torsdag den 29. september 2011

Imponerende tilbud

Det er egentlig lidt underligt at havne permanent i den kasse, der hvor forældre til børn med særlige behov/kroniske lidelser/handicap med mere ligger og roder. Men det er nu en gang sådan det er, og selvom jeg godt kan blive trist, når jeg mindes om nogen af Silas´ udfordringer, så glæder jeg mig samtidig over hans ufattelige livsvilje og altid gode og smittende humør.

Tilbage til den der kasse for forældre som os. Jeg læste i den lokale ugeavis at "Legeteket" i Haderslev holdt åbent hus med rådgivning. Jeg anede ikke noget om "Legeteket", men fandt ud af, at det var et gratis tilbud fra Haderslev Kommune til forældre og fagfolk, hvor man kunne låne træningsredskaber/-legetøj og andre effekter, der kan stimulere udviklingen hos børn med "særlige behov". Silas er ikke helt på niveau med sine jævnaldrende i sprog og grovmotorik, så jeg mødte op for at kigge "Legeteket" lidt ud.

Der var også en del ting, som jeg kunne se en fordel af at låne ift at hjælpe Silas på vej i sin udvikling. Det er jo et fantastisk tilbud for både forældre og fagfolk. Nogle af disse rekvisitter ville også koste en bondegård i butikkerne, og hvis man kun skal bruge dem en måned eller to, så ville almindelige folk jo knap have råd til det. På Legeteket er det så gratis at låne tingene i 1-2 måneder.

Der var mødt ca 10 gæster op til dette åbent hus arrangement og ved præsentationen gik det op for mig, at jeg var den eneste forælder. De øvrige var pædagoger fra institutioner rundt om i Haderslev. Jeg er forundret over, at der ikke var flere forældre til sådan et arrangement. Personligt blev jeg i hvert fald inspireret og kommer helt sikkert igen i den ordinære lånetid.

Og forresten. Mht mandagens kontrol. Silas var vokset næsten 2 cm og have taget 300 g på. Vi kunne måske godt have ønsket os lidt mere vægt, så selvom vi nok til en start var lidt skuffede, så må man nok se realistisk på det og sige, at det var ganske tilfredsstillende. Silas bevæger sig den rette vej. Fagfolkene var da ret tilfredse med ham.

søndag den 25. september 2011

Når mad er et mareridt

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen - eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke - faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med - dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med åbne arme  åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg - og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.


Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
- men hvad med ham selv?
 Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

søndag den 18. september 2011

Nok første, sidste og eneste gang!

Hundeudstilling! Det er altså ikke rigtig mig, men jeg plejer dog at udstille mine hunde en enkelt gang, sådan bare for at få dem bedømt, og hvis nu de skulle vise sig at stå med et sæt CACIAG´ere en dag, så er det da også meget praktisk at have dem udstillet, hvis altså vel at mærke har opnået mindst blåt bånd/"very good".

Jeg havde fået det råd at udstille i juniorklassen, da dommerne er lidt mere tolerante ift bevægelser og handling i ringen der. Man må stille i juniorklassen indtil hunden er 18 måneder, så det var på et hængende hår, at jeg nåede det. Jeg udstillede igår, og idag bliver Ninja 18 måneder.

Ninja, da hun var 12 mdr

Laila Carstensen havde været sød at klippe poter og benhår på Ninja for to uger siden og havde udstyret mig med en pelskur,så jeg slap for den store badetur fredag aften. Og så havde jeg så gjort en lille indsats for at træne "stå" og gå/løbe-mens-du-bliver-hængt-i-sytråd.

Vi var to i klassen, og jeg skulle gå bagerst. Desværre bevægede hende foran mig sig MEGET langsomt, og det var godt nok svært at få et godt flow i fremvisningen, selvom jeg stoppede op et par gange for at få afstand. Da dommeren skulle gå Ninjas krop igennem, så havde hun da mest lyst til at smide sig ned, hvilket er helt typisk for hende. Det er da meget federe,at blive nusset på maven.....

Det var en ret hård dommer, der ikke kastede om sig med røde bånd. I championklassen for hannerne var der 4 hunde, og to af dem fik blåt bånd. Så jeg var faktisk ret godt tilfreds med det blå bånd, som han uddelte til mig. Aussierne blev udstillet efter Border Collierne, og her fornemmede jeg også, at der var nogen, der fik lidt andre præmieringer end de lige var vant til på deres hunde.

Han savnede mere "bone" og synes, at hendes haleføring var lidt for høj og hendes øjne var for lyse. Det sidste havde jeg nu ikke lige set komme. Han ville også gerne have haft lidt mere flydende bevægelse. Pyt pyt. Jeg smilede og så glad ud, da jeg forlod ringen med mit blå band. Nogen er taknemmelig for lidt, ikk?

mandag den 12. september 2011

En flittig weekend

Synes at vi bare får regn og regn det meste af tiden, men af en eller anden grund, så fik vi super dejligt vejr med tæt på 20 grader hele weekenden. Tak for det!

Her på matriklen har vi haft gang i det store forhave-/kloakeringsprojekt siden 1. aug, og nu ser det endelig ud til at det værste hestearbejde er ved at være overstået.Jeg skal nok bringe til billeder over udviklingen, når jeg igen får samling på mine billeder

Henrik og Tobias knokler med en total uhåndtérbar og tung birketræsrod.

Tobias kom hjem lørdag aften og gav et nap med diverse dele af projektet søndag. Der var nok af opgaver, der krævede en stærk mand - og det er ikke lige mig.


Nu begynder det at ligne noget. Vi mangler kun lige at græsfrøene spirer
og lidt planter i bedet.
Lille Silas var også flittig til at hjælpe. Ikke at jeg tror, at hans indsats gjorde den store forskel, men alene det, at han var indstillet på at gå ude hele weekenden var jo en stor hjælp. På billedet sidder han og leger lidt på den nyanlagte terasse, som vi er SÅ glade for.

mandag den 5. september 2011

Hvor svært kan det være....

for at hold bestående af fire agilityhunde, at få 75% af holdet igennem banen uden disk. Åbenbart svært :-(

I weekenden deltog jeg sammen med Echo til DKKs DM. Vi havde for første gang kvalificeret os til det individuelle DM og deruodver havde vi tilmeldt holdet "Prinsessen og de 3 musketerer".

Jeg kan dårligt tillade mig at have det helt store forventninger til Echo, når jeg lægger så lidt energi i ham, som jeg gør, og jeg kunne da også godt mærke, at jeg ikke kunne sætte mig op på samme måde, som jeg har kunnet med Jack, Diva og Charlie til de tidligere års DM.

Efter lørdagens gennemløb lå Echo og jeg placeret som nr. 10 individuelt med 0 fejl og vores hold lå nr. 1(!!). Der var faktisk kun to hold, der kunne blive danmarksmestre, da man skal have tre tællende løb på holdet. Så jeg synes måske nok, at det var svært at sige, at vores hold var det bedste - vi var måske bare de mindst dårlige, for vi havde alle på holdet 5 fejl.

Silas - mit eget personlige heppekor.
Kanon stemning søndag morgen

Men med en viden om, at vi blot skulle have 3 igennem banen uden disk, og dermed kunne vinde guld eller sølv, så burde det da ikke være så svært. Men men, det var åbenbart en lidt for svær opgave for os. Først blev Thorleif og Dixie (Prinsesssen) disket og bagefter fulgte Echo og jeg trop. Faktisk endte det med, at vores hold raslede ned på en 6. plads. Der kan man da tale om at smide det hele væk. Men herreste gud det er jo bare agility, og som Susanne Rødtness skriver på sin blog: Vi kan da kalde os Danmarksmestre i Spring :-)

Individuelt indkasserede jeg 10 fejl, som jeg alle fik pga samme sats. Selvom jeg havde gået  banen anderledes til banegennemgangen, så blev jeg alligevel fristet til at satse lidt og stikke fra Echo ved vippen, så jeg kunne komme om på den anden side af muren og tage imod ham. Da jeg jo aldrig træner med Echo, så er det også lidt svært at satse - eller det vil sige, at alt andet end "basic" næsten er et sats, så det er måske mere korrekt at sige, at udfaldet af mine sats kan være svære at forudsige. Og det her sats kostede fem fejl på vippen og en vægring på tunellen, fordi jeg ikke kom på plads dernede. Echo endte på en 8. plads, hvilket jeg egentlig er fint tilfreds med.


Jeg kom ikke selv på podiet, men det blev da lidt i familien, da holdet Border Treasures Family vandt guld for holdet. Holdet består af Ninjas mor Simic, onkel Catch, halvsøster Nala og halvsøster Queenie.