søndag den 14. februar 2016

Udstilling og klargøring til stævnesæsonen

Udstilling bliver nok aldrig noget, som for alvor vil fange min interesse, men jeg var nu alligevel kørt til Fredericia i dag for at kigge med på den internationale DKK udstilling. Det var jo også lidt ekstra spændende at kigge med, da Darwin skulle udstilles. Eller rettere, det var kun det, som fik mig til at køre derop.

Darwin så rigtig godt ud.
Charme, selvtillid og lækker hår. Det med det lækre hår ødelagde han dog lidt en lille time, inden han skulle ringen, hvor han afleverede en portion "jeg-har-vist-let-løs-flydende-mave".


Darwin - som udstillingshund

Dommeren kunne sådan set godt lide Darwin, men han var lidt fedtet med båndene i dag. Han uddelte i alt 4 gule bånd til dagens bordere, 2 blå og 12 røde bånd. Darwin fik faktisk en rigtig fin kritik, og han sagde også til Line, der handlede Darwin, at han godt kunne lide hunden, men han havde noget bøvl med at få en ordentlig tandvisning, fordi Darwin godt kan lide at lægge tungen ud over tænderne, og det er jo ikke helt smart, når der skal kigges bisser. Så ja, han var ikke den eneste, der blev sendt hjem med et gult bånd, som er det bånd, der gives for "Good"/3. præmiering

Her er Darwins kritik:
mycket god typ, mycket typisk huved, bra öron, svårt att sluta käkerne korrekt, utm hals och ryglinie, valutveklat brystkorg, utm vinklar, rör sig mycket bra, han ar nogot över tempereret. utm pels,

Nå, ja og så synes han, at Darwin var lidt for glad. Men helt ærligt, det er sgu svært at tage sig af, ikk? Det er da trist at se på hunde, der går rundt og hænger i ringen. Ud fra kritikken at læse, så er et gult bånd måske lige hårdt nok bedømt. Never mind. Tine og handler Line forsøger sig igen senere i sæsonen.

Men det her er nu mere ham....
Jeg havde også taget mine hunde med, men det var mest fordi jeg havde lavet en aftale med Niels Poulsen. Nogle gange hjemsøges jeg af "spøgelser" der tror, at der er "noget" galt med Ninja. Det kommer sådan ud af det blå, og jeg kan roligt sige, at hvis jeg skulle følge min mavefornemmelse og ræse til dyrlæge, hver gang, der er et spøgelse, der "prikker" mig i maven, så ville jeg skulle betale mig meget fattig i blodprøver, scanninger osv.

Niels fandt da heller ikke "noget" ud over en spænding i venstre side, som om hun var blevet løbet ind i (og det er ikke utænkeligt, at det kan være sket under en leg med Fuji) og lidt spændinger i underlivet, som han dog også hurtigt fik løsnet.

For god ordens skyld fik jeg også tjekket Fuji. Da Niels efter at have haft fat i hende et minuts tid sagde: "Hvad dælen er der da galt med hende her??", blev jeg helt uroligt, indtil han fortsatte: "Jamen den er jo helt lige i bagpartiet - og i skuldrene, fortsatte han. Han kunne så supplere, at det var sjældent, at han fik unghunde i hænderne, som var så "fine". Slutteligt roste han hendes temperament, for hun var virkelig total upåvirket af at stå i en trykkende udstillingshal og lade sig "befamle" af en mand, som hun egentlig ikke kendte, og som måske ikke ligefrem bare aede hende.

MicMic fik også lige et tjek. Så nu er hun også klar til at gå sæsonen i møde. Ninja og MicMic starter stævne i næste weekend, hvor vi skal løbe i Vejle. Indtil videre forsøger min hjerne stadig at få forventninger, planer og målsætninger for 2016 til at gå op.

onsdag den 10. februar 2016

At elske er at turde miste

Tidligere i dag læste jeg en status opdatering fra en af mine facebookvenner, og den fik mig til at skrive dette indlæg, som jeg egentlig har tænkt på at skrive mange gange tidligere.

Opdateringen lød således:
Alle siger at kærlighed gør ondt 😥 men det er ikke sandt👌
Ensomhed gør ondt😥 afvisning gør ondt, og at miste gør ondt😭
Alle forveksler disse ting med kærlighed😍men i virkeligheden er kærlighed det
eneste i verden🌍 Der får os til at glemme al smerten😭 og gør os lykkelige igen💑🍀
Så vis kærlighed til dem du holder af 


I 2003 oplevede vi i min familie den tragedie, at min svigerinde og hendes far kørte galt og begge blev dræbt ved ulykken. Ulykken og min brors og hendes/deres børnenes tab har siden kastet en skygge over familien. Den er dog aftaget med årene, men forsvinder aldrig!

Jeg stod min bror meget nær i månederne efter, og oplevede sorgen på "første række", hvis man kan sige det sådan. Jeg så hans kærlighed og hans sorg. Han elskede hende og ingen havde vel forventet, at døden ville indhente hende i en alder af 33 år.

Det lyder måske rigtig underligt, men at stå ved min bror side i den periode fik mine øjne op for, at jeg snød mig selv for kærligheden. Midt i hans sorg og ulykke, så jeg, at jeg afskar mig selv fra at opleve lykken.

På det tidspunkt havde jeg boet alene siden jeg var 20 år (jeg var dengang 31 år). Jeg havde ikke boet sammen med Tobias´ far, men havde kendt ham i nogle år i et lettere turbulent forhold omkring den periode, hvor Tobias blev født. Jeg var 22, da Tobias blev født, og omtalte tragedie indtraf, da Tobias var 8 år. Så jeg havde sådan set boet alene i mere end 10 år. Mest af alt fordi jeg ikke magtede at indlede et nyt forhold ovenpå forholdet til Tobias´ far, men mest af alt, fordi jeg gerne ville beskytte Tobias, så han ikke skulle opleve svigt pga evt. skiftende forhold. Tanken om at Tobias skulle knytte sig til en fyr, og forholdet ville gå i stykker, kunne jeg slet ikke bære, så hver gang, jeg stod på dørtærsklen til et nyt forhold afholdt det mig som regel fra at blive alt for "seriøs".

Men som jeg stod der og så hvor stor og smuk kærligheden kunne være, selvom sorgen fyldte mest på det tidspunkt, så ændrede jeg langsomt min indstilling og tænkte over ordsproget "For at elske skal man turde miste" og indså, at hvis jeg selv ville opleve den store kærlighed, så var jeg også nødt til at lukke kærligheden ind og "turde".

Et halvt års tid senere mødte jeg Henrik og efter nogle en del måneders tilløb "overgav" jeg mig og lukkede ham fuldgyldigt ind i mit og Tobias´ liv og gik "all-in", og her har han så heldigvis været i mere end 10 år nu. Men det er da egentlig grotesk, at der skulle et dødsfald og en sorg til, før jeg så "lyset".

Min facebookven med ovennævnte opdatering har desværre også oplevet den store sorg at miste sin livsledsager gennem mange år, men jeg glæder nu mig på hans og min venindes (som han danner par med nu) vegne, fordi han trods sit tab og sorg, stadig tror på kærligheden.

søndag den 7. februar 2016

Wearing Darwin

For et par uger siden var jeg en tur i Nordjylland, hvor jeg mødtes med Laila og Tine. Jeg havde glædet mig til at kramme de tobenede, men ikke mindst Ninjas søn, Darwin.

Darwin
Tine var meget hooked på, at vi skulle hjem forbi hende i Hjallerup, for hun havde noget til mig, som hun havde glemt at tage med ned til Laila.

Tine havde en lille gave liggende til mig. I gaven var der et armbånd, som Tine havde fået lavet med Darwins hår i. Ja, så selvom Darwin jo bor hos Tine, så har jeg da også lidt af ham hos mig. I det daglige tænker jeg nu ikke så meget på, at Tine og jeg ejer Darwin i fællesskab. Jeg nyder bare opdateringerne og den gode udvikling.

Armbånd med hundehår

Tine er super god til at lade mig følge med i Darwins gøren og laden, og jeg nyder hendes mange opdateringer og videoer. Jeg nyder bestemt også godt af hendes mange input til min egen træning. Det er dejligt med noget sparring.

Laila og jeg også trænet lidt lydighed med vores unge hunde under Tines kyndige vejledning. Det var nogle rigtig hyggelige timer, inden jeg trillede de 300 km sydpå igen.

Darwin - nyvasket og forberedt til udstilling

Næste gang jeg ser Darwin er, når han skal udstilles i Fredericia. Jeg skal naturligvis op og "heppe". Det er bare så skønt at følge med i hvalpenes liv, selvom de er flyttet for et år siden.