fredag den 26. september 2014

Ninja x Jessi

Livet er dynamisk og det samme kan ens meninger også været. Det var også det, som skete med min holdning til avl på Ninja. Jeg har altid gerne ville have en ”ekstra” Ninja, og havde egentlig tænkt, at jeg kunne finde noget i hendes familie. Men der var jeg jo afhængig af andres valg, og det syntes ikke lige umiddelbart at være så let at få et match, som jeg tændte på.

Der stod de så i 11 minutter
Så blev Ninja skadet og må derfor ikke løbe agility resten af året (Dyrlægen har naturligvis sagt god for parring og graviditet) Jeg blev pludselig hjemmegående. Det fik mig til at genoverveje, for der er ingen tvivl om, at Ninja er en super dejlig hund, og den kommentar får hun meget tit med på vejen fra dyrlæger (som hun har set en del af på det sidste), konkurrenter og folk, der besøger os.  Hun er super dejlig at arbejde med og benene løber aldrig fra hjernen, selvom hun godt kan flytte benene i et højt tempo.

Selvom Ninja har nogle ”svagheder” i sin stamtavle, så er hun selv rigtig fin. A hofter, 0 på albuer og fri på OCD. Med kompetente border collie folks hjælp har jeg de sidste par uger kigget på MANGE hanhunde, men da jeg kom til Jessi (Be Yess of Wendaja), så blev jeg ualmindelig interesseret. Når jeg kiggede videoerne af ham, så jeg en hund, som arbejder med power uden at tabe hovedet. En hund, som er koncentreret og pleasende. Videoer, hvor han leger med sine hvalpe viste mig en lækker, rolig og sød hund. Jana, som ejer Jessi, beskrev ham for mig, og han lød faktisk som alt det, jeg elsker ved Ninja.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)

Hvor Ninja har minusser i sin afstamning, har Jessi plusser. Begge har selv god sundhed og super godt temperament. Da jeg selv gerne vil beholde en tævehvalp, så har jeg kun interesse i, at det bliver sunde hvalpe med et godt temperament. Gerne hunde, der vil arbejde, men ikke hænger oppe under loftet og er så iltre, at almindelig hvide mennesker ikke kan eje dem. Derfor er Jessi valgt med stor omhu.

Hvem er han så ham Jessi? De fleste i agility DK kender jo Ice, DJ, Spottie og Mac. Dem er Jessi faktisk fætter til, da Jessis far er Aslan, der er bror til de fire fantastiske hundes far, Zac. Aslan har en del afkom og sundheden er i top på dem. Noget af Aslans afkom (incl hans brødres afkom), synes jeg kører lidt for højt eller er lidt for sensitive. Det skulle ikke være det som kendetegner sønnen Jessi eller Jessis afkom. Min mavefornemmelse var bare rigtig fin med Jessi, og nu har jeg mødt ham, og han virker rigtig skøn.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)
Farven….  Nej jeg har slet ikke haft det med i mine overvejelser, for jeg havde faktisk GLEMT, at han er blå/hvid mottled. Da jeg kommer herned og ser ham i virkeligheden her til morgen, gnider jeg mine trætte øjne (kørte 1.000 km siden i aftes), og faktisk tænker jeg: Hvad fanden, han er sgu da blå!! Nå ja. 

Det kan jeg egentlig godt grine lidt af. Billederne på hjemmesiden kan godt snyde lidt, da han er ret mørk. Farven var ikke vigtig for mig i valget af hanhund, så det har jeg ikke fokuseret så meget på, for en agilityhund ikke har en farve.


Seriøse hvalpekøbere er velkomne til at tilkendegive deres interesse.  

mandag den 8. september 2014

Stafet for livet

Selvom jeg havde glædet mig meget til at skulle løbe DM i agility i denne weekend, så har jeg ikke haft skænket det mange tanker i løbet af weekenden. Jeg har haft en rigtig fantastisk weekend!!

Haderslev var rammen om Danmarks suverænt største Stafet for Livet med over 5.000 deltagere (den næststørste havde 2.200 deltagere). Man skal nok også lede længere efter smukkere og mere bynære rammer til stafetten. Stafetruten er nemlig lagt rundt om Haderslev Inderdam, og mere centralt og smukt kan det vist ikke blive. Byens gågade ligger også mindre end 100 meter fra ruten og alligevel kan man gå i flot natur uden at skulle ud på landet.

Foto: Stafet for Livet Haderslev
Området set fra luften

Årets stafet blev rigtig speciel for os i år, da den lokale styrekomité havde spurgt, om Silas kunne tænke sig at overrække buketten til året åbningstaler, som var Hendes Excellence Grevinde Sussie. Silas er af natur ikke en dreng, der ynder at påkalde sig folks opmærksomhed, men da vi præsenterede ham for opgaven, svarede han blot, at det kunne han da godt.... (som om det skulle være noget særligt).

Silas venter tålmodigt på at udføre sin gerning
Silas var supersej til sit "job". Jeg stod klar på første række, klar til at fange øjeblikket med kameraet. Fra scenen blev Silas præsenteret: "Til at overrække buketten til Hendes Exellence Grevinde Sussie har vi fået en af vores yngste fightere Silas Clausen" (Silas var klart den yngste). Allerede her blev jeg vildt berørt over at høre min søn benævnt som Fighter.(Fightere er personer, der har kæmpet mod kræft eller personer, der stadig gør det. De er til arrangementet udstyret med en gul T-shirt). Dernæste kæmpede min lille lyshårede spirrevip sig op af de høje trappetrin og entrerede scenen, og jeg hørte tydeligt publikum i kor sige "Nårhhhh" (som i "Åh sådan en lille pus har da ikke noget med kræft at gøre vel? vel? vel?"). Puha hvor følelserne lige rullede sig ind over mig, og jeg gik nærmest i hulk, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at få skudt nogle billeder. Totalt held, at jeg havde fået indstillet kameraet grundigt inden åbningstalen, for jeg var absolut kun i stand til at trykke udløseren ned.

Silas overrækker buketten. Han ser jo helt rutineret ud.

Silas overrakte flot buketten. Den del af det, er vel heller ikke så svært. For han kunne have "fundet på" næsten at kaste den i armene på Sussie og løbe ned fra scenen. Så ville det jo være overstået! Men han har den fineste øjenkontakt med hende, da hun sætter sig ned i hans højde. Hendes ansigtsudtryk på nogle af billederne siger også "Det her er forkert - små børn og kræft passer slet ikke sammen...", hvilket hun har helt ret i. Måske derfor spørger hun Silas, om hun også må få et knus. Silas giver hende et langt og hjerteligt kram, og behøver jeg at sige, at det ikke bedrede min "tilstand"?!

Silas uddeler et hjertevarmt knus til Grevinde Sussie,
mens Grev Ingolf ser smilende til i baggrunden.

Efter åbningen gik vi en Fighterrunde, hvor alle deltagere går ruten med fighterne i de gule T-shirts forrest. Derefter slap alle fighterne gule balloner, som blev sendt til himmels. Flot syn på dagens flotte lyseblå himmel. Nu var det tid til at gå for alle deltagerne - gå ruten, så mange gange som muligt. Personligt nåede jeg i alt at gå rundt 10-12 gange, svarende til ialt 13-15 km

De gule balloner sendes til vejrs

Trods min følelsesmæssige reaktion, så ser jeg slet ikke Stafet for Livet som et trist og sørgmodigt arrangement, for det er slet ikke det billede, der præger arrangementet. Det, som præger sådan et arrangement, er sammenhold på holdene, men også med de øvrige deltagere. Hvert hold har en stand, hvor de har base. Fra basen har man mulighed for at sælge forskellige ting eller lave aktiviteter eller bare holde til. Der er bare god stemning hele vejen rundt. Stafetten handler ikke om at løbe hurtigst eller noget i den stil. Det er helt ok at gå rundt i sit eget tempo. Selvom der var over 5.000 deltagere, så var det ganske uproblematisk at komme rundt på ruten. Faktisk havde jeg også hundene med på nogle af mine runder.

Silas, hundene og jeg på en omgang
- Haderslev Gl. Kirke i baggrunden
Vores hold fra vores lille landsby "Team Vilstrup" gik lidt over 800 runder på det døgn, som stafetten varer. Sammenlagt gik de over 5.000 deltagere i hele stafetten over 73.000 km. Det er smadderærgerligt, at dette arrangement falder sammen med DKKs DM i Agility. Næste år håber jeg, at jeg har et reelt valg, så må vi se, hvad jeg så vælger af de to arrangementer.