onsdag den 21. oktober 2015

Idag har jeg fået gråd til morgenmad - om datoer, negle og Facebook. Måske også lidt "Knæk Cancer"

Mit liv er egentlig ikke sådan, at jeg sidder for mig selv og græder, så det var egentligt lidt underligt sådan at sidde over min morgenmad med tårer i øjnene.

Jeg var ikke ked af det. Jeg var bare berørt...

Facebook har sådan en fin service, hvor de gør opmærksom på, hvad man skrev i sine opdateringer på samme dato tidligere år, hvad folk har skrevet på ens tidslinje osv

Jeg er faktisk selv lidt en dato-nørd. Jeg kan huske de underligste datoer og begivenheder. F.eks blev jeg d. 20. okt 1990 (det er jo for fanden 25 år siden) trådt over tæerne af min hest. Det er sådan set sket mange gange i mit "hesteliv" at jeg er blevet jokket over tæerne af en hest, men denne gang var lidt mere voldsomt, og jeg stod bagefter med min venstre storetå-negl løst i strømpen. Ja, og det var bare en negl og en dato. Min storetånegl blev dog aldrig den samme igen...

Den 20, oktober 2008 var Henrik og jeg kaldt til samtale på Odense Universitets Hospital, hvor vi skulle have svar på den biopsi, som lægerne have udtaget fra Silas´arm 11 dage forinden. Vi var ikke sådan rigtig urolige for svaret, for det var jo nærmest usandsynligt, at Silas kunne fejle det værste man kunne frygte (og læse sig til på nettet). Vi blev klogere.... Mit liv bliver aldrig helt det samme igen...

Mest af alt husker jeg, hvordan min verden under denne samtale med overlægen styrtede i grus. Sådan virkelig som om jorden styrtede sammen under mig, og man derefter skulle forsøge at genfinde fodfæstet i en nypløjet mark. Jeg husker mest, at overlægen sagde "cellegift" og satte streg under denne linje i informationsfolderen fra Børnecancerfonden "Hvis sygdommen debuterer før barnets 2. leveår, anses sygdommen for livstruende". Overlægen sluttede samtalen med den "opmuntrende" sætning: "Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det". Silas var dengang kun 11 uger gammel, så man må sige, at det var noget før hans 2. leveår. Min solstråle er her heldigvis endnu, og han beriger os hver eneste dag.

For mange "cancerforældre" er "diagnosedagen" en dato, som de aldrig glemmer. Hvilket også betyder, at det er en usædvanlig dag hver eneste år. En dag, hvor følelserne får en rusketur. De sidste 2-3 år har jeg faktisk "glemt" den, og først kommet til at tænke over den et par dage efter, og jeg skænkede det faktisk heller ikke en tanke i går. Så ja, mit liv er gået videre....

Her til morgen sad jeg så og læste de gamle opdateringer og beskeder på min væg fra d. 21. oktober de sidste 7 år, som Facebook havde fundet frem til mig. Jeg skrev i 2008 et trist blogindlæg på min gamle blog om aftenen d. 20. oktober, og min besøgstallen på min blog nærmest eksploderede.

Henrik og jeg sad nærmest bare passive i chok derhjemme de første dage efter samtalen med overlægen - ude af stand til overhovedet at tale sammen. Imens tikkede det ind med medfølende mails, buketter samt beskeder og opslag på Facebook. Alle de beskeder og folks varme tanker var en stor trøst og varme for os dengang, og det berørte mig faktisk også rigtig meget at læse dem her til morgen. Så ja, jeg måtte lige tørre mine øjne en gang eller to, mens jeg læste dem.

Nu vil jeg så gå ned og kysse min sovende Silas på panden, inden jeg putter mig under dynen, og bare mærker livet og lykken omfavne mig. Mit liv er stadig ikke det samme, men rigere på sin egen barske måde. Og neglen, hvis nogen tænker på den. Ja den er stadig grim.......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar