lørdag den 31. januar 2009

Ugen der gik...... eller fløj!

Den sidste uge er bare fløjet afsted, og bloggen har ikke haft 1. prioritet.

I fredags var jeg på et fart- og motivationskursus med Echo oppe hos Sanne. Igen kunne hun se fremgang. Hvis Echo ved, hvor han skal hen, så kigger han ikke på mig, men løber rigtig godt fremad - og han er VILD med at løbe agility.

I denne uge tog jeg også forsmag på arbejdsglæderne. Egentlig var aftalen, at jeg skulle starte på job fra d. 1. feb. Men en kommune havde aftalt et møde på et af vores vaskerier i mandags. Mødet skulle bruges som startskud og inspiration, inden de skulle sende deres arbejdstøj til plejepersonalet i udbud. Da jeg er ansvarlig for de offentlige udbud i Jylland indenfor mit fagområde, så var det nok en stor fordel for begge parter, at jeg også deltog i det møde.

I forbindelse med at jeg nu har skullet på job igen, så har jeg kigget dybt i mit klædeskab efter tøj til arbejdsbrug. Måske har jeg det sidste år fået klædt mig lige rigeligt casual, og når jeg så samtidig har tabt mig, så jeg pt er 3-4 kg under min normale kampvægt, så synes jeg godt ikke, at klædeskabet havde ret meget at byde på. Men det der med at komme ned i byen for at købe tøj var ikke umiddelbart en mulighed, da Henrik har været ude af huset i dagtimerne i denne uge (han skal jo også tjene lidt kroner).
Jeg vred min hjerne for at finde en mulighed for at komme ned og købe lidt tøj, så jeg kunne være præsentabel til den konference og middag, som jeg skulle deltage i torsdag. Jeg kunne jo godt tage ned i byen med Silas, men jeg kunne jo ikke tage ham med ind i nogle butikker, og det er ret svært at købe tøj uden at gå ind i butikken og prøve det på. Jeg fandt dog efter længere tids spekulation en mulighed ved trille barnevognen op til naboen og lade Silas sove i hendes indkørsel, mens hun lyttede efter ham. Hvis han vågnede, mens jeg var væk, skulle hun ringe til mig, så jeg kunne skynde mig at køre hjem. Da hun var snottet, var det ganske forbudt, at hun tog ham op. Heldigvis sov Silas som en bjørn, og jeg blev næsten 3000 kr. fattigere men rig på pænt tøj til arbejdsbrug. Tøj, der var nyt, pænt - og ikke havde hængerøv, som en del af mine bukser lige nu har.


King of Hammond


Hele torsdagen skulle jeg til konference i Århus, så for at give Henrik lidt arbejdsro og have Silas tættere på, så kørte Silas og jeg op til mine forældre onsdag aften. Der blev vi så og sov, og så kørte jeg til Århus torsdag morgen, og lod min mor og far hygge sig med lille Silas.

Konferencen er en årlig tilbagevendende begivenhed, og giver leverandører og indkøbere i den offentlige sektor mulighed for at mødes under mere uforpligtende forhold. Arrangementet er kæmpestort - mere end 300 deltagere.

Når man ikke må mødes med rigtige børn, så må man nøjes med dukkerne. Silas troede først, at det var et rigtigt barn, men efter få sekunder fornemmede han den manglede respons, og interessen forsvandt som dug for solen.


Mange af indkøberne har jeg, pga mit fravær, ikke talt med meget længe, og en del af dem skulle da også lige høre, om vi havde fået en dreng eller en pige - og om det gik godt, eller om barnet var stort, flot, sundt og raskt......... Hvis de bare nøjedes med at spørge, om det gik godt, så kunne jeg svare ja. For alt taget i betragtning så går det jo godt. Når spørgsmålet blev drejet på en anden måde, kunne jeg godt træde mig lidt over tæerne og ikke helt vide, hvordan jeg skulle besvare det. Mest af alt fordi nogle bliver så chokerede og kede af det, mens andre bliver så forlegne over at have spurgt.

Det var dog en meget hyggelig konference, og klokken havde forlængst passeret midnat, før jeg vendte snuden mod min forældre og Silas.

tirsdag den 27. januar 2009

"Tagged"

Jeg fik idag en mail fra Lone Sommer, som kunne fortælle mig, at hun havde tagget mig.

Den formulering, som jeg har set på fremgangsmåden, er lidt noget volapyk, så her er hvad jeg har gjort. Jeg har åbnet min mappe med "billeder" og fundet den 5. mappe og i den fundet billede nr. 5 . Dette billede skal man så blogge sammen med en lille beskrivelse. Hvorefter man så "tagger" 5 af sine blogvenner. Sjov lille leg.

Her er så hvad der poppede op:


Billedet er vist taget i Hvalsø i 2007 på bestilling fra Louise Møller, der nærmest samler på billeder af Amerikanske Sheltier i DK. Så den 5. mappe indeholder kun billeder af sheltiehvalpe fra B-kuldet hos Kennel Foula, befandt sig til dette stævne. Hvalpen, som jeg tror er Pias Woogi, skulle jeg vist også primært "fange" til Louise, fordi det er et Monty-barn, og dermed en søster til hendes Sunny. Tror så ikke lige at dette billede var sådan et, som Louise ønskede, men jeg er ikke så godt til at rydde op i mine billeder.

Jeg vil lade spøgen gå videre til nedenstående 5, som jeg håber vil lege med og tagge 5 af deres blogvenner, som så igen skal finde det 5. billede i den 5. mappe på deres computer:

Annette: http://nettisscrapblog.blogspot.com/
Sanne: http://agilitytraening.spaces.live.com/
Gitte: http://www.callidus-shelties.blogspot.com/
Nanna: http://www.shetla.blogspot.com/
Tina: http://kennelshaquana.blogspot.com/2009/01/frida-og-ergos-hvalpe.html

fredag den 23. januar 2009

Verden ser pludselig lidt anderledes ud.......

Det kræver vel ikke den store fantasi at forestille sig, det hele pludselig ser lidt lysere ud efter evalueringen i mandags. Selvom man ikke helt kan sige, at vi nu bare kan ånde lettet op, så er det skisme da betryggende at vide, at de mener at have styr på sygdommen.

De sidste 6 uger er Silas vokset +4cm og +500g. Dvs han idag måler 62 cm og vejer 6300g. Det er godt nok ikke meget for en knægt på 6 mdr (ca. 10 cm og 1500 g mindre end de jævnaldrende i mødregruppen). Jeg gætter på, at der ikke er mange, der har kunnet bruge str. 62 i hele 5 mdr. Det har Silas. Jeg tror, at Tobias brugte den størrelse i 2-3 uger. Silas skal nok komme efter det hen af vejen.

Silas ligner en der beder om privatliv på pc´eren


På grund af hans vækst er han også blevet sat op i sine medicindoser, og det kan vi sandelig godt mærke. Hvis han ikke lige bliver aktiveret, sidder han bare og siger Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh og slår med armene. Ja, sådan er det HELE tiden, når han ikke lige spiser eller sover. Sidstnævnte gør han så heller ikke så meget i, når han får prednisolon. Spise gør han til gengæld gerne mange gange i døgnet, da det også påvirker hans appetit ret meget. Dvs det er virkelig fuldtidsarbejde at passe Silas, når han er på prednisolon. Fredag er dog sidste gang i denne omgang, så har vi 16 dage uden prednisolon. Behøver jeg at sige, at vi glæder os rigtig meget til det?!


Årøsund Badehotel

I aftes havde vi barnepige. Kirsten fra vores faste aflastningsteam kom og så efter Silas i et par timer, mens Henrik og jeg var ude at spise. Vi besøgte Årøsund Badehotel og fik virkelig noget lækkert mad. Flot, småt og godt. Men med 4 retter bestående af delikatesser som fasan, gråand, kalvebryst/-filet og sødt af mansarin, så blev vi mætte både med munden og øjnene. Prisen var da også til at overkomme. Knap kr. 700 for 2 x 4 retter og et glas vin til hver. Som vi sad der, så kunne vi konstatere, at det var meget meget længe siden, vi havde været ude at spise. Det var rigtig dejligt at komme ud kun Henrik og jeg.

onsdag den 21. januar 2009

Næsten tandløse....

Igår var det "store tanddag". Cookie og Charlie har fået renset tænder. Egentlig har Cookie over de sidste måneder forandret sig, men jeg troede umiddelbart bare, at han havde trukket sig lidt væk, fordi han har kunnet mærke, fokus var et andet sted. Og flytning, Silas og sygdom har gjort, at jeg egentlig først kom til at tænke nærmere over det her i julen, da jeg også bemærkede at hans underkæbe lejlighedsvis virkede øm. Jeg kunne fjerne et par filterknuder fra hans skæg og tænkte, at det var bare var det, der generede ham, for hans madglæde fejlede absolut intet!!

Cookie i sin yndlingshule


I sidste uge var jeg så til dyrlæge med ham for at få renset hans tænder, som faktisk altid har været ret grimme, men som jeg har forsøgt selv at holde ved at fjerne tandsten, men på grund af de mange omvæltninger i familien, så er det ikke blevet til meget tandpleje de sidste måneder. Dyrlægen satte Cookie på en antibiotikakur, fordi han havde betændelse i munden. Denne kur skulle lige virke først, før tænderne kunne renses. Det blev de så igår, og de som var løse eller dårlige røg ud. Dermed røg næsten 25% af tandsættet. Hele 10 stk. Stakkels stakkels Cookie han må have haft usandsynlig ondt i sin mund, og jeg havde bare ikke opdaget det. Nej, hvor jeg har bare dårlig samvittighed!

Så er Cookie færdig med at pifte efter damerne

Gamle Charlie måtte også aflevere et par tænder - dog kun 4, men det var bare, fordi de var lidt løse. Det er måske mere acceptabelt, for han har jo passeret de 10 år.


Charlie, frisk efter narkosen - et par tænder fattigere

Begge hunde havde det fint efter narkosen, og Cookie var helt høj og sprang rundt bagefter. Men jeg føler mig som verdens dårligste hundeejer, fordi han helt sikkert har lidt de sidste par måneder.

mandag den 19. januar 2009

Årets bedste besked....

Vi hørte i radioen på vej til OUH, at idag er årets mest deprimerende dag. Det havde nogle forskere fundet frem til. Det holder slet ikke stik her hos os!!

Nu er ventetiden på svaret overstået, og jeg vil (forsøge at) gøre det kort.
Røntgenbillederne viste en begyndende opheling i knoglen, hvilket betyder, at vi ny følger den nye behandlingsplan, som vi blev forelagt for et par uger siden.

Den betyder, at der skal gives kemo i blodet hver 3. uge og prednisolon 5 dage hver 3. uge. (dvs. 5 dage med prednisolon og 16 dage "fri"- og så forfra).

Der skal gives 5 behandlinger mere, og forløbet forventes afsluttet i april, hvorefter der er 3 mdrs karantæne. Så når vi når til august, så burde vi igen kunne bevæge os frit rundt med Silas på armen. Behøver jeg at sige, at vi glæder os til det, og at det hele lige pludselig synes mere overskueligt?!

søndag den 18. januar 2009

Uvished - en af mine værste fjender

Som person er jeg ret struktureret og kan ikke lide at have løse ender. Derfor er Silas´ sygdom nok mere belastende for mig, end først antaget. Det er frygtelig frustrerende, at jeg ikke kan få klar besked på, hvad der venter os. Såre enkelt fordi sygdommen er så sjælden og sygdomsbilledet meget forskelligt fra patient til patient, og ikke mindst fordi Silas er usædvanlig ung.

Weekenden har været hård for mig. Det har den særligt, fordi vi skal have evaluering af behandlingen imorgen, og jeg er naturligt nok nervøs for, hvilken besked vi får imorgen. Jeg håber på det bedste, men jeg frygter også det værste. Jeg tror på det bedste, men det har tidligere vist sig, at min tro ikke helt er nok.



Fredagen fik jeg en SMS om, at der var en pige med i X-factor, som også har LCH. Jeg så ikke programmet, men læste en artikel i Ekstra Bladet. Hun fik det konstateret som spæd og som stor teenager, er hun stadig ikke helbredt. Det tog helt pippet fra mig. I Sverige har jeg kendskab til pige, som efter 5-6 år stadig ikke er sygdommen kvit. Når jeg tænker på de to piger, så bliver jeg så trist og bange. Inkl. nævnte to piger og Silas har jeg kun "kendskab" til 6 tilfælde fordelt over flere lande og over en periode på 30 år.

Her er artiklen, der gjorde mig trist:
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1111086.ece

Silas er så dejlig og smilende - og jeg kan slet ikke stå for ham!


Nå, men hvad venter der os så imorgen?? Svaret kender jeg ikke, men jeg kender mulighederne for, hvad der skal ske, når vi kender svaret:

  • Det bedste der kan ske er, at knoglen er begyndt at hele op. Det betyder, at der ikke er flere syge celler, og et helt nyt behandlingsforløb. Først og fremmest afkortes behandlingsforløbet, og der skal kun gives kemo hver 3. uge - og allerbedst afsluttes behandlingen i april.

  • Hvis cysten atter er uændret, så følger vi den oprindelige behandlingsplan. Det betyder, at der skal gives kemo i blodet hver 3. uge samt i tabletform 4 dage om ugen. Og behandlingen kan vare frem til nov. 09

  • Hvis cysten mod forventning skulle have udviklet sig i negativ retning, så skal skrappere cellegift til i en behandlingsplan, som vi ikke kender til.

Overlægen regner med, at vi nu kan se regression/remission, og derfor kan afkorte behandlingen og give mindre kemo end først planlagt. Jeg håber virkelig, at hans forventninger holder stik!!! Om 15 timer får jeg vished for svaret på røntgenbillederne og dermed den fremtidige behandlingsplan.

lørdag den 17. januar 2009

Baboon City

I torsdags skulle vi for første gang ud i "virkeligheden" sammen som familie. Foreningen Cancerramte Børn havde et arrangement i Baboon City, som er stort indendørs legeland med store hoppeborge, rodeotyr, radiobiler, spillemaskiner, pool, bordtennis, sumobrydning osv. Sådan et sted er jo ellers forbudt område for børn, der er i kemebehandling, men denne dag var stedet forbeholdt Foreningens medlemmer, såfremt de kunne overholde isolationsreglerne.
Vi havde meldt os til fordi vi længes efter at kunne lave noget sammen alle sammen - eller i hvert fald være sammen ude i "virkeligheden". Stedet var et fantastisk sted for en dreng som Tobias, så det var da også ekstra ærgerligt, at vi var nødt til at melde ham fra, fordi han simpelthen hostede og snottede og derfor ikke måtte deltage af frygt for, at han skulle smitte andre (Vi har også sørget for at holde ham og Silas ret adskilt i denne uge af samme grund).
Henrik, Silas og jeg kørte så til Herning. For om ikke andet så ville Henrik og jeg jo være blandt ligesindede og være i stand til at bevæge os frit på arealet med Silas på armen. Silas´ små øjne var jo nærmest ved at trille ud af hovedet, da vi tog ham op af barnevognen. Han er jo blevet meget bevidst og observerende, og som vi stod der, var det tydeligt, at han slet ikke er vant til at se SÅ meget. Han ser jo kun sine vante omgivelser, og der i Baboon City var der mange mennesker, anderledes lys og anderledes akustik. Den lille gut sad der på armen og kiggede rundt med meget store nysgerrige øjne.

Far og søn "kører" racerløb

Der sker i øvrigt mange ting med Silas lige nu. Det er meget tydeligt, at han er meget bevidst. Og for en måned siden gik vi igang med at forsøge os med skemad, men det gider han nu ikke rigtig. Mælk - det er mad iflg Silas! Han er så ligeglad med om mælket kommer fra bryst, flaske eller kop. Han er vild med at drikke af kop og rimelig(!) god til det - det hele taget vil han meget gerne drikke.......


Hey!! En flaske! Hit med den!

tirsdag den 13. januar 2009

Kan Silas holde en beskæftiget?

Mandag morgen er der jo altid et program her i husstanden. Udover at Tobias skal gennes ud af fjerene, så skal vi andre også op og afsted.

Vi var vist lidt sene til at komme ud af starthullerne, så der var kun 1 time at rutte med, fra vi stod og til vi skulle afsted, og det er ikke så meget, når der skal ordnes bad, mad, baby, hunde og pakkes bil. Henrik tog sig af badetjansen, og den blev MEGET langtrukken, for hver gang han puttede Silas i vandet, så tissede den lille fyr. Så der blev vel skiftet vand hele 3 gange, før det lykkedes at gennemføre badeseancen.


Silas med "trylleplaster" (lokalbedøvende) på sin port-a-cath før dagens behandling

OUH skulle Silas have sin kemobehandling samt have taget et røntgenbillede af venstre underarm. Ved informationen til røntgen melder vi vores ankomst og gør opmærksom på, at det er et barn i kemobehandling. Det siger vi for at sætte lidt skub i processen, da det jo ikke er så smart at stå på gangen med Silas og mange mennesker. Vi bliver henvist til at tage plads foran en bestemt røntgenstue. Røntgenstuerne ligger på rad og række, som små klasseværelser på en skolegang, og gangen var igår fyldt med ventende patienter, hvoraf mange af dem hostede og harkede. Det er meget ubehageligt at stå med en baby uden immunforsvar sådan et sted , hvor der er så mange mennesker, og det er åbenlyst, at flere af dem er syge. Heldigvis lå Silas i barnevognen med dynen trukket helt op, så den dækkede åbningen på liften. Sådan færdes vi altid på OUH. Det er den bedste måde, vi kan beskytte ham på.

Behandlingen er igang - stiften, som der gives medicin i, er stukket i Silas´ port-a-cath, som en lille kapsel, som er opereret ind i venen.


Det er også tydeligt, at Silas bliver mere og mere bevidst. Han har efterhånden fået taget en del røntgenbilleder. De sidste for 6 uger siden, og der var han helt ligeglad. Denne gang blev han dog utryg ved, at "armen" på apparatet kørte hen over ham, så han græd lidt, og det var ret svært at trøste ham, når man også skulle holde hans arm i den rigtige position. Der skulle heldigvis kun tages to billeder, og det var hurtigt overstået, hvorefter vi kunne gå op på H2 og vente på behandlingen. Det gik ligeså fint med den, og det var også hurtigt overstået. Faktisk kunne vi gå ud fra OUH 5 kvarter efter, at vi var ankommet, og så både have nået røntgen og kemobehandling.


Jeg holder Silas´ hænder, mens sygeplejersken giver medicin. Ellers er hans fingre alle vegne og kan hive fat i slanger mv.

Hurra, så kunne vi være tidligt hjemme!! Ja, det troede vi nok. På vej over Vestfyn bippede bilen for at gøre opmærksom på, at man kun kunne køre 120 km før tanken var tom. Det registrede vi så, men da vi ved, at der er 109 km fra selve sygehuset og hjem, så var det jo slet ikke noget problem. Hele vejen hjemad holdt jeg dog øje med km-tallene på displayet, og det hele så fint ud. 50 meter før afkørsel 66 (Vi plejer at køre af på 67) gav bilen et lille hop, og jeg nåede lige dreje op af afkørslen. For enden af den døde bilen så . Der sad vi så. Efter ca. en halv time kom Dansk Autohjælp med noget diesel og fik efter lidt mas gang i bilen igen. Nu var bilen også blevet godt kold, og Silas blevet våd og lidt småsulten. Og ja, tidligt hjem kom vi ikke......


Nu havde vi haft vores mas med at undgå de syge på OUH, og det fortsatte så herhjemme, hvor Tobias har raget en snotnæse og en skidt hals til sig. Så det er forbudt for ham at dikke-dikke Silas, og det er svært, når det er en i husstanden, der er syg, for Tobias bor her jo også. Så den står på ekstra hyppig håndvask og afspritning af hænderne.

Silas meget optaget af sit spejlbillede

Ellers må man sige, at Silas forstår at holde os beskæftiget. Godt nok blev han puttet nogenlunde tidligt, dvs kl 23, men vi ved godt, at han kan være noget ustabil og urolig, når han får prednisolon (pt får han det hver man-tirs-ons). Det holdt også stik. Han vågnede i nat og var drivende våd af tis. Så afsted nedenunder og skifte ham. Op i sengen igen. Når han får det her binyrebarkhormon er han ofte ret urolig, på den måde, at han har svært ved at finde ro om en ting, og det kan især mærkes, når han skal spise. Han kan slet ikke vente på, at mælken løber til i brystet og brokker sig højlydt, og det tager en evighed at få ham spist af. Til sidst hentede Henrik en flaske, og den lappede Silas i sig. Men men dermed var freden ikke forbi. Efter 5 minutter under dynen, så lød der pruttelyde, og igen måtte jeg ned og skifte ham. Jeg nåede to trin op af trappen, så gylpede han ud over trinene og natdragten. Tilbage til puslebordet - og Silas gider ikke det der med at skal have tøj på, så det går ikke helt stille for sig, når han er træt. Endelig nåede vi op under dynen igen. Ahhh, endelig kunne vi sove videre, men så lød en ny rumlelyd, og igen måtte jeg op og skifte ble. Suk suk. Og nu var Silas blevet supervågen, og det var ret svært at overbevise ham om, at han skulle sove igen efter 1½ times natteroderi. Men det lykkedes da til sidst, og da han vågnede igen kl 8 var det igen total tissevåd, men nu skulle han alligevel op i bad.

Sikke en nat - og Silas fik da lavet et par maskiner vasketøj på sådan en nat. Det er jo rart nok, for så behøver jeg jo ikke at kede mig idag.

søndag den 11. januar 2009

en slapper-søndag!

Intet på programmet sådan en søndag. Skønt! Jeg sov længe. Helt til kl 10. Henrik og Silas stod op kl 8, og så fik jeg lov at få lidt mere søvn.
Cookie snuser rundt på stranden

Jeg var dog knap stået op, før Silas blev træt og måtte tage sig en lille lur. Jeg øjnede lige chancen til at køre til stranden, som ligger 3-4 km nede af vejen. Vi har boet her i 5 måneder, og jeg har endnu ikke været nede at gå tur på stranden med hundene endnu. Skammeligt, men strand og barnevogn er ikke en super cocktail. Men nu lå Silas jo i soveværelset og Henrik sad standby derhjemme. Hundene i bilen og så afsted. Det var BIDENDE koldt ved vandet, men hundene nød turen. Det var ikke kun mig.
Flot - og koldt!
Hundene må også have en fornemmelse af, at man ikke skal hoppe i vandet sådan en kold dag. Diva plejer at hyrde bølgerne og bliver godt våd, og Echo plejer at hoppe direkte i vandet og svømme rundt, men ingen af dem var nede og få våde poter.
Ovenpå sådan en tur kan man godt blive en anelse træt, så sidst på eftermiddagen faldt jeg om på sofaen med en sovende Silas i armene.

Mor og søn tager en middagslur - eller rettere en før-aftensmadslur

Og det varer ikke mange timer, før jeg igen skal sove, så vi kan være friske til imorgen, hvor turen igen går til OUH. Silas skal have sin 12. kemobehandling imorgen, og samtidig skal der tages røntgenbillede af venstre underarm, som skal bruges til evalueringen på næste mandag.

fredag den 9. januar 2009

Aflastning på forskellig vis.......

Det var tidskrævende at lave en opsumering af året, der gik, men det var faktisk rigtig rart. For det viste for mig, at 2008 havde budt på rigtig mange positive ting, som jeg kunne se tilbage på og være glad for.
Idag har Henrik, Tobias og jeg været i Förde Park i Flensburg og handle ind. Vi har jo et tilbud fra vores tidligere bofæller om, at få aflastning/pasning af Silas en gang om ugen. Vi har nu ikke benyttet os af det så mange gange, men vi har da også et behov for at komme ud sammen og ikke altid i skiftehold. Så Tobias og Henrik bestemte dagens "fælles aktivitet". Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at slippe Silas - ikke overfor Henrik, men overfor andre, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de vil stå på nåle for det lille pus. Så vi havde da en vældig hyggelig tur, hvor vi fik fyldt køkkenskabene op. Der røg nemlig ikke slik, nutella og sodavand bag i bilen.
Idag fik jeg et kort fra en, som fraflyttede bofællesskabet, mens vi boede der. Hun havde hørt om vores situation og tilbød sin hjælp til hvad som helst, vi måtte have behov for. Det var utrolig sødt af hende. Jeg blev ganske rørt over hendes (og for den sags skyld også andres) tilbud. Men det kan godt være svært at sætte fingre på, hvad folk kan hjælpe med. Vi kan jo ikke lade Silas kaste fra arm til arm, og det dur heller ikke, at det altid er personer udefra, der tager Tobias med rundt til ditten og datten. Han har jo også brug for at være sammen med os til sine aktiviteter. Det er virkelig en balancekunst, hvor der i mine øjne ofte er et offer.


Idag ankom posten med vores nye hushjælp. Han hedder Texas, og hans opgave er at rydde gulvet i stuen for hundehår og div. træsmulder ved brændeovnen. Han er sådan set en gave fra min forældre og svigerforældre. Det er i hvert fald deres "donationer" ifm indflytning og julen, som har finansieret indkøbet. Så tak for gaven!

søndag den 4. januar 2009

2008 - Året der gik

Når et år forsvinder bag en, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det forgangne år har bragt en. Som regel bringer et år både gode og dårlige ting. 2008 er bestemt ingen undtagelse for os. Rigtig mange store og dejlige begivenheder og få men forfærdelige, er hvad 2008 kom med til mig.

Januar:
Familiens år startede i et sommerhus på Langeland sammen med min veninde fra min tid på HF (Iben). Året var kun få dage gammelt, da jeg tog afsted til Göteborg for at deltage i MyDog. Stort svensk hundearrangement med udstilling, lydighed, agility mv. Diva blev nr. 4 i arrangementets All-Starkonkurrence, hvor 2 gennemløb lægges sammen. Jeg tror der var ca 65 hunde i klassen.

I januar gennemgik jeg også DKKs håndterings- og adfærdskursus, som var en del af min uddannelse til instruktør for "Kørekort til hund" i DKK.


Februar:
Den indendørs stævnesæson gik igang - dog uden de store resultater. Den største oplevelse i denne måned var, at jeg nu mærkede livstegn fra det lille liv, der voksede i min mave.

Marts:
En del af denne måned brugte jeg på at holde ferie og træne agility på Sjælland, dels hos Sarah Lorentzen og sammen med Tina "Chester", som jeg også deltog på et unghundekursus hos.


I påsken tog jeg to dage til Gåsahoppet i Sverige for at løbe agilty med Diva, hvor mit mål var at få et agilitycert. Det fik jeg dog ikke, men i stedet kom jeg hjem fra dette store stævne med placeringer i andre klasser.

Den sidste weekend i marts brugte jeg på undervise instruktørerne i DAF Kbh.


April:
Vi afholdte et unghundekursus med Tina Chester i Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog med Echo. Ellers gik det meste af vores måned med boligjagt. Henrik og jeg havde besluttet os for at blive i det sønderjyske og var efterhånden ubeskrivelig trætte af vores daværende boligsituation. Vi fik set en del huse i denne måned, men kun et enkelt som var rigtig interessant.
Maj:
Måneden startede med international agilitystævne og udstilling i Hillerød. Echo var i udstillingsringen for første og sidste gang og fik det, som jeg kom efter, blåt bånd. Stævnets anden dag var for Diva og jeg formidabelt. Jeg var enormt stolt over at kunne sparke røv med mave på.


Ribe Hundevenner afviklede i pinsen et stort stævne over tre dage. Det var hamrende hårdt. Og jeg var fuldstændig smadret flere uger inden og ugen efter stævnet var slut. Men det var en succes. Vejret var godt, og folk smilede, og vi fik meget ros for stævnet efterfølgende. Så er det jo hele slidet værd.

Henrik og jeg skrev papirene under på det interessante hus, som vi kiggede på i april.



Måneden sluttede vi af med en uges ferie på Bornholm i et lejet sommerhus. Det var fantastisk dejligt. Hverken Henrik eller jeg havde været på øen siden folkeskolen, og vi travede øen tynd.


Juni:
Jeg måtte finde gallauniformen frem, da jeg skulle til 50 års jubilæum i firmaet. Jeg kan godt imponeres over, at stifteren af "mit" firma, som kommer fra meget fattige kår, kunne forvandle en Ford Taunus til den milliard-virksomhed, som det er idag. Med mine mange år i firmaet var det anden gang, at jeg var til rund jubilæumsfest.

Jeg deltog med skiftevis Diva og Echo på agilityugekurset i Ribe Hundevenner.


Det blev også i denne måned, at Diva indenfor samme weekend kvalificerede sig til både DCHs og FUFAs DM. Så jeg nåede det!

Jeg var på DKKs træningsplads i Vejle for at gå op til Kørekort til hunds bronzeprøve, som også var et led i min instruktøruddannelse. Diva og jeg bestod prøven uden besvær.


Juli:
Ribe Hundevenner afholdt et juniorhandlerkursus for unge agilityudøvere. Tobias deltog, og jeg hjalp med at sørge for ungerne. Det var et rigtig godt arrangement.

Årets store agilitybegivenhed for mig var Dania Cup. Jeg havde tilmeldt mig, selvom stævneugen kun lå 2 uger før min termin, og flere sagde til mig, at det kunne jeg da ikke. Jeg havde nogle supergode løb med Diva og fik faktisk flere flotte placeringer. Deraf 3 stk i Top3 samt en finaleplads. Jeg tillader mig at være meget stolt af den stævneuge og taknemmelig for en så let graviditet, som tillod mig at være så aktiv lige til det sidste.




Jeg nåede også lige at klemme en grøn koncert ind før termin, hvor jeg så kunne nyde et af mine absolutte yndlingsbands, D-A-D.


En af de sidste dage i denne måned fik vi nøglerne til vores hus, og på Henriks fødselsdag d. 30. juli flyttede vi efter 10 ugers venten endelig ind.


August:
Denne måned var kun knap 7 timer gammel, da vi kørte afsted på Haderslev Sygehus og to timer senere var Silas født. Det var en fantastisk oplevelse - og Silas en stor berigelse for vores lille familie.

August gik bare med at stirre betaget på lille Silas og rode rundt i flyttekasserne og prøve at komme på plads.

Det var bare den helt store lykke, og jeg syntes virkelig, at mit liv flaskede sig i de mest lykkelige rammer.



September:
Efter kun en gangs træning siden Dania Cup var Diva og jeg til FUFAs DM. Det gik ikke så godt, som håbet. Faktisk blev vi disket i det første gennemløb efter kun 3 forhindringer. Vi kunne vist ikke rigtig finde melodien.


Weekenden efter lød startskuddet for vores mareridt. Silas fik lagt sin venstre arm i gips. Han havde været lidt pylret og været passiv med sin venstre arm, så vi søgte læge og fik den røntgenfotograferet. Billederne viste en fraktur og en cyste i knoglen. Lægerne mente, at cysten var godartet og harmløs, men ville gerne have eksperter til at kigge nærmere på den.

September var travl. Jeg færdiggjorde også min instruktøruddannelse, og kunne nu kalde mig for aut. Kørekort til hund-instruktør. Dagen efter stod vi ved døbefonden i Vilstrup Kirke med Silas. Det var en dejlig barnedåb, og vejret var fantastisk.



September måned sluttede med DCHs DM, som desværre heller ikke gik særlig godt for Diva og mig. Og det var ikke Diva, den var gal med, men mig, der ikke rigtig kunne koordinere min handling.


Oktober:
D.6. oktober bliver vi indlagt på OUH mhp at få udtaget en biopsi af cysten i armen. Ingen havde dog fortalt os, at det var børnekræftafdelingen, vi skulle indlægges på. En meget ubehagelig overraskelse.



Den efterfølgende uge deltog Henrik og jeg i Skolernes motionsdag på Tobias´ skole. Henrik og Tobias løb 10 km, og jeg tilbagelagde 8,4 km sammen med Silas og hundene.

I skolernes efterårsferie afholdte Ribe Hundevenner atter et stævne. Denne gang i en ridehal i Sdr. Hygum. Jeg deltog ikke rigtig selv, men brugte mest energi på at være medarrangør og passe Silas. Men endnu engang var det et rost stævne.

D. 20. okt slog vores liv en kæmpe kolbøtte, da vi fik svar på biopsien. Den viste, at Silas har en sjælden cellesygdom, som kun rammer 6-8 børn i DK om året. Den hedder Langerhans Celle Histiocystose, og vi blev præsenteret for en 12 mdrs behandlingsplan bestående af kemoterapi og binyrebarkhormonkure. Dette er helt sikkert en dag, som jeg ALDRIG vil glemme.

Ugen efter indlægges Silas og jeg på OUH, hvor Silas fik taget en række prøver og indopereret en kapsel til brug, når der skal tages blodprøver og gives kemobehandling. D. 28. oktober fik han sin første kemobehandling.

På månedens sidste dag fik vi den besked, at sygdommen kun var påvist i underarmsknoglen. En stor lettelse trods en alvorlig diagnose.

November:
Echo blev kastreret
efter flere uoverensstemmelser mellem ham og Charlie. Og da Echo begyndte at afmærke indendøre, så var det ikke svært at tage skridtet til en kastration.


Ellers gik denne måned mest med at forsøge at finde sig til rette med en ny og noget mere besværlig hverdag. En gang om ugen var vi på OUH til kemobehandling.

D. 30. nov blev Echo 2 år, og vi deltog på et unghundekursus med Ann-Britt Holmegaard Krat.


December:
I starten af måneden var der evaluering på Silas´behandling. Ret skuffede modtog vi beskeden om, at cysten ikke havde forandret sig overhovedet trods 6xkemobehandling. Silas´gipsskinne blev taget af efter at have beskyttet hans arm i 3 måneder.

Echo og jeg modtager sammen med 3 andre fra Ribe Hundevenner undervisning af Peter Crone en hverdagsaften i dec. Peter synes, at Echo kommer flot tæt om vingerne på springene og ikke mister fart rundt om vingerne. Dejligt at høre!


Juleaften fejrede vi hos mine forældre og for første gang holder Henrik og jeg jule- og nytårsferie hjemme. Juledag parrede Charlie tæven Lutras Victory. En længe planlagt parring.

D. 30.dec var jeg til træning med Echo hos Sannes Hundecenter. Sanne bemærkede en klar fremgang, siden hun havde set os i sept.

Nytårsaften var vi kun den lille familie samlet, da de to personer, som var inviteret begge blev mere eller mindre syge, og derfor ikke kunne komme pga forholdsreglerne ift Silas. Men vi kom ind i 2009 på hyggelig vis.

torsdag den 1. januar 2009

Nytår og træning hos Sanne

Så kom vi også ind i 2009. Nytårsaften var ellers ikke helt som planlagt. Min gode veninde, Iben, som vi har fejret nytår med de to foregående år, var inviteret til at komme og hygge sammen med os endnu engang. Desværre måtte hun et par dage forinden melde afbud pga sygdom. Min bror fik også buddet, men ringede onsdag formiddag og beklagede, at han var blevet snottet. Det er jo normalt ikke noget som holder folk hjemme, men pga Silas´ nedsatte immunforsvar så er der adgang forbudt i vores hjem for snottede og folk, der er mere eller mindre syge.

Silas betragter nysgerrigt nytårspynten

Så vi endte bare med at være os 4. Det var nu også rigtig hyggeligt. Ganske stille og roligt, men sådan plejer vores nytår også at være. Indendøre kunne vi ikke høre fyrværkeriet, så der var ro på både de to- og firbenede. Endnu en grund til at elske vores hjem.


Når man ikke må spise chokolade, så må man nøjes med at sniffe til papiret

Dagen før nytårsaften var jeg oppe hos Sanne for at træne med Echo. Der var lavet en træningsdag, hvor hver deltager havde meldt sig på 2x½ times intensiv træning. Dvs vi var to personer på for hver halve time. Det var rigtig godt, og ikke mindst fordi Sanne virkelig kunne se, at Echo havde rykket sig, siden jeg var deroppe i september. Som hun sagde, så var han blevet ca 90% bedre. Og det på trods af, at det ikke er blevet til meget træning i okt/nov pga alt det her med Silas. Da jeg var hos hende i sept, så kunne Echo nærmest ikke tage en forhindring uden at skulle kigge på mig først. Det bliver man jo ikke særlig fremadrettet af. Men det går meget bedre nu. Se selv de to videoklip. Det ene med en fremadsendelse optaget hos Sanne, og den anden optaget tidligere idag hjemme i haven med træning af slalom på 8 pinde m/buer på.


video

video