søndag den 28. februar 2010
Ugens billede - uge 8
Billedet er taget hos Perrod Foto i juli 09, og nu hænger det endelig og pryder vores stuevæg. Silas´ udtryk er hans meget personlige spidse og frække charmesmil. Ja, han kan faktisk andet end at grine som en flækket træsko.
Jeg er utrolig glad for denne finalepræmie, og for søde Diva, som løb den hjem sammen med mig 1 uge efter hendes 11 års fødselsdag.
tirsdag den 23. februar 2010
Er jeg gammel nu??
søndag den 21. februar 2010
Ugens billede - uge 7
I uge 7 har Silas og jeg boet nogle dage hjemme hos mine forældre. Og nej, det er ikke fordi vi ikke kan enes herhjemme :-) Men Silas går i en privat dagpleje, og de holdt lukket i uge 7, og så må man ty til alternativer.
Så er det jo rigtig heldigt, at mine forældre gerne vil hjælpe os på den front. Derfor flyttede Silas og jeg op til mine forældre, da vi kom hjem fra hospitalet. Det var hyggeligt at være hjemme hos "de gamle" et par dage, og jeg tror også, at de nød (især) Silas´ selskab. For mine forældre havde jo fornøjelsen af Silas i dagtimerne, mens jeg var på job. Og jeg nød at få maden serveret. Min søde far kørte sågar til bageren efter rundstykker den ene morgen.
Hvordan går det så med ventetiden? Ja, den snegler sig afsted.... og Silas hoster stadig og hiver efter vejret. Men jeg forsøger i ventetiden at berolige mig selv med, at blodprøverne indikerer cøliaki, og at scanningerne bare er lidt som en udvidet kontrol, og det går da også nogenlunde. Men jeg vil da sætte pris på en snarlig afklaring.
Imorgen skal Henrik og jeg til Depeche Mode koncert. Mon ikke det kan lede tankerne et andet sted hen? Jeg er i hvert fald begyndt at glæde mig til at opleve et af mine yndlingsbands igen.
tirsdag den 16. februar 2010
Undersøgelserne er udskudt
Slet ikke efter det mareridt som jeg havde en morgen, hvor jeg drømte, at Silas ikke vågnede op efter narkosen ved en af undersøgelser, fordi de havde overset, hvor lille han i virkeligheden er og dermed fejldoseret. Puha.... Barskt at vågne op sådan!! Godt nok havde de i mareridtet fået helt styr på, hvad han fejlede, og hvordan det skulle behandles, men patienten var der lige som ikke.
Udsættelsen betyder desværre længere ventetid på begge undersøgelser. De vil se tiden an i tre uger og håber, at vi ved at intensivere astmabehandlingen lidt mere, kan styr på astmaen, så undersøgelserne kan afvikles d. 9. og 10. marts, og vi kan få vished for, hvad Silas fejler og få det behandlet.
mandag den 15. februar 2010
Ugens billede - uge 6
Ugens billede (i ikke særlig god kvalitet, men det er hvad en IPhone kan levere) er af en nytrimmet Echo, som har været "hjemme" tors-søndag. Torsdag til en gang træning i Sannes Hundecenter, og da jeg skulle til stævne samme sted søndag, så kunne han lige så godt blive hos os.
Det gik også nogenlunde. Det blev til et par skrigeture fra ham fordelt på nat og dag. Det der med at skulle trimmes. Det gider Echo bare ikke, men han lignede jo en løgn, så det skulle gøres.
Søndagens stævne: Diva var tilmeldt de åbne klasser og blev nr. 4 i AgÅben. SpÅben fik vi en disk, da Diva to gange på banen faktisk "glemte", at man skal springe,hvis der står et spring foran en. Men det blev da til en enkelt DM-kvalifikation til DCHs DM for Diva.
Echo var faktisk rigtig god. Han løber stadig kun springklasser. I den åbne havde han desværre en nedrivning, men jeg kan da stadig vurdere lidt på tiden. Uden nedrivningen ville have været blevet nr. 4. Foran Duddi og ½ sek efter Zippo. Og hvis jeg sammenligner ned til de små hunde, som jo er de konkurrenter, som jeg kender bedst, så kan jeg se, at tiden ville have rakt til en 2. plads mellem Tyson og Mille, og de to plejer Diva at kæmpe helt fint med, så det der tempo er måske slet ikke noget, som jeg skal bekymre så voldsomt om?! Med sikkerheden kommer tempoet jo også ofte, og Echo er stadig grøn.
I spring 1 var der også godt gang i Echo. Desværre har jeg ikke noget målbart på hans tid, da han blev disket på 3. sidste forhindring, fordi hans koncentration var mere pejlet ind på et trækketov med indflettet kaninskind, som lå i målområdet og ventede på ham. Men indtil det gik det fremad i et meget raskt tempo.
Henrik og Silas var taget med mig til stævne, og det var rigtig hyggeligt, at de var med. Selvom min fokus meget af tiden ligger på baner og hunde, så er det nu dejligt lige at have dem i nærheden.
lørdag den 13. februar 2010
Nyt fra OUH
Nu troede lægerne faktisk, at det var cøliaki, som er den diagnose, som man leder efter, da blodprøverne viser tegn på nogle bestemte antistoffer, som relaterer til cøliaki. Så nu er vinklen at biopsien skal fastslå, at Silas har cøliaki.
Selvom jeg var helt nede over det, da vores lægehus pegede på det for snart to uger siden, så er det da (sammenlignet med det værre alternativ) til at håndtere. Det kræver en livslang diæt for Silas og måske lidt en kolbøtte i vores køkken, hvis man kan sige det sådan, men cøliaki er da trods alt ikke livstruende.
I uge 8 skal Silas indlægges til PET/CT scanning, som jo stadig har til formål at tjekke, om der er LCH i kroppen.
Jeg sidder og er lidt bange for at juble med armene oppe over hovedet, for tænk nu, hvis jeg ikke fik rigtigt fat i, hvad lægen sagde til mig....... Men jeg kan godt mærke, at jeg er lettet ift de 7 foregående dage, men jeg kan også mærke med mig selv, at der skal sidde en læge overfor mig og sige, hvad den endelige diagnose er.
Jeg er irriteret over, at jeg ikke kunne "koncentrere" mig, så jeg præcis vidste, hvad lægen havde sagt, men det er vist ikke kun mig, som har svært ved at høre/forstå, hvad lægen siger, når man er bange og bekymret. Jeg har i hvert fald hørt om fænomenet før.
torsdag den 11. februar 2010
Ventetid.........
Det er opkaldet fra OUH, hvor vi får besked om, hvornår Silas skal ind til nærmere undersøgelser. Det er bare så hårdt at vente på!!
tirsdag den 9. februar 2010
Ugens billede - uge 5
Bemærk skiltet, hvor der står at vejen ikke sneryddes. Til orientering plejer vejen at gå lige der, hvor sneen ligger højest til venstre for bevoksningen. Og skiltet er naturligvis heller ikke normaltvis så lavt at man kan støde panden ind i det, når man går forbi.
lørdag den 6. februar 2010
Hvad fejler Silas?
Lægen i Kolding syntes ikke rigtig om det, som hun så og besluttede sig for at sende os til H2 på Odense Universitetshospital, så vi kunne få foretaget scanningen der torsdag i stedet og være i hænder, som kender Silas.
Så vi kørte til OUH, hvor Silas og jeg blev indlagt, så der ikke skulle være stress og morgenjag torsdag, og der skulle også lige tages blodprøver om onsdagen. Selvom vi har brugt meget tid på H2 gennem behandlingen og "klientellet" på afdelingen er faste og er der over en lang periode, så kendte jeg ikke et øje blandt de indlagte. Det var lidt underligt.
onsdag den 3. februar 2010
Blodprøvesvar
Det var svært lige at finde ud af om, man skulle græde eller være lettet. Jeg startede med at græde, men føler mig da samtdig også lettet over, at der ikke var noget, som tyder på LCH. Men cøliaki kræver en livslang diæt, hvor man skal undgå gluten, som findes i rug, havre, hvede og byg. Og så er der nok en del som tænker: Er det ikke bare noget med at lade være med at spise franskbrød og sådan noget.....
Jo, det er det sådan set - altså bortset fra, at det der "sådan noget" er meget omfattende. Nedenstående er sakset fra http://www.mavespeialisten.dk/ :
Hvor findes gluten?
Gluten findes i alle kornsorter (hvede, rug, byg), dog meget lidt i havre.
• Hvedemel, rugmel, grahamsmel, durumhvede, sigtemel, semulje, spelt, bulgur, couscous mm
• Brød, kager, pasta, kiks, rasp
Læs altid varedeklarationen for at være på den sikre side, og pas særlig på nedennævnte fødevarer hvor gluten KAN findes i:
• Mange morgenmadsprodukter
• Færdiglavede middagsretter
• Pølser, pålægsvarer, sovs, bouillon
• Remoulade, krydderiblandinger, ketchup, mayonnaise, sennep
• Fyldt chokolade, vingummi, lakrids, karameller
• Chips, ristede løg
• Øl
Jeg indrømmer gerne, at jeg synes, at det virker uoverskueligt og meget besværligt. I dag var jeg i Kvickly, fordi jeg ved, at de har specialiseret sig til i helsekost og økologi. Efter lidt søgen fandt jeg da også hylderne med Glutenfri kost, og det opmuntrede mig skisme ikke ligefrem. 5 kedelige skiver rugbrød for kr. 28,95 og div melblandinger på mellem 500-1000 g kostede 40-50 kroner. En pose pasta koster ca. kr. 30. Alt koster 3-6 gange så dyrt som "normal" mad, og i mine øjne var det alt andet end indbydende. Ja, jeg var lidt nedtrykt, da jeg forlod Kvickly.
Silas studerer sin spacer og sin astma-spray
Da diæten er en behandling på en kronisk sygdom, så kan man få tilskud fra kommunen, men det er jo ikke bare et spørgsmål om økonomi. Det er også et spørgsmål om at finde rundt i den jungle som det givetvis er. Og som mange andre familier så springer vi da somme tider over, hvor gærdet er lavest, men det er slut nu. Ikke lige noget med en Mou Suppe, Lasagne fra Knorr, pastasauce fra dolomio, panerede fiskefileter fra fiskemanden osv. Værsgo selv at lave hele skidtet fra bunden.......
Jeg håber, at vi møder en god diætist på sygehuset, når vi kommer lidt videre i systemet, og Silas er blevet nærmere udredt. Imorgen torsdag skal vi på sygehuset i Kolding og tale med en børnelæge, som vil tage stilling til nærmere undersøgelser. Så må vi jo tage den derfra.
mandag den 1. februar 2010
Ugen billede - uge 4
Nu har landskabet omkring os været snedækket siden ugen før jul, og nogle af vejene omkring os har været noget svære at komme omkring på med barnevogn.