tirsdag den 31. maj 2011

Overrumplet!

Henrik sendte mig en SMS igår, mens jeg var på job og var pludselig ret interesseret i, hvor jeg var i verden og hvornår jeg kom hjem. Tja, jeg var i Svendborg og forventede at være hjemme kl. 17. Eneste svar jeg kunne få på den pludseligt opståede interesse for "hvor og hvornår" var, at det var en hemmelighed og så noget med en fotograf......

Hvad fanden har han mon gang i, tænkte jeg. Synes ikke, at Henrik er fyldt med total crazy og spontane ideer, men man kunne da aldrig vide....Da jeg nok fornemmede, at det ville være meget ønskeligt, om jeg kunne være hjemme til kl 17, så "ramte" jeg byskiltet kl 15.45 og havde helt styr på, at jeg forinden kunne nå mine ærinder i banken, biblioteket, Telenorbutikken, apoteket og postbutikken.

Første stop var banken, hvor jeg skulle tømme en pose penge fra kortsalget i min "lille" nebengeschäft (Cancerkort). Samtidig skulle jeg lige veksle et par ord med min bankrådgiver vedr. pensionsopsparing (ikke fordi jeg efter sidste indlæg føler mig akut ældre, vil jeg lige indskyde). Mens vi sidder der og snakker, så fornemmer jeg et kort sekund er noget er "mærkeligt" omkring mig (som om alle i banken afventer), men inden jeg når at reagere på min undren, kommer en buket blomster og en smilende bankdame mig i møde sammen med en kollega med et kamera. Hvad er nu det for noget??

Meta fra Frøs Herreds Sparekasse valgte mig som "hendes" lokale ildsjæl.
Meta er ikke min bankrådgiver, men sidder som regel ved kassen,
når jeg kommer for at sætte kortpengene ind.

Jeg får overrakt buketten, fordi bankens personale har valgt 10 lokale ildsjæle, som de hver især vil belønne med en buket blomster. Jeg blev ganske rørt og overrasket.

Et er at "kortpigerne" klapper mig på skuldrene og synes mit initiativ er godt. Eller at "cancerfamilierne" også nogen gange giver mig et bifald, som berører mig dybt - ikke mindst fordi jeg ved, at "mine" penge gør en forskel, der kan ses og mærkes i Foreningen Cancerramte Børns regnskaber og dermed gør en masse gavn for familier, der lever med et kræftsygt barn.

Men det var bare ligesom mere vildt, at nogen helt udenforstående belønnede mig og havde bemærket mit projekt.

Så mit ærinde i banken trak noget ud, så jeg nåede ikke at være før kl 17.10, men det gjorde heller ikke så meget, for jeg var jo løbet direkte ind i armene på "overraskelsen", der så sparede at køre hjem til mig for at overrække buketten. Sikke et dejligt skulderklap at få!

søndag den 29. maj 2011

Det er vores børn, der gør os gamle

Det er ikke nøvendigvis fordi ungerne i deres opvækst på den måde gør os gamle og gråhårede. Det er mere, fordi man når man betragter dem ved nogen af barndommens milepæle (1. Skoledag, konfirmation osv) også indser, at man dermed selv er blevet ældre.

Som den anden dag, hvor jeg tænkte et par år ud i fremtiden og kom til at høre mig selv sige (vel at mærke først om et par år - trods alt): "....og så har jeg også en voksen søn".

Fuck, de ord sved!!

onsdag den 25. maj 2011

Hvorfor læser du blogs?

Når jeg kigger min liste over de blogs, som jeg følger med i, så er mit eget svar på spørgsmålet ikke entydigt. Jeg læser tre kategorier af blogs.

  • Scrapblogs. Her henter jeg lidt inspiration og følger lidt med i scrap-/kortverdenen.

  • Hundeblogs. Her prøver jeg at hænge i nyhederne om mine hundevenner og om agiltytræning

  • Sidste kategori er en blandet landhandel af blogs skrevet af folk, som jeg som regel ikke kender overhovedet, men som bare skriver blogs, som jeg må følge lidt med i. Og egentlig synes jeg, at sidstnævnte kategori er den mest interessante at berøre. Det synes jeg måske mest fordi jeg ved, at mange af mine hundevenner læser de samme hundeblogs og mine scrapvenner stort set også læser de samme scrapblogs. Men i den sidste kategori er der nok kun meget få sammenfald, for det er sådan nogle blogs, som jeg er faldet over mere eller mindre tilfældigt rundt omkring.
I den sidstnævnte kategori får jeg lyst til at fremhæve 3:
  • Marens Blog - Maren Uthaug skriver ganske fantastisk og meget humoristisk om sit liv og sine betragtninger. Jeg får mig rigtig mange gode grin. Jeg har lige fundet ud af, at hun faktisk har udgivet nogle bøger, hvoraf jeg igår reserverede to af dem på biblioteket.

  • Blogsbjerg - Også en ret underholdende blog, som jeg har fulgt et års tid vil jeg tro. Hoppede vist med, da hun offentliggjorde, at hun var gravid og det var et projekt planlagt singlemor. Sjovt nok at følge med i, hvordan de der små størrelser ændrer alt for en. Der var noget mere humor på bloggen, før Anton blev født, men jeg får mig stadig et godt grin nu og da.

  • Frem i lyset - Egentlig startede jeg med at læse denne blog, fordi Marianne, som har bloggen skrev en kommentar på min blog engang vedr. en ankesag, jeg kørte mod Haderslev Kommune. Marianne er mor til Mathias, som blandt andet har Downs og er autist. Jeg kan dårligt nævne nogen personer, der har det så hårdt og kæmper så mange kampe og alligevel formår at holde hovedet højt, selvom det er svært for hende efter, at hendes mand for et år siden pludselig faldt død om. Hvis du klikker ind på bloggen, så husk også at kigge på fanerne øverst på siden og læs "Holland" og "Klumme om frem i lyset"
Det var nogle af mine yndlingsblogs.
Hvad er din yndlingsblog?

søndag den 15. maj 2011

Er det der med træning ikke bare noget opreklameret p..?

for det er da gået meget godt uden nogen som helst form for træning. Jeg har været til stævne i Løgumkloster i denne weekend. Og her ses min præmiehøst på mine 11 starter - dejlige økonomiske starter - samlet startgebyr = kr. 345,-


Mine præmier fra weekendens stævne:
1. skoplejesæt fra Ecco
2.  løbetrøje
3.  2xfribilletter til Ribes Vikinger
4.  Lommeradio
5.  bold med reb
6.  25xDVD skiver
7.  Elektronisk Sudoku
8.  2xboldkastearme
 Præmiebordene indholdt mange forskellige typer af præmier. Nogle var lidt anderledes, men alligevel ganske anvendelige. Og i Løgumkloster er der supergode faciliteter, da stævnet holdes på byens skoles græsarealer. Der er gode toiletforhold, opholdsfaciliteter, legeplads og ikke mindst super forplejning til meget billige penge. Jeg vil gå så langt at sige, at man faktisk snyder sig selv, hvis man tager mad med hjemmefra, for det er sgu for dumt.

Echo flottede sig med at rykke op i AG2 og SP3. Jeg løb dog ikke i de nyoprykkede klasser, da jeg syntes, at Echo havde løb nok i forvejen i de 8 ordinære starter, og samtidig havde jeg også Silas med, og det var derfor meget rart, at have lidt pause ind i mellem.

Godt jeg havde min lille hjælper med til at hjælpe med at rejse teltet

Jeg synes faktisk, at Echo løb utrolig pænt i denne weekend og med god gejst. Desværre indkasserede vi også et par nedrivninger og en enkelt slalomfejl. Sidstnævnte var nok en af de ting, som kunne undgås, hvis man fik trænet sammen, men jeg må nok bare erkende, at sådan er det ikke lige, så jeg må være tilfreds med det, som vi kan opnå sammen uden den store træning. Echo elsker agilityen, og jeg synes han er en dygtig hund, der heldigvis ikke glemmer sin grundtræning.

Diva - måske lidt træt, men sikkert på den fede måde...

Gode gamle Diva fik også lov at løbe et par seniorløb, og nej hvor hun elskede det. Hun har ikke fået lov at løbe til et stævne siden tja..... engang sidste år! Hun var bare så glad, og da hun var alene i sine klasse, så vandt hun alle sine tre løb - både med og uden fejl (nedrivninger og en enkelt slalomfejl). Men det var ikke det vigtigste - bare den gamle tøs hyggede sig.

onsdag den 11. maj 2011

Julegaven er indløst - sikke en forkælelse!

Min julegave fra Henrik var et flot håndlavet kort (lavet af Henrik selv - sikke en kærlighedserklæring i sig selv). De smukke kort var spækket med søde ord og lovning på en gave i form af en weekend med hemmelig forkælelse. Gaven skulle så indløses i den forgangne weekend.

Fredag middag kørte vi op til mine forældre på Djursland og satte Silas og hundene af hos dem. Jeg anede intet om, hvor vi skulle hen, udover at jeg havde fået den sparsomme information, at vi skulle nordpå. Nu er planlægning jo absolut min spidskompetence i vores familie, og Henrik plejer bare at følge den plan, som jeg har lagt. Så for mig var det noget uvant at sidde ved siden af i bilen og være total uvidende om, hvad der skulle ske.

Fredag ved aftensmadstid ankom til et lækkert Bed & Breakfast-sted tæt ved Løkken . Vi indlogerede os i en rigtig lækker ny og velindrettet ferielejlighed. Stedet bar tydeligt præg af, at man helhjertet havde lavet sådan et sted og nød at dele sine omgivelser med gæsterne, uden at man som gæst følte, at man invaderede værternes hjem.

Hyggekrogen i ferielejligheden.
I øvrigt værtindens egne malerier, der pryder værelserne

Henrik havde egentlig planlagt pizza i klitterne ved Løkken, men pludselig var der både vind og overskyet, så vi fandt et tilfældigt sted i Hjørring, hvor vi kunne få stillet den værste sult. Man kan blive overrasket over, så god tid man har til dybe samtaler, når man ikke forstyrres af børn, hunde og pc´ere.

Hvis jeg lige skal runde en sidste ting omkring Cafehaven, som Bed & Breakfaststedet hedder, så var det deres meget lækre morgenkomplet, som blev serveret på værelset. Hjemmelavede eller lokalt lavede specialiteter på tallerkenen. Mums det var lækkert. Og et lille PS til mine hundevenner: I to af lejlighederne må man også have hund med.

Lækker morgenkomplet

Lørdagen brugte vi i hyggelige Løkken, der nu var ved at vågne op til turistsæsonen, og der var mulighed for liv og handel i nogle af byens små og sjove butikker, hvilket altid er lettere uden lille Silas i hånden. Så vi fik shoppet lidt og fik nydt en frokst i dejlig solskin på byens torv.

Dejligt med en kold fadøl, mens vi venter på maden

Turen i Løkken blev afsluttet med en tur på den brede og smukke sandstrand. Der gik vi så og nød det fine vejr, indtil Henrik sagde, at vi skulle videre. Uden at vide noget om, hvad der nu skulle ske, så satte jeg mig igen på passagersædet (den del er også lidt uvant. Det er som regel også mig, der er chauffør - mest fordi jeg er så vant til at køre mange kilometer, at det ikke betyder så meget for mig, om jeg skal køre et par hundrede kilometer).

Ved Løkken Strand

Henrik gjorde holdt på Gl.Vrå Slot ved Tylstrup/Brønderslev. Der var smukt, romantisk og idyllisk. Godt nok var de igang med at restaurere og nogle steder på slottet rodede det lidt, men der hvor de var færdige, var der vildt flot og en helt fantastisk atmosfære.

Gl. Vrå Slot

Vi fik tildelt et smukt værelse i en af fløjene, men måtte også benytte slottets smukke stuer, som om de var vores egne. Det fik mig til at smide mig på en af de smukke sofaer i "den blå stue" med fødderne på skødet af Henrik og slappe total af til de toner af klassisk musik, som stille flød ud af højttalerne.

Et kig ind i "den blå stue"
Vores værelse
Om aftenen indtog vi en lækker 5-retters menu, som vi næsten ikke havde tid til at opfatte smagen af, fordi vi var så optaget af vores samtale, som spændte over mange emner. Det var næsten lige før det var helt irriterende, når tjeneren kom "rendende". Og han var ellers en rigtig sød tjener, der var helt nede på jorden og havde fin situationsfornemmelse.

Henrik er ved at indtage morgenmaden
i den flotte og stemningsfulde restaurant

Klokken blev også næsten halv to, før vi fandt over på vores værelse. Efter morgenmaden, som ikke var noget særligt at skrive hjem om; pålæg fra pakker, bake-off brød og generelt ikke særlig inspirerende - hvor er det bare synd, at blive spist af med sådan en kedelig morgenmad, når har prøvet lækre morgenborde på f.eks Norsminde Kro og Munkebo Kro, så trillede vi sydpå og sluttede denne fantastiske weekend af med et par timeres gåtur i Rebild Bakker. 

Rebild Bakker
 Det var bare sådan en skøn skøn weekend, som jeg tror, at vi begge kan leve højt på længe. Sikke en dejlig julegave!

tirsdag den 3. maj 2011

Er Silas bare almindelig "særlig" eller.........??

I starten af december fik jeg opringning fra PPR (pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Haderslev Kommune. De ville gerne tale med Henrik og mig vedr. fremtidigt pasningstilbud for Silas for at sikre, at Silas i fremtiden ville få det, som han havde behov for.

Jeg var noget forundret over, at kommunen selv rettede henvendelse vedr. dette, da man altid hører om forældre, der skal slås for tilbud til deres børn, hvis de har "særlige behov". Men da Silas i forvejen er en "sag" i systemet, så går tingene åbenbart mere eller mindre af sig selv.


Silas er ret kvik til at betjene smartphones - måske mest fordi han får lov

Frem til vinteren haltede Silas meget bagud på sit sprog, samt på det grovmotoriske og hans sociale samspil med andre børn var heller ikke ok.

Der blev sat en observation igang af Silas, hvor vi som forældre samt dagplejen skulle udfylde et ret omfattende observationsskema. Derefter blev der lavet en sprogtest på Silas. Der er dog sket meget siden med ham. Han har knækket koden til at tale, og taler flittigt og er sin egen lille kommentator. Som Henrik plejer at sige, så "speaker Silas for blinde". Hvis man ikke kan se, hvad der foregår og hvad vi hver især i familien foretager os lige nu, så kan man bare lytte efter Silas: "Silas drikker mælk", "Mor laver mad" osv.

Silas i gang med nogle af genstandene fra sprogtesten

På det grovmotoriske er han stadig ikke helt god. Han er meget forsigtig (som nævnt i dette indlæg om bl.a.gymnastikopvisning), og han er generelt ikke interesseret i andre børn. Han opsøger dem ikke, og han bryder sig ikke om, at de flyver lige hen i hovedet af ham, når han ankommer et sted.

Til gengæld er Silas superkvik på andre områder. Han har en fantastisk finmotorik, og skiller sig klart ud ved at kunne over halvdelen af bogstaverne i alfabetet og kan tælle og genkende alle tallene mellem 1 og 12. Han kan de fleste farver. Han samler puslespil - og gerne ved at finde brikkerne liggende med bagsiden opad (se video)

Silas tegner sig første ansigt.
Ikke et kønt ansigt, men en ret god tegning fra en 2-årigs hånd.

Lederen af kommunens pladsanvisning, som også er den person, som skal videresende papirer til visitationen, har jo læst sammenfatningen af de undersøgelser, der er lavet ift Silas for at finde det bedste pasningstilbud til ham, når nu han "vokser ud af dagplejen". Ved gennemlæsning af papirerne og ved samtale med os og dagplejen, så sad hun næsten og trådte sig over tæerne, da hun på en "skånsom måde" ville sige, at PPR og vi også skulle være opmærksom på de punkter, som han udviklingsmæssigt var meget foran sine jævnaldrende på. Da det også kunne være et udtryk for "andre specielle behov". Han kunne jo være et superintelligent barn, hvilket man også skulle have fokus på, men det kunne også være behov på andre måder. Hun kunne ikke få sig selv til at sige "Aspergers Syndrom" eller "diagnose indenfor autismespektret", men det viste sig jo, at både dagplejen og faktisk også Henrik og jeg har tænkt det samme.......

Silas tegner - bemærk E´et, som Silas selv er meget bevidst om

Men inden vi nu klistrer flere diagnoser på ryggen af Silas (jeg synes ikke der er plads til flere), så synes jeg, at der på baggrund af hans forhistorie (kemokur/isolation samt lang tids meget dårlig trivsel pga underernæring indtil de fandt ud af, at han har Cystisk Fibrose), som jo nok må anses for at være en anelse bombastisk for sådan en lille fyr på 2 år og 9 måneder, godt kan findes forklaringer på både hans svagheder og styrker, så Henrik og jeg ser ingen grund til at start en større udredning på Børnepsyk.lige pt.

Det kan jo også være, at Silas bare ligner sin far, der som barn (og voksen) også gerne ville sidde og nørkle med ting og sager og egentlig er en person, der fint kan nøjes med sit eget selskab. Henrik ser også alle mulige detaljer og er meget videbegærlig. Tja vi må se, men dagens samtale gav måske alligevel lidt mere at tænke over.

Lige nu er planen, at Silas skal starte i landsbyens lille børnehave med 35 børn og tildeles en støttepædagog 10 timer om ugen. Det er tanken, at specialpædagogen skal hjælpe Silas med især det sociale ift de andre børn. Jeg føler mig tryg ved denne plan.

søndag den 1. maj 2011

Tillykke til Diva

Tænk sig, at den gamle tøs i dag blev 13 år. Tillykke til min søde Diva!

Billedet er taget på vores campingferie i påsken, hvor alle hundene en af dagene fik en dentalstick. Diva ved bare ikke, at det er meningen, at man skal tygge på den, for at opnå den tandrensende effekt. Diva er nemlig ikke en hund, der tygger i/på ting. Hun sutter på dem i stedet for. Faktisk forsøger hun også at fortære rå kødben ved at ligge og sutte på dem. Rimelig håbløs og langtrukken mission. 

Dental-sticken på billedet ovenfor gik Diva nok rundt med i et par timer, stikkende ud af flaben, som om det var en cigar, og jeg tror faktisk, at det endte med, at Ninja narrede den fra hende i et ubemærket øjeblik (det kunne nemlig bedst ligne min "lille" teenage-tøs)