tirsdag den 26. juli 2016

Det var lidt for tæt på....

Fredag aften jagtede vi solnedgangen på Mandø for at få dette flotte skud. Der kunne jeg ikke vide, hvor uhyggelig tæt det var på at være det allersidste flotte billede af min skønne MicMic.

Foto: Sanne Ammitzbøll
(Grooming: Mona Pharsen)
Lørdag morgen fik jeg sådan en træls opvågning. Lyden af en hund, der brækker sig i campingvognen. Op af sengen sprang jeg, greb MicMic, der stod halvvejs inde under den nederste køje. Jeg var klar til at springe ud af vogn og fortelt med hende, da den lille bitte smule blufærdighed jeg har, fik mig til at tøve og kigge ned af mig selv. 

Nej. Det ville ikke være pænt gjort at stige ud i morgensolen til de andre i den mundering eller mangel på sammen. Kastede en T-shirt på og MicMic holdt tæt imens. Udenfor gik hun og bøvsede lidt mere, men det var nu ikke noget, som jeg tillagde noget særligt. Det hænder da af og til at en af mine hunde kaster op, og det her så hverken værre eller bedre ud end så mange andre gange, når en hund har kastet op (endnu i hvert fald).

Vi spiste morgenmad ude mellem alle vores campingvogne (vi var et "selskab på 6 campingvogne), mens hundene gik i deres indhegninger. MicMic havde lagt sig om i skyggen, og det var der jo ikke rigtig noget mærkeligt ved. Det var stegendes varm. Lørdag var en dag med over 25 grader på Mandø. Hun havde trukket sig helt op i hjørnet af indhegningen og krøllet sig sammen.

Mens alt vores morgenhalløj står på, bemærker jeg ikke nogen forværring ved hende og hun er faktisk også omme på forsiden af forteltet en enkelt gang, hvorefter jeg følger hende om til bagsiden igen, fordi der er mere svalt. Jeg bemærker ikke noget alarmerende. 

Da vi er færdige med morgenmaden er planen, at vi alle skal ud at bade med hundene. Min plan er i første omgang at tage med, men lade MicMic blive tilbage i "lejren". For mig at se, ligner hun bare en hund, der har kastet op. Det har jeg jo prøvet masser af gange før, og det plejer bare at være ovre efter et par gylp. Jeg når dog slet ikke så langt i mine planer. Jeg når vist dårligt nok at tage af bordet og bære det over i campingvognen. 

Da jeg igen går om til MicMic, så ligger hun bare og har det meget meget skidt. Hendes underkæbe hænger og forbenene er helt fuldstændig smurt ind i savl. Hendes gummer er blege. Hendes øjne er triste og trætte. Når det handler om mine egne dyr og nødstilfælde, så går jeg lidt i chok og kan stort set ikke rigtig foretage en fornuftig handling. Så er man glad for at være sammen med 10 andre hundetosser, der kan tage over for en. 

Sanne Ammitzbøll kastede sig over MicMic, tog temperatur, gav salt/sukkervand og gennede mig panderynkende afsted til dyrlæge. En anden tjekkede tidevandstabellen. Gudskelov var der lavvande, og man kunne køre til fastlandet. En tredje ringede til dyrlægen og varslede vores ankomst. En fjerde hoppede med i bilen. Køre bilen kunne jeg godt. Det må være noget, som jeg kan på rygraden. 

Men det at køre er nu ikke engang noget, som man skal tage for givet, når man nu står der på en vadehavsø, hvor tidevandet styrer ens handlemuligheder. Heldigvis var der lavvande, for ellers havde det virkelig været bad luck. Patienter hentes med helikopter i sådanne tilfælde. Men næppe hunde. Mon sygeforsikringen ville dække en ambulanceudrykning med helikopter? 

Vejen fra Mandø til Ribe er ikke lige frem velegnet til Formel 1 racerløb. Alene Låningsvejen, som er ca 6 km lang og består af en mere eller mindre "pyttet" grusvej med hastighedsbegrænsning på 25 km/t. Men kan kan "sagtens" køre 65-70 km/t på den, når der ikke lige er fodgængere, modkørende eller alt for løst grus. Det var ikke behageligt, men føltes nødvendigt. 

De 25 km til Ribeegnens Dyrlæger føltes bare som 75 km og naturligvis var omkørselsvejen ved Ribe By også ved at pakke til af ferietrafik. Sådan er det jo altid lørdag i sommerferien. Så hvorfor skulle denne dag være anderledes?

Dyrlægen undersøgte MicMic, som bestemt ikke havde fået det bedre på turen. Hun var rigtig slap. Efter et hurtigt tjek stod det klart, at MicMic var svært dehydreret og skulle have noget vædske. Dyrlægen ville starte med at tage en blodprøve og så give vædske. Men det med blodprøven skulle vise sig at blive noget af en opgave. Dyrlægen baksede og kunne ikke ramme. Jeg var efter et par missere simpelthen nødt til at spørge hende, om det var hende, der ikke var så heldig med at ramme eller det var MicMics tilstand? Pludselig kan jeg ikke se nogen vejrtrækning fra MicMic, men inden jeg panikker helt, ser jeg at hun stadig trækker vejret. Svagt, men hun trækker stadig vejret. Da jeg efter forløbet fortæller det til dyrlægen, siger hun, at også pludselig manglede vejrtrækningstegn. 

Jeg foreslår dyrlægen, at en anden kan prøve at ramme en vene. Hendes kollega bliver kaldt hen til os. Han bakser noget, men får dog ramt en vene, men siger så til sin kollega, at hun godt kunne glemme at få en blodprøve af den hund, for der er ikke noget tryk på blodet. Og nej jeg kan godt se, at der ikke kommer mere end en lille dråbe blod ud af det venekateter, som han møjsommeligt har fået lagt med store lupbriller på. 

Det står nu helt klart for mig, at det er meget skidt med min lille sheltiepige, og jeg bliver ret utålmodig. "Kan I ikke bare se at give hende noget vædske nu og så tage den blodprøve bagefter?" spørger jeg. Jeg er oprigtigt bange for, at hun skal dø i armene af mig. Mens dyrlæge 1 gør klar med drop og vædske, barberer Dyrlæge 2 MicMic på halsen og stikker en kanyle ind der, mens jeg forsøger at holde min meget slappe hund. MicMic gør intet for at holde sin krop og hænger bare slapt i mit greb, som jeg må flytte lidt på, da jeg ellers holder hele hendes vægt i mit greb rundt om hendes hoved. Dyrlægen trækker blodprøven ud i en engangssprøjte. MicMics system var ved at lukke godt og grundigt ned. Hun stinker rædselsfuldt, og det gør hun faktisk flere timer efter. En ubeskrivelig stank af mavesyre omgiver hende.

Hvor er hun bare skidt og afkræftet
Endelig får hun vædske. Hun bliver meget langsomt bedre, men jeg synes faktisk, at der går et par timer, før hun igen ligner en hund. Selv efter to timer er hendes poter stadig klamme og kolde. 

En halv time senere end billedet ovenfor.
Nu kan hovedet da løftes ved egen kraft
Efter 4 timer har hun fået 500 ml vædske i droppet og er klart i bedring, men hun har på intet tidspunkt taget initiativ til at rejse sig fra bordet, hvor hun har ligget stille i 4 timer. Hvis jeg rejser mig og går væk fra derfra (Jannie, som var sød at springe med i bilen, bliver selvfølgelig stående hos hende), så vender hun øjne og ører efter mig, men det er også det. 

Efter et par timer med vædskedrop
Efter 500 ml har hun fuld tank, og jeg bærer hende udenfor og sætter hende i græsset, hvor hun trisser efter mig. Indenfor havde hun vaklet rundt som en fuld. Rart at se, at hun er på benene igen, og hun får også tisset lidt. Efter et par minutter udenfor løfter jeg hende ind igen. Når man har løftet på hende, gylper hun stadig og hun har helt klart kvalme. Hun får kvalmestillende og dyrlægen beslutter at tage et røntgenbillede af mavesækken for at sikre sig, at der ikke ligger noget derinde. 

Der er ikke mere, de kan gøre for hende, og hun er også i bedring på de 4 timer, vi har været hos dyrlægen. 4 timer er lang tid at sidde og afvente og kigge på, at dråberne drypper fra dropposen. Det giver jo ikke hunden ro, hvis man sidder og rykker i hende hele tiden. Så lidt adspredelse skal man da have. Jeg fik da ryddet lidt op på min telefon i det mindste. Og det var dejligt, at Jannie var kørt med mig til selskab og assistance. Det er også altid rart, at have et par ekstra ører til at høre dyrlægens instrukser.

Vi kører tilbage til campingpladsen på Mandø. Det føles ikke, som om der er helt så langt fra Ribe til Mandø, som der var Mandø til Ribe og det til trods for, at jeg kører en del langsommere på turen tilbage. Som timerne går bliver MicMic mere og mere frisk. Til aften kaster hun sig frådende over det vådfoder, som jeg fik med fra dyrlægen. Jeg tilbyder hende lidt, og det bliver sørme i hende. Sådan småfodrer jeg hende over et par gange om aftenen, og til min store glæde holder hun det i sig. 

Lørdag aften - stadig noget mat
Søndag morgen kan hun både logre og "smile". Op af dagen kommer hun faktisk også med ud på en gåtur, da hun virker frisk og opmærksom. Hun er ganske livlig på gåturen og hopper og piber for at komme ned til stranden. Hun får dog ikke lov at komme i vandet, hvilket hun er ret utilfreds med. På hjemvejen slipper jeg hende løs hen af en sti, og hun og Fuji ryger afsted som to missiler. Det var svært at se, at hun var lige ved at dø fra mig et døgn inden. 

En glad og frisk MicMic på søndagens gåtur
Nu her tre dage efter er hun helt sig selv. Glad, fræk, madglad og springende op i favnen af mig. Utroligt så hurtigt en hund kan restituere. 

Hvad var det så lige, der gjorde hende så syg? Diagnosen var en forgiftning. Og det eneste "underlige" hun havde indtaget var lidt af en krabbe. Dvs 2-3 ben og en klo. Sidst vi var på Mandø spiste hun også en krabbe, men det skete der ikke noget ved. 

Sanne og Monas hunde spiser BUNKER af krabber på turene. De bliver aldrig syge. Og så nipper MicMic til en enkelt krabbe og er lige ved at dø?! Det var ikke fordi krabben var en halvrådden sag, der lå og kogte oppe på stranden. Den var spillevende og hang faktisk fat i hendes pote, da hun nysgerrigt "udforskede" den. Jeg forstår det ikke. Hvor uheldig kan man lige være? Reaktionen kom først 10-12 timer efter, men dyrlægen sagde, at det passede meget fint med en forgiftning af bakterier fra skalddyr. Der var ingen feber og hendes blodbillede og værdierne på organerne var fine. En smule forhøjet på leveren hvilket også passede fint med forgiftning.  

Nogen synes, at krabber er en delikatesse. Jeg ved ikke, hvad MicMic synes, men jeg synes det var et lidt for dyrt måltid til, at hun skal gentage det. Regningen lød på mere end kr. 4.000, men havde værst af alt også nær kostet mig en hund. Det står i hvert fald helt fast, at hvis vi havde været lidt hurtigere til at komme afsted til vandet efter morgenbordet, så var jeg kommet tilbage til en død hund. Det er ret uhyggeligt at tænke på, og hvad nu hvis, der havde været højvande og vejen til fastlandet havde været lukket af vand?

Men jeg slap med skrækken og kan forhåbentlig nyde godt af min søde lille humørbombe i mange år fremover. 

mandag den 18. juli 2016

Er din hudfarvet?

Her i weekenden sad jeg og spillede "Hvem er hvem" med Silas. I spillet skal man gætte, hvad det er for en person, som ens modstanden har trukket. Det gøres ved hjælp af udelukkelsesmetoden. F.eks ved spørgsmål som "Er din en mand?", "Har din blå øjne?" osv. Efterhånden som personerne udelukkes, så lægger man dem ned (alle mulige personer er rejst op på en slags tavle, når spillet starter).

Til sidst ender man med at sidde med en person tilbage, som så gerne skulle matche det kort, som ens modstander har trukket.

Et af de spørgsmål, som Silas stillede mig, da han skulle gætte min person var: "Er din person hudfarvet?" Øhhh, jeg sad lige og tænkte lidt over det spørgsmål og måtte spørge ham om "alle farver" ikke var "hudfarvet".

Silas tænker over sit næste spørgsmål
Det viste sig så, at knægten mente om "min person var lys i huden". Ja det havde jeg da nok regnet ud, men jeg tænkte alligevel, at en "negers" hud og er hudfarvet. Silas´ opfattelse kan måske hænge sammen med, at vi bor i et lille landsbysamfund, hvor befolkningen ikke har så mange forskellige nuancer af hudfarve. Det spænder mest fra ligbleg til lidt solbrændt. Ud af skolens 100 elever er der dog et enkelt adoptivbarn eller to, men det har åbenbart ikke været nok til at få Silas til at se deres "skind" som hudfarvet.

mandag den 11. juli 2016

EO - here we come!

Ja, det lignede en sommer uden hundeaktiviteter...  Men jeg overvejede faktisk også at tage på med på Dansk Hundeferie, men jeg mærkede efter og syntes, at jeg egentlig havde mere brug for at slappe af sammen med Silas, når vi skal på camping. På hundeferien skal man passe sine træningstider og ud at køre efter træningen, og nej det skulle ikke være sådan i år. Synes ikke der var nok value for the money i hele det store ferieregnskab. Det kunne jeg mærke, da jeg var på Mandø. Så jeg valgte ikke at lægge billet ind på en af de ledige pladser. Godt for det. Dels havde jeg ikke haft tid pga nogle arbejdsopgaver, og så var vejret bestemt ikke ligefrem drømmevejr for en campingferie.

Mens jeg var på Mandø var der stævne i den anden ende af landet. Her blev en af EO-holdets hunde desværre alvorligt skadet, da hun hang fast i tunnelholder. Tina (som ejer den skadede Darling) skulle have været afsted med to hunde, men valgte at trække begge sine hunde fra deltagelsen til EO. Ugen forinden var en anden af holdets hunde blevet agilitypensioneret pga en agilityskade, som hele tiden brød op. Rigtig trist baggrund at komme i spil på. I det hele taget trist, når vores hunde bliver skadede af vores sport.

Hvem forestiller sig, at en 3. reserve kan komme i spil? Ja, jeg gjorde ikke. Og da jeg kunne se, at jeg var 3. reserve, så besluttede vi på hjemmefronten helt at droppe vores ellers planlagte tur til Frankrig (den var bygget op om turen til European Open). Derfor var det i fuld enighed mellem Henrik og mig, at Henrik takkede ja til noget arbejde, som han fik tilbudt hen over sommerferien. Godt nok betød det jo, at vi ikke ville få sommerferie sammen allesammen, men vi har jo en efterårsrejse i vente.

EO klar
(i øvrigt iført min amerikanske veninde Jennifers EO trøje fra 2015)
Så da jeg modtog beskeden om, at jeg nu havde en plads på EO teamet, så var jeg faktisk ikke helt sikker på, at jeg kunne komme afsted. Første plan var at tage alene afsted sammen med Silas og forsøge at gøre det til en god tur for ham også. Jeg efterlyste via Facebook lidt opbakning/"omsorg" til Silas på turen, og det var ikke et problem, at nogle fra holdet gerne ville hjælpe os lidt, så der også var noget for Silas, mens jeg var optaget af løb og banegennemgange. Jeg fik faktisk også tilbudt hjælp ude fra, fra personer som slet ikke selv skulle deltage, men gerne ville tage med. Men Silas nedlagde total veto. Han ville bare ikke afsted til Frankrig uden sin far, og jeg kunne bare tydeligt mærke, at det ikke var noget, som jeg skulle gennemtrumfe. Så jeg var sådan set ved at give op.

Jeg kunne ikke engang bare "efterlade" Silas hjemme hos Henrik, for SFO´en har lukket i hele juli måned. Redningen blev så mine forældre, som jeg alligevel havde aftalt med, at Silas skulle på ferie i nogle dage, men det var nu ikke lige på tidspunkt. Jeg fik rykket lidt rundt på ferien hos mormor og morfar, så det passede med, at det var mens jeg så var i Frankrig i stedet for. Super fint. Så kunne det lade sig gøre.

Men så fik jeg øje på en ny udfordring. EO slutter søndag d. 31. juli, og Silas har fødselsdag d. 1. aug, og jeg kunne også mærke, at det var forkert ikke at være hjemme til at holde fødselsdag for ham - fra morgenstunden vel at mærke. Havde vi været i Frankrig alle mand på ferie, så havde han jo bare skullet fejre fødselsdag sammen med sine forældre i Frankrig. Alle de der udfordringer havde jo ikke været der, hvis ikke jeg var endt på reservepladserne efter kvalifikationerne. Så selvom det hele lader sig gøre, så er det ikke som "fod i hose"

Ja man skal måske være forælder for at forstå mine dilemmaer.... Egentlig er det ikke fordi en knægt på 7 år skal diktere ens sommerferie, men jeg må også se i øjnene, at det her pludselig ikke mere var en "ferie" i den forstand, men en tur ene og alene for mig. Så når han sagde så tydeligt fra, så vil jeg ikke "tvinge" ham med. Inde i mit hjerte siger det mig, at turen ikke er "nødvendig", men ene og alene et egoistisk behov fra min side. Silas kan som så mange andre (børn som voksne) godt lide forudsigelighed, og han kan ikke gøre for, at ferieplanerne ændres hele tiden. Jeg synes, jeg er nået frem til et for alle tåleligt kompromis.

Altid en fornøjelse at løbe med Ninja

Jeg har regnet ud, at jeg kan køre hjem i løbet af aftenen/natten efter EO, og når jeg bare har selskab på vejen af de andre deltagere, så skal det nok gå. Nu glæder jeg mig i hvert fald til at komme afsted sammen med Ninja og prøve kræfter med alle de seje hunde fra hele verden. Jeg er sikker på, at vi nok skal få en helt fantastisk og hyggelig tur sammen med de øvrige deltagere.


lørdag den 9. juli 2016

Opbakning og anerkendelse

Det her er bare sådan en weekend helt uden planer. Ja sådan nogen kan man faktisk også godt finde i min kalender, selvom det ikke er mange.

Fra morgenstunden sad jeg lige og tjekkede facebook, og en af min facebookvenner fra min barndomsby har de sidste dage skrevet en del om Team Rynkeby. Det har hun, fordi hendes mand i år kører med Team Rynkeby Østjylland til Paris.

Jeg har har perifert kendt Lise i min barn-/ungdom, men her som voksne har vi lært hinanden at kende i en helt anden sammenhæng, da Lise og Henriks datter, Jessica som lille fik konstateret en tumor i hjernen. Jessica og Silas er jævnaldrende. Jessica må desværre leve videre med sin kræftsygdom og hun er skøn tøs, der altid har et kærligt kram til en. Jessica har sin egen blog, som du også kan læse, hvis du lyster

Nå men tilbage til Facebook og Rynkeby. Team Rynkeby kører i år med GPS i deres teams, så man kan se, hvor de befinder sig henne, og jeg fandt ud af, at det østjyske team næsten kørte lige forbi os. Vi skulle faktisk kun lige bevæge os 5 km til nabobyen. Og da vi alligevel skulle en tur ud at se på "samfundet", så fik jeg det timet med, at det passede med, at vi ville ramme "Rynkerne" der. Så vi tog opstilling på Hoptrup Bygade.

Team Rynkeby Østjylland
Jessicas far, Henrik vinkende forrest

Jeg fortalte lidt til Silas om Rynkeby og deres tur til Paris, og Silas kender jo godt til Rynkeby fra skoleløbet, hvor han jo selv løb en ret anseelig andel af skolens samlede bidrag ind, takket være mange sponsorer. I bilen fik vi en snak om, at det nok ville være rart for holdet med et skulderklap, som vi kunne give, hvis vi stillede op og hilste på dem, når de kørte gennem byen. Og at det bare er rart, at nogen tror på ens projekter og anerkender en for det, som man gør. Herregud det kostede jo ikke noget at stoppe op og ønske en god tur.... Men for mig var det faktisk også vigtigt at vise min opbakning, ikke mindst fordi Lises mand Henrik jo var en del af holdet, og jeg kender ham jo.

Via Rynkebyteamets hjemmeside og kortet med placeringen af GPS´en kunne jeg se, hvornår de dukkede op, og så vi stod klar. Silas på nakken af Henrik og jeg ved siden af. Så ønskede vi dem ellers god tur efterhånden, som de passerede. Jeg fornemmede tydeligt, at det virkelig var som et skulderklap, og der blev hilst tilbage med vinken, "Tak" og "God weekend". Det var virkelig en skøn oplevelse. Banal, ja, men alligevel en skøn oplevelse. Det var meget mere værd for både mig og teamet end et "synes godt om" eller en "God tur-hilsen" i kommentarfeltet på et facebookopslag. Jeg fornemmer, at sådan et team får noget helt særligt sammen af sådan en tur. Måske vender jeg tilbage til mere om "Rynkeby" på et andet tidspunkt... Jeg fornemmer, der er mere i gære...

Nå men vi skulle jo ud i samfundet. Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle trille en tur til Flensburg, men da jeg ville fiske vores pas op af skuffen, så kunne jeg se, at Silas´ var udløbet, og det var nok en dårlig plan at have et forældet pas med, nu hvor grænsekontrollen som regel tjekker pas, når man vil ind i Danmark. Måske også meget rart at få styr på det, inden en USA tur.

Dybbøl Mølle på en dansk sommerdag
Så vi ændrede destinationen til Dybbøl Mølle i stedet. Vi fik en fin lille tur ud af det. Med udsigt fra Dybbøl Banke og lidt kanonkravleri. Ja, vi var også inde på Dybbøl Mølle og male vores egen mel. Der skulle virkelig bruges kræfter for at male mel, og Silas sled i det. Silas er ikke den stærkeste fyr, men han er ved at komme godt efter det. Endelig er han blevet lidt mere villig til at bruge sin krop og bevæge sig lidt mere.

Silas knoklede med at male mel - bemærk at fotoet er uskarpt pga bevægelserne
Han måtte ret hurtigt have jakken af
Og mens Silas klatrede rundt på beton og kanoner talte Henrik og jeg også om, hvor meget han har flyttet sig motorisk og i fysisk kraft de sidste måneder. Og her kom det med anerkendelse og opmuntring igen ind. Når man opmuntrer og roser ham for at nå små nye mål, så motiverer det naturligvis også meget mere. Mon ikke det er værd at huske i dagligdagen, hvor folk måske er bedre til at fortælle deres medmennesker om alt det, som de gør forkert end alt det, som de gør rigtigt.

Dybbøl
Vi har så meget jantelov, og med mindre man nærmest har verdensrekorden i et aller andet eller har styrke til at holde sig selv vandret i strakt arm ud fra en lygtepæl, så er det ikke "noget særligt". Vejen til at føle sig god for de "middelmådige" er så bare lang og nærmest ufremkommelig med den indstilling. Et klap på skulderen og et lille kompliment kan gøre en stor forskel.

fredag den 8. juli 2016

Gamle solstråler og guldkorn fra Silas

Facebook kom i dag med minder til mig fra ældre opslag fra samme dato. Deriblandt billedet af denne sol, som Silas tegnede, da han var 3 år. Og sådan en sol kan man da godt bruge, når nu vejret udenfor ikke rigtig kan finde solen og sommervarmen frem.

Kunstner: Silas 3 år
Silas knyttede også en kommentar til sit kunstværk:
Det er en sol med masser af solstråler, mund og store glade øjne med prikker i - ligesom vi har (citat kunstneren Silas)

Apropos stråler, så var vi for 3 år siden til Fionia Cup og ude fra campingvognens toilet lød det pludselig: "Mor, jeg har altså tisset dårligt".
Mor: Hvad mener du med det?"
Silas: "at jeg har tisset dårligt"
Mor: "Er der så tis ud over det hele?"
Silas: "Nej, ikke over det hele" (Kunstpause) "ikke på loftet - og heller ikke på håndklædet"

Lad mig bare afsløre, at han nok havde tisset en anelse ved siden af (det kan man måske også forvente af en 4 årig, der står op og tisser på et lille campingvognstoilet), men det var ikke helt så slemt som man kunne frygte ud fra beskrivelsen.