mandag den 26. oktober 2015

DKAGCH - Prikken over i´et

2015 har været en fantastisk sæson for Ninja og mig. Jeg var spændt og nervøs for, hvad det var for en hund, jeg skulle starte op med i foråret igen efter skadespause og hvalpebarsel.

Kunne hun holde til det? Kunne vi finde hinanden igen? Det ser ud til, at jeg kan svare ja til begge dele. Ninja er kommet "tilbage" med større iver og gejst, end da jeg "lagde hende på hylden" sidste sommer.

Lørdag var årets sidste stævne, og jeg tænkte, at det ville være prikken over i´et, hvis Ninja kunne vinde AG certet til stævnet, som blev afholdt i vores egen klub, Ribe Hundevenner. Ikke fordi det var "hjemmebanefordel", som nogen jokede lidt med, for ridehallen, hvor stævnet blev holdt i, kommer vi kun i, når klubben holder stævne hvert år i oktober.

DKAGCH DKSPCH Border Treasure B My Ninja


Da jeg gik og varmede Ninja op, var jeg ellers ret bange for, at hun ville være vild og ustyrlig. Dvs ikke kontaktbar. Sådan var hun nemlig til træning sidste søndag, hvor hun bare fjollede rundt og prøvede at tage hele banen og lidt til.

Det viste sig nu, at Ninja var ret koncentreret, og løbet, som vi vandt certet i, var egentlig nok mere nydeligt og kontrolleret end det var fantastisk flot. Men ikke desto mindre vandt hun altså klassen og indkasserede derved sit sidste Agility Certifikat og blev Dansk Agility Champion på dagen. Herunder ses løbet:



Nu er der en så en velfortjent stævnepause, hvor vi bare skal finpudse lidt på nogle af vores svagheder, og så må vi se, hvad næste sæson bringer...

onsdag den 21. oktober 2015

Idag har jeg fået gråd til morgenmad - om datoer, negle og Facebook. Måske også lidt "Knæk Cancer"

Mit liv er egentlig ikke sådan, at jeg sidder for mig selv og græder, så det var egentligt lidt underligt sådan at sidde over min morgenmad med tårer i øjnene.

Jeg var ikke ked af det. Jeg var bare berørt...

Facebook har sådan en fin service, hvor de gør opmærksom på, hvad man skrev i sine opdateringer på samme dato tidligere år, hvad folk har skrevet på ens tidslinje osv

Jeg er faktisk selv lidt en dato-nørd. Jeg kan huske de underligste datoer og begivenheder. F.eks blev jeg d. 20. okt 1990 (det er jo for fanden 25 år siden) trådt over tæerne af min hest. Det er sådan set sket mange gange i mit "hesteliv" at jeg er blevet jokket over tæerne af en hest, men denne gang var lidt mere voldsomt, og jeg stod bagefter med min venstre storetå-negl løst i strømpen. Ja, og det var bare en negl og en dato. Min storetånegl blev dog aldrig den samme igen...

Den 20, oktober 2008 var Henrik og jeg kaldt til samtale på Odense Universitets Hospital, hvor vi skulle have svar på den biopsi, som lægerne have udtaget fra Silas´arm 11 dage forinden. Vi var ikke sådan rigtig urolige for svaret, for det var jo nærmest usandsynligt, at Silas kunne fejle det værste man kunne frygte (og læse sig til på nettet). Vi blev klogere.... Mit liv bliver aldrig helt det samme igen...

Mest af alt husker jeg, hvordan min verden under denne samtale med overlægen styrtede i grus. Sådan virkelig som om jorden styrtede sammen under mig, og man derefter skulle forsøge at genfinde fodfæstet i en nypløjet mark. Jeg husker mest, at overlægen sagde "cellegift" og satte streg under denne linje i informationsfolderen fra Børnecancerfonden "Hvis sygdommen debuterer før barnets 2. leveår, anses sygdommen for livstruende". Overlægen sluttede samtalen med den "opmuntrende" sætning: "Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det". Silas var dengang kun 11 uger gammel, så man må sige, at det var noget før hans 2. leveår. Min solstråle er her heldigvis endnu, og han beriger os hver eneste dag.

For mange "cancerforældre" er "diagnosedagen" en dato, som de aldrig glemmer. Hvilket også betyder, at det er en usædvanlig dag hver eneste år. En dag, hvor følelserne får en rusketur. De sidste 2-3 år har jeg faktisk "glemt" den, og først kommet til at tænke over den et par dage efter, og jeg skænkede det faktisk heller ikke en tanke i går. Så ja, mit liv er gået videre....

Her til morgen sad jeg så og læste de gamle opdateringer og beskeder på min væg fra d. 21. oktober de sidste 7 år, som Facebook havde fundet frem til mig. Jeg skrev i 2008 et trist blogindlæg på min gamle blog om aftenen d. 20. oktober, og min besøgstallen på min blog nærmest eksploderede.

Henrik og jeg sad nærmest bare passive i chok derhjemme de første dage efter samtalen med overlægen - ude af stand til overhovedet at tale sammen. Imens tikkede det ind med medfølende mails, buketter samt beskeder og opslag på Facebook. Alle de beskeder og folks varme tanker var en stor trøst og varme for os dengang, og det berørte mig faktisk også rigtig meget at læse dem her til morgen. Så ja, jeg måtte lige tørre mine øjne en gang eller to, mens jeg læste dem.

Nu vil jeg så gå ned og kysse min sovende Silas på panden, inden jeg putter mig under dynen, og bare mærker livet og lykken omfavne mig. Mit liv er stadig ikke det samme, men rigere på sin egen barske måde. Og neglen, hvis nogen tænker på den. Ja den er stadig grim.......

tirsdag den 6. oktober 2015

Fujis første "skoledag"

Nu er agilitystævnesæsonen stort set slut, og Fuji er blevet 10 måneder. Det er rigtig godt timet, for nu kan jeg så småt starte hende op i agilityens kunst. Det passer mig rigtig fint at lade mine hunde få lov at være hvalpe uden at skulle gøre så meget andet end at lære dem at ville tilvælge mig, at kunne sætte og lægge dem af og kunne kalde dem ind/frem.

I onsdags startede vi på hvalpeagility i Sannes Hundecenter. Det er min tredje hund, som jeg grundtræner efter Sannes "opskrift". Jeg synes, hundene får en rigtig fin forståelse og masser af god basis agility i rygsækken, og det gør det rigtig let at arbejde videre ud fra.

Jeg havde virkelig også glædet mig til at skulle starte på dette hold. Ikke kun fordi jeg skulle starte op med Fuji, men også fordi to af Fujis kuldbrødre også startede på dette hold.

Fuji klar til at lære en masse nyt
Fuji havde indtil i onsdags ikke engang været mellem to springvinger., enkelte af dagens øvelser havde hun dog snust lidt til. Men hun har aldrig tidligere skulle arbejde med forstyrrelser, og da hun er meget udadvendt og optaget af andre, når de arbejder, så frygtede jeg nok det værste.

Min frygt blev gjort til skamme. Hun arbejdede rigtig fint og opmærksomt med mig. Hun er ikke lige som Ninja. Fuji er noget mere hektisk, men jeg synes, at hun er ganske fed at arbejde med, selvom det næsten føles som en hel vulkan at arbejde med.

Hun nyder det....
Nu har jeg så 9 gange tilbage på dette grundkursus, hvor Fuji langsomt kan blive introduceret til agility, og hvor jeg kan nyde hendes brødre og deres samarbejde med deres ejere. Det er en skøn sidegevinst

torsdag den 1. oktober 2015

Vicedanmarksmester

Sæsonen er nu officielt slut. Og sikke en afslutning! Overskriften siger vel det meste. Ninja og jeg sluttede af med en tur på podiet til DCHs DM. Det var faktisk 5. gang, jeg kom på podiet til DCHs DM, og faktisk 4. gang jeg stod som nr. 2. Er jeg skuffet? Nej jeg er stolt og utrolig glad.

Fra DCHs festlige præmieoverrækkelse
Nr.1 Dennis/Number, nr. 2 Berit/Ninja, nr.3 Carsten/Mac
Dagen før DM synes jeg ellers ikke rigtig, at jeg kunne sætte mig op. Men jeg stod nu tidligt op lørdag morgen, smurte en madpakke (hvilket jeg sjældent gør til et stævne), pakkede telt, stol og bure og ikke mindst hundene i bilen. Men så var min bilnøgler total væk. Jeg ledte i over en halv time i tasker, jakker, skuffer, skabe, bag skabe/reoler, i køleskabet, på agilitybanen og nogle helt vanvittige steder, og blev bare mere og mere frustreret over ikke at kunne finde de skide nøgler. Enden blev, at jeg måtte låne Henriks bil og læsse et par hunde af, så jeg kun fik hovedpersonen, Ninja med.

Ninja og mig foran faneholderne
DCHs DM afgøres ved at man via et agilityløb og et springløb kvalificerer sig til A finalen. Disse løb løbes om lørdagen. De bedste 40% (tror det er den procentsats) går direkte i A finalen, som er det agilityløb, som alene afgør, hvem der bliver Danmarksmester.

En målrettet Ninja på vej fra tunnel til slalom.
Jeg elsker det blik
De resterende 60% løber B-finale, som er et agilityløb, hvor de tre bedste hunde i hver størrelse også får en plads i finalen.
I springløbet løber vi et fejlfrit løb, som er ganske ok, men der var ting, der kunne være bedre. Vi ligger nr. 5 efter springløbet. I agilityløbet er der en kombination på banen, hvor jeg ved, at Ninja kan være svag på sit nedgangsfelt på A´et, men jeg vælger at handle det med risiko for, at svagheden viser sig ved en feltfejl, men jeg er så også sikker på, at jeg har styr på hende, når jeg skal sende hende i tunnelen, hvilket jo gør at jeg kan afværge en mulig diskvalifikation, fordi hun måske ville vælge det forkerte tunnelhul. Jeg var dog overbevist om, at jeg selv med 5 fejl ville komme i A-finalen.

Vi fik de fem fejl, og vi blev samlet placeret som den 5. bedste ekvipage, når de to løb blev lagt sammen, så den strategi virkede nu meget godt (selvom jeg hellere ville have haft to fejlfrie løb). Vi var dermed direkte i A-finalen og behøvede ikke at pine os selv med en B-finale.

Når man starter i A-finalen om søndagen er tavlen "ren" for alle deltagere. Dvs alle som har adgang til deltagelse i A-finalen har muligheden for at blive Danmarksmester. Hvis de altså "bare" vinder dette ene gennemløb.

Et enkelt billede fra lørdagens springløb
Jeg skulle starte som den femte sidste i A-finalen pga min placeringer fra om lørdagen. Jeg havde ikke haft overskud og tid (pga opvarmning) til at følge med i ret mange af de andres løb, så jeg vidste egentlig ikke, hvordan deres løb havde været. Det kunne også være lige meget. Der var kun en vej derinde, og det var fuld gas.

Der er helt klart intensitet

Ringen var tæt pakket af publikum, og der var faktisk en rigtig fed stemning i agilityringen. Publikum var ikke kun agilityfolk eller hundefolk fra de andre dicipliner. Der var også mange folk ude fra, som var kommet for at se hundearbejde, og finaleløbene for de store hunde var vel nok et af de sidste steder, der var aktivitet, og her var stemningen høj og intens.


Som man kan se, så er der tæt pakket af publikum rundt om ringen

Hele weekenden var der speaker og musik til banegennemgang - og ikke mindst når ekvipagerne blev disket i et gennemløb. Alt det var helt klart med til at give det mere stemning. Jeg elsker at løbe finaler, og jeg var helt ok med det. Jeg var ikke nervøs, men tænkte bare, at jeg skulle give den gas og være der for Ninja, og så måtte det briste eller bære.

Det bar. Jeg synes næsten, man kan se det her over slutspringet

Ninja leverede et perfekt løb i tiden 38,36, og jeg kom i mål og førte med 1½ sekund ned til nr. 2. Der manglede stadig 4 hunde. Det er jo altid meget interessant og nervepirrende at stå og se om ens føring kan holde. Næstsidst ekvipage som var Dennis med Number, der løb sig ind i tiden 38,30. Altså 0,06 sek hurtigere end Ninjas tid. Og sådan endte placeringen også. Prøv lige at blinke engang. Ja, det svarer vel til det, som jeg "tabte" med. Er jeg skuffet, når det nu var så tæt på? Nej egentlig vil jeg hellere slås med 0,06 sekund end med 2 hele sekunder.  
 

 
 
 
Fra æresrunden
Så selvom weekenden startede lidt kaotisk og ikke særlig heldigt, så endte den da meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Bilnøglerne dukkede i øvrigt op igen... De havde ligget på trappen og var faldet ned derfra og lå så lige så fint under trappen nederste trin.

Tak til alle de folk, som sad og skød flotte billeder på sidelinjen. Der var rigtig mange flotte imellem - også af de andre ekvipager naturligvis.