fredag den 30. oktober 2009

Klar til "virkeligheden"

Der er bare sket en kolosal udvikling med Silas de sidste to uger. Helt fantastisk! og jeg føler nu, at han er klar til at tage imod "verden".

Klar til at erobre verden

Det er også meget godt for på mandag starter Silas i dagplejen. Han har fået en plads i en privat stordagpleje ca. 8 km herfra. Dvs. de er 1o børn i dagligdagen, men også to voksne til at tage sig af børnene. Det synes jeg er en stor fordel.
Jeg har besøgt dagplejen nogle gange de sidste uger. Og de sidste to gange har han virkelig vist interesse for omgivelserne, både børnene og alt det nye spændende legetøj. Nu giver han sig ikke til at græde fordi nogle af de andre børn rører ved ham. Og jeg føler mig meget tryg ved at starte hans indkøring på mandag.

Silas på besøg hos dagplejen


Vi er også begyndt at gå til musik. Vi har været der 4 gange nu, og efter de første 3 gange tænkte jeg, at det var lidt mærkeligt at være afsted med Silas, for han virkede så fraværende eller måske nærmere observerende. Og jeg var lidt ved at miste modet, fordi han er så tilbageholdende. Men sidste gang "rockede" han, spillede med på sin xylofon og bankede løs på spillelærerens keyboard. Fedt!!

Det samme billede så jeg til svømning, hvor jeg gennem de sidste 3 måneder også har været 4-5 gange, og Silas har bare været rimelig passiv i vandet. Men han har til gengæld suget omgivelserne til sig - lyttet og kigget på hele svømmehallen. Men da jeg var afsted i tirsdag blev han pludselig helt elektrisk og plaskede løs i vandet, og han var som forandret. Så derfor var jeg simpelthen nødt til at lægge en ekstra svømmehalstur ind i skemaet for min sidste orlovsuge.



Nu er orloven så slut, og på mandag starter jeg igen på fuld tid. Det bliver uden tvivl meget hårdt, men jeg håber også, at det vil lette mig at have tiden til at udføre mine arbejdsopgaver, men jeg vil helt sikkert savne de mange dejlige timer sammen med Silas, som jeg helt sikkert har nydt de sidste 15 måneder.

mandag den 26. oktober 2009

På den anden side af et stævne

I lørdags afholdte vi i Ribe Hundevenner vores sidste agilitystævne i år. Hvert år har vi holdt 3-4 stævner om året. Og det river godt nok tænder ud i en lille klub, da det jo altid er de samme folk, som skal stå klar til at hjælpe. Men det er super skønt, når man ser alle de glade deltagere, som nyder og roser et veltilrettelagt stævne. Det er langt hen af vejen slidet værd.
Men det får mig nu ikke til at trække min beslutning tilbage om ikke længere at ville forestå tilmeldingerne og stævneprogrammerne.

De første to år af klubbens liv var jeg topmotiveret, når de første tilmeldinger tikkede ind, men det sidste år har jeg nærmest haft brækfornemmelser jo nærmere vi kom på tilmeldingsfristen. Og uanset hvor længe jeg lever, så er mit liv skisme for kort til frivilligt arbejde, som hænger mig SÅ langt ud af halsen, så nu må det være en andens tur til at prøve kræfter med den opgave.

Stævnet fik ganske god feedback, som vores stævner faktisk altid får. Det på trods af, at stævnet varede til kl 20.30.

Jeg løb med Echo og Diva. Jeg trak dog Diva efter to løb, da hun virkede lidt besværet af det tunge underlag i ridehallen. Echo skulle løbe 2 x spring kl 2 samt tunnelkuller. Jeg var meget tilfreds med ham i alle løbene. Han blev nr. 3 i Tunnelkuller og vandt den første spring 2. I den sidste spring 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, så det udløste en disk.

tirsdag den 20. oktober 2009

Datoen jeg aldrig glemmer

D. 20. okt vil for altid have mejslet sig ind i min sjæl. For et år siden fik Henrik og jeg den besked af den ledende overlæge på børneonkologisk afd. på OUH, at Silas havde en sjælden cellesygdom (Langerhans Celle Histiocytose).

Lægens ord var ikke særlig opløftende, og jeg husker nogle af hans sidste ord, da samtalen på hans kontor blev afsluttet : Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det.......
Vi var knuste og total i chok. Vi kørte hjem fra sygehuset og sad bare i hver vores sofa derhjemme og stirrede ud i luften og græd. Vi kunne ikke tale sammen. Det var bare så hårdt. Vi turde simpelthen ikke fortælle hinanden om vores tanker og følelser, og det var nok også alt andet lige lettere for os hver især, hvis vi ikke skulle sige dem højt.

Silas - få dage efter diagnosen

Jeg husker de første dage derefter føltes uendelig lange, og jeg nød for en sjælden gangs skyld at skulle i seng og sove, for når jeg sov, så havde jeg fred i mit hoved, men efter første blink med øjet, når jeg vågnede, så væltede virkeligheden og angsten ind over mig.

Jeg har set en lille hvid barnekiste for mit indre øje mange gange i den første uge efter beskeden. Jeg syntes, det var så urimeligt og forkert, at Silas overhovedet var blevet født, hvis sådan et sygdomsforløb skulle slide på ham (og os) og til sidst vriste vores guldklump fra os igen. Hvorfor skulle vores familie udsættes for sådan en smerte??

Silas med den sidste dosis medicin i behandlingsplanen. Det var d. 19. april


Behandlingsforløbet var sat til 12 måneder og betød dermed 15 måneder i isolation, hvor Silas ikke måtte være sammen med syge/forkølede samt børn, der ikke var MFR-vaccineret og havde haft skoldkopper. Det betød adgang forbudt i butikker, sportscentre, svømmehaller og div. kom-sammen-arrangementer, hvor vi ikke vidste, om der var syge folk til stede. Det var et meget hårdt slag for mig at blive ramt på min bevægelsesfrihed og sociale omgang. Men det var i det hele taget en udfordring for en familie at leve med isolationsreglerne, da alt altid skulle planlægges nøje.

Sidste indlæggelse for at få fjernet kapslen i brystet, som han havde fået kemo i


Nu er der så gået et år, og som de fleste jo nok ved, så er Silas færdigbehandlet, og isolationen ophævet i juli 09. Vi går til kontrol på OUH en gang i kvartalet.

Silas har det fantastisk, selvom han halter lidt bagud på nogle punkter. Men hans humør og gå på mod har været ufattelig hele vejen igennem, og han er i sandhed en solstråle, og på sygehuset blev han også kendt, som Silas, der altid smilede (selvom de stak i ham og fyldte ham med kemo).

Silas i dag - elsker at stable, vælte og bygge


Naturligvis ville jeg meget gerne have været dette forløb foruden, men når det nu var vores families lod, så føler jeg faktisk, at vi alle er kommet rigere ud på den anden side.

Jeg har i hvert fald lært at sætte pris på nye ting i livet og mærke efter i mig selv, hvad der har værdi for mig. Der er mange ting, som jeg før så som problemer (eller direkte "katastrofer"), som jeg idag bare trækker på skuldrene over.

Den lille guldklump maver sig frem over gulvet


Nogen vil sige, at jeg har mistet engagement på nogle punkter, men det er ikke sådan jeg ser det. Jeg vælger bare mine kampe med lidt større omhu og mærker lige efter i mig selv, om det er vigtigt for mig, og om det vil være et betydeligt problem for mig, hvis kampen tabes, før jeg farer ud med bål og brand og kæmper for et princip eller en sag. Der er sjældent noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.

søndag den 18. oktober 2009

Niels Bugges Kro

Da Henrik fyldte år i slutningen af juli måned fik han et gavekort på en "weekendoplevelse" uden børn og hunde. Den er nu blevet indkasseret. Det har bare været en ufattelig dejlig weekend.


Fredag eftermiddag chekkede vi ind på Niels Bugges Kro, hvor vi blev budt velkommen af velanrettet frugt og champagne. Vejret var desværre ikke særlig fantastisk om fredagen, men sidst på eftermiddagen blev det dog opholdsvejr, så vi kunne komme ud og se på noget af den fantastiske natur, som kroen er placeret i.



Fredag aften fik vi en fantastisk 3 retters menu, og vi sad faktisk i restauranten i 3½ timer, hvor vi bare nød den fantastiske og velsmagende menu og dertil en virkelig lækker vinmenu - aldrig tidligere har jeg fundet en vinmenu SÅ stor en smagsoplevelse. Det skadede jo bestemt ikke totaloplevelsen, at en lille "småfimset" fransk tjener med tydelig fransk accent ydede en særdeles charmerende betjening under middagen.



Lørdag stod vi op til et rigtig flot vejr, så efter at have nydt en dejlig morgenbuffet, så begav vi os ud på et par timers gåtur i terrænet omkring kroen. Faktisk var det "Troldeslugten", der ligger bag kroen, som for et par måneder siden "solgte" denne weekend til mig.


For et par måneder siden var jeg havnet ved kroen, fordi Charlie havde haft særdeles dårlig mave i bilen en dag, hvor jeg havde hundene i bilen, mens jeg var på job. Efter at have holdt i Viborg City og havde rengjort bilen med hvad-jeg-lige-havde-ved-hånden, så kørte jeg ud mod Dollerup Bakker for at få luftet (læs tømt) Charlie.

Da jeg trådte om bag den lille kro ved vejen, stod jeg i Troldeslugten og var lige ved at sætte mig på halen. Det var bare så smukt. Denne smukke natur måtte jeg bare vise Henrik. Så stedet blev valgt i dette øjeblik.



Så man kan vel sige, at der sjældent er noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi havde i hvert fald et fantastisk lækkert ophold, hvor vi fik tanket op på kærligheds- og energikontoen.

mandag den 12. oktober 2009

Ømme stænger

Mine ben har virkelig været på arbejde de sidste mange dage.

Fredag var jeg med Tobias i skole for at deltage i skolernes motionsdag. Det var 3. gang, jeg havde muligheden for at deltage, og det er som altid utrolig hyggeligt. Faktisk forstår jeg slet ikke de forældre, der ikke tropper op sådan en dag, hvis de faktisk har muligheden og skolen inviterer.

Tobias går jo på en mindre skole med 24 elever, og der var ialt 4 elever, der havde forældre med. Jeg ved, at andre også havde muligheden for at deltage, men valgte sofaen i stedet.
Tobias var dagens hurtigste elev, da han tilbagelagde de 8,7 km i vekslende terræn på 42.06. Jeg kom i mål midt i feltet med en tid på 1.07.10. Det var ikke imponerende, men jeg havde også barnevogn og hunde at skulle holde styr på, og jeg tog ikke runden for andet end hygge og motion.

Lørdag og søndag var jeg på agilitykursus hos Ann-Britt og Gitte Hoffmeister. Det var simpelthen så godt. Jeg synes, det er svært at melde sig på et kursus med Echo, som den deltagende hund, fordi han stadig mangler nogle elementære ting i sin agilitykunnen, og fordi han også let går kold, selvom han faktisk er vældig tændt.

Om lørdagen startede vi hos Ann-Britt og på min køretur til Ribe sad jeg med lidt skuffede tanker, fordi jeg generelt ikke syntes, at der er smæk nok på Echo. De tanker fik Echo mig da helt til at skamme mig over, da vi løb hos Ann-Britt. Han var virkelig god, tændt, hurtig og lydhør. Vi fik blandt andet prøvet at handle lidt anderledes på ydersiden af nogle kombinationer, som udover at give lidt mere tempo pga førerens bevægelse også kunne bruges til at skære en bue ned til "ingenting".

Hos Gitte løb vi en interessant bane og til min store forbavselse, så var der stadig energi tilbage i Echo til et træne et par timer mere efter et par timer hos Ann-Britt. Træningen hos Gitte mindede mig lige om lidt grundtræning, som jeg lige skal huske at have kigget på med Echo.

Søndagen startede vi hos Ann-Britt med en agilitybane, som bestemt ikke var for en urutineret agilityhund, der kun er igang med at indlære feltforhindringerne. Faktisk var den kraftigt inspireret af en bane fra dette års VM. Derfor fik Diva lov at være med her, og det var hun super super glad for. Hun var rigtig rigtig dygtig til banen. Gennemgående var, at man efter feltforhindringerne skulle have hunden på bagsiden af næste forhindring, så man skulle ikke stå og sove på den her bane. Jeg havde også mistænkt Ann-Britt for at lave en propaganda-bane mod løbefelter, men jeg fortsætter nu med at træne løbefelter. Det skal prøves.

Weekendens sidste træningspas var hos Gitte. Her fik vi demonstreret lidt om forskellen på den korte og den lange vej rundt i kombinationerne. Den korte kunne let reducere i tempoet og den lange kunne holde hundens fart oppe, men var jo som det siger sig selv, længere. Jeg savnede rigtig meget tidtagning på dette modul, for det kunne have været interessant at se, forskellen i tid - eller måske snarere ligheden?!
Så jeg håber, at lejligheden byder sig for at prøve nogle af kombinationerne af igen med et stopur ved hånden.

Om kurset vil jeg bare sige, at det var super super godt, og jeg håber, at der kommer en opfølgning. Det er faktisk længe siden, at jeg har været så begejstret efter et kursus.

torsdag den 1. oktober 2009

Rundt om hjørnet venter "virkeligheden"

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til "virkeligheden" og har fået en dagplejeplads.


Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til "hverdagen" igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.