor var jeg simpelthen nødt til at lægge en ekstra svømmehalstur ind i skemaet for min sidste orlovsuge.



Nu er orloven så slut, og på mandag starter jeg igen på fuld tid. Det bliver uden tvivl meget hårdt, men jeg håber også, at det vil lette mig at have tiden til at udføre mine arbejdsopgaver, men jeg vil helt sikkert savne de mange dejlige timer sammen med Silas, som jeg helt sikkert har nydt de sidste 15 måneder.

mandag den 26. oktober 2009

På den anden side af et stævne

I lørdags afholdte vi i Ribe Hundevenner vores sidste agilitystævne i år. Hvert år har vi holdt 3-4 stævner om året. Og det river godt nok tænder ud i en lille klub, da det jo altid er de samme folk, som skal stå klar til at hjælpe. Men det er super skønt, når man ser alle de glade deltagere, som nyder og roser et veltilrettelagt stævne. Det er langt hen af vejen slidet værd.
Men det får mig nu ikke til at trække min beslutning tilbage om ikke længere at ville forestå tilmeldingerne og stævneprogrammerne.

De første to år af klubbens liv var jeg topmotiveret, når de første tilmeldinger tikkede ind, men det sidste år har jeg nærmest haft brækfornemmelser jo nærmere vi kom på tilmeldingsfristen. Og uanset hvor længe jeg lever, så er mit liv skisme for kort til frivilligt arbejde, som hænger mig SÅ langt ud af halsen, så nu må det være en andens tur til at prøve kræfter med den opgave.

Stævnet fik ganske god feedback, som vores stævner faktisk altid får. Det på trods af, at stævnet varede til kl 20.30.

Jeg løb med Echo og Diva. Jeg trak dog Diva efter to løb, da hun virkede lidt besværet af det tunge underlag i ridehallen. Echo skulle løbe 2 x spring kl 2 samt tunnelkuller. Jeg var meget tilfreds med ham i alle løbene. Han blev nr. 3 i Tunnelkuller og vandt den første spring 2. I den sidste spring 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, så det udløste en disk.

tirsdag den 20. oktober 2009

Datoen jeg aldrig glemmer

D. 20. okt vil for altid have mejslet sig ind i min sjæl. For et år siden fik Henrik og jeg den besked af den ledende overlæge på børneonkologisk afd. på OUH, at Silas havde en sjælden cellesygdom (Langerhans Celle Histiocytose).

Lægens ord var ikke særlig opløftende, og jeg husker nogle af hans sidste ord, da samtalen på hans kontor blev afsluttet : Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det.......
Vi var knuste og total i chok. Vi kørte hjem fra sygehuset og sad bare i hver vores sofa derhjemme og stirrede ud i luften og græd. Vi kunne ikke tale sammen. Det var bare så hårdt. Vi turde simpelthen ikke fortælle hinanden om vores tanker og følelser, og det var nok også alt andet lige lettere for os hver især, hvis vi ikke skulle sige dem højt.

Silas - få dage efter diagnosen

Jeg husker de første dage derefter føltes uendelig lange, og jeg nød for en sjælden gangs skyld at skulle i seng og sove, for når jeg sov, så havde jeg fred i mit hoved, men efter første blink med øjet, når jeg vågnede, så væltede virkeligheden og angsten ind over mig.

Jeg har set en lille hvid barnekiste for mit indre øje mange gange i den første uge efter beskeden. Jeg syntes, det var så urimeligt og forkert, at Silas overhovedet var blevet født, hvis sådan et sygdomsforløb skulle slide på ham (og os) og til sidst vriste vores guldklump fra os igen. Hvorfor skulle vores familie udsættes for sådan en smerte??

Silas med den sidste dosis medicin i behandlingsplanen. Det var d. 19. april


Behandlingsforløbet var sat til 12 måneder og betød dermed 15 måneder i isolation, hvor Silas ikke måtte være sammen med syge/forkølede samt børn, der ikke var MFR-vaccineret og havde haft skoldkopper. Det betød adgang forbudt i butikker, sportscentre, svømmehaller og div. kom-sammen-arrangementer, hvor vi ikke vidste, om der var syge folk til stede. Det var et meget hårdt slag for mig at blive ramt på min bevægelsesfrihed og sociale omgang. Men det var i det hele taget en udfordring for en familie at leve med isolationsreglerne, da alt altid skulle planlægges nøje.

Sidste indlæggelse for at få fjernet kapslen i brystet, som han havde fået kemo i


Nu er der så gået et år, og som de fleste jo nok ved, så er Silas færdigbehandlet, og isolationen ophævet i juli 09. Vi går til kontrol på OUH en gang i kvartalet.

Silas har det fantastisk, selvom han halter lidt bagud på nogle punkter. Men hans humør og gå på mod har været ufattelig hele vejen igennem, og han er i sandhed en solstråle, og på sygehuset blev han også kendt, som Silas, der altid smilede (selvom de stak i ham og fyldte ham med kemo).

Silas i dag - elsker at stable, vælte og bygge


Naturligvis ville jeg meget gerne have været dette forløb foruden, men når det nu var vores families lod, så føler jeg faktisk, at vi alle er kommet rigere ud på den anden side.

Jeg har i hvert fald lært at sætte pris på nye ting i livet og mærke efter i mig selv, hvad der har værdi for mig. Der er mange ting, som jeg før så som problemer (eller direkte "katastrofer"), som jeg idag bare trækker på skuldrene over.

Den lille guldklump maver sig frem over gulvet


Nogen vil sige, at jeg har mistet engagement på nogle punkter, men det er ikke sådan jeg ser det. Jeg vælger bare mine kampe med lidt større omhu og mærker lige efter i mig selv, om det er vigtigt for mig, og om det vil være et betydeligt problem for mig, hvis kampen tabes, før jeg farer ud med bål og brand og kæmper for et princip eller en sag. Der er sjældent noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.

søndag den 18. oktober 2009

Niels Bugges Kro

Da Henrik fyldte år i slutningen af juli måned fik han et gavekort på en "weekendoplevelse" uden børn og hunde. Den er nu blevet indkasseret. Det har bare været en ufattelig dejlig weekend.


Fredag eftermiddag chekkede vi ind på Niels Bugges Kro, hvor vi blev budt velkommen af velanrettet frugt og champagne. Vejret var desværre ikke særlig fantastisk om fredagen, men sidst på eftermiddagen blev det dog opholdsvejr, så vi kunne komme ud og se på noget af den fantastiske natur, som kroen er placeret i.



Fredag aften fik vi en fantastisk 3 retters menu, og vi sad faktisk i restauranten i 3½ timer, hvor vi bare nød den fantastiske og velsmagende menu og dertil en virkelig lækker vinmenu - aldrig tidligere har jeg fundet en vinmenu SÅ stor en smagsoplevelse. Det skadede jo bestemt ikke totaloplevelsen, at en lille "småfimset" fransk tjener med tydelig fransk accent ydede en særdeles charmerende betjening under middagen.



Lørdag stod vi op til et rigtig flot vejr, så efter at have nydt en dejlig morgenbuffet, så begav vi os ud på et par timers gåtur i terrænet omkring kroen. Faktisk var det "Troldeslugten", der ligger bag kroen, som for et par måneder siden "solgte" denne weekend til mig.


For et par måneder siden var jeg havnet ved kroen, fordi Charlie havde haft særdeles dårlig mave i bilen en dag, hvor jeg havde hundene i bilen, mens jeg var på job. Efter at have holdt i Viborg City og havde rengjort bilen med hvad-jeg-lige-havde-ved-hånden, så kørte jeg ud mod Dollerup Bakker for at få luftet (læs tømt) Charlie.

Da jeg trådte om bag den lille kro ved vejen, stod jeg i Troldeslugten og var lige ved at sætte mig på halen. Det var bare så smukt. Denne smukke natur måtte jeg bare vise Henrik. Så stedet blev valgt i dette øjeblik.



Så man kan vel sige, at der sjældent er noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi havde i hvert fald et fantastisk lækkert ophold, hvor vi fik tanket op på kærligheds- og energikontoen.

mandag den 12. oktober 2009

Ømme stænger

Mine ben har virkelig været på arbejde de sidste mange dage.

Fredag var jeg med Tobias i skole for at deltage i skolernes motionsdag. Det var 3. gang, jeg havde muligheden for at deltage, og det er som altid utrolig hyggeligt. Faktisk forstår jeg slet ikke de forældre, der ikke tropper op sådan en dag, hvis de faktisk har muligheden og skolen inviterer.

Tobias går jo på en mindre skole med 24 elever, og der var ialt 4 elever, der havde forældre med. Jeg ved, at andre også havde muligheden for at deltage, men valgte sofaen i stedet.
Tobias var dagens hurtigste elev, da han tilbagelagde de 8,7 km i vekslende terræn på 42.06. Jeg kom i mål midt i feltet med en tid på 1.07.10. Det var ikke imponerende, men jeg havde også barnevogn og hunde at skulle holde styr på, og jeg tog ikke runden for andet end hygge og motion.

Lørdag og søndag var jeg på agilitykursus hos Ann-Britt og Gitte Hoffmeister. Det var simpelthen så godt. Jeg synes, det er svært at melde sig på et kursus med Echo, som den deltagende hund, fordi han stadig mangler nogle elementære ting i sin agilitykunnen, og fordi han også let går kold, selvom han faktisk er vældig tændt.

Om lørdagen startede vi hos Ann-Britt og på min køretur til Ribe sad jeg med lidt skuffede tanker, fordi jeg generelt ikke syntes, at der er smæk nok på Echo. De tanker fik Echo mig da helt til at skamme mig over, da vi løb hos Ann-Britt. Han var virkelig god, tændt, hurtig og lydhør. Vi fik blandt andet prøvet at handle lidt anderledes på ydersiden af nogle kombinationer, som udover at give lidt mere tempo pga førerens bevægelse også kunne bruges til at skære en bue ned til "ingenting".

Hos Gitte løb vi en interessant bane og til min store forbavselse, så var der stadig energi tilbage i Echo til et træne et par timer mere efter et par timer hos Ann-Britt. Træningen hos Gitte mindede mig lige om lidt grundtræning, som jeg lige skal huske at have kigget på med Echo.

Søndagen startede vi hos Ann-Britt med en agilitybane, som bestemt ikke var for en urutineret agilityhund, der kun er igang med at indlære feltforhindringerne. Faktisk var den kraftigt inspireret af en bane fra dette års VM. Derfor fik Diva lov at være med her, og det var hun super super glad for. Hun var rigtig rigtig dygtig til banen. Gennemgående var, at man efter feltforhindringerne skulle have hunden på bagsiden af næste forhindring, så man skulle ikke stå og sove på den her bane. Jeg havde også mistænkt Ann-Britt for at lave en propaganda-bane mod løbefelter, men jeg fortsætter nu med at træne løbefelter. Det skal prøves.

Weekendens sidste træningspas var hos Gitte. Her fik vi demonstreret lidt om forskellen på den korte og den lange vej rundt i kombinationerne. Den korte kunne let reducere i tempoet og den lange kunne holde hundens fart oppe, men var jo som det siger sig selv, længere. Jeg savnede rigtig meget tidtagning på dette modul, for det kunne have været interessant at se, forskellen i tid - eller måske snarere ligheden?!
Så jeg håber, at lejligheden byder sig for at prøve nogle af kombinationerne af igen med et stopur ved hånden.

Om kurset vil jeg bare sige, at det var super super godt, og jeg håber, at der kommer en opfølgning. Det er faktisk længe siden, at jeg har været så begejstret efter et kursus.

torsdag den 1. oktober 2009

Rundt om hjørnet venter "virkeligheden"

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til "virkeligheden" og har fået en dagplejeplads.


Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til "hverdagen" igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.




mandag den 21. september 2009

En artikel, som jeg faktisk er glad for i dag.

Her taler jeg om artiklen i Ude og Hjemme, som var i udgaven fra uge 36.

Få dage efter besøget af journalist og fotograf fik vi et udkast til en artikel til gennemlæsning. Ud over et par ting, som var direkte forkerte, så var der et par formuleringer/udlægninger, som vi ikke var så glade for, da de kunne misforstås. Eksempelvis havde de skrevet, at Henrik var SIKKER på, at Silas skulle dø. Ligesom jeg FRYGTEDE han det "bare". Der er nu noget forskel på de to ord. Vi syntes også begge, at de budskaber, som vi ønskede artiklen skulle have var skubbet for langt i baggrunden.




Efter en mail til journalisten fik vi et lidt bedre udkast til gennemsyn, som vi så godkendte. I ugen op til udgivelsen kom jeg rigtig meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville blive glad for den artikel. Faktisk var jeg til sidst ret træt af artiklen. Måske hænger det sammen med, at det faktisk kan være svært at se 3. persons formuleringer vedr. ens følelser.






Da jeg så så artiklen trykt med billederne og sat op (og faktisk rettet til det endnu bedre), var jeg rimelig tilfreds og havde i hvert fald ikke fortrudt. Men reaktionerne på artiklen fra venner, kolleger, familie osv har faktisk gjort mig rigtig glad for den.


Flere har sagt til mig, at artiklen gav dem indblik i hvad det var, vi havde stået i og bedst af alt, så har rigtig mange fanget budskabet om, hvordan man kan hjælpe en familie i krise. Desværre fik enkelte dårlig samvittighed på den konto. Det var nu slet ikke planen. Men jeg håbede blot, at budskabet kunne komme andre tilgode. For hjælp til selv meget små ting, gør en kæmpe forskel for en familie, hvor alt ligger i ruiner




Artiklen gav også lidt henvendelser i form af bestillinger på kort. Dog ikke mange, men lidt har også ret. Intet kan dog slå det salg, som jeg søndag havde, da vi var med Foreningen Cancerramte Børn i Legoland (det er også her et par af ovenstående fotos er fra) og kortkassen var stillet op i familie-buffetten, hvor vi skulle spise sammen. På to timer var der solgt for mere end kr. 900 - og så lå der kun sølle 5 kort tilbage i kassen. Vildt vildt!

torsdag den 10. september 2009

DM i agility

Det som fyldte mest i den forgangne weekend var helt klart DM i agility. For første gang et ægte "Fælles-DM", hvor man både havde kunnet kvalificere sig til stævner med rød (DKK) samt blå (DCH) bog.

Synes også at det var tydeligt, at der var en del "nye" ansigter med, som ikke plejer at være repræsenteret i DKK-regi. Men omvendt synes jeg, at der manglede rigtig mange af de "gamle" ansigter (men måske de ikke havde kvalificret sig).

Nok skriver jeg, at det var DM der fyldte mest, men det ligger der noget ekstra positivt i, for det var fordi det var muligt at lave andet i den weekend, da der var overskudstid før og efter DM begge dage.

Foto: Gitte Poulsen/Schnauzerpower

Lørdag var der holdløb. Jeg syntes, at vi stillede med et ret godt hold; Jesper/Emsi, Susanne/Spirit, Anne Mette/Tyson og så Diva og jeg. Men det var vist bedre på papiret end i virkeligheden. Vi endte i hvert fald nede i bunden af feltet.

Søndag var der individuelt DM. Gode Gamle Diva løb sig til en flot 5. plads efter springløbet. Jeg er fuldt ud klar over at hun med sin alder og kondition ikke kan banke de hurtigste små hunde, så jeg var meget godt tilfreds med at ligge nr. 5 efter springløbet.


DM - Springløb

Jeg kiggede lidt på resultaterne fra springløbet og kunne godt se, at uanset hvor meget jeg satsede og pressede, så ville jeg ikke kunne hente de tre hunde, der lå i top 3, så jeg besluttede mig for at løbe derefter. Dvs. ikke noget hasarderet handling eller voldsom pres. Det er nu ikke fordi man sådan kan løbe i slow motion med Diva, men man er dog selv herre over om man på forhånd planlægger at løbe med hovedet under armen.

Da alle små hunde havde løbet agilityløbet var vi samlet set nr. 4. Det var jeg ganske tilfreds med. Selvom det jo havde været sjovere at blive nr. 3 især når jeg vel ikke rigtig kan tillade mig at have de stor forventninger i de kommende sæsoner til min aldrende hund. Jeg havde håbet på en plads i Top 5, og det fik jeg.

søndag den 30. august 2009

Så gik den weekend

Vupti, inden man får set sig om, så er sådan en dejlig weekend væk.....

Lørdag skulle vi ikke rigtig noget. Jeg skulle have malet loftet på Silas´kommende værelse, som forhåbentlig snart bliver færdigt. Det har været en langstrakt affære at få det lavet - ikke mindst fordi alle væggene var pil-skæv og uisolerede, så det var ikke bare sådan lige. Det var faktisk ganske rart ikke at have planlagt en hel masse, men dagen forsvandt bare, som sand mellem fingrene.
Lørdag var en rigtig slapperdag - i hvert fald for Echo

Dagen i dag brugte jeg så til et lille hyggeligt stævne hos DCH Varde. Jeg tænkte godt nok lidt på, om de nu også "kunne finde ud af det med at afholde agilitystævner", da jeg ikke lige kunne mindes at have set dem på stævnekalenderen før. Men jeg havde mest i hovedet, at det måske var sundt nok med et lille stævne inden DM i næste weekend.

Der var vel ca. 50 deltagere, men trods det forholdsvise lave deltagerantal blev stævnet afviklet i to ringe. Sikke en skøn beliggenhed DCH Varde har og total lækkert og stort klubhus. Præmierne var også absolut i topklasse - Imponerende flotte præmier!!
Dagens højdepunkter for mig/os var SP1, som Echo vandt trods 5 fejl på en vægring, som jeg klart må tage på min kappe. Men hans slalom i dette løb var bare SUPER - flot indgang! Echo løber pt kun springklasser, så hans sidste løb i dag var Spring Åben, hvor jeg også var meget tilfreds med ham. Han spilder bare ikke et skridt på banen og havde da også en pæn hastighed uden decideret at være et lyn. Løbet rakte til en 1. plads i Spring Åben. Sejt!!

Dagens præmiehøst - der mangler endda en pokal, som jeg afsatte til DCH Vejle.



Gode gamle Diva er jo stadig vildt tændt på agility, så da jeg gik fra hende ved start i AG3 rejste hun sig fra dæk til sit. Jeg kommanderede hende ned i dæk igen og gik ud for at placere mig. Da jeg vendte mig om for at kalde hende frem til mig, så kom hun tordnende. Et stk. sheltie indfanget og båret ud fra banen. Vel er det sødt at hun i den alder (11 år) har masser af gejst og glæde, men tyvstarter er bare ikke ok. Og Diva er faktisk "snu" nok til at lære sig at det er ok, hvis hun får succes med noget (sjovt nok især uønskede ting). Og jeg lærer nok aldrig at forstå de hundeførere, der stævne efter stævne lader deres hunde tyvstarte. Hver eneste gang får hundene den belønning, at de får lov at løbe trods deres tyvstart. Det var ikke en straf, at Diva ikke fik lov at løbe, men jeg fjernede belønningen (=løbet).


I de åbne klasser var Diva fejlfri, men i Spring Åben var hun noget sejlende, men hun vandt klassen alligevel. Faktisk var vi dermed meget tæt på at være kvalificeret til DCHs DM, men jeg havde besluttet for en måneds tid siden, at jeg faktisk ikke ønskede at deltage til DCHs DM. I hvert fald ikke i år. Tanken om at skulle stille op/vente til ind- og udmarch i sammenlagt timer, fik mig helt til at miste lysten. Og selvom der faktisk ikke er imponerende mange timers aktiv agility, så går der uendelig meget tid med DCHs DM, når man er deltager, og det tiltaler mig ikke lige at spendere på projektet. Jeg indrømmer også gerne at udsigten til et kursus i samme weekend med Sarah Lorentzen i Ribe Hundevenner også trækker i mig. Man kan bare ikke alt!

tirsdag den 25. august 2009

Nu smager det lidt af barselsorlov

Der sker så meget med Silas. Han forsøger nu at efterligne lyde og bevægelser, og det er gået rigtig stærkt den sidste måneds tid. Sjovt at se, hvor hurtigt han opfatter tingene. Det med at kravle lader dog vente på sig, men når man nu bare kan trille eller trække sig frem i armene, så er det vel også godt nok?!


I dag har jeg været til et tema-arrangement, som Sundhedsplejen i Haderslev afholdte. Det handlede om Baby-rytmik. Da Silas var en måned var jeg afsted til et lignende arrangement og besluttede dengang, at det skulle Silas og jeg da gå til, når han var et halvt års tid, men omstændighederne ville det jo anderledes. Nu har jeg så tilmeldt os et hold.


En dreng, der suger indtryk til sig - siddende på et spillende flygel til rytmik.



Faktisk er både Silas og jeg begyndt at opdage verden blandt raske. I torsdags spiste vi på Café sammen med en veninde, som jeg desværre sjældent ser. Verden er fuld af muligheder.

Igår var vi også på en lille udflugt. Ja, det ligner nok mere en barselsorlov nu, selvom det faktisk stadig er tabt arbejdsfortjeneste et par måneder mere. Men jeg har mange mange ugers ikke afholdt barselsorlov i "banken", som jeg kan afvikle senere.


Stævner bliver det ikke til så mange af. Tiden går med familien og huset. Men vi skal da til Fælles DM i starten af sept. Dog kun Diva og jeg. Echo løber jo stadig ikke agilityklasser, så han kan derfor slet ikke kvalificere sig.

Jeg bruger også en del energi på kortproduktion samt distribution af mine og andres kort. Indtil videre har jeg indsamlet mere end 10.000 kroner til Foreningen Cancerramte Børn siden februar. Utroligt at jeg kan blive så bidt af det. Henrik har siden fortalt mig, at han ikke troede, at det med at lave kort kunne fange min interesse i mere end 20 minutter Derefter ville jeg ikke gide det mere. Men han tog fejl!!



Imorgen udkommer Ude og Hjemme, og for mig er det jo nok et sær-nummer. Det er egentlig lidt en mærkelig fornemmelse at tænke på, at imorgen er vores historie meget "offentlig". Jeg kan egentlig godt blive lidt forlegen ved tanken, og jeg er også lidt spændt på, hvordan artiklen tager sig ud i bladet. Det første artikel-udkast kunne vi ikke godkende. Det var total følelses-porno, og det var lidt som om, følelserne havde fået et ekstra gear. Vi fik lavet nogle ændringer i artiklen, men sådan super tilfredse med den, er vi ikke. Men ting på tryk syner jo også nogen gange hårdt. Forløbet har da også været hårdt, og vi jublede da heller ikke over den besked, som vi fik af overlægen dengang tilbage i okt. 08.

(kommentar tilføjet d. 26. aug: Artiklen er ikke i denne uges udgave af Ude & Hjemme, da den nok har måttet vige for mere "aktuelle" artikler, så måske i næste uge..........)

lørdag den 15. august 2009

Endnu en fødselsdag

Tiden går, og jeg er nu blevet et år ældre. Det var så den tredje fødselsdag i familien på under 2 uger. I onsdags var det 37 år siden, jeg kom til verden. Når man er voksen er en fødselsdag ikke sådan noget særligt, som man gider at gøre et stort nummer ud af.....

Morgenbordet

Dog var det nu lidt hyggeligt, at mine forældre tog herned tirsdag aften og blev til onsdag morgen, hvorefter de skulle videre. Vi fik da nydt morgenmaden sammen, inden de kørte.


Ude og Hjemme medbragte denne buket i anledningen af min fødselsdag.


Det ene hold gæster afløste nu bare det andet. En fotograf og en journalist fra Ude og Hjemme kom nemlig kl 11. Journalisten havde for en uges tid siden skrevet til mig, og spurgt om jeg ville medvirke i en artikel. Hun havde fundet frem til mig via en facebookgruppe til fordel for Afd. H2 på OUH. Hun var så havnet inde på denne blog og læst lidt med her. Baggrunden for artiklen var, at hun gerne ville skrive en solstrålehistorie med udgangspunkt i Silas´ sygdomsforløb. Jeg tænkte over det i et par dage, før jeg ringede tilbage til hende, og svarede, at jeg gerne ville medvirke. Hvis artiklen kan være med til at holde modet oppe hos familier, der står i en lignende situation eller gavne dem på anden vis, så er det jo positivt.

Dagens smil!

søndag den 9. august 2009

Opdatering

Ups - jeg har ikke været så flittig på bloggen på det sidste. Ikke fordi her ikke er sket noget, men jeg har ikke rigtig kunnet få skrevet noget. Så er lille opsumering af de sidste par ugers begivenheder.


Vores tredje og sidste uge af ferien var sat af til et terasseprojekt, som jeg havde forventet kunne klares på et par dage. Det blev nu til noget mere end et par. Dels pga Silvan, som brugte 10 dage på at levere sandet, trods et løfte om max 7 dage (som også var 10 gange dyrere end det sand, som vi efterfølgende hentede hos en vognmand 7 km herfra), men også pga at gravearbejdet viste sig lidt mere "udfordrende" end først forventet. Under det betonfundament, som udgjorde den gamle "terasse" var der nemlig masser store sten. Så vi blev desværre ikke færdige med terassen til Silas´ fødselsdag. Men det nærmer sig. Nu mangler der kun lidt småjusteringer.



Dette var udgangspunktet

Her nærmer vi os en afslutning - dog afventes holmegårdssten til kanten

Sidste lørdag fyldte MiniMan nemlig 1 år. Tænk at han allerede er 1 år. Der er godt nok sket meget hos os det sidste år. Vi havde jo kun boet i huset en dags tid, da Silas meldte sin ankomst, så det var flyttekasser og virvar - og en fødsel. Ja og året har jo i det hele taget budt på hele følelsesspektret, da Silas blev syg, og vi blev fyldt med sorg og angst. Jo, det har virkelig været et år med op- og nedture. Måske derfor var Silas´ fødselsdag også noget ekstra særligt. For vi tog den bestemt ikke for givet.


Silas fornøjer sig med sin helt egen lagkage


Nu er det hverdag igen. Skolestart for Tobias og job efter ferien for os voksne, der stadig arbejder på skift og på skift er hjemme hos Silas. Vi nyder ham i fulde drag! Og jeg glæder mig over det privilegium at kunne opleve ham og se hans rivende udvikling.



Silas udvikler sit huslige talent. Dejligt med en hjælpende hånd med vasketøjet.

torsdag den 30. juli 2009

En fantastisk ferieuge

Søndag efter Jutlandia Cup fik vi pakket alt vores happen-gut sammen og trillede direkte mod Blåvand, hvor vi havde booket plads på Hvidbjerg Strand Feriepark.

Henrik og Silas kigger efter dragerne.


Det er en stor flot (og ganske dyr) campingplads, hvor der absolut ikke mangler noget som helst. Pladsen var primært valgt pga sin beliggenhed lige ud til Vesterhavet og pga sit tropiske vandland.

Tobias og Silas hygger i vandland

Nu kunne Silas jo endelig endelig komme i svømmehal, og så skulle han sandelig også komme med manér. Knægten var dog ret uimponeret, og sad bare og iagttog alt, hvad der skete omkring ham. Trods 8 måneder, hvor han har levet en ret isoleret tilværelse, så sluger han bare den nye verden og de mange indtryk. Og vi voksne nyder "friheden", der giver helt nye muligheder, men det bliver faktisk hurtigt hverdag at handle ind hele familien osv.

"Hi Barbie, Wonna go for a ride??"
Fedt badekar udformet som sportsvogn.

Jeg nød denne ferieuge, som jeg ikke har nydt en ferie i flere år. Kan faktisk ikke mindes, at jeg har slappet sådan af og nydt det, siden vi var i Kroatien for 3 år siden. Fantastisk at være så meget i nuet og nyde det SÅ meget. For der var jo ikke noget "særligt" over den ferie uge. Det var jo "bare" afslapning med familien. Ingen aktiviteter. Kun dase, gå en tur ind til Blåvand og spise is og ellers bare afslapning i lange baner.

En lille diskret is fra Blåvand Bolchers is-bar - MUMS!

Vi købte også en drage, og den fik vi en del tid til at gå med. For helt ærligt. Vi var pissedårlige til at flyve med den, da vi prøvede den første gang. Det blev dog betydelig bedre, men den bestod de mange crash-tests, som vi udsatte den for.

Henrik og Tobias flyver med drage

Hjemme fra campingferien snuppede jeg lige et weekendstævne hos DCH Åbenrå. Jeg havde forinden besluttet mig for, at det var sidste udkald, hvis Diva skulle kvalificeres til Fælles-DM. Søndag blev hun nr. 2 i begge de åbne klasser, så vi fik den sidste kvalifikation i agility, som vi manglede.

Echo løb rigtig pænt i weekenden og overraskede mig totalt ved at vinde spring åben med 28 deltagere. Godt nok væltede vi ikke rundt i landsholdshunde, men det er Echos første sæson, og jeg synes bestemt, at han især halter på lidt på fremaddriften, som er lidt svingende. Så at vinde en åben klasse var helt over mine forventninger.