søndag den 27. november 2011

Gode råd er dyre

....men somme tider også det hele værd.

For et par uger siden besøgte Henrik og jeg en psykoterapeut, som pædagogerne i Silas´ børnehave havde anbefalet os. Som jeg før har skrevet om, så har vi nogle spiseudfordringer ift til Silas, og det var dem, som vi søgte hjælp til at løse.

Vi havde en samtale på 1½ time med Trine Alvilda Jensen, som hun hedder. Det er svært at sige præcis, hvad der "skete" i samtalen, men vi talte naturligvis om mad og måltider.

Når man har et barn, der som Silas har været meget underernæret og virkelig har brug for mange kalorier (personer med cystisk fibrose har brug for at indtage flere kalorier end raske, da de ikke optager næringen så godt), så bliver man meget bekymret, når knægten ikke spiser. Ydermere så er han ikke spor villig til at smage på nye ting.

Det er meget let at indtræde i en ond cirkel, hvor der bliver overdrevet meget fokus på mad. Hos os var det blandt andet noget med, at vi lokkede ham til at spise for at opnå noget mere attraktivt mad/chips/medicin osv. samtidig med, at vi havde meget kontrol over hans spiseri. Når man sidder i det, så er det nok ikke sådan, at man selv synes, at man kontrollerer, men det var noget med at være over ham med opfordring til at spise/tage en bid mere osv. Tænk hvis nogen sad og kommenterede hver en bid, du tog?

Det skullle vi arbejde med. Vi skulle slippe ALT kontrol med maden.
  • Stille en lille buffet op af det mad, som vi synes måltidet til Silas skulle bestå af - men det skulle jo være mad, som vi vidste, at Silas ville spise/kunne lide.
  • ikke kommentere på, hvor lidt eller hvor meget, Silas spiste - heller ikke noget med at rose for at spise
  • ikke tjekke om der var noget levnet i madkassen i børnehaven
  • lave måltidet hyggeligt
Når jeg skriver, at måltidet skulle gøres mere hyggeligt, så var det ikke fordi det ellers var "uhyggeligt" før, men vi skulle især have fokus på at flytte opmærksomheden fra maden til samvær/hygge.

Det har blandt andet betydet, at vi nogle morgener har fået friskbagt brød. Selvom Silas ikke rigtig vil spise de friskbagte boller, så er stemningen alligevel mere hyggelig end hvis vi sidder med havregryn. Vi forsøger at lave en struktur på ugens aftenmåltider, hvor vi enten Henrik eller jeg er udpeget til at tage os af "dagens aftenmåltid" i ugens løb.

Den "opskrift" gav vi kr. 850 for, og rådene kan jo virke som logik/bagateller, når man ser det udefra. Men vi var kørt fast en bekymringscirkel, som gjorde det med mad ret anstrengende. Nu har vi prøvet opskriften i 2½ uge, og jeg synes, at det virker ret godt. Det er ikke nogen revolution. Til nogen måltider spiser Silas ikke ret meget (som her til aften, hvor han ikke spiste så meget som een krumme) og til andre spiser han godt til og beder om mere. Så når man ser ud over en hel dag, så tror jeg faktisk, at han får indtaget en tilfredsstillende mængde - uden at vi blander os i det.

Det var en dejlig bonus, at jeg fik en sms fra en af de andre "cancerforældre", som kunne fortælle mig, at hun havde lyttet til de ting fra "opskriften", som jeg videregav til hende under en chat på Facebook, og selvom træerne hos hende heller ikke vokser ind i himmelen, så havde hun helt klart også en effekt af rådene.  Det gjorde mig bare rigtig glad, da jeg kunne sætte mig ind i hvor meget det lille fremskridt havde lettet hende.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby og så må vi se, hvad vægten siger. Jeg tror ikke, at han har tabt sig, men hvis han har, så tror jeg godt, at jeg kan se, at vi lige nu er inde i en proces, som nok skal bære frugt på den lange bane.

tirsdag den 22. november 2011

Tatoos og følelser

Personligt er jeg ikke til "røvgevir" og delfiner på fodleddet, men at andre ynder denne form for kropsudsmykning er da sådan set ok for mig, men i mit job ser jeg en del afklædte kvinder, og selvom jeg ikke står og overbeglor dem, så bemærker jeg da somme tider div. Kropsudsmykninger, som jeg slet ikke misunder, for de bliver så sjældent kønnere med årene, og når de så er tegnet op på en flot spændstig hud, der 10 år efter er blevet slap, så er det pludselig rigtig svært at blive misundelig.

Hvis jeg en dag skulle have en tatovering, så skulle det klart være en personlig tatovering, som sagde mig en hel masse, og passede præcis til mig, og ikke bare var en tilfældig krussedulle i tatovørens bog, der lige tiltalte mig på dagen.

Jeg så et program i fjernsynet en aften for snart længe siden. Jeg tror, at temaet var idol-dyrkelse, og det var vist et af Bubbers programmer. I programmet så man en ung pige, som var Nik og Jay-fan. Hun skulle hen og tatoveres, og jeg krummede sådan tæer på hendes vegne, da det fremgik, at hun skulle hen og have lavet en ”Nik og Jay-tatovering”. Jeg tænkte straks, at ”Hallo, om 10 år (eller langt tidligere) har du da så meget fortrudt den tatovering!!”.

Men så kom forklaringen. Det som hun skulle have tatoveret var titlen på nummeret”Når et lys slukkes, tændes der et nyt”, og der var noget helt særligt i den sætning for hende, for hun var nemlig organtransplanteret, og der sad jeg og skiftede helt sindsstemning fra at være sådan lidt ”opgivende-i-forhold-til-hvad-teenagere-nogen-gange-beslutter-jeg-har-ligefrem-lyst-til-at-ruske-dig-til-fornuft” til at blive så ufattelig rørt, for den tatovering blev med et trylleslag fantastisk smuk for mig.
Måske udleverer jeg nu min store dejlige dreng Tobias på 16, men jeg kan ikke lade være, og jeg håber, at han tilgiver mig. På en tur hjem frem efterskolen, snakker vi om tatoveringer, og det er jo ikke overraskende, at han da også gerne vil have sig en tatovering, når han bliver ældre. Han siger da også, at han er helt klar over, at det er usmart, at have tatoveringer på halsen og steder på kroppen, hvor det er svært at dække.

Men han har nu også tænkt sig en helt særlig tatovering. Det skal være to foldede hænder tatoveret på hans bryst, og så skal der stå ”Silas” oven over hænderne. Det skulle symbolisere, at han ville bede for sin lillebror. Om jeg gengiver det helt korrekt, ved jeg faktisk ikke, for jeg blev faktisk meget berørt over det, og måtte prøve at genvinde fatningen og svarede vist noget med, at det var meget smukt og havde en flot symbolik. Samtidig med at jeg blev ganske stolt af hans omsorg og bekymring, så gør det mig også ondt, at Tobias skal lide under bekymringer ift Silas, men det er bare sådan det, når man er ”rask søskende”. De går absolut ikke ram forbi, hvis nogen tror det.

mandag den 14. november 2011

Teenagere og fornuft

Ja, det lyder måske ikke som det mest oplagte match, men det kan nu svinge meget godt sammen, vil jeg nu sige. Naturligvis er der somme tider lidt udfald på ledningen, når ens hjerne er under ombygning.

Men men der er nu godt nok et punkt, hvor Teenageren er kommet rimelig meget til fornuft. Gennem de sidste år har det været meget vigtigt, at ens tøj havde det rigtige mærke, og at give 1.700 for et par cowboydere føltes åbenbart ikke som noget særligt - hvis man altså havde pengene til dem.

Tobias kunne også ofte fortælle mig om alle de tøjbehov han havde og alt det spændende tøj, han så til billige penge, som vi da burde købe nu. Jeg blev faktisk ret mæt af at høre om alt det her, så jeg besluttede mig for at indføre tøjpenge. Kr. 1.000 hver anden måned, som kun måtte bruges til tøj og sko.

Det gav bare en ufattelig ro. Bortset fra de sidste par uger op til udbetalingsdatoen, hvor Tobias allerede havde fundet sine køb på Smartguy og var helt elektrisk efter, at jeg skulle bestille tøjet. Selvom det nok har været lidt svært både at få sit mærketøj og at få pengene til at række, så synes jeg faktisk, at Tobias har klaret det super godt. Det lykkedes faktisk altid for ham på mærkværdigvis, og det har jeg da været stolt af.

Men da han var hjemme sidst blev jeg alligevel endnu mere stolt. Han spurgte mig om jeg ikke ville køre i Føtex, for så ville han gerne med. "Hvad skal du i Føtex?", måtte jeg lige vide. Jamen han skulle da købe noget tøj. Jeg var lige ved at tabe underkæben. Tidligere kunne man slet ikke købe noget som helst tøj til ham  - jeg gentager NOGET SOM HELST  - i Føtex, H&M eller lignende butikker.

Kort tid efter stod vi så i Føtex, hvor Tobias blandt andet købte "ukendt mærke" underhylere. For et halvt år siden var der INTET andet end Bjørn Borg, der duede på den front. Da vi trissede gennem kassen med 4 underhylere, 9 par strømper og en Tommy Hilfiger trøje (ja lidt mærke kom der da med i købet) kom jeg af med sølle kr. 500.

Tobias var blot kommet til den konklusion, at hvis andre kunne gå i "sådan noget" tøj, så kunne det da ikke passe, at han heller ikke kunne det.

Det er bare en kæmpe sejr, når ens teenager helt af sig selv kommer til fornuft og indser, at ens identitet og værdi jo ikke sidder udenpå kroppen, men indeni.

lørdag den 12. november 2011

Søvn og gamle hunde

Hvis nogen synes, at jeg engang imellem har så store poser under øjnene, at jeg kunne bringe storindkøb fra Bilka hjem i dem, så vil de fleste nok gætte på, at det er, hvad man kan forvente, som småbørnsforælder. Men lad mig sige med det samme, at Silas er helt uden skyld i det.

Det er mest min egen (fordi jeg ikke er så god til at finde i seng om aftenen) - og ikke mindst Charlies skyld. 50% af nætterne/tidlige morgener er det nemlig Charlie, der "venligt" sørger for, at jeg ikke ligger og snuer hele dagen væk. Typisk starter Charlie med "skønsang" mellem kl 03-06. Nogen gange vil han fortælle mig, at Diva altså skal ud (hun er ikke så god til at sige det selv og er med alderen desværre ikke ret god til at holde sig om natten, så hun står bare i tripper i sit bur), andre gange er det fordi vandskålen er tom, eller at han konstaterer, at han vist selv har noget, som han gerne vil af med ude i haven. Andre gange er det vist bare for at "berige" mig med skønsangen.... Og det hænder da også, at det lykkes ham at lave en trio, hvor Diva og Ninja bakker ham op.

Hvis klokken er på den anden side af 05, står jeg som regel op, men er meget omhyggelig med ikke at give hundene for to kroners opmærksomhed, og går som regel bare op i stuen og lukker lågerne ved trapperne, så hundene ikke har mulighed for at gøre mig selskab. Der er jo ingen grund til at belønne dem for div. koncerter.

Faktisk kan jeg godt lide at stå tidligt op og få noget ud af dagen, men jeg kan faktisk også godt lide at ligge og gasse den i sengen, selvom jeg ofte ligger og ærgrer over alt det, som jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde sovet så længe.

I dag sørgede Charlie for at vække mig kl 05.00, men da jeg ikke lige kunne se en god grund til hans "sang" fik han en lille skideballe og bud på at klappe i. Så gik jeg i seng og sov til kl 05.20, hvor han startede igen. Så lukkede jeg alle hundene ud i haven og besluttede mig for at blive oppe.

Så jeg sorterede lidt vasketøj, ryddede op i nogle bunker med kataloger, breve, fakuraer osv (ja, jeg er nemlig sådan et bunkemenneske) og så bagte jeg lige en portion boller, så vi i familien kunne få friskbagt brød til morgenbordet.

Kl. 08.30 sad jeg i frisørstolen hos en ny frisør og her sidder jeg så endnu med farve, der trækker....... Jeg er sgu noget spændt på, hvad det ender med, men det er en anden snak. Klokken er kun 09.50, og sikke alt det som jeg har nået allerede (det er så heller ikke sikkert, at jeg når mere nu).