onsdag den 20. februar 2013

Atter fit for fight...

Der er nu gået lidt over en uge, siden Charlie blev en slingrende hund, og jeg troede, at det nu var slut for ham.

Heldigvis kørte jeg til Rødding Dyrehospital og traf en dyrlæge, der netop havde været på kursus i "hjerne-tilfælde". Jeg tænker på, om en anden dyrlæge havde rådet mig til noget andet ud fra at kigge på Charlies alder osv.

Jeg håber i hvert fald, at min beretning om Charlie måske kan få ejere til hunde, der mistænkes for hjerneblødning, blodprop i hjernen eller hjernetumor til lige at klappe hesten, inden dyrlægen finder flasken med "blå vand" frem.

Nå men Louise, der er dyrlæge i Rødding, siger til mig, at hun mener, at Charlie har gode chancer for at komme sig, og synes, at jeg skal se tiden lidt an. Hun råder mig til dette, fordi Charlie er et forholdsvist mildt tilfælde, og fordi Charlie er fattet og rolig. Desuden emmer han så meget af nysgerrig og livsglæde, at han skal have lov at forsøge at komme sig. Andre hunde i samme situation, som de får ind kan være i panik, og kaste deres ukontrollerede krop rundt, men de hyler og skriger. Sådan var Charlie ikke, men han plejer også bare, at tage tingene med ophøjet ro, så på den måde var det heller ikke "synd".

Der er faktisk heller ikke rigtig nogle behandlingsmuligheder, udover smertelindring, hvis man altså fornemmer smerter, samt efterfølgende genoptræning. Charlie ser nu ud til at klare sin genoptræning helt ved egen hjælp, da han ikke skåner sig, og han bruger både den gode og den "dårlige" side.

Jeg har klippet en lille video sammen på et par minutter (hader selv alt for lange videoer), hvor man kan se den positive udvikling. Desværre har jeg ikke billeder fra om tirsdagen, hvor han sejler rundt, som om han er fuld (men han var dog stadig ved godt mod).

Idag springer Charlie glad op ad mig, når jeg kommer hjem - og han holder fint balancen. Han tumler rundt med Ninja på gulvet og er faktisk sig selv igen. Hovedet sidder fint igen, så han slap uden permanent skævt hovedholdning.

Jeg sagde til den Ph.D studerende på KU Sund, at det måske lød skørt, men at jeg faktisk syntes, at Charlie virkede mere opmærksom, glad og nysgerrig efter denne her omgang. Hun synes faktisk ikke, at det lød skørt, for hun havde hørt andre hundeejere i projektet fortælle det samme. Kan hunde mon også "vågne op" og indse, at man skal leve livet mens man har det??

torsdag den 14. februar 2013

Nej tak til scanning... fortsat masser af bedring

Efter samråd med dyrlægen fra KU-Sund besluttede jeg at takke nej til MR-Scanning. Da der var sket store fremskridt fra igår til i dag, så var dyrlægen næsten sikker på, at der ikke ville være noget at se på scanningen, og faktisk kunne jeg også godt høre, at det scanningsudstyr, som de havde til rådighed lige nu (det på KU) slet ikke var lige så godt, som det de kunne tilbyde i Skejby, men pga sygdom i Skejby kunne Charlie bare heller ikke blive scannet der. Kvalitetsmæssigt var forskellen nok som et billede taget med en gammel nokia kameratelefon holdt op mod et spejlreflekskamera. Det skulle faktisk være grelt for, at de kunne se noget på KUs udstyr.

Jeg fortalte hende om Charlies fremskridt det seneste døgn. Han kan nu fint trave uden at komme ud af balance. Jeg har faktisk også set ham i galop i par meter på gåturen. Her til morgen gik jeg en tur ind på en natursti, hvor der er ujævnt og forholdsvis højt græs. Det gik også fint. Gåturene, som godt nok var korte, kunne holdes i normalt tempo og uden slinger, når først han gik. Meget fint.

Desuden har jeg nu også set Charlie gå op og ned af trappen her i huset, og da jeg kom hjem her til aften, løb han op mod mig og sprang op af mig på den velkendte kåde og fjollede måde. Men det var så lidt mere end balancen kunne magte. Charlie var dog helt ligeglad med at trimle rundt og rejste sig bare fjollet op igen og stod med forpoterne oppe på mine ben. Charlie har masser af energi og gå-på-mod, og bliver mere og mere sig selv.

Pga den markante forbedring var dyrlægen ret sikker på, at det ikke var blodprop eller tumor, men i stedet mente hun, at det var "idiopatisk vestibulært syndrom". Groft sagt "Noget vi ikke ved hvad er, og hvor kommer fra". Dette ville man ikke kunne se på et scanningsbillede, og hun var sikker på, at han ganske snart ville komme sig. Muligvis ville han fortsat have skæv hovedholdning, men det sagde hun var ren kosmetik. Deres erfaring fra egne patienter i projektet var, at der ikke var grund til at være bange for, at det ville ske igen. Det skulle han ikke være mere udsat for end alle andre hunde.

Selvom jeg ved, at flere synes, at jeg skulle have aflivet ham i tirsdags, så ville jeg have følt mig som en forræder, for han er så livsglad, og i den hast, som han kommer sig, så kan jeg kun se, at han snart er, som han var før tirsdag eftermiddag. Det ser ud til at det kun går en vej, og det er fremad og det går stærkt. Jeg er glad og lettet over udviklingen.




Fuld af fortrøstning - og mange tanker vedr. scanning

Tak for mange varme hilsner på Facebook og opkald fra jer, mine kære hundevenner. Det har været positivt at læse om andre hundeejere, hvor hundene er kommet sig godt over et "slagtilfælde".

Lad mig starte med at sige, at det går markant bedre med Charlie i dag. Han er ikke tiltet rundt, men kommer da nogen gange til at sejle lidt til den dårlige side. Han virker også lidt stiv i højre forben og hovedet er stadig lidt på skrå, men han følger med i, hvad der sker og er glad.

Han er jo ældre herre, der plejer at sove en del, men han har ikke sovet mere end sædvanligt. Fra jeg kom hjem kl 17 og til kl 20, lå han dårligt nok ned, men havde travlt med at holde øje med om der blev spildt mad, vente på sit foder, blive nusset osv. Her før sengetid gik jeg en lille tur med hundene, og Charlie gik med i trav. Han valgte dog selv asfalten frem for rabatten, hvilket er forståeligt nok, når man ikke er super sikker på benene. Faktisk lykkedes det ham også at luske sig alene ned af trappen fra 1. sal, hvilket foregik uden styrt. Jeg havde ellers hysterisk gået og lukket trappegitrene, siden vi kom hjem igår og gør det nu stadig, for jeg vil ikke risikere af han trimler ned af trappen.

Nå men jeg har så mine tanker vedr. denne scanning, som KU-Sund (det er sådan den del af "Landbohøjskolen" hedder i dag) har tilbudt mig. Jeg talte i dag med den dyrlæge, som er igang med Ph.D. om apleksi hos hunde. Hun har booket en tid i scanneren på fredag, som jeg uanset hvad gerne må benytte mig af.

Ud fra den snak som jeg havde med hende i dag, sagde hun, at der i princippet kunne være tale om tre diagnoser: blodprop i hjernen, et eller andet syndrom, som jeg ikke husker det præcise navn på eller en tumor i hjernen. Diagnose 1 og 3 kan ses på scanningsbillederne, men det kan syndromet ikke.

Hvis der var yderligere bedring fra onsdag morgen til torsdag morgen var hun ret sikker på, at det ikke var en blodprop i hjernen, men mere sandsynligt, at det var det der syndrom. Hun kunne dog ikke udelukke tumoren, selvom det virker, som noget, der er opstået spontant (en tumor kommer oftest snigende).

Sagt på en anden måde: Hvis der er bedring, hvilket der jo HELDIGVIS er, så tror hun billederne vil være "rene" ift blodprop, og hun er for egen vinding ikke så opsat på at lægge ham i narkose og i scanneren blot for det. Men omvendt vil hun gerne tilbyde mig scanningen, hvis jeg føler mig mest tryg ved det (selvom hun måske ikke kan bruge det til "noget", da hun jo hellere vil have scanningsbilleder med "propper" på).

Skal jeg tage imod scanningen? Jeg er sådan i tvivl. For det første skal Charlie jo lægges i narkose, men da han for nogle måneder siden var i narkose var hans tal så flotte - og der er naturligvis taget blodprøver denne gang også. Dyrlægen siger, at jeg ikke skal bekymre mig ift narkosen. Ud over narkosen, så skal jeg jo så også køre til Kbh med ham, så det kommer til at tage hele fredagen og er det bare lidt noget pjat at scanne, når man nu alligevel ikke kan behandle nogle af de tre diagnoser.

Umiddelbart kan jeg nok mest bruge det til at udelukke en tumor i hjernen. Og jeg vil gerne vide, hvis det er en tumor i hjernen, for så ved jeg, at det kun vil blive "værre", og man så i nogle tilfælde ikke skal gå og vente og se tiden an (ikke at jeg farer han og afliver ham, hvis de finder en tumor, men jeg vil være meget obs på symptomerne, og sikre mig, at jeg ikke trækker den for langt, hvis han får det dårligt)

Nu har jeg til torsdag formiddag til at beslutte mig...... Hvad ville du vælge kære hundeven??

tirsdag den 12. februar 2013

Krydser fingre for Charlie


Igår da jeg kom hjem fra arbejde blev jeg modtaget af Charlie, der kom løbende hen til mig i et sprudlende humør og kastede sig ind/op af mit ben. Jeg smilede i hele hovedet over min gamle og glade hund.

Tjek bare lige denne 6 sekunders video, som jeg snuppede i haven forrige weekend. Han er så fjollet og glad.

Og sådan kan det hele vende indenfor et døgn. I dag har jeg arbejdet hjemmefra og om eftermiddagen, hvor Charlie lige skulle rejse sig fra kurven for at tjekke, at han ikke gik glip af noget, så det ved første øjekast ud som om hans ene forben bare sov, men da jeg i næste øjeblik så hans hoved hænge lidt på skrå, så blev jeg ret bekymret.

Jeg satte kursen mod Rødding Dyrehospital og prøvede at forberede mig på at skulle sige farvel til Charlie, mens jeg tænkte, at dette var værre "sidste tur", når jeg nu ikke havde kunnet forberede den. Øv hvor var jeg ked af det og bange for, at det nu pludselig var slut.

Inde på klinikken slingrede Charlie lidt rundt, som om han var sidetung. Men han følte sig tydeligvis ikke hæmmet på den måde, for han havde da været klar til at hoppe ud af bilen, da jeg åbnede buret, hvilket helt klart ikke ville være en opgave, som han kunne magte.

Dyrlægen gav sig rigtig god tid. Men der var ingen tvivl om, at det var i hjernen, at det var galt, for hans blik hakkede så underligt op ad. Hun undersøgte reflekser mm på ham, og sagde at det sandsynligvis var en blodprop i hjernen. Hun syntes faktisk, at han så ret fin ud og hun gav ham umiddelbart gode chancer for at komme sig.

Charlie var/er meget afslappet, men stadig opmærksom.
Billedet er taget, mens jeg sad og ventede på besked vedr. omtalte projekt

Hun fortalte om et projekt, som "Landbohøjskole" (ja, jeg ved godt at det ikke hedder sådan mere....) havde vedr hunde med blodpropper i hjernen/hjerneblødningen. Hun ringede til den ansvarlige dyrlæge, som umiddelbart fandt Charlie "interessant" ift projektet. Dyrlægen vil så ringe til mig imorgen og høre, hvordan det går med Charlie og derudfra afgøre, om de gerne vil have ham MR scannet. Scanning mv betaler projektet, som har til formål at gøre dyrlægerne klogere på området.

Nu ligger han for mine fødder og snorker på sin velkendte måde. Han slingrer stadig, men "glemmer" det vist. I haven trimlede han i hvert fald rundt i sneen et par gange, fordi han var lidt for hurtig til bens. Han er opmærksom og glad.


Charlie - lige før afgang til dyrehospitalet sad ca 5 minutter
 og observerede ham - og tog billeder - tænk hvis det var sidste gang....

Jeg håber så inderligt, at han kan komme sig, for jeg synes, at han er for frisk at sige farvel til endnu, selvom han er 14 år og 8 måneder. Han er så pjattet og livsglad, og jeg er bare ikke klar....

Det første døgn er mest kritisk og indtil videre er der ikke sket nogen forandringer siden i eftermiddags.

mandag den 11. februar 2013

Missionen lykkedes

Ja ikke fordi det var en stor mission. Det var faktisk blot den cachejagt på Kalvø, som det lykkedes os at gennemføre igår.

Vejret var jo rigtig dejligt. Friskt, koldt og solskin. Og jeg fatter ikke, at jeg har boet så mange år hernede i det sønderjyske og først nu har opdaget den naturperle som Kalvø er. I sommers var vi ude at sejle i havkajak omkring Kalvø, og vi har også været forbi Kalvø et par gange i løbet af det sidste halve år, men har aldrig haft held til at gå langs stien på den lille halvø.

Vinter på Kalvø

Den tur tog vi så igår. På vejen fandt vi en cache. Der er et par caches mere på Kalvø, men vi lader lige et par stykker være til et andet visit.

Silas nyder en forfriskning i en pause

Det er aldrig helt til at vide, hvor man gemmer sådan en cache
(men den var nu ikke gemt i denne fuglekasse)

Efter en kold og frisk tur kunne vi da ikke lade være med at gå ind på Kalvø Badehotel og tage en kop varm kakao, nå nej en KANDE er det jo man får her samt en hjemmelavet fastelavnsbolle med creme og flødeskum. Igen mavepine!!

I næste weekend skal vi altså ikke til Kalvø.....


Smukt - på Østsiden af Kalvø

Snart starter agilitysæsonen, og Ninja og jeg skal ud og lege på banerne igen. Silas taler meget om, at han altså skal med til at agilitystævnerne, når det bliver sommer og varmt, og det glæder jeg mig også til (selvom han griner hånligt, hvis jeg laver fejl på banen).

søndag den 3. februar 2013

Sommervejr... nej vintervejr

En weekend uden andre planer end at afhente det bestilte nyslagtede økologiske oksekød fra Fuglsøgaard, som ligger 5 km herfra. Ja, det giver jo masser af ekstra tid, som kan bruges til alt mulig andet.

Fredag aften besluttede jeg på for igen at forsøge mig med at komme igang med at løbe. Jeg har forsøgt mig en del gange, men der går ikke ti gange med løbeskoene på, før jeg stopper igen. Dårlig form og dårlig motivation gør det ikke let at komme videre.

Denne gang har jeg forsøgt at alliere mig med en App der hedder "c25k", som gerne skal guide mig frem til at kunne løbe 5 km uden, at jeg tror, at jeg skal dø. Og ikke mindst uden, at jeg skal kigge på ure eller taste div ting ind i et program. App´en fortæller mig, hvornår jeg skal løbe og hvornår jeg skal gå.

Lørdag var det perfekt vejr, og min App og jeg tog os en 25 minutters tur rundt i området. Det gik fint, og jeg kunne afslutte turen med at trykke "done" til sidst, så App´en næste gang ved, at jeg nu skal videre til step 2. Nu håber jeg så bare, at det vil lykkes mig at hænge i, men nu prøver jeg da i det mindst på en ny måde - og er nu også komme til at fortælle det på bloggen.


Det blev da også til lidt oprydning og en tur på genbrugspladsen. Jeg arbejder stødt og roligt videre med "projekt oprydning". Det går ikke stærkt, men dog fremad. Jeg sælger en del til ret billige penge på en lokal køb/salg gruppe på Facebook. Det giver hurtige handler, men sjældent så gode priser, men så sker der da noget, og tingene, som vi ikke bruger, kommer væk.

I dag synede vejret ikke ret fantastisk. Vi sov længe og nød friskbagte boller. Jeg fik en ide om, at vi kunne kombinere en geocaching med kaffe/kage på Kalvø Badehotel. Vi pakkede løbecykel og hundene med i bilen. Da vi bakkede ud begyndte det at regne.

Vi håbede på bedre vejr, hvis vi satte os ind og fik lidt varmt og drikke en kop varmt. Vi fik varm kakao - faktisk en hel kandefuld med en skål flødeskum til. Den tilhørende æblekage var en enorm portion, som jeg bare ikke kunne spise op, selvom den smagte skønt. Silas fik chokoladekage, som tjeneren havde sagt bare var et lille stykke. Øh, jeg vil nødigt have et stort stykke serveret dernede.


Silas og Henrik er klar til at smovse

Vejret blev ikke bedre. Nu regnede det ikke mere. Nu sneede det. Vi vovede os på en gåtur, men den blev ikke mange hundrede meter lang, for snefnuggene nærmest skar i vores ansigter. Det blev ikke til nogen geocaching denne gang, men så har vi da en undskyldning for at komme tilbage og få serveret kakao og kage en anden gang.