Kan Silas holde en beskæftiget?

Mandag morgen er der jo altid et program her i husstanden. Udover at Tobias skal gennes ud af fjerene, så skal vi andre også op og afsted.

Vi var vist lidt sene til at komme ud af starthullerne, så der var kun 1 time at rutte med, fra vi stod og til vi skulle afsted, og det er ikke så meget, når der skal ordnes bad, mad, baby, hunde og pakkes bil. Henrik tog sig af badetjansen, og den blev MEGET langtrukken, for hver gang han puttede Silas i vandet, så tissede den lille fyr. Så der blev vel skiftet vand hele 3 gange, før det lykkedes at gennemføre badeseancen.

Silas med "trylleplaster" (lokalbedøvende) på sin port-a-cath før dagens behandling

På OUH skulle Silas have sin kemobehandling samt have taget et røntgenbillede af venstre underarm. Ved informationen til røntgen melder vi vores ankomst og gør opmærksom på, at det er et barn i kemobehandling. Det siger vi for at sætte lidt skub i processen, da det jo ikke er så smart at stå på gangen med Silas og mange mennesker. Vi bliver henvist til at tage plads foran en bestemt røntgenstue. Røntgenstuerne ligger på rad og række, som små klasseværelser på en skolegang, og gangen var igår fyldt med ventende patienter, hvoraf mange af dem hostede og harkede. Det er meget ubehageligt at stå med en baby uden immunforsvar sådan et sted , hvor der er så mange mennesker, og det er åbenlyst, at flere af dem er syge. Heldigvis lå Silas i barnevognen med dynen trukket helt op, så den dækkede åbningen på liften. Sådan færdes vi altid på OUH. Det er den bedste måde, vi kan beskytte ham på.

Behandlingen er igang - stiften, som der gives medicin i, er stukket i Silas´ port-a-cath, som en lille kapsel, som er opereret ind i venen.

Det er også tydeligt, at Silas bliver mere og mere bevidst. Han har efterhånden fået taget en del røntgenbilleder. De sidste for 6 uger siden, og der var han helt ligeglad. Denne gang blev han dog utryg ved, at "armen" på apparatet kørte hen over ham, så han græd lidt, og det var ret svært at trøste ham, når man også skulle holde hans arm i den rigtige position. Der skulle heldigvis kun tages to billeder, og det var hurtigt overstået, hvorefter vi kunne gå op på H2 og vente på behandlingen. Det gik ligeså fint med den, og det var også hurtigt overstået. Faktisk kunne vi gå ud fra OUH 5 kvarter efter, at vi var ankommet, og så både have nået røntgen og kemobehandling.

Jeg holder Silas´ hænder, mens sygeplejersken giver medicin. Ellers er hans fingre alle vegne og kan hive fat i slanger mv.

Hurra, så kunne vi være tidligt hjemme!! Ja, det troede vi nok. På vej over Vestfyn bippede bilen for at gøre opmærksom på, at man kun kunne køre 120 km før tanken var tom. Det registrede vi så, men da vi ved, at der er 109 km fra selve sygehuset og hjem, så var det jo slet ikke noget problem. Hele vejen hjemad holdt jeg dog øje med km-tallene på displayet, og det hele så fint ud. 50 meter før afkørsel 66 (Vi plejer at køre af på 67) gav bilen et lille hop, og jeg nåede lige dreje op af afkørslen. For enden af den døde bilen så . Der sad vi så. Efter ca. en halv time kom Dansk Autohjælp med noget diesel og fik efter lidt mas gang i bilen igen. Nu var bilen også blevet godt kold, og Silas blevet våd og lidt småsulten. Og ja, tidligt hjem kom vi ikke......

Nu havde vi haft vores mas med at undgå de syge på OUH, og det fortsatte så herhjemme, hvor Tobias har raget en snotnæse og en skidt hals til sig. Så det er forbudt for ham at dikke-dikke Silas, og det er svært, når det er en i husstanden, der er syg, for Tobias bor her jo også. Så den står på ekstra hyppig håndvask og afspritning af hænderne.

Silas meget optaget af sit spejlbillede

Ellers må man sige, at Silas forstår at holde os beskæftiget. Godt nok blev han puttet nogenlunde tidligt, dvs kl 23, men vi ved godt, at han kan være noget ustabil og urolig, når han får prednisolon (pt får han det hver man-tirs-ons). Det holdt også stik. Han vågnede i nat og var drivende våd af tis. Så afsted nedenunder og skifte ham. Op i sengen igen. Når han får det her binyrebarkhormon er han ofte ret urolig, på den måde, at han har svært ved at finde ro om en ting, og det kan især mærkes, når han skal spise. Han kan slet ikke vente på, at mælken løber til i brystet og brokker sig højlydt, og det tager en evighed at få ham spist af. Til sidst hentede Henrik en flaske, og den lappede Silas i sig. Men men dermed var freden ikke forbi. Efter 5 minutter under dynen, så lød der pruttelyde, og igen måtte jeg ned og skifte ham. Jeg nåede to trin op af trappen, så gylpede han ud over trinene og natdragten. Tilbage til puslebordet - og Silas gider ikke det der med at skal have tøj på, så det går ikke helt stille for sig, når han er træt. Endelig nåede vi op under dynen igen. Ahhh, endelig kunne vi sove videre, men så lød en ny rumlelyd, og igen måtte jeg op og skifte ble. Suk suk. Og nu var Silas blevet supervågen, og det var ret svært at overbevise ham om, at han skulle sove igen efter 1½ times natteroderi. Men det lykkedes da til sidst, og da han vågnede igen kl 8 var det igen total tissevåd, men nu skulle han alligevel op i bad.

Sikke en nat - og Silas fik da lavet et par maskiner vasketøj på sådan en nat. Det er jo rart nok, for så behøver jeg jo ikke at kede mig idag.