fredag den 28. december 2012

Det er jo bare en bil....

Men alligevel har jeg glædet mig som et lille barn til juleaften til den dag, som så viste sig at blive i dag.

Jeg har ikke glædet mig så meget til at få en ny bil, siden jeg fik en længe ønsket spritny C-Max i dec 2006. Den var jeg nødt til at bytte væk til en kollega for at få en bil på hvide plader. Så nu har jeg kørt hånd i hånd 170.000 km med den blå Focus, som var lidt et tvangsægteskab (men ikke mere tvang end jeg sagtens kunne have fundet på at vælge en Ford igen)

Nu var den blå så 260.000 km "gammel" og ret udtjent, og jeg kunne få lov at bestille en ny firmabil. Firmaet har endelig fået en lidt mere medarbejdervenlig bilpolitik, så der pludselig også var en del biler at vælge i mellem. Hurra for medbestemmelse!

Jeg har kigget, målt, prøvekørt og læst, og så faldt min kærlighed på en Toyota Verso. Ih hvor skønt at kunne vælge mærke, model og farve. Da jeg kører ca 70.000 km om året, så er jeg ikke helt ligeglad med, hvilken bil jeg kører i - eller rettere, hvad den kan og ikke kan - og hvordan jeg sidder.


Ja, her er dyret så.
Silas har sat sig godt til rette

Så nu glæder jeg mig til at få komforten ved atter at sidde lidt højere samt at kunne høre lydbøger fra MP3 filer (ja, det kan faktisk være meget vigtigt, når man kører laaange ture af 3 timers varighed, man kan få spat af div. radiostationer). Dertil har jeg så også fået integreret navigation, 5 sæder der kan lægges ned med et snup-tag med et stort plant bagagerum til resultat, bakkamera og masser af lækre herligheder.

Mændene læser dagens nyheder og aktiekurser,
mens jeg bliver instrueret i alle funktionerne i den nye bil

Jeg har kørt under 150 km i den nye bil og allerede testet bremserne to gange. En medtrafikant på E45 lavede en rigtig "spændende" fletning på tværs af sporene ved en afkørsel. Hjemme i Haderslev hoppede en bil ud fra en port lige foran mig. Ja, så vi har også testet at selerne fungerer. Nu glæder mig bare til køreture uden test af sikkerhedsudstyret i bilen.

mandag den 24. december 2012

Glædelig Jul


Så blev det sandelig jul igen. Jorden gik ikke under, og dermed var det lidt for dumt at udskyde det der med julegaveindkøb!

Nå, jeg havde da kun udskudt en enkelt, som jeg målrettet gik efter 10 minutter i lukketid lørdag d. 22. dec.

Jeg har forsøgt at bruge tanke og hjerte til at købe årets gaver. Nogle gaver var lettere at finde på end andre, men jeg håber, at modtagerne kan lide, hvad jeg har indkøbt. Oven i købet er jeg så heldig at få lov at overvære langt de fleste af dem pakke deres gave op.

Her på denne sjaskede juleaftensdag vil jeg gerne have lov at ønske alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul.

Årets julekort

Klar til julen....

Jeg har aldrig været den store jule-entusiast - og jeg tror heller ikke, at jeg bliver det. Det er ikke hvert år, at jeg overhovedet får pyntet til jul - udover kalenderlys og et par dekorationer. I år er ingen undtagelse.

Julemusik er heller ikke lige noget, jeg dyrker. Jeg har rigeligt i at høre det, som spilles i radioen i dec (gud ske lov har radioerne i det mindste begrænset sig til at spille det fra 1. dec-24. dec).

I dag har jeg dog julet lidt mere end sædvanligt.

Jeg stod op kl 10, hvilket vel sker en gang om året, at jeg sover så længe.Men hold op hvor har jeg været dødtræt i denne uge. I går formiddags fik jeg brugt et par timer på at lave årets sidste arbejdsopgaver, hvorefter jeg kvalte arbejdspc og -telefon. Jeg trængte bare så meget til ferie, og det holder jeg så nu.

Da jeg så endelig fik øjne og fik spist frokost, lavede jeg konfekt sammen med Silas og Tobias. Det var vildt hyggeligt - endda med julemusik kørende på Spotify (for sådan noget ejer jeg naturligvis ikke selv). Vi fik lavet lidt blandet juleknas, som jeg havde fundet frem til på Odense Marcipans hjemmeside.

Sådan - veludført job med muslikuglerne af Tobias og Silas

Natten igennem havde snestormen raset landet over, og det var da også blevet til lidt her i det sønderjyske. Så vi måtte hellere komme ud at vælte lidt rundt i sneen, inden det hele tøede igen.

Ninja er altid frisk på en sneboldkamp



Silas sluttede dagen af med at lære at spille Ludo.
Kvik lille fyr, der i første spil tæver sin far i Ludo og bagefter også vinder over mor.

Silas spille Ludo - og vinder!

Nu har jeg lige siddet og pakket de sidste gaver ind. Jeg er altid i sidste øjeblik....

lørdag den 22. december 2012

Enten gør man det helt, ellers også gør man det slet ikke

Det må afgjort være Silas´ motto. Det er meget meget længe siden, at Silas fik en fin potte med lys og lyde. Når der er gevinst i potten, spiller den en fin lille melodi. Vi har barne-toiletsæde, så man kan sidde på det store toilet, hvis man synes, at potter er for fimsede at sidde på.

Afledt af et møde i børnehaven for en måneds tid siden begyndte vi at tænke i renlighedsbaner. Silas har aldrig vist nogen interesse for at komme af med noget andre steder end i bleen, og har da også spurgt hvorfor voksne ikke bruger ble, hvortil vi har fortalt om alle toilettets fortræffeligheder. Vi har bare fået en lyd ala "NÅ! - og hvad så?!" til svar.

Da Silas har haft mange andre ting at arbejde med end lige toilet vs. ble, så har børnehaven faktisk opfordret os til at stille det på standby, så Silas kunne få ro til at udvikle sig på andre punkter.



Men nu skulle vi så igang. Silas elsker at spille på Tablets, Wii, Smartphones mv. så vi lagde ud med at sige til ham, at han ikke fik lov til at spille igen, før han havde tisset på potten. Sådan gik det i par dage. Efter en ide fra min veninde, der delte ud af sine gode erfaringer på området, skiftede vi taktik til, at han fik lov at sidde på potten i stuen med Ipaden. Meningen var så at fjerne fokus fra potten og tiden, man skulle sidde der. Og så, efter 45 minutter senere tissede han sørme på potten!!

Siden den aften har han takket nej til bleen (dog accepterer han at få den på om natten) og har kun haft et eneste uheld på 3 uger. Selv om morgenen er det en tør ble. Jeg er målløs, men konstaterer bare, at det vist er sådan Silas generelt gør. All-in eller nej tak! Jeg glæder mig meget til han får samme indstilling til mad og kaster sig over at smage en helt buffet!

onsdag den 19. december 2012

12.12.12.12.12.

Det var jo en helt enestående dato. Dagen i sig selv var nok ikke speciel enestående, men denne dato var jo den sidste i række af de nærmest magiske datoer, der fik folk til at strømme til rådhusene for at blive viet på denne dag.

Tja, havde jeg vidst, at dagen ville være blevet så smuk, så ville jeg da også gerne have været stillet op til dagen. Ikke mindst fordi jeg kom til at tænke på hvor smukke bryllupsbilleder, man kunne tage på sådan en dag. Ja undskyld men mit øje ser så mange motiver og muligheder for motiver.

Så smuk en morgen over markerne.
Det var som et køre i et postkort hele dagen

Nå men dagen var ikke planlagt med "den slags ting". Først en køretur til Silkeborg/Kjellerup. Efter et kort stop i Kjellerup, hvor jeg skulle hente nogle vareprøver - en hel bilfuld, kørte jeg mod Varde.

Og der midt på ruten ramte vi så magien med d. 12.12.12 kl 12.12. Midt på motorvejen (Hovedvej 15 mellem Århus og Herning). Selv det med vejnumre var lige ved at gå op i en højere enhed, for 5-10 minutter efter befandt jeg mig på Hovedvej 12 mellem Herning og Esbjerg.



Nuvel jeg sluttede dagen af med at underskrive en større kontrakt med en kunde, som jeg egentlig har årelange relationer til, og det er jo en altid en særlig glæde. Sælgere elsker at underskrive kontrakter, men nogle er alligevel mere "vigtige" end andre.

Det smukke vintervejr er nu afløst af tåge og sjask og alt den smukke sne er for længst væk. Jeg havde ellers håbet, at vi fik lov at nyde det smukke vejr hele juleferien.... Måske kommer sneen tilbage.

lørdag den 15. december 2012

Hvorfor dit og dat - nu med blomsterne og bierne

Man kunne jo fristes til at tro, at bloggen var afgået ved døden. Men det er den ikke. Der er masser af indlæg i vente. De står nærmest i kø inde i kraniet på mig. Det kniber bare mere med at få dem tastet på et tidspunkt, hvor der er ro, tid og ikke mindst overskud til det. Dvs et roligt tidspunkt, hvor jeg ikke er så træt, at jeg ikke aner hvad to plus to er.

Jeg vil dog lige dele lidt af Silas´ fantastiske spørgelyst med jer. De nævnte spørgsmål er alle stillet mellem kl 14.30 og 19.30 i går fredag. Bare sådan at I kan få lidt en fornemmelse af, at der faktisk kommer vildt mange spørgsmål ud af munden på knægten.





Vi sidder i kirken til julegudstjeneste sammen med børnehaven, da Silas får øje på skibet i loftet. Mor hvorfor hænger der et skib i kirken? Tja jeg kan bedst svare, at det er fordi, der er noget i kirken, der kaldes "skibet" og der vist altid hænger skibe i kirken. Hjemme søger vi svaret i familien og hos Google. Der kommer en masse forskellige svar. Pyt Silas tænker ikke mere over det skib nu (tror jeg).

Da vi kører hjem fra byen, beder Silas om at få skruet op for radioen, da han genkender et Rasmus Seebach nummer. Der skrues lidt op og Silas spørger derefter: Hvorfor kan man egentlig ikke se musikken?

Generelt spekulerer han meget over vores sanser, og de som har sansehandicap. Hvis man ikke kan se noget, er man så blind? Hvilket jeg bekræfter og spørgsmålet følges op af: Hvis man er blind, har man så hvide øjne?

Ved aftensmaden:
Hvor sover hajerne? Affødt af et besøg i Kattegatcentret i sidste weekend, for det følges af spørgsmålet  Hvor sover sælerne?

Men guldkornet af spørgsmålet stiller han efter badet inden sengetid. Da jeg tager ham ud af badet og tørrer ham, lægger jeg ham i mine arme og fortæller ham, at dengang, da han var en lille baby, lå han tit der i mine arme og puttede sig.
Silas: Lå jeg inde i din mave?
Jeg: Ja du har ligget inde i min mave og vokset dig klar til at komme ud i verden
Silas: Spyttede du mig så ud?
Jeg : Nej det gjorde jeg ikke. Det er faktisk sådan, at når babyerne skal ud af maven, så kommer de ud af tissekonen.
Silas kigger overrasket på mig og siger nærmest vantro: Adrrr!! Tissekonen (efterfulgt af et lille fnis)

Jeg fortæller Henrik om episoden og siger også, at nu kommer vi nok snart til blomsterne og bierne. Hvortil Henrik svarer: Ja, der går nok ikke mange år.
ÅR?! Der går vist højest uger, må jeg bare svare til det.

Som en veninde sagde: Det var vel ingen der fortalte jer, at man som forældre skal have en Ph. D i ALT?

Og som lille efterskrift kan jeg så fortælle, at ved morgenbordet imorges, spurgte Silas så pludselig:
"Hvordan kommer man ind i maven.....?"

søndag den 2. december 2012

En skøn dag

I går var vi til Foreningen Cancerramte Børns juletræsfest i Silkeborg. Vi har været med hvert år siden 2008, og det er altid et skønt og hjertevarmt arrangement. I år var det bare særlig skønt.

Silas har fået en skøn alder til at deltage i sådan et arrangement. Det starter altid med det store juleværksted, hvor man kan lave juleklip eller juledekorationer. Alle materialer står frit til rådighed. I år fik Silas selv kreeret en juledekoration med lidt bistand fra Henrik, men det var Silas, der dikterede. Der blev ikke sparet på pynten, og Silas gik meget op i det.

Silas´ helt egen kreation

Næste programpunkt var julemiddagen, som var så traditionel, som noget kan være. Flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, ribsgele, franske kartofler og naturligvis brun sovs. Desserten var naturligvis Ris ala mande. Altid velsmagende når Kok Amok laver mad.

Mens vi slog maver, blev vi underholdt af tryllerkunstneren Birger West. Han var underholdende for både børn og unge, og jeg nød især at se, hvor opslugt Silas var af ham, og hvordan han grinede, når Birger gjorde noget fjollet. Faktisk ville Silas utrolig gerne op på scenen til ham og være tryllehjælper. Det overraskede mig ret meget, fordi han plejer at være så reserveret. Dog sad han også trygt på mit skød i stedet for nede i bunken af børn. Det kan godt være at det gjorde ham mere modig.

Silas klapper begejstret

Pludselig kom julemanden ind af terassedøren. Ham var børnene glade for at se. Vi dansede om juletræet sammen med ham og efter et par sange begyndte han at dele de 80 julegaver ud til de fremmødte børn. Det er bare nogle rigtig gode gaver, der var blevet indkøbt.

Julemanden deler pakker ud til alle børnene

Silas fik to små kasser lego, og det passer jo lige til ham. Men jeg så så mange flotte gaver blive delt ud. Sikke et arbejde at matche gaver og børn.

Lego - lige noget for Silas

Til slut fik vi æbleskiver og gløgg. Det var rig mulighed for at snakke med nogle af de andre familier, hvilket vi benyttede os godt af i dag. Vi talte både med nye Cancerbørn og med "gamle". Der er et særligt fællesskab i disse børnecanceromgivelser. Ingen der glor på en sonde, en skaldet isse eller kigger nysgerrig og underligt på et barn, der skal have medicin og måske ikke opfører sig helt efter "bogen". Der er bare lidt mere rummelighed i disse kredse.

Efter en god lang dag blev alle børnene sendt hjem med en godtepose i hånden.

Sikke en skøn dag.

onsdag den 21. november 2012

Et hav af spørgsmål

Ikke om jeg begriber hvordan en 4-årig kan rumme så mange spørgsmål og så meget videnbegær som Silas. Faktisk siger Silas´ støttepædagog også at hun aldrig har haft et barn i støtteteamet, der stiller SÅ mange spørgsmål . Silas vil vide alt - og det hele skal uddybes

Her er et udpluk af de sidste par dages mange mange spørgsmål:

  • Mor, er du en pige? - Bliver du ved med at være en pige?
  • Hvorfor kan man ikke se, når det bliver mørkt?
  • Hvordan laver man mennesker?
  • Hvorfor kan dukker ikke se?
  • Hvorfor kan man ikke se lyde?
Og så et meget relevant spørgsmål:
  • Hvorfor kan min mund godt lide at snakke?

lørdag den 10. november 2012

Forbandede rodehoved!!

Ja, det er så mig (og faktisk også Henrik)!

Dybest set så hader jeg rod, men har slet ikke formået at få styr på rodet. Både Henrik og jeg er "bunke-mennesker" og samler ting og sager i bunker og stakke.

Jeg er flov over at rode sådan, og det har aldrig været så slemt, som det er nu. Det er nemlig sådan, at det slet ikke er lykkedes os at få styr på div. løs-effekter i huset (samt udhuse),efter at vi flyttede til vores nuværende hjem for mere en fire år siden, men det kan der være mange årsager til. To dage efter flytningen blev Silas født, og da han var tre måneder fik han konstateret sin celle-sygdom og påbegyndte kemokur og så er det ellers gået slag i slag med "diverse elendigheder"samt deres tilhørende bekymringer, som har gjort orden og oprydning mindre nødvendigt.

Nå men min irritation over rodet fik mig til at købe billet til et foredrag med en oprydningsekspert. Foredraget lovede nærmest, at det ville forandre ens liv. Trods det, at hun kun var halvt forberedt, så fik jeg alligevel en del ud af foredraget. Hvis fik i hvert fald en forståelse for, hvorfor det roder hos os, fik nogle værktøjer til oprydningen samt ikke mindst en motivation til at forsøge at ændre rodets tilstand.

Det vigtigste, hun sagde til foredraget, var, at man skulle "tale" med sit rod. Man skulle simpelthen spørge sine ting, som rodede, hvor de "boede" henne og derefter "følge tingene hjem". Det gik op for mig, at hvis jeg spurgte mange af mine/vores ting, hvor de boede, så ville de svare, at de ikke anede, hvor de boede. Og se, det gør det jo en anelse svært at rydde op så... Det betyder vel egentlig bare, at man kan slanke en bunke ved at smide det ud, som skal den vej og ellers bare flytte bunken et andet sted hen i huset eller lade den fusionere med en anden bunke.

Det var jo en åbenbaring for mig og i sidste weekend var jeg i IKEA og købe et par reoler og en masse kasser . Jeg har lavet en liste over hvilke kategorier, som jeg finder det relevant at have kasser til. Arbejdet med at tæmme lidt af rodet påbegyndes i denne weekend. Oprydningseksperten advarede dog imod at tage munden for fuld, og jeg forventer bestemt ikke at alle bunker er fikset søndag aften. Pt holder jeg mig også til boligen og ikke det allerværste rod, som befinder sig i et af vores udhuse.



Et kig ind i udhuset. Úrgh!!
Et rod der trods alt er af anden dimension end inde i huset...

Faktisk er jeg også fast besluttet på, at hvis jeg ikke selv kan formå, at tæmme mit/vores rod, så må jeg betale en "oprydningsekspert" for at komme og hjælpe. Sådan en koster mellem kr. 3.000-5.000 om dagen, hvis de skal have hænderne op af lommerne. Men jeg gider bare ikke have det så rodet mere, så.... Hjemmet skal ikke være som et i boligmagasin. Jeg er tilfreds med langt mindre.

Rod er bare ikke hyggeligt, og nogen gange bliver man helt flov, hvis folk kommer uanmeldt.

Oprydningseksperten fortalte også, at der var ret mange penge at spare ved at rydde op, dels fordi hun i en oprydningsopgave ofte fandt tilgodesedler, uindløste checks mv. Men der hvor jeg nok kan spare flest penge er alle de gange, hvor jeg køber noget dobbelt. Enten fordi jeg ikke kan finde en eller anden ting, som jeg bare ved, at jeg har købt en gang, eller fordi jeg har glemt, at jeg har købt tingen.

Så der er masser af gode grunde til at komme igang.

torsdag den 8. november 2012

Har din kollega stress?

Lad mig bare blive lidt i stress-rillen, for jeg har noget vigtigt at sige. Det synes jeg da selv.

Hvis du har en relativ nær kollega, der er ramt af stress, så synes jeg lige, at jeg vil dele et godt råd med dig. For du kan let gøre en forskel.

Allerførst så giv lidt kollegial omsorg og send dine varme tanker til vedkommende. Det kan godt være, at du måske ikke lige skal ringe. Måske har din  kollega ikke overskud til at tale i telefon - og det kan også sagtens være, at du ikke selv tør. For hvad skal du sige, og hvis du nu ikke forstår, hvad der foregår og hvad stress egentlig handler om...

Men du kan aldrig gøre nogen skade ved at skrive et kort med en hilsen og putte det i postkassen. Sådan et kort kan aldrig komme ubelejligt, men vil helt sikkert varme helt vildt, og alle kan vel finde pengene til et kort og et frimærke.

Evt kan du og dine kolleger splejse om en buket blomster og sende den. Men lad nu være med at skrive, at "vi håber du snart er tilbage" og andet, som kan opfattes som et pres. Det hjælper de færreste. Jeg synes jo, at man bare kan skrive, at man tænker på vedkommende og ville sende en tanke....

Sådan en buket vil da altid varme


Dengang jeg var sygemeldt hørte jeg ikke mange pip fra mine kolleger, og det var jeg meget skuffet over. Faktisk tog det mig et par år at lægge den skuffelse væk. Noget af det kunne så godt tilskrives ledelsens kejtede håndtering af min sygemelding. Jeg havde bedt dem være åbne omkring min sygemelding og sige til mine kolleger som det var, men selv nogle af de kolleger, som løste nogle af mine opgaver i mit mere end halve års fravær, anede ikke hvorfor jeg var væk.

Da jeg kom tilbage sagde en af mine kolleger i en af de afdelinger, som jeg regelmæssigt kommer i: "Åh hvor har jeg tænkt på meget på dig!" Jeg kunne kun svare, at det havde jeg desværre ikke rigtig kunnet mærke.....

Desværre er der mange, der stadig ikke helt ved, hvordan de skal agere ift kolleger med stress. For dem er det nemmere at give omsorg overfor dødsfald og sygdomme som kræft osv. Men lad det ikke være så svært. Der skal faktisk ikke så meget til at gøre en forskel.

onsdag den 31. oktober 2012

Stress er et monster

En af mine kolleger er desværre blevet sygemeldt med stress, hvilket gør mig oprigtigt ked af det. Dels er hun en kollega, som jeg holder rigtig meget af, men jeg ved også, hvordan det er at gå ned med stress.

Det fik mig til at tænke de fem år tilbage, og tænke på hvor uhyggeligt det egentlig er, når man rammes af stress.

Min kollega sendte mig en SMS den aden dag og spurgte, om jeg ikke havde blogget om mit stress-forløb. Desværre er min blog fra før nov 2008 blevet slettet (men et eller andet sted har Henrik vist en back up af den). Ærgerligt, at den gamle blog ikke er tilgængelig lige pt, når nu nogen mener, at de kan få gavn af at læse den.

Det får mig til at tænke tilbage til dengang i 2007, og på hvor skræmmende stresss egentlig er. På baggrund af mine egne oplevelser den gang, husker jeg stadig hvor meget ens fysiske tilstand påvirkes helt vildt, hvis man har stress. Jeg blev sygemeldt i april 2007, og et år forinden havde jeg haft noget, der lignede kronisk hovedpine. Nogen gange sådan, at jeg virkelig følte det som om, at mit hoved bogstaveligt talt ville eksplodere.

De sidste måneder før jeg ramte afgrunden troede jeg seriøst, at jeg led af fødevareallergi, for flere aftener om ugen havde jeg diarré, og jeg begyndte at spekulere meget på om der var en rød tråd i hvad jeg havde puttet i munden. Mens jeg sad der på tønden (ja undskyld billederne... slet dem bare igen) spekulerede jeg meget på indholdet af aftenens måltid. Var der løg i? Var der kylling i? Var det mon persillen? Konklusionen var, at jeg ikke kunne se nogen sammenhæng mellem mit madindtag og min diarré. I dag ved jeg, at det var stress.

I den periode var jeg meget plaget af dårlig ryg og nogle dage (af en eller anden grund ofte om mandagen) skulle jeg nærmest hæve mig selv ud af bilen, når jeg ankom til en kunde. Et fast greb om rammen over døren, og så løftede jeg mig ud, for min ryg kunne ikke. Nogen gange kunne jeg nærmest ikke rette mig ud. Rygsmerterne var somme tider helt tossede, og tankevækkende nok har det ikke været i samme kaliber de sidste fem år.

Dertil kom så også den meget ringe hukommelse og manglende overblik. Jeg gik fra at kunne holde et utal af bolde i luften og kunne huske mine private samt kundeaftaler mindst en måned frem, til total at miste overblikket og lave en del fejl i mine kundesager og glemme møder. Nogle gange når jeg kørte på landevejen, så kunne jeg spørge mig selv om, hvor jeg egentlig var på vej hen, for jeg havde faktisk glemt destinationen.

Jeg synes, det er så ærgerligt, når nogen presses (eller presser sig) så langt ud, og det piner mig forfærdeligt, at se mine kolleger eller andre bevæge sig rundt på kanten af afgrunden. Personligt har jeg ikke spor lyst til at havne der igen og forsøger midt i travlhed at passe godt på mig selv.

torsdag den 25. oktober 2012

Så kan man da nok lære det....

Indtil sidste år havde vi to pæretræer.

Det ene stod helt usselt med kun en enkelt pære på, og ja det andet gav heller ikke et udbytte, der kunne give familien andet end en smagsprøve på pæresorten.

Derfor blev det mest usle af pæretræerne brutalt gravet op i foråret. Det stod også midt i det område, hvor jeg som regel sætter mine agilitykombinationer op, så det gjorde samlet set slet ingen gavn.

Men se nu her hvad der så skete med det andet unge pæretræ....


Desværre fik jeg ikke reddet mange af de flotte og velsmagende pærer, før vinden ruskede dem af træet, men mon ikke træet har lært lektien til næste år også.... Det håber jeg, for jeg synes faktisk, at pæretræet er kommet helt godt efter det,og at pærerne tilmed er velsmagende.

mandag den 15. oktober 2012

Efterårsweekend

Nu starter uge 42 og det har jeg set frem til i MANGE uger efterhånden. Har jeg ferie? Nej det har jeg ikke, men jeg håber, at rigtig mange andre har ferie. I hvert fald forventer jeg, at samfundet kører på halvt blus i næste uge.

Det må give mig en chance for at få styr på det utal af bolde, jeg har kastet op i luften, som jeg til tider nærmest frygter alle ramler ned i nakken af mig med et kæmpe brag. Tænk, at man sådan kan glæde sig til andres ferie....

Weekenden har virkelig været i efterårets og familiens tegn. Lørdag formiddag fik vi købte vinterjakke og flyverdragt til Silas, så han nu er klar til vinteren.

Om eftermiddagen lavede vi en græskarlygte og græskarfyldet indgik i en utrolig lækker græskarsuppe. Det er første gang, jeg prøvede det, men nok ikke sidste gang. Heldigvis lavede jeg en kæmpe portion, så der er til et par gange mere i fryseren.

Så er der (u)hygge udenfor

Jeg fik også sat en træningsbane op i haven, som tog udgangspunkt i en af banerne til de store hunde til VM. Der kunne jeg arbejde med mange interessante ting på. Lige nu er jeg nødt til at bruge lidt krudt på, at få Ninja til at HØRE hvad jeg SIGER. Dvs når jeg er passiv og siger "SLA", så skal man løbe i slalom og ikke løbe på A-brædtet eller bakke rundt. Hun prøver bare et eller andet..... Men jeg ser allerede en bedring efter 3 ganges træning her i weekenden.

Silas har tegnet en der løber agility. Og det er en hund,
der hænger over springet. Den har en lang hale og han synes,
at det er vigtigt at den ikke rører overliggeren. Han har forstået noget!


Søndag morgen var der igen hjemmebagte boller - som om lørdagen. Egentlig skulle jeg have været i Ribe og træne med Ninja, men havde meldt fra på forhånd, for jeg havde faktisk bare brug for en hjemmeweekend. Der går hurtigt 4 timer med træning, når jeg skal køre så langt.

Morgenmaden i ovnen

I stedet fik jeg hygget med Silas, spillet nogle spil og var ude at hoppe trampolin. Silas lavede pølsehorn sammen med Henrik. Endda vist efter hans egen idé. Så kunne man jo håbe, at han havde lyst til at spise dem også, men så godt spillede klaveret nu ikke. Det blev kun til et halv, som han spiste med musebidder. Vi kan til gengæld glæde os over, at han lørdag spiste noget stegt bacon-snulder.

Silas laver dej til pølsehorn

Da Tobias så kom hjem søndag aften, så kunne sådan en weekend da næsten ikke blive bedre. Slet ikke når man tænker på, at han nu er hjemme hele ugen.

Så uge 42 lover godt for flere af os. Faktisk også for Silas, der har det bedst i børnehaven, når der er få børn. Det er max halvdelen af børnene, der dukker op i denne uge.

Jeg håber du også får en skøn uge 42. Ferie eller ej....

søndag den 14. oktober 2012

VM i agility

Sidste weekend + et par dage mere tilbragte jeg sammen med en ret stor flok danske agilitytosser i det nordlige Tjekkiet.

En flok glade supportere i Liberec

Det var lang tid at være væk fra familien fra onsdag til natten mellem søndag og mandag, men turen var alligevel rigtig god. Ikke mindst pga selskabet. Focusen var godt pakket. Jeg havde bilen lastet med midtjyder, og jeg synes, at vi havde en super tur. Ikke kun agility, men også samværet. Masser af snak og latter i bilen.

Både bil og passagere tankes op på en lille tank 7 km fra motorvejen.
Efter ikke at have passeret en tank de sidste 100 km var der ikke meget saft tilbage,
og vi turde kun køre af motorvejen for at finde en tank.
Det forunderlige ved alle disse mesterskabsture er, at man ikke altid husker, hvad der er sket på agilitybanen, men man husker helt sikkert en masse ting, man har oplevet sammen, som min erfaring siger mig, at man kan mindes i mange år.

Tjekkisk øl.
Godt og billigt
10 kroner for et stort glas!

Her vil vores lille selskab helt sikkert huske turene op og ned af bjerget på de små snoede veje hver morgen og aften, når vi skulle til og fra hal/hotel. 4 personer synes det var en fantastisk køretur, men Søster var total køresyg, men måske derfor glemmer hun ikke denne tur.

 Dem som kørte i partybussen (9 personers bus) husker nok også turen mellem hotel og hal, for jeg tror faktisk ikke, at de opnåede at køre den samme vej to gange, og hvad vi andre brugte ½ time på, kunne de bruge 1 time og 20 minutter på.

Morten kigger kort sammen med partybussen i håb om at lære dem en lettere vej

Vi husker nok også, at Flemming fik stjålet sin Skoda den første dag i hallen, og først kom tilbage til hotellet ud på nattten, fordi politiet skulle skrive et dokument for hver en lille ting, der havde ligget i bilen - og i øvrigt fattede de intet engelsk, men det husker jeg godt fra tidligere tur til Prag.

Men dette år kan vi helt sikkert huske for mere end bare det sjove samvær, for Danmark fik et par medaljer med hjem for de små hunde. Det er bare sådan en fed oplevelse at løbe rundt ned på banen og juble sammen med medaljetagerne og landsmændene. Det skal man nok have prøvet for at man ved, hvor stort det er.

En lang kø af danskere, der venter på at blive lukket ned på gulvet,
Så vi kan kan fejre og hylde Natascha, der vandt individuelt bronze med Primadonnaa

På det sportslige niveau får man dog næsten mindreværdskomplekser, for det går edder broder´me stærkt på VM-niveau. Derudfra er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke har så store ambitioner men bare synes, at det er vigtigst at hygge mig med sporten. I hvert fald tager jeg kraftigt afstand fra en af hundeførerne i stor klasse, der fik medalje. Nogen havde set vedkommende barre sin hund på træningbanen. Kedelige metoder!

Næste år er der ikke udsigt til en VM-tur, da VM skal holdes i Sydafrika.

søndag den 30. september 2012

Samsø

Puha. Det har da vist været en af de ringeste blog-måneder i min blogger historie. Jeg har bare ligget vandret, mest på jobbet. Aner ikke om nogen har savnet et indlæg... Men jeg smider lige et alligevel. For jeg har savnet at blogge, men har bare ikke haft tid.

I mandags havde jeg et møde på Samsø. En gang tidligere i hele mit fyrre år lange liv (hold da kæft hvor det lyder...), har jeg været på Samsø, og det var lige inden sommerferien, hvor jeg var til møde hos samme kunde, men jeg nåede vel at køre 10 km øen, så det var set ud fra et oplevelses synspunkt skam en jævnt kedelig tur.

Denne her tur var derimod alt andet. Jeg valgte at udnytte, at jeg havde det her møde om mandagen, og derfor skulle starte min uge på Samsø. Så Henrik, Silas, hundene og jeg tog til Samsø allerede lørdag.

Ballen Havn

Vi ankom til en kold vind og gråvejr. Så vi brugte mere eller mindre lørdagen på at køre øen tynd i bil, så vi kunne udse, hvad vi skulle bruge søndagen på (der varslede vejrudsigten nemlig lidt bedre vejr).

Sidst på eftermiddagen tjekkede vi ind på Hotel Ilse Made. Jeg er simpelthen nødt til at skamrose dette sted. Det er bare et af de mest fantastiske steder, jeg nogen sinde har været. Det er bare så smagfuldt indrettet og har en vildt dejligt atmosfære. Hvad maden angår, så kan de måle sig med alt mulig andet lækkert, som jeg har oplevet på div. fine hoteller. Hvis jeg var samsing og skulle giftes, så var det helt sikker her!

En lille hyggeanretning i vinduet


Pejsestuen - til fri afbenyttelse
Silas legede af "pufferne" var tog + vogn
Jeg havde gennemtjekket internettet for overnatninger på Samsø. Jeg havde kigget på alt fra campinghytter, bed & breakfast og til hoteller. Det sidste var det dyreste, men vi blev enige om, at vi trængte til lidt ekstra forkælelse og kastede lidt flere penge efter opholdet. På booking.com kunne jeg læse, at Ilse Made fik 9 i gennemsnit i gæstebedømmelse (max er 10, så det er da et imponerende gennemsnit). Og det levede bare helt op til bedømmelsen.

Silas slænger sig i den kæmpestore dobbeltseng

Lørdag aften fik vi restaurantens "fix-menu". Dvs en forudbestemt menu - der var ikke noget menukort, men det savnede vi nu heller ikke, for  maden var bare helt fantastisk og betjeningen super god. Vi følte os virkelig velkomne i de meget hyggelige omgivelser.
 

Min vanvittig lækre dessert
 
 
Silas tegner på IPad, mens vi hyggespiser i restauranten
Her tegner han en giraf, der spiser blade på et træ

Søndag stod vi op til en helt anderledes dag, sådan rent vejrmæssigt. Efter at have gået en tur på stranden nedenfor hotellet, hvor vi fandt kilden, som hotellet er navngivet efter samt en cache.

Silas ved "Ilse Made" kilden

Derefter kørte vi til Nordby for at kigge på Gadekæret og den smukke by.

Gadekæret i Nordby i efterårsudgave

Sikke en charmerende lille by. Masser af små skæve huse og små snørklede veje gennem byen. Vi spiste frokost i det fri på Samsø Bryghus.

En lokal øl det frokosten i det fri

Næste stop Issehoved. Vi vidste nok ikke helt, hvad der ventede os deroppe, men vi skulle da lige se, hvad det nordligst af Samsø bød på.

Hvad mon "mænderne" filosoferer over her?

Det bød så bare på en fantastisk udsigt og et utrolig smukt  landskab. Det fantastiske vejr var kun en ekstra bonus til dette. Her fandt vi også en cache, og sad ellers bare og nød vejret og naturen.

Der er virkelig smukt ved Issehoved

Lige en strand efter Silas´ hoved.
Masser af sten, der er lige til at kaste i vandet
 

Ninja

Vi kunne også lige nå at køre til den anden ende af øen og kigge på Kolby Mølle. Se bare på billedet, hvor smuk blå himmelen var på denne skønne dag.. Nå ja og vi fandt da også lige en cache, når vi nu var der.

Kolby Mølle

Denne aften dalede madkvaliteten til et absolut nulpunkt, da der næsten ikke var til at finde et sted, der havde åbent (Ilse Mades restaurant havde lukket om søndagen). Vi endte på Drop-in i Tranebjerg. Det var grill-mad. Puha en grim kontrast til lørdagens fantastiske menu.

Nok var maden ikke god, men udsigten fra Ilse Mades terasse var fantastisk.
Direkte kig ud over vandet.

Det fik mig bare til at glæde mig endnu mere til mandagens morgenbuffet på hotellet, for om den må jeg sige, at den også bare var ganske fantastisk. Lækre lokale og hjemmelavede specialiteter. Der var bare meget mere sjæl i denne morgenbuffet end f.eks på den morgenbuffet, som jeg to uger forinden havde indtaget på "Kongebrogården" (som tilmed er 5-stjernet). Nu er der vel ingen, der er i tvivl om, at jeg meget varmt kan anbefale andre at tage et ophold på Ilse Made?!

Mandagens møde gik i øvrigt fint, og da jeg trådte ud på gaden efter mødet, begyndte det at regne, og det gjorde det så lige til færgen sejlede retur mod Hou kl 15.45 - og i øvrigt hele vejen hjem til Haderslev.

mandag den 10. september 2012

De enkle glæder...

Kunsten at være lykkelig består i at gøre sine glæder enkle.

Det er nok derfor, jeg nu kan se tilbage på en særdeles fantastisk weekend. For der er som sådan ikke sket nogle vilde begivenheder, og det glæder mig faktisk, at der ikke skal så meget til for, at jeg kommer helt op at ringe på glædesbarometeret.

Lørdag var jeg til stævne i Løgumkloster. De er supergode til at holde stævner dernede, og jeg har tidligere lovprist dem for deres weekend stævne i maj. Denne gang var det bare et lille kredsstævne med 50 deltagere, og det var super hyggeligt. Der var kun en ring, så det var let at følge med, og der var ro på og ingen stress, men heller ikke forstået på den måde, at DCH Løgumkloster var sløve, for de var ganske effektive i deres afvikling. Sidste etape af præmieoverrækkelsen blev holdt ganske kort tid efter, at sidste hund havde forladt banen. Begrebet ventetid eksisterer ikke i Kloster.

Silas og Oliver i leg

Jeg var så heldig at have selskab af Mona og Oliver i teltet. Det bidrog også betragteligt til hyggen for Silas og mig. Det glædede mig især, at opleve Silas og Oliver lege sammen. Silas søger ikke rigtig kontakt med andre børn, og kan let finde på at smutte fra legen, da han er så fint tilfreds med sit eget selskab, men han og Oliver legede så godt sammen hele dagen og var lige gode om at styre legen. Det gjorde mig utrolig glad at se. Måske ikke så let at forstå, hvis man ikke har haft et barn, der ikke opsøger en leg med andre børn og let trækker sig fra lege.

Tilmed nåede Silas aldrig til at spise sin madpakke, for han kunne faktisk spise det mad, som Løgumkloster havde på menukortet. Så det blev til en frikadelle samt en "hintersnitte" (hindbærsnitte) - dejligt når man tænker på, at Silas jo altid holder sig til de samme meget få ting, når det gælder mad.

Vupti, så var den "hintersnitte" væk

Det var ikke resultaterne som gjorde mig helt høj, men jeg var godt tilfreds med dagens løb alligevel. Fik dog også en 2. plads i agility åben, men det var ikke for resultaterne, at jeg var kørt til Løgumkloster. Jeg fik alt, hvad jeg kom efter og mere til.

Søndagen fik jo et total boost for mig, da jeg efter flere venners anbefaling fik fumlet mig vej ind på P7 Mix, hvor der var Depeche Mode marathon. Der var lige noget for mig, da jeg har været meget trofast fan siden 1984. Jeg lappede hele historien i mig og nød genhøret med en masse dejlige numre. Jeg var jo hensat til teenageårene, og kunne faktisk ikke slippe radioen i de 7 timer.
 

Et udpluk af kreativiteten - små kort
 Mens jeg sad der og lyttede radio fik jeg endelig gang i at lave nogle kort til Cancerkort. Det er flere måneder siden, at jeg sidst har lavet kort, og det gode radioprogram skruede op for kreativiteten.

fredag den 31. august 2012

Gammel, men egentlig vældig fit

Ja, det kan godt være, at jeg sådan lige har rundet de der 40 år, men det er ikke mig, blogindlægget her handler om, selvom nogen måske fik den tanke pga overskriften.

Det er derimod Charlie. Gennem længere tid har jeg haft en alvorlig mistanke om, at Charlie havde dårlige nyrer. Han tømmer gerne vandskålen og er nogen gange nærmest besat af at drikke vand, som følge deraf skal han også tisse en del. Som en ekstra lille bonus, sker det en gang eller to om ugen, at han vækker mig, fordi han skal ud tidligt om morgenen.

Nu tænkte jeg så, at jeg ikke kunne trække det længere. Jeg synes også, at hans tænder var blevet lidt grimme, men tanken om en 14 år gammel hund i narkose, gjorde mig utryg. Specielt når jeg var 99% sikker på, at de der nyrer var helt tossede.

Jeg fik booket en tid hos Rødding Dyrehospital og proppet en urinprøve i tasken. Jeg hader virkelig at tage til dyrlæge med mine gamle hunde. Jeg har tårer i øjnene, når jeg træder ind i konsultationen, fordi jeg er så pissebange for, at dyrlægen finder alt muligt uhelbredeligt, og at dette besøg pludselig er det sidste besøg.

Charlie

Så jeg træder ind af døren med en hund, der sådan rent klinisk virker som en rigtig fin 14 årig. Men bag facaden forventer jeg, at der (som minimum) findes dårlige nyrer og en tand eller to, der bør trækkes ud.

Blodprøve og urinprøve viser en rigtig fin hund med helt normale værdier. Dvs fin lever, meget lille men meget ubetydelige skævhed på nyrerne og ingen sukkersyge. En lille mislyd på hjertet, men ikke noget alarmerende - hjertet er jo ikke nyt mere. Men hvorfor tømmer han så den vandskål?

Dårlig vane eller måske Diabetes Insidipus, som ikke er at forveksle med "rigtig" diabetes. Det er faktisk en kendt følgesygdom ved Langerhans Celle Histiocytose, som jo var den sygdom, som Silas fik diagnosticeret da han var 11 uger. Så jeg kendte godt diagnosen, hvilket jeg kunne se overraskede dyrlægen. Uden at have slået sygdommen op igen, så synes jeg at huske, at det er noget med et hormon, der skal koncentrere urinen, som patienten ikke har/danner. Det er en eller anden hypofysedefekt. Sygdommen er mere til gene for mig end for Charlie (generende for mig, fordi jeg nogen gange blive jaget op kl 05.30 i weekenderne for at lukke ham ud at tisse), så vi piller ikke mere ved det.

Efter at have fået de fine svar på prøverne blev Charlie indlagt til en gang tandrensning. Jeg forventede, at der måske ville smutte en tand eller to ved den lejlighed. Så jeg var da glædeligt overrasket over, at han havde samme antal tænder, da jeg hentede ham igen. Faktisk var han også superfrisk efter narkosen, hvilket jo også er et godt tegn.

Det har været skønt, at få de fine svar på prøverne. Der er ingen tegn på, at han står med så meget som forpoterne i graven. Og jeg ved nu, at jeg ikke behøver at være så hysterisk, hvad angår Charlie og mad. Nu må han også få lidt "lækkerier" som tyggeben og tørrede ting og sager - og ikke bare nøjes med senior tørkost. Dejligt med ekstra livskvalitet på ens gamle dage. Det har GammelFar fortjent!

søndag den 26. august 2012

DMI og min bare r..!

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig lille campingweekend. Det var bestemt ikke vejrets skyld, at den var dejlig....

I nat regnede det helt vildt og formiddagen regnede også næsten væk, men DMI lovede opklaring. Jeg ventede med længsel, da jeg drømte om en kanotur på en af søerne, der lå op til campingpladsen. Efter middag skulle der faktisk ikke komme regn, så om eftermiddagen, stod vi på legepladsen, og jeg tjekkede DMI, som så sådan ud:

Tørvejr så langt øjet rækker

Lovende nok, ikk?

Så kiggede jeg op på himlen, som så sådan ud:



Knap så lovende, vel?



Få minutter efter løb vi ind i et stort legehus, og det var et meget klogt træk.....

Ud gennem døren kan man se, at det står ned i tove...

Man behøver altså ikke engang falde overbord på en kano for at blive plaskvåd. Heldigvis er små børn ikke så krævende, hvad angår krav til vejret, så Silas havde helt sikkert en fantastisk weekend og kunne nok ikke have tænkt sig den ret meget bedre.

torsdag den 23. august 2012

En landsby i afvikling?


Da vi for lidt over 4 år kiggede på vores hus her i Sdr. Vilstrup synes vi, at vi kiggede os grundigt omkring i lokalsamfundet og tog byen som helhed med i betragtning.

Vi følte os trygge ved at købe hus her, for den lille by med 400 indbygerre virkede klart mere som en by i udvikling end en by i afvikling. Især det, at der var en lille købmand, godt nok med begrænset udvalg, men fin nok alligevel. Der var en skole og en børnehave. Vi bemærkede et lille nybyggerkvarter, hvor der stadig var gang i byggerierne. Desuden er det værd at nævne det rige foreningsliv, hvor idrætsforeningen er noget helt særligt og vildt aktiv. Alt i alt noget, som lignede et lille trygt landsbysamfund, hvor vores familie ville bo godt.

Nu er de fire år gået. Købmanden har gennem et år forsøgt at afhænde sin butik, da han har fået et nyt job efter 6 år her i byen. Det ser desværre ikke ud til, at han har formået at blive enig med de forskellige folk, der har vist interesse for at overtage butikken, så når sommeren er slut, så er det med en købmand også slut.

Købmanden

Skolen. Ja det er jo et kapitel for sig selv. Der var allerede storm om den, lige da vi var flyttet hertil, hvor politikerne anbefalede, at man lavede en fællesskole med nabobyerne skoler (Hoptrup og Marstrup). Nu har den løsning kørt i et par år, og det fungerer rigtig skidt (ligesom jeg tænkte det ville komme til, da jeg hørte politikere og skolebestyrelse fremlægge det på et fællesmøde på skolen). Politikerne er igen ude efter de tre små skoler og vil lukke 1 eller 2 af de små skoler og samle eleverne fra de tre skoler på en 1 eller 2 skoler. Det vil være meget sandsynligt, at det vil være vores skole, der bliver den(!) eller den ene af de skoler, der skal lukkes. Trist!

Skolen i Vilstrup

Haderslev har udtænkt sig en skolereform. I Kommunen med 50.000 indbyggere er der 4 steder, hvor man kan gå i 7-9. klasse (2 i Haderslev, 1 i Gram og 1 i Vojens). Masser af børn er tvunget til skoleskift i deres skoletid og skal bruge masser af god og sund fritid på at køre i bus for at blive fragtet rundt mellem kommunens "uddannelsesfabrikker", hvor elevtallet i klasserne er skyhøjt. Hvad med de børn, som ikke trives i et miljø med mange børn? Dem er der snart heller ikke noget alternativ til, da de på almindelige folkeskoler/klasser dækkes ind under det fine ord "inklusion". Der er så mange kedelig aspekter i kommunens skolereform. Jeg er naturligvis tilhænger af, at man ser på økonomien i driften af skolerne, men også at man ser på kvaliteten og børnenes trivsel.

Sdr. Vilstrup er ikke sådan et landsbysamfund, som politikerne bare kan køre rundt med, og det ved de faktisk godt. Sammenholdet er stærkere end som så. På få dage er der små 100 personer, der har tilkendegivet deres interesse for en friskole og startindskuddet på over 20.000 blev samlet ind på få dage. Politikerne skal træffe deres afgørelse i sept, og så må vi se, hvad det hele ender med.

Børnehaven i Vilstrup

Samtidig med alt det her, så er kommunen også lidt besværlige ift vores børnehave. Børnehaven er en selvejende institution. Der har der også været udfordringer ift kommunen, der ville opsige driftsoverenskomsten og så er der ballade om bygningerne (som ejes af børnehaveforeningen), som kommunen så ikke helt ved, om de vil drive børnehaven fra. Da der jo ikke lige står en anden bygning klar til at huse en børnehave, så skal der jo ikke vildt meget fantasi til at forestille sig, hvad der så vil ske med børnehavens 35 børn. Måske er der ekstra plads i den nybyggede storbørnehave i Starup? Silas ville klart sige nej tak. Han har udfordringer nok i at overskue det antal børn, der er i Vilstrup.

Ærgerligt nok, så tror jeg, at kommunen glemmer at se, hvad den lille børnehave gør for specialbørnene. Det er nemlig ikke en specialbørnehave, men der er faktisk flere børn med ekstra støtte på, og det er børnehaven kendt for at være god til. Jeg kan da godt huske, at afdelingslederen fra kommunen, som i sin tid skulle visitere en plads til Silas, sagde, at hun kun så to muligheder for Silas. Det var enten kommunens specialbørnehave (hvor kun børn med meget stort støttebehov kommer hen) eller Vilstrup Børnehave. Hun mente faktisk, at Vilstrup var den eneste "normale" børnehave i Haderslev og omegn, som duede til Silas. Nå men børnehaven får de ikke lov til at lukke ned, uanset hvad, så bliver der ved at være en børnehave i Sdr. Vilstrup - kommunal eller privat! Også på den punkt sidder byen lidt i et tomrum og venter på politikernes udspil.

Jeg tænker bare, at det er så uhyggeligt, hvordan den landlige idyl og trygheden i en lille by pludselig kommer ud i et stormvejr af en anden verden. Stormen raser stadig, og jeg er nok ikke den eneste, der lidt utryg ved, hvad der sker og hvillke konsekvenser det får for byen, huspriserne og ikke mindst børnene.