fredag den 13. november 2015

Projekt lattergas - en stor succes

Nogle af de aktiviteter, som foregår ifm sygehusbesøg, når Silas er til kontrol ifm. Cystisk Fibrose er ikke ligefrem morsomme.

I starten, dvs de første par år, tog Silas det egentlig pænt nok, og det var kun lige, når det ubehagelige skulle ske, at han blev ked af det. Pludselig ændrede det sig desværre.

Når vi fortalte ham, at vi skulle på Skejby kunne man nærmest se på ham, at blev angst og betuttet. Og hans første spørgsmål var også "Skal jeg have fanget bussemænd?" Derfor valgte vi til sidst at vente med at sige det til ham dagen før.

For ca 2 år siden fik Skejby som et forsøg lov at bruge lattergas til de børn med angst for blodprøver, sug o.lign. En håndfuld børn på Cystisk Fibrosecentret fik dette tilbud, og Silas var et af dem.

Det har gjort en kæmpe forskel for os og ikke mindst Silas, fordi han nu er helt tryg ved kontrollerne, og lader ikke negativt op til dem. Kontrollerne skal han jo gennem ca 10 gange om året. Han er tydeligvis meget mere afslappet omkring det forestående besøg, når man fortæller ham det.

Hvor han før reagerede negativt på beskeden om et forestående besøg på Skejby, tager han nu beskeden om et forestående kontrolbesøg med en helt anden ro. Nærmest med ligegyldighed.

Jeg bemærkede det især i onsdags, hvor han også skulle til kontrol. Da vi først skulle være der kl 11.30 og klassen havde tværfaglig dag, så valgte vi, at han ikke skulle i skole først. Vi kunne derfor sove en ekstra time og nyde en dejlig morgenmad med friskbagte boller sammen. Silas var bare helt i hopla fra morgenstunden, og det slog mig, at han førhen virkede noget mere stille, inden vi skulle afsted.

Hyggeligt at starte en onsdag morgen med hjemmebag

Da vi kom op på sygehuset, kom jeg i tanker om, at Silas ved dette besøg også skulle have taget blodprøver samt influenzavaccineres. Det er Silas normal vis heller ikke så pjattet med (mildt sagt), men da jeg fortalte ham det, var hans lidt konstatering i en lettere ligegyldig tone: "Kedeligt!" Ingen anden reaktion i ord eller mimik. 

Lattergassen foregår ved, at Silas vælger den duft, som lattergassen skal have (jordbær, karamel eller cola). Han er selv meget inddraget i hvad der skal foregå. Han griber nærmest masken med lattergas helt grådigt, for han elsker simpelthen at få lattergas, som vi kalder "Gøglergas", for han bliver virkelig total fjollet. Øjne spræller nærmest af liv og narrestreger, når han sidder der.

Silas i lattergaståger. Bemærk lige glæden i hans øjne.
(selvom laboranten roder med hans arm)
Han er så glad og fjollet, at det smitter af på alle på stuen

I onsdags var det så sådan, at lige da gassen virkede kom laboranten ind af døren (perfekt timet), og mens hun sad og baksede med at finde en åre at stikke i (Silas kan være svær at stikke i), så kom lægen også ind for at vaccinere. Det hele var så velforberedt, at Silas sad med et tæppe over sine ben, så det var var at flytte tæppet og vaccinere. Han nåede dårligt at opdage det.

Laboranten bøvlede noget med at finde et sted at stikke, og måtte også skifte arm. Imens sad jeg og havde øjenkontakt og opmærksomhed fra Silas. Det gik bare så let.

Der tappes blod, og åren driller, men det lykkes.
Bemærk smilene hos både sygeplejerske Mette og Silas. 
Herefter var der så suget. Silas hader bare at blive suget, og ofte har vi måtte holde ham fast. Når vi sagde, at nu var det tid til sug og ville fjerne lattergasmasken, så pressede han masken ind mod ansigten, og gjorde det lidt svært og trak tiden i et spinkelt håb om at slippe.

I går var han faktisk helt ok med det og samarbejdede også flot med suget, og det var ikke en gang nødvendigt at holde hans hoved fast (hvis ikke hans hoved er i ro, så er suget bare endnu mere generende, da det ikke er let at føre slangen korrekt ned). Og da suget var overstået kom der heller ikke eder og forbandelser ud af munden på ham, som der ofte gør, når han synes, at han skal afreagere på overgrebet (ja undskyld for det er jo hvad det er for ham).

Via dette link kan du se en video med et andet barn, der bliver suget. Når man ser linket, kan man måske godt forstå, hvor Silas ikke synes, at det er det mest fantastiske, man kan blive udsat for. Det gør ikke ondt, men det er ubehagligt, så det er forståeligt nok, hvis man hellere vil være fri.

Henrik og jeg talte bare om, hvor fantastisk en forskel lattergas gør for Silas og den angst, som han tydeligvis havde udviklet op til kontrolbesøgene. Det er dejligt, når man kan køre hjem med følelsen af, at sygehusbesøget var en god oplevelse for alle. Men endnu dejligere, at man kan køre afsted mod sygehuset, uden at Silas sidder betuttet og indesluttet på bagsædet.

Hvad var resultaterne af kontrolbesøget så?

Suget tages for at dyrke slimprøven for at se, om der er bakterier i suget. Hvis der findes dumme bakterier i slimprøven, igangsættes en antibiotikakur. Vi har allerede fået svar på onsdagens sug, og det var "rent", hvilket er en god tilbagemelding.

Blodprøven blev taget, fordi Silas´ levertal ved blodprøven i august var forhøjet. Også den var der positiv tilbagemelding på. Tallene var faldet en del, men lå dog stadig lidt over normalgrænsen, men eftersom lever og maveregionen blev scannet i august og alt så ok ud, så er vi (og lægerne)  helt rolige.

tirsdag den 10. november 2015

Lærer for en dag

I 1994 blev jeg optaget på lærerseminariet i Skaarup, men jeg droppede faktisk ud, før jeg kom i gang. Jeg var ikke sikker på, at det var det, som jeg ville alligevel. Det var vist min evigt overdrevne perfektionisme, der gav mig kolde fødder. Hvis jeg skulle stå og undervise, så måtte der ikke være en finger at sætte, og jeg skulle vide mere om mine fag, end mine egne i elever (jeg kunne møde sådan en elev som mig selv, der kunne finde på at rette på læreren).

Men denne mandag sprang jeg alligevel ud som lærer i Silas´ klasse. Lærerne på Silas´ skole havde haft pædagogisk dag i lørdags og havde derfor fri i går. Derfor skulle forældrene forestå denne undervisningsdag, og i klasserne havde forældrene frit spil. 

Man kan synes meget om at gøre det på denne måde, men personligt synes jeg, at det var en ganske god dag, og jeg tror også, at børnene hyggede sig og fandt dagen interessant. Jeg har tidligere været med klassen på udflugt, haft klassen til fødselsdag osv, så jeg synes, at jeg kender børnene rimelig godt efterhånden. Igen sender jeg en taknemmelig tanke til mit "nye" liv, hvor et selvvalgt deltidsjob gør sådan  noget relativ let at få passet ind i ens hverdag. 

Vi havde flere indslag i dagens løb. Dagen startede med cykelringridning, som var optakten til et besøg vi fik af en vaskeægte sønderjysk ringrider, der skulle fortælle om sit liv med ringridning.

Der skulle koncentration og koordination til for at ramme

Mellem de to aktiviteter var der pause, hvor børnene kunne spise deres formiddagsmadpakker. Mens de spiser madpakkerne, plejer de at få læst højt. Jeg elsker faktisk at læse højt, så jeg fik hurtigt gaflet højtlæsningsbogen ud af hænderne på den anden forælder og læste højt om Spionhunden.

Mens ringrideren holdt sit indlæg, så trillede jeg min trailer ned på sportspladsen, hvor jeg stillede en lille agility racerbane op, som jeg skulle bruge til mit indlæg. Så tog jeg Fuji og Ninja med ind i klassen sammen med lidt rekvisitter såsom hulllahopring, vaskebalje og et par pokaler.

Jeg havde forberedt indlægget med en lille power point præsentation, hvor vi kunne snakke om, hvad hunde kan bruges til, og om hunde kan have et ”job”. Ungerne var vildt interesserede og bidrog med spørgsmål og supplerende oplysninger (=egne oplevelser). Så fik ungerne lov at stille op på en række så alle kunne se hundene lave tricks på skift. De var meget imponerede og jublede vildt da Ninja kunne vippe snuden ind under en hullahopring og kravle ud under ringen.

Så er vi startet på "hunde-indlægget"

Så gik turen ned på sportspladsen, hvor de skulle se agility, hvilket MicMic og Ninja skulle levere sammen med mig. Unger syntes godt nok, at de løb stærkt og de jublede og heppede. Jeg kunne nok have løbet rundt derned endnu, hvis det stod til dem. Til slut lavede vi en lille udfordring, hvor en af de andre forældre (vi var 4 forældre) skulle løbe om kap med Ninja. Ninja på banen og forælderen bare ved siden af. Der var ingen tvivl om, hvem der var ungernes darling.

Ungerne (og MicMic) er bare SÅ klar!

Men 1. klasse må se sig slået - MicMics hale ses i højre hjørne
- forlængst i mål
Bagefter var ungerne friske på at løbe om kap med MicMic på samme måde. De piskede afsted, og var meget optaget af nedtællingen og af at stå klar til start. Det var sådan set ikke fordi ungerne ikke gad mere, men de skulle videre til frokostpause og dagens sidste indlæg, der handlede om håndlavede knive.

Bjarne havde virkelig ungernes opmærksomhed
(Tasken til højre for ham indeholder nogle af hans håndlavede knive)
I al beskedenhed synes jeg faktisk, at min lille ”lektion” gik rigtig godt, men jeg har dog ikke fortrudt mig valg  af erhverv.  Jeg tror ungerne syntes, at den lidt anderledes dag var ganske spændende, selvom ikke alting var lige som det plejede.