Det blev til efter en statussamtale i Silas´ børnehave, hvor vi blev tilbudt, at Silas kunne blive udredt for autisme med børnepsyk.
Det er ikke fordi det er en fremmed tanke for os, at Silas kunne ske at have en diagnose indenfor autisme-spektret, men lige da jeg hørte afdelingslederen fra Specialkorpset fremsige det, så stak det mig alligevel lidt i hjertet, og en lettere irrationel del af min hjerne ønskede bare at lukke øjnene for det og tænke, at ”det nok gik væk”.
Men min mere rationelle del af hjernen vågnede så op og tænkte, at hvis der er noget om snakken, så er det med at få den diagnose, så Silas kan få den hjælp og de tilbud, som han har brug for – i særdeleshed, når han om få år skal i skole.
Siden statusmødet har vi haft ekstra opmærksomhed på autistiske træk hos Silas, og vi ser da heldigvis også at der er nogle af trækkene, som han ikke konsekvent har. F. eks søger han ikke rigtig andre børn, men den anden dag i børnehaven spurgte han mig nu alligevel, om han ikke snart skulle have nogen med hjem og lege. Han leger fantastisk sammen med min venindes jævnaldrende knægt - til trods for, at det to drenge er vidt forskellige.
Samtidig gør en autist heller ikke noget, fordi andre skal se det eller beder om opmærksomhed, men jeg da hørt Silas sige ”Se mig” samt påkalde sig total fremmede menneskers opmærksomhed.
Hvis man fortæller ham om en plan for en dag, men så ændrer i planen, så er han total ligeglad med det, hvilket jo heller ikke er så typisk et autist-træk.
Mistanken falder måske nok mest på hans meget nørdede sider, hvor han jo er langt foran sine jævnaldrende og heller tider spørger og søger viden om alt muligt. Men det har givet vis også vakt pædagogernes interesse, at han er lidt reserveret overfor andre børn og ynder at leve sig ind i sine egne verdener af tegnefilm og spil fra IPad´en.
Vi har da også selv haft mistanken om noget autisme-relateret ret tidligt i Silas´ liv, så vi var nok ikke så chokeret, da fagfolk også begyndte at snakke om det, men mange andre, som jeg har talt med (som arbejder indenfor feltet eller selv er forældre til autistbørn) har delte meninger om, hvorvidt Silas falder indenfor kategorien. Dog kan vi vist godt konkludere, at hvis der er noget om snakken, så er det i den lette ende af skalaen.
En "Cancermor" fortalte mig, at engelske undersøgelser havde vist, at "Cancerbørn" faktisk godt kunne blive pseudo-autister. Så måske skyldes "det hele" bare Silas´ start på livet, som jo blandt andet indbefattede, at han stort set var isoleret fra jævnaldrende børn og fremmede omgivelser de første 15 måneder af hans liv.
Imorgen er der opfølgende møde med børnehaven, så derfor rører det jo lidt ekstra på sig i disse dage. Indstilingen er skrevet og vi kommer helt sikkert til at drøfte det til mødet.
Men uanset hvad alt det her ender med, så er Silas en skøn solstråle i vores liv, og endnu en diagnose kan ikke slå os i gulvet. Som Henrik sagde, da vi undrede os over, at vi formåede at bevare roen, da vi havde snakken i børnehaven sidst, så er det lidt som, hvis man tager en lort og lægger den oveni en mødding..... Who cares?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar