fredag den 22. august 2014

Bye bye 2014...

Den dag i juni, hvor jeg stod med mit frihedsbevis min fratrædelsesaftale i hånden, så jeg en fantastisk sommer og efterår for mig. Der var faktisk ikke grænser for, hvad min frihed skulle bruges på. Først og fremmest skulle jeg hygge mig med agilitytræning og -stævner. For slet ikke at nævne de to gange DM, som jeg helt tilbage i maj havde kvalificeret mig til. Dernæst skulle jeg have Silas kørt godt ind i en ny hverdag som skolebarn (og den del går forrygende).

Ninja nyder at komme på stranden igen

Sådan blev det jo ikke helt. Styrtet fra balancebommen d. 7. juli ændrede en del på de planer og også på min hverdag. Det er jo som sådan ikke en katastrofe, at ens hund kommer til skade på en agilitybane. Flere andre har prøvet det før mig, men ingen synes, det er fedt at opleve. Heldigvis har jeg i de 20 år, jeg har løbet agility været forskånet for alvorlige skader. Der er så mange andre ting, der kunne være meget værre end en skadet hund, men derfor gør det mig så ondt alligevel.

Gåture - nu også i trav i flexline

De sidste par dage har været hårde, fordi jeg nu har erkendt, at ingen mirakler og ej heller ihærdighed fra min side kan trylle Ninja fit i en fart. Hun træder stadig ikke ordentlig igennem på venstre bagben. Fordi jeg nu må erkende, at vi desværre ikke kan stille op til DM, som jeg i år havde glædet mig mere til end, jeg har gjort i rigtig rigtig mange år. Faktisk har jeg ikke glædet mig så meget siden 2007. Jeg synes, Ninja og jeg havde fundet melodien, og ikke mindst glædede jeg mig til at være en del af det kæmpestore team fra Sannes Hundecenter (mere end 20 hunde derfra er kvalificeret til DCHs DM). På gåturene har jeg nogen gange været i tvivl om det våde på min kind var regndråber eller tårer..... Jeg havde naivt håbet, at Ninja kunne blive klar til DM, men jeg kan godt se, at det simpelthen vil være for risikabelt at forsøge sig, når hun ikke engang er rentgående endnu.

Når det nu skal være sådan, at Ninja er skadet, så er det naturligvis heldigt nok, at jeg har masser af tid, for jeg kan virkelig ikke se, hvordan div dyrlægebesøg og genoptræning skulle kunne hænge sammen med en hverdag med fuldtidsjob.

De fleste gå ture afsluttes med udstrækning/massage.
Ninja nyder det

3 daglige gåture a 30 minutter med efterfølgende udstrækning bliver mindst 15 timer om ugen, så har jeg nok brugt gennemsnitligt 7-10 timer om ugen på at køre til laserterapi, kiropraktik, massage mv. Det er jo mere end et halvdagsjob.... Skræmmende. Jeg ville bare tusind gange hellere have nydt andre hundeaktiviteter 20+ timer om ugen: f.eks være kørt til stranden og sluppet hundene løs, set dem lege i haven, trænet agility osv. Gåture og udstrækningsøvelser er det genoptræningsprogram jeg har aftalt med de to dyreklinikker, som jeg konsulterer ifm Ninjas skade, som er lokaliseret til den store lårmuskel i venstre bagben. 

I stedet må vi nøjes med gåture ALTID i snor.
Her ved Vestre Engvej i Vejle

Nå men det korte af det lange er, at jeg hermed kapitulerer og begraver agilitysæsonen 2014. Jeg håber så inderligt, at vi med god genoptræning og agilitypause er tilbage igen, når 2015-sæsonen starter. Held og lykke til alle jer, som skal til DM.

onsdag den 13. august 2014

1. skoledag

I søndags - d. 10. august startede Silas i 0. klasse på Den Nye Friskole. Min lille tandløse dreng er nu slet ikke så lille mere.

Silas hjemme ved porten - klar til skole
Jeg må sige, at de havde gjort noget ud af denne første skoledag. Den Nye Friskole har ikke helt tilfældigt valgt en søndag til første skoledag (for alle klassetrin i øvrigt). På denne måde giver de alle familier mulighed for at være tilstede på den første skoledag uden at skulle tigge om en ekstra feriedag. For os med børn, der starter i 0. klasse er det særlig vigtigt at være der første skoledag. Som en forælder i Silas´ klasse sagde, så havde hun meget svært ved at få fri den mandag, hvor alle andre skoler starter, for hun er nemlig selv skolelærer, så hun syntes, at det var skønt, at hun også havde mulighed for at se sin søn starte i skole.

Flaget er hejst
1. skoledag var lavet som en rigtig festdag for hele skolen, som samtidig havde 1 års fødselsdag som friskole. Der blev holdt en velkomsttale, og folk var mødt talstærkt op. Derefter blev vi introduceret til en "velkommensang" for 0. klasse.

Nu kom vi så til den rigtige velkomst. Der blev lavet en lang espalier med flag. Den var nok 50 meter lang. Her gik de nye elever så igennem hen til deres bygning, mens skolen sang velkommensangen. Det var faktisk en rigtig smuk modtagelse.

Espalier dannet af 1.-6. klasserne
Så var det tid til at finde klasserne - og ikke mindst sin plads. Nu var det allerede tid til at lytte lidt til, hvad der skulle foregå den næste times tid. Forældrene fik lidt praktiske oplysninger, og så blev vi ellers gennet udenfor i det fine vejr, hvor vi kunne snakke og hygge med de andre forældre.

Det kan godt være hårdt at sidde og lytte
Til slut samledes vi på sportspladsen, hvor vi skulle lave en afsluttende aktivitet for alle skolens over 100 elever. Så var skoledagen i princippet slut, men de fleste blev hængende og købte lækre grillpølser fra den lokale slagter, mens hyggen fortsatte.

Silas "hopper" sit navn
Nu er der gået et par dage i skolen, og en af de voksne stoppede igår og spurgte Silas, om hvad han hed. Han svarede høfligt, at han hed Silas. Derefter spurgte hun, om han lige var startet i 0. klasse. Dertil svarede Silas: "Nej, jeg har gået her i tre dage"

Silas
Kan man andet end smile over sådan et svar? Jeg betragter det som et udtryk for, at han føler sig tryg i sine nye omgivelser.

mandag den 11. august 2014

Rehab Ninja

I dag er det fem uger siden, at Ninja styrtede ned fra balancebommen. Lige siden har jeg holdt hende i ro. Ikke noget med at gå løs i haven, kun gåture i snor, ingen leg med MicMic og naturligvis slet slet ingen agility. Desuden har Ninja modtaget laserterapibehandlinger og massage.

Og vi vader vores gader flade...
I dag var jeg til kontrol med hende på Nordre Dyrehospital, og selvom jeg egentlig selv syntes, at hun var rentgående, og personalet på Sydvet også syntes det i sidste uge, så var Jakob på Nordre Dyrehospital ikke helt tilfreds. Han syntes ikke, at hun trådte ordentligt igennem på venstre bagben, og når han gik hende igennem, så reagerede hun tydeligvis også, når han lavede udstrækning på den store lårmuskel ud på venstre ben.

Landskabsbillede fra traveturen
Nogen gange bliver det nat, før vi når den sidste tur....

Så selvom jeg havde sat næsen op efter at kunne påbegynde lidt genoptræning, så må jeg bare fortsætte med de daglige 3x30 minutters gåtur i skridt, for jeg vil jo gerne have hende til at blive fin igen. Hvis jeg startede på noget alt for aktivt nu, så ville risikoen for, at skaden ville bryde op igen være alt for stor. Jeg havde for længst indstillet mig selv på, at jeg der ikke blev noget agility i hele august måned, men nu synes jeg også, at det ser kritisk ud med de to DM´er, som ligger i september. Æv hvor ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til dem. Men selvom Ninja skulle blive ske at blive meldt klar til at løbe der, så er jeg faktisk i helt i tvivl, om jeg overhovedet tør.....


fredag den 8. august 2014

Camping - En bedstemors gave

Efter at have fejret Silas´ 6 års fødselsdag pakkede vi campingvognen og kørte til Nordfyn. I år får vi fuld valuta for vores DCU-medlemsskab. For de ca 400 kroner, som medlemsskabet koster, så overnatter børn under 12 og hunde gratis, og der er rabat for os voksne, så vi skal ikke være afsted mange nætter, før medlemsskabet er tjent ind. I år har vi nået at campere på DCU pladserne i Ejsing, Viborg Sø og Flyvesandet.

Det var også på Flyvesandet, at jeg stødte på noget helt særligt. Lidt skråt overfor os holdt en fin gammel campingvogn på sorte plader. Der var ikke noget fortelt, men et solsejlg og et almindeligt telt foran. Det så bare SÅ hyggeligt ud, måske også fordi det virkede lidt primitivt.

Genboens lejr
Om aftenen kunne jeg høre, at ungerne (dreng og pige på ca 6 og 9 år) blev puttet i teltet udenfor. Det lød bare vildt hyggeligt. Da jeg gik forbi næste morgen, sad de udenfor og spiste morgenmad. Jeg stoppede op, for jeg var bare nødt til at fortælle dem, at jeg virkelig syntes, at det emmede af hygge og nærhed hos dem. 

Kvinden fortalte, at hun var deres mormor og hvert år tog hun sine to børnebørn med på Flyvesandet Camping og sammen havde de tre overnatninger der, hvor de bare hyggede sig sammen. Ikke fordi det var nogen lang rejse, for de boede ellers kun 10 km derfra. Hvert år til jul fik ungerne en lille bog med billeder og historier fra den tur. 

Jeg var sgu helt rørt og tænkte på alle mine ferieminder hos min mormor, som godt nok bare var hjemme hos mine mormor og morfar i en lille forstad til Randers, hvor vi nogle dage tog bybussen ind til Randers, men ellers bare hyggede med kortspil, pandekager og risengrød. Mon denne mormor var klar over,  hvad det var for en skat og hvilke minder, hun gav sine skønne børnebørn? De hyggede bare for vildt sammen med strandture og bræt-/kortspil.

Der spilles Sequence

Ja, det gjorde vi andre sådan set også, men det var noget "andet". Vi havde også taget min niece med på camping. Hende og Silas hygger sig sammen trods 5 års aldersforskel. Jeg ville også gerne have været blevet lidt længere på campingpladsen. Men Ninja skulle hjem og have en laser-behandling, og Silas skulle gerne nå at komme i SFO nogle dage, inden hans første skoledag på søndag. Det er jo en fin blid måde at starte op blandt flere nye børn, nye voksne og nye omgivelser, inden det sådan bliver "alvor" i næste uge.

Sæbebobler er lige sagen

fredag den 1. august 2014

Kroatien blev til Polen

Faktisk elsker jeg at få småtossede ideer og ikke mindst at være hemmelighedsfuld. Det blev familiens sommerferie i uge 30 et produkt af.

Egentlig skulle vi have været i Kroatien, men da Silas siden Dania Cup havde døjet en del med mavesmerter - faktisk i sådan en grad, at vi i ugen mellem Dania og ferieturen havde været en tur i Skejby for at få tjek på maven. Lægen mente, at det var en maveinfektion på retur, men at det godt kunne tage lidt tid i Silas´ mave. Da det ikke virkede holdbart at køre 1500 km med mavesmerter, så afventede vi også lige lidt, hvordan det gik med maven. Heldigvis virkede maven lidt i bedring, og fredag (ca 12 timer før planlagt afgang), da jeg skulle til at booke en ferielejlighed på øen Krk i Kroatien, så tjekkede jeg lige vejrudsigten, som forudsagde 25 grader med overskyet eller shower/heavy rain stort set hele uge 31. Det var alligevel for åndsvagt at køre 1500 km for sådan et vejr. Især når de lovede sol og vildt sommervejr i DK.

Vi ledte efter en vejrudsigt, der som minimum viste noget i stil med ovenstående


Dog fornemmede jeg klart, at Tobias og Simone, som vi havde inviteret med på ferie, ikke rigtig jublede over en ferie i DK, og ja det er da også interessant at opleve noget andet end Skagen og Løkken, som nok havde været mit valg. Det skulle gerne være en ferie for os alle.

Så sad vi der fredag eftermiddag, og det eneste vi vidste var, at vi ikke skulle til Kroatien. Vi klikkede lidt rundt på Europakortet. Kriterierne var følgende : max 1500 km, godt vejr, gode bademuligheder i gåafstand og lidt byliv. Vejrudsigten for Italien, Frankrig (Tour de France kaos virkede nu heller ikke tiltalende) og Ungarn virkede ikke særlig lovende. Hmmm hvad var der så af kystlinjer sydpå? I blinde klikkede jeg på Gdansk i Polen, mens jeg med en vis portion skepsis tænkte, at man da ikke kunne holde sig en seriøs familie-/bade-/afslapningsferie i Polen. Jeg googlede lidt og fandt frem til, at svenskerne og nordmændene fandt den polske Østersøkyst interessant.

Når man ser kortet, så kan man måske godt se, hvorfor feriemålet er oplagt for f.eks svenskerne.
De kan nemlig sejle direkte fra Stockholm til Gdansk

Vi tog en hurtig beslutning og fandt en skøn ferielejlighed i feriebyen Sopot. Vi besluttede at holde feriemålet hemmeligt for teenagerne (de havde jo alligevel bare kroatiske "dollars" med). Drønsjovt at høre Tobias spørge og gætte de første mange hundrede kilometer. Først da vi havde kørt et stykke tid i Polen fortalte vi dem, at det var vores destination.

Mange steder stod der forladte industribygninger langs vejene.
"De danske arbejdspladser flytter til Polen", hører man.
Men det kan være svært at se, når man kigger rundt i landskabet

Lad mig bare sige det sådan, at jeg oplevede Polen som et meget usselt land at køre gennem, når man ikke lige var i de større byer. Da vi først havde passeret Stettin, så kørte vi et meget langt stræk, hvor trafikken sneglede sig afsted uden at vi kunne se nogen årsag til det. Langs vejen sad folk og solgte "Bob", og det var bestemt ikke en strækning, hvor vi følte for at holde ind. Det var faktisk en ret drøj tur gennem Polen. De ca 300 km gennem Polen tog næsten lige så lang tid som turen fra Danmark og til den polske grænse. Størstedelen af turen blev tilbagelagt på landevej, hvor de små byer kom som perler på en snor. Mellem byerne var der en hastighedsbegrænsning på 90 km/t (nogen steder en anden og det var ret svært at gennemskue, hvad man måtte køre hvor). I byerne måtte man køre 50 km/t, og kørte man for stærkt, så blev man blitzet (er lidt spændt på at se, om jeg her efterfølgende modtager "postkort" fra Polen).

Morgenmad hjemme ved lejligheden

Efter 14 timers køretur var vi endelig fremme og blev modtaget af en meget gæstfri vært, der have ombygget sin kælder til en 90 kvm stor ferielejlighed med tre soveværelser og lækkert køkken og bad. Vi var de første i lejligheden, der var smagfuldt indrettet med kvalitetsprodukter og rummede alt, hvad man skulle bruge. Der var sandelig ikke noget at klage over der. Heller ikke da han kørte den ene af deres biler ud af sin garage for, at vores bil kunne komme derind og holde.

Sopot var faktisk et rigtigt fint sted at holde ferie. Skøn bred badestrand. Der var næsten lidt Vesterhav over vandet. Silas elskede at hoppe over bølgerne, og selvom der var mange mennesker på stranden, så var det egentlig fint nok. Vandet var vildt skønt. Fantastisk temperatur og dejlig strand med masser af finkornet sand.

Lykken er at hoppe over bølgerne

Det var rasende billigt i Sopot. Når vi spiste ude, så kom vi typisk af med 300-450 kroner for alle fem (hovedret + drikkevarer). Vi skelede ikke til, hvad tingene kostede på menukortet. Vi bestilte bare, hvad vi havde lyst til. Det var alligevel så billigt.

Hvis man ville have den største is på kortet,
så fik man også bare det

Nogle aftener lavede vi også mad hjemme i lejligheden. Ferielejligheden gav os også mulighed for at gøre tingene helt i vores eget tempo og ikke være afhængige af nogen eller noget.

Lidt tegnearbejde fra morgenstunden ude på terrassen var lige sagen for Silas

En af dagene var vi ude at se Malbork, som er Europas største murede borganlæg. Henrik elsker borge og ruiner. Vi fik også kigget på et stort OUTLET-mekka Fashion House - mest til glæde for Tobias og Simone. Vi havde også en dag i Gdansk, hvor vi nød den flotte by. Ellers hyggede vi bare med hinanden. Dejlig ferie syntes jeg.

Gdansk er en by med masser af smukke bygninger

Men skal jeg lige opsumere på, hvad der venter en, hvis man vælger Sopot/Gdansk, som sit næste rejsemål, så vil jeg særligt nævne, at det er meget billigt at handle dagligvarer, billigt at tage ud at spise, man kan få lov at gå i fred for gadesælgere. De vil gerne sælge deres varer, men forsøger ikke at "fiske" deres kunder, ligesom de heller ikke prutter om prisen (det er sgu helt befriende sammenlignet med Tyrkiet og Egypten), men deres service kan stadig forbedres en hel del. De er sløve til at tage imod bestillingerne på diverse beværtninger og også ganske sløve til at komme med regningen. Men nu har vi prøvet Polen, og det har ikke afskrækket os. Sjov spontan ferie.

Afslapning på restaurant ved "Molo"
(en over 500m lang træmole)

Kan også lige indskyde, at de fordomsfulde teenagere efterfølgende sagde, at hvis vi havde sagt til dem, inden de satte sig i toget i Holstebro, at vi skulle til Polen, så havde de nok ikke villet med (mon dog... ). Men de var meget tilfredse med vores valg, da vi ankom. Teenagere vil have strand og byliv, og gerne til billige penge, og det kunne Sopot til fulde levere. Skulle jeg gøre det en anden gang, så tror jeg nok, at jeg vil planlægge min kørsel i Polen til at foregå i nattetimerne. Jeg tænker, at det kan have en positiv indflydelse på trafikafviklingen, for det var rejsemålets største ulempe.