tirsdag den 31. januar 2012

R.I.P Cookie

Gennem de sidste par år, har jeg tænkt på, hvordan jeg mon ville reagere, den dag, hvor en af mine tidligere hunde (her tænker jeg på Cookie og Echo, som jeg har fundet nye hjem til) ville rejse til de evige agilitybaner.


Tankerne har været der, fordi jeg jo havde både Charlie og Diva, som er/var over 13 år, og jo derfor godt har vidst, at de to ikke ville leve evigt, men alligevel har jeg tænkt, at det ikke havde den store relevans at tænke tankerne for de to unge hunde, som er født i 2002 og 2006. For der ville jo være mange år til det var relevant..... men sådan skulle det ikke være.

Cookie

Her til aften fik jeg en SMS fra min veninde Janne (som Cookie flyttede hjem til for et par år siden). Hun skrev til mig, at Cookie var blevet overfaldet af en løs hund og havde brækket nakken. Der havde ikke været noget at gøre, og Cookie er nu væk - død -  borte!!


Jeg er faktisk rigtig ked af det, selvom han jo ikke var "min" hund mere, og jeg i mit hjem ikke kan mærke forskel på igår og imorgen ift Cookie. Jeg kan bare ikke rigtig forstå, at han ikke ER mere, og at jeg aldrig ser ham igen. Så på en måde synes jeg, at jeg har mistet endnu en hund! Men min sorg er jo trods alt vand sammenlignet med Jannes og hendes to pigers sorg. Jeg ved, at han betød meget for dem alle, og Cookie var en lille konge, der nød livet som kontorhund i Jannes firma.


Cookie fiser den af på kontoret

Den måde som Cookie blev revet fra dem, er vel enhver hundeejers frygt? Det er en meget ringe trøst, at den overfaldende hund aflives i morgen. Det kommer Cookie ikke tilbage af, men samme hund bliver da trods alt ikke årsag til at andre skal opleve det samme.

mandag den 23. januar 2012

Er agilityspændt....

Ninja bliver 2 år i marts, så for mig handler det ikke om, at være hun skal skynde sig at blive gammel nok til at starte stævner, men egentlig bare om, at hun skal blive klar til at starte stævner. Jeg har ikke haft så pokkers travlt inden nu.

Men nu hvor sæsonen så småt er ved at sætte igang, kan jeg godt mærke, at det rykker mere og mere i mig for at komme afsted med Ninja. Jeg vurderer, at vi så småt er klar til springklasserne nu. Hvornår vi er klar til agilityklasserne må vise sig.

Ninja varmer op med gøgl i fotostudiet
Tjek lige det blik!

Jeg havde tænkt mig, at Ninja skal debutere til Ribe Hundevenners klasse 1+2 stævne i april, men overvejer at liste et DCH stævne ind inden, for jeg synes, at det er ved at tage mere og mere form til at ligne lidt, når vi løber, og jeg har rigtig meget lyst til at starte hende.

Hvordan er det så at løbe med en border collie, når man nu er vant til border terriere og sheltie? Noget virker en del nemmere, da "motoren" på Ninja altid er tændt, så jeg skal ikke bruge energi på at holde fart i hende. Men til gengæld så kræver det lidt tilvænning for mig, at hun altså har en helt anden skridtlængde og derfor lander andre steder end de små hunde. Det er også en forskel, at man ikke skal forstyrre hende ret meget, før hun river ned. Det var lidt som om pindene sat lidt bedre fast i mellem og lille klasse.....



Jeg er da ikke i tvivl om, at jeg nok skal få udfordringer, men jeg glæder mig alligevel og håber vi rimelig hurtigt kan finde melodien til stævnerne, når alle de små indlærte sekvenser kobles sammen på en hel bane. Videoen i dette indlæg hører til den længste bane, hun nogen sinde har prøvet at løbe.

søndag den 15. januar 2012

Sov sødt min kære Diva

I onsdags kyssede jeg for sidste gang Divas varme snude og lod hende rejse til de evige agilitybaner. Det var ikke en akut aflivning, men en helhedsvurdering af min gamle og helt særlige Divas dalende livskvalitet. Jeg mente, at det tiden var inde, da jeg ønskede en god afsked og også gode minder om hendes sidste tid.

Smukke Diva i hendes yngre dage

Diva har ikke løbet meget agility de sidste 1½ sæsoner. I 2010 blev hun halt omkring pinsen og døjede lidt med halthed hen over sommeren. Hun løb enkelte seniorløb-springløb i 2011, men selv med pindene på lav højde kunne være udfordrende for hende, så det stoppede, og hun måtte nøjes med at tusse rundt herhjemme og engang imellem få lov til at løbe lidt rundt mellem springvingerne i haven, hvilket hun også nød.

Men det sidste halve år er det stille og roligt gået ned af bakke for Diva.
  • Hun var blevet ret fladfodet og kunne nogen gange ikke holde til at gå lange ture - i hvert fald ikke på meget stenede veje.
  • Hendes hørelse forsvandt også og var til sidst skrumpet ind til et minimum, hvilket blandt resulterede i lidt signalforvirring og nogen gange i forskrækkelser, fordi hun kunne føle sig overrumplet, når hun lå der i sin egen verden. 
  • Hun fik lidt svært ved at holde sig, og jeg måtte flere gange om ugen op om natten for at lukke hende ud, og jeg har tørret op efter hende flere gange den sidste måned.
  • De sidste 1-2 uger var hun begyndt at levne lidt af sin mad, og hun kastede sig ikke glubsk over maden mere (hele livet har hun være meget madglad og altid tømt sin madskål). Det sidste tolkede jeg som om, hun selv var ved at "lukke ned".

Men bortset fra de ting, så virkede hun ikke syg og dårlig og var til sin sidste time altid frisk på at lege med bold eller lege på agilitybanen, men når der ikke skete noget spændende, lå hun bare og sov. Jeg kunne måske godt have trukket min beslutning et par måneder mere, men jeg føler, at jeg lod Diva rejse mens der stadig var lidt værdighed i kufferten, og de sidste billeder, jeg har på nethinden af hende var en glad hund, der stadig kunne løbe glad omkring.

Den allersidste dans - hun var så glad!

På vej til dyrlægen gjorde jeg holdt hos slagteren og købte nogle oksekødsstrimler. Derefter fandt jeg en dejlig naturskøn plet, hvor den flotte eftermiddagssol skinnede. Her spillede vi bold, og Diva løb lykkeligt - og som altid højlydt gøende - efter bolden, som hun troligt returnerede for mine fødder. Hun så så uendelig glad ud, og jeg tog også nogle billeder af min gamle glade hund (billederne over og under dette afsnit). Oksekødsstrimlerne faldt også i hendes smag, og hun slugte dem nærmest bare.

Diva mellem et par bjæf - hit nu med flere kødstrimler!

Det var med disse skønne billeder frisk i erindring, at jeg snøftende nussede Diva, mens hun stille sov ind. Det er for mig det eneste rigtige, at jeg er ved mine hunde, når de sover ind, og jeg vil også helst gøre det alene (dog med dyrlæge, tak). En aflivning er i mine øjne ganske uden dramatik og de tre, jeg har oplevet har været ganske fredfyldte.

En af Divas yndlingsbeskæftigelser var at hyrde bølger

Jeg lagde hende i buret bag i bilen og kørte hjem, hvor Henrik havde været så sød at grave et hul til hende. Nu ligger hun i vores lille "skov", og selvom jeg ikke har tænkt mig at dyrke stedet, så kan jeg mærke, at det er det helt rigtige for mig, at mine hundes døde kroppe er stedt til hvile på et for mig kendt sted.

Et ret udmattet makkerpar efter et sommerkursus

Nu er det slut, og jeg sidder tilbage med mange mange smukke minder. Jeg har set videoer fra nogen af vores løb, og jeg troede, de ville få mig til at tude, men de får mig heldigvis til at smile og gense en fantastisk arbejdsglad hund, der bare elskede agility, og huske på, hvor meget jeg altid nød at løbe med den lille sprælske dame.


Videoen er fra Dania Cup, og der er Diva virkelig også sprælsk.
Jeg elsker denne video fordi hun til sidste ikke kunne modstå den meget fristende tunnel :-)


Netop Divas sprælskhed og evige arbejdsglæde har uden tvivl gjort noget særligt for mig. Da jeg i 2007 gik ned med stress, så var hun nok min vigtigste "medicin". Diva var nemlig ligeglad med, om jeg var lidt ved siden af mig selv og lidt mut. Hun "råbte" bare: Hallo - Kom igang, vi skal løbe agility!!" Ingen tvivl om at særligt hende blandt alle mine hunde havde en meget positiv indvirkning på mig i den periode, for jeg kunne ikke andet end at efterkomme hendes "ordrer", og hun gav mig en helt særlig glæde og duelighed i den periode.

Diva til Jutlandia Cup 2009

De mange minder rummer også rejser med landsholdet i årene 2005-2006-2007 samt stævner i Sverige og Tyskland. Diva var sådan en sød og nem hund at have med på sådanne ture. Hun faldt bare ind alle steder, og jeg tror hun kunne "lugte" agility. I hvert fald blev hun ellevild, når vi til mesterskaberne ankom til hallerne (selvom vi altid ankom før der var gang i agilityen). Hun havde en hel klar fornemmelse af, hvad der ventede hende.

Sverige 2007 - nyslået Svensk Hopp Champion

Diva kom jo først ind i mit liv for 7 år siden, og det var nok mere eller mindre et tilfælde, at det var mit liv og ikke en anden agilityhandlers liv, hun blev en del af.

Et stort privilegium at have fået lov at nyde en hund som Diva

Diva var allerede dengang en superhurtig og dygtig agilityhund, som absolut hørte til i toppen herhjemme. Louise, der ejede Diva, havde også været på landsholdet med hende, og der var ingen tvivl om, at Diva levede og åndede for agility, og Louise mente ikke helt, at hun kunne give Diva alt det agility, som hun altid hungrede efter. Der stod jeg så og var helt vild i varmen efter at løbe med den lille - og til tider lettere uforudsigelige sheltie. Jeg er stadig fuld af beundring og taknemmelighed overfor Louise, der overlod træning og stævneaktivitet af sin, nok bedste agilityhund nogensinde, til mig. Med tiden blev Diva dog min hund og ikke kun til låns, så hun også kunne nyde sit otium hos mig.

Mange tusind tak til Louise, fordi hun gjorde det muligt for Diva og mig at få så mange store oplevelser sammen i ind- og udland.

Diva var en meget ivrig tilskuer, der nød at ruske sit tøjdyr,
når der var aktivitet på "HENDES" agilitybane.

Diva var en hund, der både på og ved agilitybanen var en meget stor personlighed. På banen var hun altid energisk og angreb nærmest banen. Som tilskuer husker mange hende, som den lille charmerende sheltie, der stod og ruskede i sit legetøj, mens hun kom med små hysteriske lyde. Derhjemme var hun mere den stille og anonyme hund, der krøllede sig sammen og sov og ikke gjorde det store væsen ud af sig.

R.I.P Min kære Diva - og tak for mange gode minder! Du bliver aldrig glemt!

mandag den 2. januar 2012

Året der gik - 2011

For første gang i 4 år synes jeg, at jeg kan se tilbage på et år uden de store og skelsættende begivenheder. Bare sådan et helt almindeligt år, hvor vores liv ikke er blevet vendt op og ned, som især sygdom de sidste 4 år har gjort det.

Vi nyder især, at der er stabilitet omkring Silas og hans sygdom, for han har jo ikke været ret heldig de første par år af hans liv, og det er skønt, at se ham godt på vej i trivsel og udvikling.
2011 har virkelig været familiens år. Jeg har nydt de mange små ferier, vi har holdt sammen og nydt, at Tobias har ønsket at deltage i vores små og ikke særlig eksklusive ferier, men der er også blevet tid til lidt andre ting i årets løb.

Januar:
Vi gik 2011 i møde hjemme på Havvejen til en stille og roligt nytårsaften. Måneden bød på et par af de få agilitykurser, som jeg deltog på i 2011. Det har været svært at sætte sig op til at løbe stævner/kurser med Echo, som jo er flyttet herfra, og Ninja har ikke været klar til den store kursus- og stævnedeltagelse.
Vinteren var hvid, meget hvid og der lå masser af sne, og det var som om det hele besluttede sig for at smelte på een dag. På grund af en meget ringe vandløbskonstruktion i grøfterne udenfor vores grund, så fik vi fornøjelsen af masser af smeltevand i haven, som endte med at løbe ind i huset, hvor det stod blankt på gulvet.

Februar:
Månedens klare højdepunkt var vinterferien, hvor vi opholdte os i Henriks forældres sommerhus. Det var en smuk og kold uge. Der var en bidende kulde, men der var også utrolig flot på Lundø. Sommerhusferier er bare altid så hyggelige, synes jeg. Det er bare helt anderledes end at opholde sig derhjemme, for i et sommerhus er vi bare mere sammen og hygger bare sammen alle 4. Eftersom vi sjældent er sammen alle fire pga Tobias´ efterskoleophold, så nyder jeg det så ubeskriveligt meget.

Marts:
En stille og rolig måned uden de store begivenheder. Sådanne måneder kan man også sætte pris på.

April:
Efter en lang kold vinter, så kom der pludselig et fantastisk forårsvejr, som vi spenderede på forkælelse - dels på et lækkert hotelophold for Henrik og jeg på Hotel Baltic. Hele familien blev i påskeferien forkælet med en campingferie på Hesselhus Camping, hvor det pludselig nærmest var sommer. I hvert fald var der fra den ene dag til den anden over 20 grader, og vi måtte køre til Silkeborg og købe sommertøj, for det var ikke lige det, som vi havde pakket.

Maj:
Jeg indløste min julegave fra Henrik, som var en forkælelsesweekend, som var hemmelig. Jeg blev bortført til det nordjyske, hvor vi havde en rigtig dejlig weekend på bl.a Gl. Vraa Slot. Det var så dejligt bare at have tid til hinanden, og det gjorde da bestemt ikke noget, at det også var en af de weekender med dejligt vejr.

Echo og jeg deltog også til agilitystævne i Løgumkloster, og Diva fik et par løb i senior. Sikke en præmiehøst og stævnet i Løgumkloster er bestemt værd at køre efter, hvilket der også var en del, der gjorde.

Juni:
Det var en rigtig skøn måned. Først og fremmest hev jeg den største ordre hjem nogen sinde. Jeg ved,at jeg ikke kom sovende til den, og arbejdsmæssigt fylder den stadig en del for mig med klargøring osv. Men jeg går stadig på sagen med krum hals og er stolt af, at have hevet ordren hjem.

Vi nød også en lille mini-ferie på Jespershus Resort sammen med mine forældre, som havde lejet en hytte på campingpladsen, men vi var i campingvogn. Igen havde vi fantastisk vejr og masser af hygge. Vi fejrede Tobias´ fødselsdag i i forteltet, og fandt ud af, at det faktisk kunne rumme hele selskabet.

Ribe Hundevenner fik afholdt Kingsmoor Cup i pinsen, hvor vi jo har tradition for at holde et populært tre-dages stævne. Det er altid skønt at opleve alle de tilfredse deltagere. Echo fik kvalificeret sig til finalen, hvilket jeg var godt tilfreds med, selvom det ikke blev til nogen placering, så elsker jeg at løbe finaler.

Juli:
Vi deltog på Dansk Hundeferie i Nymindegab. Det var en dejlig uge med masser af hygge og lidt hundearbejde. Jeg trænede spor- og eftersøgningsarbejde med Ninja, og det var interessant nok at prøve lidt andet hundearbejde. Jeg har desværre ikke rigtig fået fulgt op på det, selvom jeg syntes godt om det.

August:
Det er en rigtig dyr måned. Faktisk koster den kr. 140.000. Etablering af rensningsanlæg, isokern i skorsten og til sidst, men absolut også det flotteste af projekterne: Etablering af forhave og indkørsel. Min far er en uvurderlig hjælp til denne opgave, og vi er så glade for resultatet, som alle kommenterer, når de ser forandringen første gang.

September:
Echo er for første gang kvalificeret til DM. Vi løber både hold og individuelt og faktisk ligger vores hold "Prinsessen og de tre musketerer" meget lunt i svinget til at vinde Hold DM efter springløbet, men vi kikser totalt, da det gælder. Individuelt blev vi nr. 8 med 10 fejl på kontoen.

Jeg udstiller Ninja for første, sidste og eneste gang, og hun får et "fint" blåt bånd, som jeg er udmærket tilfreds med.

Oktober:
Vi nyder efterårsferien på Sjælland, hvor vi flytter ind hos Tina Mette og Kim i nogle dage, og nyder hinandens selskab. Det er en dejlig ferie - og bedst af alt så fungerer det superfint med de 8 hunde. Vi får blandt andet tid til at tage en tur i Tivoli sammen med Tina Brigo og aflægge et visit hos Hanne Svejstrup.

November:
Den største begivenhed i denne måned er et besøg hos en psykoterapeut, som Henrik og jeg opsøger, fordi spisesituationerne med Silas bliver mere og mere frustrerende. Og selvom det for udenforstående ikke lyder som noget særligt, så er det faktisk et stort vendepunkt for os. For her får vi værktøjer, der letter spisesituationen for hele familien og ser ud til at afværge den indlæggelse, som Skejby stod klar med for at hjælpe os.

December:
Julemåned er lig med hygge. En dejlig juleferie synger på sidste vers og i morgen er første arbejdsdag efter ferien. Jeg kunne sagtens have holdt ferie et par dage mere.
Vi nød juleaften hos mine forældre og blev hos dem et par dage - blot for at køre hjem og pakke bilen om til at 6 dage i sommerhus ved Saksild, hvor den stod på hygge, hygge og afslapning.

2012:
Nu er 2012 stadig i sin spæde start, og jeg glæder mig til at debutere med Ninja i denne sæson. Jeg vil ikke sætte mig mål for sæsonen, men blot se, hvordan vi udvikler os sammen. Jeg føler mig næsten som en ny hundefører, nu hvor jeg skal løbe i stor klasse og pludselig skal løbe med en helt anden type hund. Men jeg glæder mig, for det er altid en fornøjelse at arbejde med Ninja.

Jeg beklager, at gennemgangen af 2011 ikke er ledsaget af billeder, men da mine billeder ligger spredt i en stor pærevællling på div SD kort og harddisks, så vil det nok tage mig flere dage at finde billeder frem til årets tekst, så hermed sætter jeg mig det mål at få styr på billederne  for 2011 i løbet af denne måned. Det er da et meget forsigtigt nytårsfortsæt