Gammel, men egentlig vældig fit

Ja, det kan godt være, at jeg sådan lige har rundet de der 40 år, men det er ikke mig, blogindlægget her handler om, selvom nogen måske fik den tanke pga overskriften.

Det er derimod Charlie. Gennem længere tid har jeg haft en alvorlig mistanke om, at Charlie havde dårlige nyrer. Han tømmer gerne vandskålen og er nogen gange nærmest besat af at drikke vand, som følge deraf skal han også tisse en del. Som en ekstra lille bonus, sker det en gang eller to om ugen, at han vækker mig, fordi han skal ud tidligt om morgenen.

Nu tænkte jeg så, at jeg ikke kunne trække det længere. Jeg synes også, at hans tænder var blevet lidt grimme, men tanken om en 14 år gammel hund i narkose, gjorde mig utryg. Specielt når jeg var 99% sikker på, at de der nyrer var helt tossede.

Jeg fik booket en tid hos Rødding Dyrehospital og proppet en urinprøve i tasken. Jeg hader virkelig at tage til dyrlæge med mine gamle hunde. Jeg har tårer i øjnene, når jeg træder ind i konsultationen, fordi jeg er så pissebange for, at dyrlægen finder alt muligt uhelbredeligt, og at dette besøg pludselig er det sidste besøg.

Charlie

Så jeg træder ind af døren med en hund, der sådan rent klinisk virker som en rigtig fin 14 årig. Men bag facaden forventer jeg, at der (som minimum) findes dårlige nyrer og en tand eller to, der bør trækkes ud.

Blodprøve og urinprøve viser en rigtig fin hund med helt normale værdier. Dvs fin lever, meget lille men meget ubetydelige skævhed på nyrerne og ingen sukkersyge. En lille mislyd på hjertet, men ikke noget alarmerende - hjertet er jo ikke nyt mere. Men hvorfor tømmer han så den vandskål?

Dårlig vane eller måske Diabetes Insidipus, som ikke er at forveksle med "rigtig" diabetes. Det er faktisk en kendt følgesygdom ved Langerhans Celle Histiocytose, som jo var den sygdom, som Silas fik diagnosticeret da han var 11 uger. Så jeg kendte godt diagnosen, hvilket jeg kunne se overraskede dyrlægen. Uden at have slået sygdommen op igen, så synes jeg at huske, at det er noget med et hormon, der skal koncentrere urinen, som patienten ikke har/danner. Det er en eller anden hypofysedefekt. Sygdommen er mere til gene for mig end for Charlie (generende for mig, fordi jeg nogen gange blive jaget op kl 05.30 i weekenderne for at lukke ham ud at tisse), så vi piller ikke mere ved det.

Efter at have fået de fine svar på prøverne blev Charlie indlagt til en gang tandrensning. Jeg forventede, at der måske ville smutte en tand eller to ved den lejlighed. Så jeg var da glædeligt overrasket over, at han havde samme antal tænder, da jeg hentede ham igen. Faktisk var han også superfrisk efter narkosen, hvilket jo også er et godt tegn.

Det har været skønt, at få de fine svar på prøverne. Der er ingen tegn på, at han står med så meget som forpoterne i graven. Og jeg ved nu, at jeg ikke behøver at være så hysterisk, hvad angår Charlie og mad. Nu må han også få lidt "lækkerier" som tyggeben og tørrede ting og sager - og ikke bare nøjes med senior tørkost. Dejligt med ekstra livskvalitet på ens gamle dage. Det har GammelFar fortjent!