søndag den 28. august 2016

Kom som forsvarende, forlod som regerende Jysk Mester

Weekenden tilbragte Silas og jeg ved Varde, hvor DCH Varde lørdag afholdte et ganske ordinært landsdækkende agility stævne og søndag stod de for afviklingen af Jysk Mesterskab.

Ninja og jeg blev Jysk Mester i 2015, så jeg var ret opsat på at skulle til Varde og løbe. Faktisk huskede jeg dem også som rigtig gode stævneafviklere, så jeg glædede mig rigtig meget til at komme til stævne hos dem. Det er nok 6 år siden jeg har været der sidst, for det har ikke rigtig passet ind.

Stævnet var hyggeligt og sådan set også ret afstressende, for da der kun var ca 85-90 deltagere, så kunne stævnet afvikles på en bane.

Overskueligt og hyggeligt areal til banen - og blå sommerhimmel
Mit stævne startede med en AG3. Det var en ret tætbygget bane, men Ninja plejer at kunne sno sig fint rundt. Jeg kunne inden start godt mærke, at hun var ret så "levende", men da hun havde pillet sin 3. bom på vejen rundt, så blev jeg faktisk ret bekymret. Hun endte vel med 4 eller 5 nedrivninger, og det er ikke vanlig stil fra hende. Der var godt nok mange store hunde, der fik nedrivninger i "overtal" på den bane fik jeg fortalt.

Hvis det samme ville gentage sig i Agility Åben, så var jeg klar på at pakke sammen og køre hjem, for så måtte der være noget "galt" med hende. Hun var dog ganske helt og aldeles flyvende og vandt Ag Åben, og det var faktisk også lige præcis den kvalifikation, som vi manglede for at være kvalificeret til DCHs DM om en måned.

Agility Åben løbet kvalificerede Ninja til DCHs DM
Dagens to springklasser (SP3 og SP Åben) løb Ninja også fejlfrit og vandt. Så tre gange måtte vi vælge først på DCH Vardes flotte præmiebord. Der var rigtig mange flotte, spændende og lidt anderledes præmier, og det var faktisk lidt svært at vælge.

Hvem kan stå for sådan en helt igennem lækker frugtkurv?
Ja, jeg kunne ikke....
5 fribilletter til Blåvand spa og wellness fra præmiebordet for Spring Åben
og lidt sodavand,slik og chips fra præmiebordet Spring 3
Efter at have trykket 3 kraftigfulde og gode løb af, hvor Ninja sprang ubesværet, så pakkede jeg bekymringerne væk og glædede mig mere over de prægtige løb.

Lørdagen sluttede jeg af med et besøg hos Gunnar og Vibeke i deres lækre sommerhus ved Vejers Strand. Vi gik en fantastik lækker tur ved ned til stranden. Vi missede dog en utrolig flot solnedgang, fordi Gunnar måske havde glemt at tage højde for, at længden af hans planlagte tur og længden af Silas´ drengeben ikke rigtig matchede det tidsvindue, vi havde at operere indenfor for at nå helt ud til stranden, inden solen helt forsvandt.

Solnedgang ved Vejers
Men pyt, stranden var smuk og ret vindstille, og Silas fik boltret sig lidt i sandet.

Silas bygger lidt i sandet
Border collierne fik leget lidt - og MicMic måtte nøjes med at betragte legen i sin flexline, hvilket hun nu egentlig også affandt sig pænt med. Grundet stuntet i Kolding for to uger siden, så holder jeg hende i ro.

Det var 5 flade hunde, der hjemme i sommerhuset drak 4 liter vand og faldt sammen på gulvet. Rigtig dejlig afslutning på en helt fantastisk sensommerdag, hvor det næsten var for varmt til agility, da solen stort set hele dagen bragede igennem fra en skyfri himmel.
Gåtur ved stranden
Men natten til søndag kom der til gengæld masser af vand, og jeg fik fortalt, at det havde lynet og tordnet flere timer om natten. Ja, Silas og jeg havde absolut intet hørt. Regnen startede igen først på morgenen og efter opklaring blev det igen bare grå skyer der trak sig sammen.

Dagens første løb var et spring åben løb, og de åbne klasse kvalificerede til finalen, hvor finalevinderen ville blive Jysk Mester. Jeg var ikke særlig glad for en tilgang en tunnel, og var ikke sikker på, at jeg kunne formå at give Ninja den plads, som det ville kræve for at få en god tilgang (nogen gange ser jeg måske spøgelser...). Jeg kunne også mærke, at jeg ikke rigtig var "tændt" på løbene i dag, og jeg valgte en lidt alternativ handling for at give Ninja en bedre tilgang til tunnellen. Ninja fangede ikke lidt min plan, og vi blev disket. Måske var det bare lige lidt svært at komme igen efter gårdagens fantastiske løb?!

Sidste løb inden finaleløbene var agility åben, og da mellemhundene var igang med denne klasse kom der lige pludselig masser af vand, lyn og torden. Jeg havde søgt tilflugt i campingvognen sammen med hundene og Silas, og jeg var glad for at kunne konstatere, at man indstillede løbene, indtil uvejret var drevet over. Uanset hvad, så havde jeg nu ikke tænkt mig at forlade min hule. Der var faktisk også nogen som "gav op" og kørte hjem. Det var skisme også meget ringe vejr midt på dagen.

Det stod ned i tove, og opklaring virkede som et fremmedord
Det klarede op til de store hundes Ag Åben, og jeg fik også løbet det løb. Desværre med en nedrivning - ja bare sådan en enkelt en, som ingen vel kan se sig fri for. Så selvom tiden var den hurtigste, så nyttede det jo ikke meget med en overligger på jorden.

Så hvis jeg skulle gøre mig nogen forhåbning om at genvinde titlen som Jysk Mester, så skulle jeg slå til i B-finalen, som jo er for alle "klummerhovederne", der ikke kan "formå" at løbe ordentlig i de to åbne klasser. Mig selv inklusiv!

B finalen var absolut den sværeste bane, jeg løb i denne weekend, og jeg kunne godt mærke, at jeg nu var ved at få sat mig selv lidt mere op til at løbe. Det var jo nu, hvis jeg ville med der, hvor jeg kunne generobre titlen. Med en enkelt lille feberredning så kom vi fejlfrit igennem og vandt B finale. De tre bedst placerede i B finalen fik en plads i A-finalen. Så lige som sidste år fik vi sneget os med i A finalen ved at vinde B finalen.

Som timerne gik, så fik solen mere og mere kraft, og det blev faktisk rigtig varmt med over 20 grader og sol fra en skyfri himmel, da vi nåede til finalen. Det var en mærkelig vejrdag.

Dagens sidste løb var A finalen, som blev så afviklet i strålende solskin. Jeg elsker at løbe finaler. Det er bare lidt mere intenst, og man er lidt mere "på". Jeg bliver som sådan ikke nervøs, men kan mærke, at jeg bliver mere koncenteret, og Ninja tænder helt klart også mere på en intens handling. Vi kommer fejlfrit i mål, og så har finalens øvrige deltagere fået lidt at løbe efter. Vi løb jo som 3. ekvipage ud af 19 i finalen (fordi var kommet med via B-finalen). Det var i hvert fald helt sikkert, at der ikke var nogen af deltagerne, der kunne loppe sig igennem til en sejr. Tiden var slet ikke umulig at slå, men der skulle presses. Det lykkedes dog ikke nogen at lave et bedre gennemløb, og Ninja og jeg kunne tage hjem, som Jysk Mester igen i år. Video fra finaleløbet herunder.

Jysk Mester igen i 2016



Jeg synes, at DCH Varde fortjener et kæmpe skulderklap for deres arrangement. Godt nok havde de rigtig meget bøvl med programmet og med at få det sendt ud, men jeg synes, at de gjorde alt for at kompensere for det. Og programmet er heller ikke så vigtigt i mine øjne. Hvis jeg bare kender afviklingsrækkefølgen af klasserne og deltagerantal på forhånd, så er dagen fint overskuelig for mig. Detaljerne vil jeg bare kende om morgenen.

DCH Varde har arealer, der ligger helt fantastik, midt i skov og plantage. Arealet er lukket inde mellem træer, så man skal ikke lede længe efter skygge, ly og læ. Deres klubhus er stort og lækkert med fine toiletfaciliteter. Vi var også installeret så fint på deres lille campingplads. Vi var vel 20-22 campister.
Campingarealet set fra min plads

Silas fandt også nogle motoriske udfordringer på pladsen
Præmiebordene var rigtig flotte. Sådan husker jeg det også sidst jeg var til stævne i Varde. Der var gavekort til dyrlæger, kiropraktik, adgangsbilletter til spa og wellnes, zoo billetter, vin, slik, godbidder, legetøj, foder. Ja, der var mange lækre præmier.

Festlig velkomst med hejst flag
Afviklingen var også helt i top. Der blev speaket under hele stævnet, og når jeg siger speaket, så mener jeg altså, at hver enkelt deltager blev præsenteret, og efter endt gennemløb blev evt. fejl (og nogen gange tid) også sagt i højttaleren. Hvis man var fejlfri, fik man overrakt en roset for en fejlfri runde. I øvrigt at en sød hjælper, som pænt afventede, at man var færdig med at rose sin hund.

Rosetterne prydede stævneteltene weekenden igennem
Da speakeren alligevel præsenterede alle ved navn, så foreslog jeg speakeren, at hun også sagde startnummeret (hun stod jo alligevel og læste op fra startlisten), hvilket hun hurtigt tog til sig, og så fik vi lige udvidet den service. På den måde kunne vi som deltager let følge med i hvor langt, vi var med afviklingen af den igangværende klasse. Dejlig afstressende, hvis man gik lidt afsides og varmede sin hun op. Stor tak for det DCH Varde.

Præmieoverrækkelserne kom stort set som skidt fra en spædekalv. Hvis man løb sidst i en klasse kunne man efter nogle af klasserne dårlig nok nå at puste ud, før præmieoverrækkelsen gik igang. Meget effektivt.

Jeg kan godt se, at deres afvikling har kostet en del hjælperindsats, men jeg synes, også at deres små ekstra initiativer gjorde deres stævne lidt i særklasse, og jeg tænker da, at jeg nok hellere må se, om jeg ikke kan prioritere at komme igen til næste år.

søndag den 21. august 2016

Strandskolen - hvem sagde læringsmiljø?

Onsdag havde vi endelig en sommerdag. Ja, det er ved at være nogle uger siden vi har haft sommervejr sådan gennem en hel dag.

Da jeg stævnede ud fra jobbet onsdag ved 15 tiden hastede jeg i Lagkagehuset for at købe et par af deres lækre salater. Vejret skulle altså nydes, så det var faktisk aftensmaden, som jeg hentede. Derhjemme pakkede jeg en lille picnic kurv med mad til os alle tre.

Silas proklamerede ellers så flot, at det var kedeligt at spise nede ved stranden, for der var ikke noget at lave. Man kunne kun sidde og glo ud over vandet. Trods den lidt negative indstilling, kørte vi til stranden ved Aarøsund.

Der sad vi så og nød vores mad og det super fine vejr. Der var også et par badende gæster ved stranden. Helt så optimistiske var vi nu ikke, så vi sad afslappede på stranden. Silas havde ikke helt fået tygget af munden, før han fik travlt med at finde en pind. Så han gik på udkig efter sådan en. Nu skulle han nemlig på krabbejagt. Så afsted med opsmøgede bukser ud i vandet, hvor han pærerede til de krabber, som forsøgte at grave sig ned eller løbe længere til søs. Ja, han lignede til forveksling en dreng, der hyggede sig.

Stranden ved Aarøsund
Pludselig kom han op til os på vores picnictæppe og bad os om at komme og se, hvad han havde skrevet. Han havde så skrevet i det våde sand. Sådan kom han et par gange og bad os om at komme og se. Pludselig var vi igang med at skrive i sandet. Det udviklede sig til regnestykker, hvor jeg udfordrede Silas, og han hang bare godt i, selvom regnestykkerne ikke var helt som oppe i skolen. Bagefter kastede vi os ud i 3 ord med samme forbogstav. Det var faktisk svært, at få Silas til at stoppe igen. Han var koncentreret, og det var super hyggeligt.

Dybt koncentration
Desværre virker det ikke som om, han arbejder med helt samme flittighed i matematiktimerne i skolen. Nogen gange har jeg undret mig over, hvad han laver i timerne, når jeg kan se, at han kun har lavet 1 regnestykke ud af de 15 stykker, der har udgjort timens pensum.

Vi fik regnet og stavet på adskillige meter sandstrand
Sidst vi var til skole/hjem-samtale fortalte hans matematiklærer (også klasselærer), at hun faktisk havde lavet en test på ham for at finde ud af, på hvilket niveau han lå fagligt. Hun kunne ikke rigtig blive klog på om han var "med" eller ej. Testen viste, at der ikke var spor grund til bekymring. Nu mangler jeg så kun at overbevise hende om, at matematiktimerne skal holdes på stranden.

fredag den 19. august 2016

Højt at flyve - dybt at falde

I weekenden var der stævne i Kolding. Det var det første ordinære stævne for mig siden en gang i juni måned. Ninja havde løbet EO i mellemtiden og MicMic har ikke løbet stævne siden 12. juni. Vi har trænet lidt, og "lidt" er nok det rette ord. Jeg har ikke slidt min eller andre agilitybaner denne sommer.

Jeg har længe set et potentiale i lille MicMic, men hun har bare manglet rutinen i vores samarbejde og ikke mindst forståelsen af nedgangsfeltet på balancebommen. Men det er som nogle brikker er faldet på plads i hendes sommerpause.

Lørdag vinder hun springklasse 1 og har ellers også nogle pæne løb. Hun må dog sættes tilbage på bommen (jeg er pt. ret kompromisløs, hvad det angår. Selvom hun tager feltet, så bliver hun sat tilbage, hvis hun går før release). Lørdag kører jeg i hvert fald hjem fra stævnet og er ganske tilfreds med hendes løb. Ja sådan set også med Ninjas. Hun vinder Spring3 og Spring Åben om lørdagen.

Ninja
Søndag vinder Ninja AG3 og Spring Åben, men det er dog MicMic, der brænder helt igennem. Vi starter med at vinde Spring Åben, selvom hun faktisk får puttet snuden i tidtagningen, da hun vist tror, at hun skal starte. Jeg lader hende stå et par sekunder, før jeg starter hende (mest for at se, at hun har forstået, at startsignalet skal komme fra mig). Trods snuden i tidtagningen i et par sekunder vinder hun alligevel klassen.

I AgÅben blev der uddelt rigtig mange feltfejl på bommen pga en lidt skæv exit fra bommen over i en tunnel. Jeg havde dog overhovedet ikke fokus på exit fra bommen, men i stedet kun på selve feltet. MicMic leverede nok det flottest konkurrencefelt, som jeg har set fra hende endnu. Hun leverede et ret lækkert løb derfra, og vandt så også agility åben.


Hvor sejt var det lige af min lille sheltie at vinde begge de åbne? Jeg var simpelthen så glad. Spring 1 snuppede hun så også lige sejren i. Hun vandt klassen med næsten 3 sekunder ned til nr. 2. På vej ti et af dagens løb gik jeg i startområdet kiggede jeg på hende, og tænkte på, at det kun var et par uger siden, at hun var tæt på at dø i mine arme og nu fløj hun rundt på banen og var mere end flyvende. Utroligt!

MicMic
Mit sidste løb på dagen var AG1 med MicMic. Jeg glædede mig til at løbe dette løb også. Det var en rigtig fin bane, og jeg "troede på det". Cirka halvvejs gennem banen sender jeg MicMic i en mørk buet tunnel (den samme tunnel som ligger efter balancebommen i videoen ovenfor - og samme sted) og jeg hører et meget højt piv, og noget forsinket kommer MicMic ud af tunnellen med poten slaskende slapt fra et løftet ben.

MicMic er ikke en pivskid, og hun ville normalt være mere end klar til at løbe videre på banen. Men det er en noget trist og tilsyneladende forpint hund, der kigger op på mig. Jeg samler hende op og går grædende ud af banen med hende. Jeg tør faktisk ikke gå igang med at tjekke venstre forben af frygt for, hvad der er galt. Jeg er SIKKER på at benet er brækket. Smerterne lokaliseres til skulder og ryg. Jeg skulle bare lige løbe det her løb, og så skulle jeg ellers hjemad, men pludselig så det helt anderledes ud.....

Jeg får hende tjekket og løsnet med det samme. Låner et Back on Track dækken og giver hende det på. Hun "stikker" stadig på venstre forpart i gang, hvis jeg sætter hende ned, men der er en klar bedring. Vi kører hjemad noget senere end planlagt. Hjem til fred og ro. Jeg ser hende lidt an. Hun er glad og logrende, men jeg kan se, at hun stadig har lidt ondt og giver hende smertestillende om aftenen og putter hende i bur.

Da jeg lukker hende ud af buret om morgenen virker det smertestillende ikke mere, og jeg er spændt på (læs: jeg frygter for) hvad jeg lukker ud af buret. Men ud af buret traver en glad lille MicMic uden tegn på halthed. Hun laver endda to klask i gulvet med forporterne foran mig (noget hun gør når hun er glad og vil have opmærksomhed - og hun havde vel næppe valgt at lave to klask, hvis det først havde gjort ondt?!) Jeg er temmelig lettet, men holder hende fortsat i ro. Senere på mandagen ser jeg hende dog "stikke" en enkelt gang i sine bevægelser på en af hendes små lufteture i haven, men sidst på dagen ser jeg hende lave "1´er changementer", da jeg kalder hende hen til mig ude i haven. Det vil man nok ikke vælge at gøre, hvis man har ondt i skulderen?! Jeg har ingen halthedstegn set fra hende siden, og jeg kan heller ikke mærke noget på hende.

Jeg tager dog ikke nogen chancer og har afmeldt MicMic til weekendens stævne, hvor jeg ellers havde glædet mig til kun at løbe med hende, men jeg tror, at hun vil have godt af lidt ro. Måske var MicMic igen heldig?! Det håber jeg.

Den lokale avis, Jydske Vestkysten var i øvrigt forbi stævnet, og skrev en lille artikel og tog nogle billeder. Jeg havde journalisten med til banegennemgang for at forsøge at forklare hende, hvad det "dansen" og "tosserierne" som vi udøvere laver under og efter en banegennemgang egentlig skulle gøre godt for. Se artiklen her

mandag den 8. august 2016

European Open 2016

Planlægning i 11. time
To dage før afgang til Frankrig havde jeg stadig ikke helt styr over, om det kunne lade sig gøre at lave en samkørselstur med nogen af de andre deltagere. Da jeg jo var kommet med på holdet som en af de sidste, så havde folk lige som fundet sammen, men jeg ville gerne have nogen at følges med. Ikke bare køre bagefter, men i samme bil. Både for selskabets skyld, men også rart at kunne dele udgifterne.

I 11. time lavede jeg en aftale med Daniel om at køre med ham. Det betød afbestilling af hans hotelværelse, så han fik mit værelse, og jeg i stedet flyttede ind til Pernille og Kathrine. På den måde kom vi til at bo på samme hotel. Ellers havde det været lidt svært at køre sammen. Det var i sig selv en oplevelse at dele seng med Pernille og ikke mindst hendes to pudler. Jeg kunne skam skrive et særskilt blogindlæg om det alene, men så vidt når det nok ikke. Det var bestemt ikke kedeligt og med Pernille ved sin side, er man sikker på at få grinet.

Der var afgang fra Haderslev tirsdag kl 23.30, hvor Daniel hentede mig og Ninja. (min altid søde Henrik sørgede for Fuji og MicMic i mit fravær) Det er faktisk altid mig, der er chauffør, så det var noget uvant, at jeg bare skulle sidde ved siden af og slet ikke køre. Men det var også ganske afslappende. Jeg var blevet lidt stresset over at få ændret mine rejseplaner og skulle afsted 18 timer før planlagt og jeg havde ikke nået at sove i løbet af tirsdagen. Aftalen med Daniel faldt på plads tirsdag middag, hvor jeg stadig manglede at køre Silas de 380 km hjem til mine forældre, hvor han skulle på ferie, mens jeg var afsted. Men jeg blev klar til at komme afsted.

EO lokaliteterne
Vi ankom til EO pladsen efter 10 timers kørsel, og der var ikke rigtig dukket nogen op endnu. De var ved at sætte barriererne om stævneringene op, og det var tydeligt at se, at arealerne ikke var helt plane, da de barrierer, der skulle udgøre hegnet rundt om banen ikke flugtede helt med hinanden.

På billedet kan det vist godt ses, at hegnet bølger lidt

EO skulle afholdes i en slags forlystelsespark, hvor stævnepladsen var anlagt et stykke oppe af det lille bjerg, som parken lå på.

Udsigt fra stævnepladsen
Parkeringspladsen lå nede i bunden og det var så meningen, at man skulle slæbe alt sit habbengut op fra parkeringsområdet og så ca 1 km op til stævnearealet. Daniel fik nu overbevist arrangøren om, at vi havde lov at køre vores ting helt op til pladsen, som en slags "præmie" fordi vi var de første, der havde meldt vores ankomst. Så det var faktisk en smal sag for os at få telte og bure ind på stævneområdet. De efterfølgende dage kørte der busser fra p-pladsen til stævnepladsen. Daniel og jeg gik dog op med hundene hver morgen og luftede dem gennem skoven, hvor vi i øvrigt ikke mødte et øje. Underligt at inden andre havde fået samme idé.

Dansker-lejr
Vi fik slået en række telte op, så vi danskere mere eller mindre kunne sidde sammen. Måske er det bare os danskere, der er forvænt med at sidde i vores telte ved ringsiden og kigge på agility inde fra vores telte, for der var ikke synderlig meget rift om teltpladserne ved ringsiden(og der var heller ikke plads til mange telte ved ringsiden), men masser af plads på et stort åbent areal ud for de midlertidige opvarmningsbaner.

Opvarmningsbanerne
Efter "rejsegildet" kørte vi til hotellet og checkede ind og tog os så ellers en slapper i et forsøg på at hente lidt af den tabte nattesøvn. Til aften samledes vi en flok af de ankomne danskere til fælles aftensmad på nabohotellet. Næste dage skulle vi møde om morgenen til dyrlægekontrol og efterfølgende "opvarmning".

En slapper-øl
Torsdag
Dyrlægekontrol var nu så meget sagt. De tjekkede bare rabiesvaccine og chip og absolut intet andet. Hundene kunne være trebenede uden at de ville opdage det. Opvarmning er nok heller ikke det rette ord. For man kan vel ikke rigtig kalde det at "varme op" dagen før konkurrencerne, men det er meget rart at få lejlighed at til at prøve forhindringer og underlag af, før det går løs. Vi havde 2x80 sekunder til hver ekvipage på banen. Det lyder ikke af meget, men man når faktisk at blive godt knoklet igennem. Men det svarer jo også til at løbe 2 baneforløb efter hinanden, og der var god tid til at prøve alle forhindringer og måske pudse et par ting af.

Ninja "melder klar"
Under opvarmningen fik vi allerede at føle at underlaget ikke var lige så lækkert, som den type underlag, som vi plejer at have til rådighed i DK. Det var ikke kun ujævnt. Det var også hårdt som sten. Det havde vi nu også konstateret, da vi skulle sætte teltene op. Det var en kamp at få banket pløkkerne i. Jorden var ler, som nok ikke havde set skyggen af en reel regnbyge i flere måneder. Under opvarmningen var Jane en tur nede på begge knæ pga det ujævne underlag. Hun fik sig to meget blå knæ.

Janes knæ efter nærkontakt med underlaget

Dagen sluttede af med en indmarch, som startede med at være ret meget forsinket, og vist ikke helt som de havde planlagt det. Der var en oppustelige port ala hoppeborg, der var klappet sammen. Så den var ikke nem at gå igennem. Der var uhyggelig dårlig information, og da vi var gået ind sammen med vores skilt med Danemark samt vores fane, og havde gået en kvart runde, blev vi ledt ud fra baneområdet igen. Vi fandt godt nok den indmarch og åbning noget flad. Ingen musik - ingen taler. Kun et opråb af hver nation, når vi trådte ind i ringen. Vi forlod området ringene for at tage et gruppebillede nede bagved og få lidt briefing. Da vi kom retur var de ved at afslutte åbningsceremonien med diverse åbningstaler, og vi havde brillieret ved vores fravær. Det var en anelse pinligt, men med lidt information fra arrangøreren så kunne det nok være undgået.

Danmark - Klar til indmarch
(foto: Sabine Serwin)
Fredag
Fredag skulle vi løbe holdløb. Banegennemgangene startede kl 08.00 og var fordelt i 8 grupper frem til 09.20. Man gik både springbanen og agilitybanen fra morgenstunden. Man kunne derfor sagtens komme ud for at skulle gå en bane kl 09.00, som man først skulle løbe kl 16 og naturligvis skulle man kunne rumme to baner i hovedet, men det skal jeg nu så tit alligevel i kraft af, at jeg løber med to hunde.

Som konkurrencen gik igang begyndte det også at småregne. Det var meget meget uheldigt, for udover, at underlaget var ujævnt, så var det også enormt hårdt, da jorden var meget tørt lerjord. Ja mere ler end jord. Det betød at underlaget blev ualmindelig glat. Vi var flere danskere, der havde noteret os, at der fra stævnets start holdt en ambulance klar inde på stævneområdet. Det skulle vise sig, at den ambulance desværre ikke bare kom til at holde stille. Faktisk kom den denne fredag formiddag nærmest til at køre nærmest i pendulfart.

Farlige baner
Vores egen Lars Bang crashede ved forhindring nr. 5 på springbanen efter at have kæmpet for har holde sig på benene siden forhindringer nr. 3. Han fik den første tur i ambulancen og en tur på hospitalet. Han slap dog med en voldsom forstrækning. Det gik mindre heldigt for en pige fra Slovenien, som brækkede de to store rørknogler i underbenet og blev båret ud af banen med en dinglende fod. Hun blev skruet sammen på hospitalet i løbet af det følgende døgn.

Det ses tydeligt at tunnellen ligger på en lille forhøjning

Her gøres lille/mellem banen klar på stævnets anden dag.
Bemærk, der skovles sand på banen.
Dagen før på denne bane brækkede en hundefører benet to steder.
Vi hørte også om en der var kommet til skade med skulderen, og så lige en sheltie, der brækkede et ben. Alt sammen på denne formiddag. Ambulancen kørte flere gange under stævnet, men denne formiddag var dog den værste. Jeg var noget led ved at skulle løbe, og sådan var det for flere af os. Vi var på holdet også rimelig enige om, at vi måtte ind og liste og ikke presse. Ingen af os ville sætte vores hunde eller os selv på spil ved at presse. Generelt var man ekstra opmærksom under banegennemgangene, og havde mere end en god grund til at se de andre deltageres løb.

Bagerste spring står på en lille bakke
- og det kostede mange nedrivninger, da det skulle tages fra bagsiden

Det her er ikke et faremoment, men banehegnet camouflerer stort set slalomen,
og de fleste danske store hunde havde slalom problemer, når de skulle sendes 90 grader ind i først port,
og slalom stod op mod hegnet

Heldigvis klarede det op en lille time før vores løb, og der kom lidt vind. Så banen var faktisk tør, da vi skulle løbe vores løb, og det virkede ok at løbe på banen. Der var stor forskel på ujævnhederne fra ring til ring. I nogle af ringene virkede det bare lidt som bakket terræn, mens der i andre ringe decideret var fordybinger, hvilket jo var noget mere utilregneligt at løbe på.

Afvikling af holdkonkurrencen
Vores hold bestod af 4 ekvipager, og de tre bedste resultater for holdet talte. For at kunne komme i betragtning til at gå videre og kvalificere sig til finalen skulle 3 hunde igennem banen både i agility og spring. Jeg blev desværre disket i ag-løbet, men de andre tre kom igennem. Så efter agilityløbet var vi stadig "med".

I springløbet havde jeg 5 fejl, men desværre var to af mine holdkammerater disket, så det var udelukket, at vi kunne komme til at løbe holdfinalen. Faktisk fik Danmark ikke et eneste hold med i finalen. Vi havde ellers 8 hold afsted, men det lykkedes ikke for nogen af holdene at komme i finalen.   På facebook har der været nogle gode debatter om hvorfor vi som nation ikke performer bedre, når vi er afsted til de store mesterskaber, og det emne vælger jeg at holde ude af dette indlæg, selvom det er interessant.

Informationskaos
Lørdag var der individuelle løb, og vi mødte op til total kaos. I løbet af fredagen havde der været nogle startlister med katalognumre hængt op, som nogen fra EO truppen havde taget billeder af og sat på vores facebookgruppe. Franskmændene holdt et skandaløst dårligt informationsniveau. Nå men folk havde sat sig ind i, hvornår de skulle gå bane (efter at have gransket den meget uoverskuelige liste). Men men sent fredag aften havde Franskmændene lagt en ny startliste op, hvor alt var vendt på hovedet og rodet godt og grundigt rundt. F.eks forventede en at skulle løbe som nr. 30 i klassen, men skulle i stedet løbe som nr. 392. Der er nok lidt forskel på den mentale forberedelse alt efter om man skal løbe kl 10 eller 17. Arrangørerne havde da haft oceaner af tid til lave de startlister, da rækkefølgen ikke afhænger af resultater eller andet, men ekvipagerne bare skal fordeles ud over dagen. Så det kunne de let have lavet mindst en uge før EO.

Lørdag
Så lørdag morgen var generelt kaotisk, for der var kun en startliste lagt ud, og der var kun påført på den, at den var til springløbet. Agilityløbet skulle i princippet bruge samme liste viste det sig, men der skulle startes midt i klassen, og når højeste startnummer havde løbet, så startede man forfra på startlisten med startnummer 1. Total forvirring, og man skulle ikke forvente at kunne finde nogen hjælp på den officielle EO hjemmeside, for den blev ikke rigtig opdateret og var i øvrigt også en stor rodebutik. Helt groteskt kom den bedste information vel nærmest fra div agility facebookgrupper, hvor folk (som ikke selv løb EO) videregav, hvad de opsnappede og lagde det ud på den danske EO gruppe.

De første startlister til de individuelle løb....

Finalekvalifikation
Men vi fik da alle løbet vores løb, og kun enkelt formåede at kvalificere sig til finalen på baggrund af en topplacering i et af løbene. Det var Channie, som også præsterede det samme sidste år i Tyskland. Den bedste hund fra hvert land i hver størrelse fik også en billet til finalen, så der var mindst en ekvipage fra hvert land til finalen i hver størrelse. Jeg fandt ikke vej til finalen. Mit bedste løb (som var mit eneste fejlfrie) var i agilityløbet, hvor et løb med lidt for store buer kunne række til en 51. plads ud af de ca 400 i klassen, og jeg var disket i springløbet, hvor Ninja total sprang en sikring. Jeg kunne slet ikke komme tilbage på sporet med hende og endte med at løbe ud af banen, for det var nærmest umuligt at få hende til at ramme en forhindring. Det var noget uvant for mig at prøve med hende.

Fra det individuelle agilityløb
(Foto: Sabine Serwin)
Det var åbenlyst for mig, at jeg ikke skulle i finalen, men listerne til finalerne blev ikke lagt ud på EOs hjemmeside og det var lidt "spændende" for folk at vide, om de var i finalen eller ej, og hvornår og hvordan det skulle afvikles. Så søndag morgen blev der hængt lister op, og så kunne 800 mennesker ellers stå i nakken af hinanden for at se, hvem der skulle løbe i finalen. Jeg opgav personligt at finde info på nettet og holdt mig bare til, hvad andre fortalte mig. Det var hovedrystende dårligt af arrangørerne og nærmest at tage pis på folk.

Søndag - finaledag
Men finalerne var spændende. De startede med holdfinalerne med lille og mellem, hvor lille og mellem var mixet på holdene. Der var lavet en stor bane, hvorpå der var 4 forskellige baner, så hver holddeltager skulle løbe sin egen bane. Det gjorde holdkonkurrencen meget seværdig. De store hunde sluttede holdkonkurrencen af, inden der blev bygget om til de individuelle finaler.

Finale stemning
Hjælperteamet var ufattelig ineffektive, og det kunne sagtens tage en time at bygge en bane. F.eks stod der på et tidspunkt 12 hjælpere og kiggede på, at der blev fumlet med en tunnel (de kunne ikke finde ud af at vende anti-slip tunnellerne korrekte), mens der lå overliggere klar på græsset til at blive stillet springstøtter op ved. Man havde jo næsten lyst til at spurte ind og hjælpe dem. Jeg gik i stedet ud og brugte nogle penge i boderne og fik blandt andet indkøbt nogle præmier til Ribe Hundevenners forestående stævne.

Den langsommelige afvikling gjorde ikke noget godt for min ret pressede tidsplan. Jeg havde en bagkant mandag morgen. Jeg SKULLE bare være hjemme kl 06 mandag morgen, for det var Silas´ 8 års fødselsdag. Så derfor nåede vi kun lige at se sidste danske hund i finalen, inden vi kørte fra de sidste 30 hunde i finalen (de hunde der var topplacerede - og nogle af de mest seværdige... øv!). Vi fik pakket det sidste sammen i hast og skyndte os væk fra stævneområdet med kursen hjemad. Jeg havde ikke nerver til at vente, til finalerne var forbi, for så ville publikum jo også vælte ud og ned til deres biler, og det ville sikkert give lidt kaos og kø. Det var ærgerligt at måtte misse den sidste del af finalerne, men jeg havde ikke is i maven til at blive hængende få det sidste med og risikere at komme for sent hjem.

Egentlig var der også udmarch, men jeg havde meddelt allerede, da jeg takkede ja til at deltage, at jeg ville køre så snart finalerne var afviklet, fordi jeg skulle være hjemme mandag morgen. Så i år måtte jeg være lidt usportslig og køre før tid. Sidste år blev jeg dog til den bitre ende. Det havde ikke holdt i år. Jeg ankom hjemme kl 04.45 og der havde kun været holdt et par tissepauser undervejs. Aftensmaden (eller rettere natmaden) var en sandwich fra en tankstation, så vi holdt ingen unødvendige pauser, så jeg nåede hjem og kunne vække Silas med flag og morgensang.

Jeg nåede heldigvis hjem til min fødselar

Min oplevelse af turen
Trods de mange forhindringer og de ringe franske forhold, så synes jeg, at det var en rigtig god tur med et godt sammenhold på EO teamet. Vi var gode til at tage ud at spise sammen om aftenen og hygge os sammen. Det var selvfølgelig også ekstra rart, at de fleste telte stod samlet på en række. Det er svært at skulle løbe i alle fire ringe og nå at se alle hinandens løb, men vi forsøgte at se hinandens løb og heppe på hinanden.

Et mindre selskab til fællesspisning på det, som blev vores "stamrestaurant"

Banerne var gode, udfordrende og interessante, men bestemt ikke umulige at løbe. Der er vel altid et par småting, som man kunne ønske sig anderledes, hvis man selv kunne flytte et spring eller et nummer, men i det store hele, så synes jeg, at sværhedsgraden på banerne i år, var langt bedre og mere rimelige end sidste år.

For selve arrangementet var der mange ting, som franskmændene kunne have gjort meget bedre. Noget af det fremgår vel ret åbenlyst i beretningen her. Dog skal de have ros for nære toiletforhold med rindende vand, men desværre evigt mangel på sæbe og toiletpapir. Jeg var glad for at have håndsprit i tasken og lærte også at hamstre toiletpapir på hotellet.

Der var masser af boder, hvor man kunne brænde penge af, hvis man skulle have de lyster. Mad og drikke var let tilgængeligt, og der var masser af god agility at kigge på, og man fik en masse inspiration med sig hjem til videre træning. Så jeg var rigtig glad for at jeg kom med.

Motivation og terror
Min motivation og lyst til at tage afsted var ellers lig nul, da jeg sad på Mandø. Ja faktisk også da jeg var kommet hjem fra Mandø. Jeg fandt dog ud af, at det var fordi det stressede mig, at jeg ikke kunne få puslespillet til at gå op med kørsel, og jeg havde den bagkant med Silas´ fødselsdag. Da aftalen med Daniel faldt på plads, så var jeg meget mere afslappet og afklaret og så var jeg klar.

Efter endt opvarmning er vi klar til at løbe for alvor
Men det var kun lige indtil, at det i pressen kom frem, at en præst var taget som gidsel og havde fået halsen skåret over, og gerningsmændene var tilknyttet Islamisk Stat. Det var foregået mindre end 100 km fra EO området. Selvom man måske ikke skal lade sig styre af frygt for terror, så lever man kun en gang, og lige så vel, som jeg kan tænke over andre risici i min hverdag, så var dette også oppe og vende i mit hoved. Vi var trods alt mange mennesker tæt samlet og fra mange forskellige vestlige lande. Jeg fik dog parkeret tankerne, og kom kun til at tænke flygtigt over det et par gange i løbet af EO. Med min fornuft ved jeg også godt, at sandsynligheden for at gå til på motorvejen på vej derned var langt større.

Så da jeg først var kommet afsted var jeg rigtig glad for at være med, og var også opsat på at løbe god agility.

Når hverdagen banker på

I aftes ved sengetid forsøgte Silas stædigt at overbevise mig om, at det var helt ligegyldigt, hvornår han kom i seng. Han ville være lige frisk næste dag. Han var bestemt ikke tilfreds med at blive lagt i seng lidt over 8. Han ville jo bare gerne samle noget alt det lego, som han havde fået til sin fødselsdag, som vi havde fejret lørdag, men min fornuft på hans vegne sejrede.

Silas i gang med sin 3. pakke Lego siden lørdag
Da jeg vækkede ham kl 06.20, virkede han nu noget klatøjet, og jeg fik og pakkede gymnastiktøj og fandt hans tøj frem, mens han lå og vred sig lidt i sengen.

Efter et kvarters tid konfronterede jeg ham med, at han dagen før havde sagt, at han ville være lige frisk uanset, hvornår han var kommet i seng.

Det er jo aldrig rart, når ens udsagn kommer tilbage til en, og de så ikke virker helt så sande og stærke, som da man fremsagde dem.

Silas vrissede derfor lidt forurettet: "Jamen jeg skal lige være vågen lidt tid". Så må tiden så vise, om "lidt tid" er klokken 8 eller 10. Ja, det er hårdt for os alle at komme tilbage til hverdag og struktur. Dog skal det siges, at Silas faktisk altid er morgenglad, og jeg gætter på, at han ved morgenbordet blæser os bagover med ordstrømme.

onsdag den 3. august 2016

Mandøferie

10 skønne dage på Mandø blev det til. Det var fantastisk, skønt, afslappende, nærværende....

Natur og blå himmel
Lige så snart man ankommer til Mandø, så sker der bare noget. Hele systemet sættes så "relax". Vi var gennem ugen 2-6 campingvogne, der holdt ferie i fællesskab i en lille enklave, som "hundetosserne" har på Mandø Camping.

Hundene er total sat på relax-mode
Dagsrytmen er:

  • Stå op
  • Lufte hunde sådan mest hver for sig
  • Hente morgenbrød i Brugsen (på skift)
  • Spise fælles morgenmad på pladsen mellem vores vogne
  • Gå en lang tur, som regel ud på vandet (det vender vi lige tilbage til)
  • Dase/sove til middag
  • spise frokost
  • vaske op
  • Måske bade
  • Måske lufte hunde igen
  • Lave aftensmad af, hvad man lige kan finde i de forskellige campingvogne
  • Fælles spisning på pladsen mellem vognene
  • Lufte hunde
  • Sengetid mellem kl. 22 og 24

Eftermiddagshygge i skyggen med jordbærtærte
Jamen seriøst, så laver man ikke en skid. Man hygger og går til og fra fællesskabet. Man slapper bare af på fuld tid og sulter i øvrigt heller aldrig. Man får bare ikke foretaget sig noget. Jeg havde faktisk pakket en hav af billeder (elektronisk "pakket" naturligvis), som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have redigeret. Det er billeder helt tilbage fra maj måned, så der er nogle et par tusinde billeder eller mere, men jeg fik ikke redigeret mere end 3 billeder, og det var faktisk nogle 3 af de billeder, som jeg tog på Mandø. Jeg fik faktisk heller ikke tager ret mange billeder derovre.

Smuk solnedgang på Mandø
Turen var henlagt primært til "Mandøtossernes" (bestående af div afstikkere fra Sannes Hundecenter) selskab. Det var jo sådan set rimelig perfekt for mig, når man tager i betragtning, at vi som familie (pga Henriks sommerarbejde) ikke kunne holde ferie sammen. Henrik sluttede sig til selskabet i weekenderne, så vi fik da også lidt ferie sammen i campingvognen.

Silas har styr på flokken
Silas og Monas Oliver er jo fantastiske venner, selvom der til tider går lang tid mellem, at de ses. Det er virkelig en fornøjelse at se de to drenge lege sammen, og også en fornøjelse at se, at Ipaden ikke var så vigtig, men at de fandt på en masse andre ting at lave.

Drengene spiller labyrint
 Mandø er jo ikke som hverken Løkken eller Rømø (Gud ske lov for det), og der er ikke så meget man kan tage sig til, hvis man er typen, der skal underholdes. Man kan naturligvis gå en "strøgtur" på Byvejen. Der ligger Mandø Brugs og her i sommerferien var der også en ganske udmærket pølsevogn.

Hovedgaden
Der er så også Mandø Landhandel med lokale specialiteter, men hvis man er typen, der gerne vil ud at ose i shoppingcentre eller på disko-dasko, så skal man ikke vælge Mandø som rejsemål

Mandø er sagen, hvis du spørger mit trekløver
Kun en enkelt dag var vi ude at lege lidt turister. Vi kørte en tur ind til Ribe, hvor vi fik en lækker is. Det var en virkelig hot dag med over 25 grader.

Man kan altid spise en is
Så besøgte vi Ribe Domkirke. Drengene ville gerne op i tårnet og kigge ud over byen.

Ribe Domkirke
Sigtbarheden var fantastisk, så det var da en rigtig god idé. Så afsted det gik med 248 trin op og 248 trin ned igen. Det var en frisk tur, og udsigten var formidabel.

Udsigt mod vest
Veninde-selfie fra tårnets top
Måske skulle vi have haft lidt mere styr på tidevandstabellen inden vi satte kursen mod Mandø igen. Da vi kom til Låningsvejen var vandstanden for høj til, at jeg ville køre.

Det kan godt være svært at se det, men her er en vej

Så vi måtte lige holde og vente i en times tid på vejen. Drengene hygge i vej-/vandkanten.

Silas og Oliver hygger i ventetiden
Nede i vores lille lomme på pladsen var vi op til ca 30 hunde fordelt på de 6 campingvogne. Når vi gik formiddagstur ud på vandet, så havde vi alle hundene med, og de løb løs sammen allesammen.

På vej på luftetur på vandet
Der var ikke optræk til noget som helst mellem dem, og det er helt fantastisk som sådan en flok, hvor en del af hundene faktisk ikke kender hinanden, men alle er vant til at leve i deres egen flok, bare kan løbe løs sammen i 1½ time. Især også fordi hundene er ret forskellige og har forskellige agendaer og måder at lege/udforske på på sådan tur

Sådan ser der ud, når man går langt ud på vandet og kigger sig tilbage mod Mandø

"En tur på vandet" består af, at man går ud i vandet (typisk) ved lavvande og 1-2 km ud i vandet, til man kommer ud til sejlrenden. Ved lavvande går vandet sjældent så højt, at det dækker ret meget mere end tæerne. Ude i sejlrenden som er ca 20 meter bred er vandet vel op til ca 150 cm dyb, når der er lavvande.

What´s not to like
Det er perfekt badevand. Friskt og klart vand, og temperaturen er fantastisk. Det er faktisk helt middelhavsagtigt og total undervurderet. Det er i sig selv noget ganske særligt at gå der på vadehavsbunden og følge livet på havbunden og skønt at kunne bade i det lækre vand uden at skulle dele oplevelsen med en masse mennesker på en fyldt badestrand. Når man kan have 30 hunde løbende løs omkring sig, så siger det lige som sig selv, at der er højt til loftet og langt mellem menneskerne.

Fri badning
Den ene dag, hvor vi var ude at svømme i sejlrenden var det højvande, og turen derud var lidt hård, fordi vi gik de 1-2 km i vand til knæene/lår. Der var masser af sol. Vi var så heldige at have 5-6 rigtig varme sommerdage på Mandø, og så er det bare ekstra lækkert med en dukkert.

Vi bader langt ude på vandet i sejlrenden
Jeg er ikke så god til solen, og da vi gik ud for at bade, så beholdt jeg mine solbriller på. Det er jo sådan set ikke noget problem at hyggeplaske lidt med et par solbriller på, og jeg syntes bare, at det var lidt svært at undvære dem i den time eller to, som sådan en tur tager. Men det var ikke en god ide at svømme over sejlrenden i højvande med solbrillerne på. Det var måske heller ikke den bedste idé uden solbriller på. For det var lidt en hård svømmetur (og måske ikke den mest kloge beslutning, men når man har svømmet ud, så må man også svømme tilbage... ), og jeg var nødt til at skifte lidt mellem brystsvømning og rygsvømning, og det er lige i skiftet mellem ryg og bryst "diciplinen", at jeg mærker mine solbriller famle efter mine ben under vandet. Grundet strømmen vælger jeg dog den meget kloge beslutning af lade mine solbriller få en cruise oplevelse i sejlrenden og vinker dermed farvel til et af mine kendetegn ved agilitybanerne.

Aftenen før havde jeg mistet min lige så legendariske hat. Dog ikke under en svømmetur, men pist væk og borte lige pludselig helt væk. Jeg har mange hatte, som jeg kunne bruge til div. udendørsaktiviteter. Men den nu forliste hat var min foretrukne. Jeg bruger ikke hat, fordi jeg tænker, at det er smart, men fordi mine ører slet ikke magter samvær med solen. De hæver op til dobbelt størrelse og besættes af små fine blærer.

Nyt udvalg :-)
Så vel hjemme fra Mandø må jeg erkende, at jeg næsten mistede min identitet på Mandø - og jo også næsten en hund. Jeg nøjedes dog heldigvis med hatten og brillen, men på den front har jeg allerede nogle (mere eller mindre gode) bud på ny "identitet" klar.