torsdag den 30. maj 2013

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.


Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)