onsdag den 28. september 2016

DCH DM 2016

Den fantastisk eftersommer fortsætter lidt endnu, og det er bare så skønt. Det var især skønt i weekenden, hvor vi kunne afslutte sæsonen med DCHs Danmarksmesterskaber, som blev afviklet i Næstved.

Jeg havde kvalificeret mig med Ninja, og som altid så glædede jeg mig til at løbe et stævne, hvor det tæller lidt mere end et lille kredsstævne. Arrangørerne kan selvfølgelig ikke rigtig tage æren for det gode sommeragtige vejr med 20 grader og derover, men der var rigtig mange andre ting, som man kunne klappe og rose for.

Arealerne var super gode. Der var teltpladser til alle (tror jeg nok - jeg var faktisk så heldig, at Gunnar og Vibeke havde inviteret mine hunde og mig ind i deres telt, så det stod og var "indflytningsklar" lørdag morgen). DCH afsætter 1,5 meter pr. deltager og det gav en del afstand fra teltene til ringen, så der var ikke rigtig nogen, der sad i deres telte (i hvertf fald ikke hvis de ville følge med i konkurrencen), så når nu vejret var så fantastisk, så gav det også en mere intens stemning ved ringen, fordi publikum sad bænket rundt om ringen.

Lørdagens ag-løb.
Teltene på afstand og publikum i første række ved ringsiden
Parkering var dejlig tæt på, og der var asfalteret sti fra parkeringsarealerne til agilityarealet, så folk ubesværet kunne også køre med vogne osv. Toiletterne og dermed også vand lå også dejligt tæt på. Madteltet lå lige udenfor agilityarealet, så agilityfolkene manglede i mine øjne ingenting.

Åbningen med indmarch og taler gled også ganske let. Talerne var holdt på et meget fornuftigt (kortfattet) niveau (så man faktisk også orkede at høre dem). Nogle år har det nærmest været en kamp at komme igennem rækken af taler, og som deltager vil man bare rigtig gerne igang med konkurrencerne. Når vi så er igang med at rose den ellers lidt langtrukne ceremoni, så lad os endelig rose afslutningen/præmieoverrækkelsen, hvor kun de tre bedst placerede i de forskellige klasser blev nævnt og hædret.

Danmarksmesteren for lille klasse. Susanne Prier
Det var da SÅ befriende ikke at skulle høre på, at 300 resultater blev råbt op, hvoraf en større del af dem også var mindre imponerede (mit eget inklusiv). Så præmieoverrækkelsen havde i år en længde, så man faktisk også orkede at stå op under hele ceremonien. Tag endelig det til jer som en tradition DCH!! Og så en lille detalje, som jeg ikke kunne undgå at bemærke. Præmieskamlen var placeret, så mesterskabsbillederne ikke blev skamferet af modlys eller grimme skurvogne og lignende i baggrunden. Det er naturligvis en mindre deltalje.

Faktisk har jeg kun et eneste kritikpunkt, og det var den manglende skiltning. Det var håbløst at orientere sig i området lørdag morgen. DCH er for mig kendt for at være et sandt skiltehav, som starter allerede ved indfaldsvejene i byen og ellers fører en helt i mål på arealerne. Sådan var det ikke lige i Næstved. Langt fra. Der kunne godt lige have været et skilt eller to mere. Og måske lige seddel på døren ind til bygningen, hvor der var indskrivning og andre relevante steder. Udenfor agilityarealerne lå der på stien lørdag morgen en bunke fine skilte, der var klar til at sætte i jorden. Måske havde ham med skiltetjanset sovet over sig....?! Jeg kunne godt mærke, at jeg startede med at være lidt irriteret over det med de manglende skilte, men fandt en håndfuld positivitet i min lomme og tænkte, at hvis der nu var noget - og måske det eneste, der skulle  være at kritisere, så var skiltning da småting. Meget værre hvis arealerne var dårlige, eller der var 2 km på toilettet eller forhindringerne var dårlige. Skiltene var heldigvis det eneste, jeg synes der var at pege fingre af.

Der var styr på resten og det klappede rigtig fint!!

Nå men det var så DM sådan overordnet set. Hvad så med mine resultater? Man løber et springløb og et agilityløb, og resultaterne for de to klasser lægges sammen. De 40% der er bedst placeret sammenlagt går videre til søndags A-finale,hvor man kæmper om Danmarksmesterskabstitlen. De 60% der ikke kom i A-finalen kunne kvalificere sig via B-finalen, hvor de sidste 60% fik lov at løbe en agilitybane og de tre bedst placerede i B-finalen rykkede med over i A-finalen.

Jeg havde nogle ganske fornuftige løb med Ninja på lørdagens baner, godt nok med en enkelt nedrivning, men bestemt godt nok til at bringe os i A-finalen. Niveauet var ikke pivsvært for et DM. Jeg havde hurtigste eller næsthurtigste tid, men blev alligevel placeret som nr. 20 ud af de ca 55 deltagere. Så andelen af fejlfrie ekvipager i agilityløbet var relativ højt.

Så søndag skulle jeg kun løbe det ene løb, og jeg var ganske sat op til løbet. Jeg elsker at løbe i den stemning, der er til mesterskaber og finaler, og jeg synes virkelig, at DCHs DMs agilityfinaler har en helt fantastisk stemning.

Nogen havde sagt til mig, at jeg da klart ville vinde dette års DM, når nu mine 5 værste konkurrenter (landsholdet) var i Spanien og løbe VM. Sådan har jeg nu ikke set selv, men godt været klar over, at det var da var "nemmere" at kommer til fadet, hvis jeg ikke også havde dem slås med. Men jeg havde nu også spottet et par stykker i A-finalen, der også godt ville kunne slå mig, selvom jeg gav den gas. Men intet er jo givet, fordi man har en god og hurtig hund, for det kræver jo også, at man kommer gennem banen, og nok ikke mindst, at man også er fejlfri. Til et DM synes jeg, at man skal give den gas, og så må det briste eller bære.

Jeg gav den gas i finaleløbet, men Ninja og jeg misforstod hinanden, og jeg tror vi leverede en af weekendens mest underholdende diskvalifikationer. Ninja forsøgte virkelig at finde det tunnelhul, som jeg bad hende om at tage, men hun syntes, det var lidt svært, men hun var så ufattelig sød og forsøgte virkelig. Det holdt bare ikke, og vi blev disket.

Se videoen fra finaleløbet

Jeg gav den gas derfra og nød min hund, hendes glæde og vores samarbejde. Da jeg kom i mål, faldt jeg nærmest helt udmattet, forløst og forpustet om i græsset. Mens jeg lå og bjæffede om kap med Ninja på græsset, så pressede tårerne sig på. Ikke fordi muligheden for en Danmarksmestertitel smuttede, men fordi jeg bare var så glad og taknemmelig og elsker at løbe med min Fantastiske Ninja. Nogen gange føler jeg mig lidt dum og latterlig over at være så grådlabil i mit forhold til Ninja, men hun er virkelig noget helt særligt for mig. Hun er et rusmiddel af den bedre slags.


Men lige der, mens jeg lå der i græsset, så følte jeg mig faktisk sikker på, at resultater eller mangel på samme ikke vil have indflydelse på mine følelser til agility. Det har jo faktisk været min største bekymring i forhold til at melde mig til landsholdet, at jeg ville lade skuffelse og ærgelser, hvis det ikke ville gå som ønsket ødelægge min glæde over samarbejdet. Men det var jo bare en klasse, et stævne og ja, godt nok et mesterskab, men så meget betød det heller ikke.

Nu er sæsonen slut, og for mit vedkommende er der ikke flere stævner i år, og det vil jeg egentlig bare nyde. Nu er der så en vinter til at træne Fuji i, så hun kan komme ud til konkurrencer i løbet af næste sæson, pudse Ninja af og genoptræne MicMic, som jeg forventer klar igen i 2017.

mandag den 12. september 2016

Stafet for Livet - og hvad gør Silas sig af tanker....

Haderslev slog i år sin egen verdensrekord i deltagerantallet i Stafet for Livet (over 8.000 deltagere). Det var et fantastisk arrangement, og når solen skinner som i en smuk sommerweekend (ja og faktisk mere end i de fleste sommerweekender i 2016), så bliver alle udendørsarrangementer bare endnu bedre.
Fra løberuten rundt om Dammen
Stafetten sættes igang kl 12, hvor alle fighterne (nuværende eller tidligere kræftramte iklædt gule T-shirts og gule balloner) samles foran scenen, hvorfra arrangementet skydes igang med korte taler og lidt underholdning.
Fighterne står altid forreste ved scenen ved åbningen
Så er det tid til, at fighterne lader deres balloner stige til vejrs, og derefter går alle deltagerne en runde på ruten, hvor fighterne går forrest. Så er stafetten åben for alle deltagere, og der må gås og løbes efter behag.

Ballonerne sendes til vejrs

Den store gule "klat" er fighterne på første runde
Det koster kr. 100 at være med i Stafetten, og man kan løbe på "løsgænger" eller for et hold. Overskuddet fra Stafetten går til Kræftens Bekæmpelse. Hvert hold skal have mindst en løber på banen under hele stafetten - også om natten. Det symboliserer, at kampen mod kræft kæmpes døgnet rundt. Holdene kan være ens arbejdsplads, sportsforening, familie/venner, eller hvordan man nu har lyst til at danne hold. Vi løb for det motionscenter, hvor vi er medlem.

Silas i fighter T-shirt
Vi var med fra starten, fordi Silas havde sin gule fighter T-shirt på og var med til at åbne stafetten sammen med næsten 200 andre fightere. Det var et fantastisk vejr, og efter fighterrunden startede Henrik, Silas og jeg ud med at skulle gå/løbe den første time for holdet.

Ruterne i Haderslev snor sig rundt i Damparken og rundt om Dammen. Meget centralt. Fra ruten og op til gågaden er afstanden ca 50 meter og i øvrigt går ruten også under omfartsvejen. Så ingen, der passerer gennem byen i dette døgn, kan undgå at se, at der er Stafet for Livet. Det er virkelig smukke omgivelser, som klart motiverer en til komme afsted på ruten og ikke bare sidde og hænge i "lejren". I nogle byer er stafet-ruterne bare en tur rundt om stadion eller et græsareal mere eller mindre udenfor byen. Måske ikke helt så inspirerende som i Haderslev.

Et kig ind over byen med domkirken i midten
Jeg løber normalt ikke. Kun de få minutter, som man højst løber af gangen, når man løber agility. Og hvis jeg begiver mig ud på en løbetur i området her omkring, så orker jeg simpelthen ikke at løbe. Men til stafetten kan jeg sagtens løbe og også uden at være helt smadret her nogle dage efter. Jeg kan stort set ikke mærke det i mine ben, selvom jeg da tog nogle runder både i gang og løb.

Rundt på løberuten har holdene deres telte, hvor der kan være forskellige aktiviteter eller salg af kager, pølser, massage, legetid på hoppeborg osv, hvor pengene for salget går til indsamlingen på Stafetten. Det er faktisk lidt en blanding af en festival og en havefest - og alt er billigt! Utrolig hyggeligt og hjertevarmt.

Seje Silas med Gl. Haderslev Kirke i baggrunden
Efter at have været hjemme et par timer hen under aften, for at se til hundene og aktivere dem lidt, så kørte vi tilbage til byen, hvor vi så blev hængende indtil kl 01.30. Det var svært at forlade stemningen og alt det smukke. Døm selv ud fra billederne. Selv ud på natten var vejret fantastisk, og man kunne sidde i bare ben og uden overtøj - og faktisk uden at blive ædt af myg. Henrik tog en ekstra løbetime derinde om natten, inden han fandt i seng, men jeg lå i min seng ved 2-tiden.

Der var rigtig smukt på ruten da mørket lagde sig
Vi var dog tilbage på posten igen søndag formiddag, hvor vi lige nåede et par runder mere. Til middag sluttede stafetten, og jeg ved faktisk ikke rigtig var mange runder, vi nåede på vores hold, men vores husstand var da ret aktive i den statistik.

Søndag formiddag står poserne naturligvis stadig på ruten
Stafetten i år var faktisk også lidt speciel i forhold til Silas, fordi han først her i sommer er blevet bevidst om, at han har haft en kræftsygdom. Vi har aldrig direkte fortalt ham, at det som han fejlede som spæd hørte til i "Kræft-kassen", men han har bemærket sine ar fra lægernes biopsi i armen samt vejret på brystet, hvor hans port-a-cath var indopereret og spurgt hvad det var, og hvorfor han havde de ar. Vi har svaret ham, at han fik undersøgt sin arm og der var noget i armen, som ikke skulle være der, og at han fik medicin i en lille kapsel under huden. Men nærmere end det har vi nok ikke været det. Men det er jo også den meget udramatiske sandhed.

Stemningsbillede fra de sene timer
Og her i løbet af den sidste måned er det måske også kommet lidt tættere på, fordi en pige fra vores lokalsamfund har fået konstateret tilbagefald af leukæmi, og Silas ved jo, hvem hun og hendes søskende er, fordi de går på samme skole. Vi besøgte dem på Skejby, da vi var til kontrol deroppe i sidste uge, og det afstedkom jo også lidt forklaring overfor Silas, for der sad Bjørk jo uden hår (hun havde dog valgt at få det barberet af, inden kemoen fik det til at falde af og doneret det til parykker til kræftramte). Silas sagde ikke så meget, men var mere optaget af at klatre rundt i cykelskuret udenfor Bjørks stue. Men jeg ved, at hans lille hoved summede.

Stemningsbillede
Under stafetten kiggede Silas lidt på de mange lysposer, som prydede ruten. Han læste også på nogle af dem, og det satte helt sikkert en masse tanker igang hos ham. På en af runderne gik han mellem Henrik og mig og siger så, at "Vi (Henrik og jeg) var heldige, at vi fik lov til at beholde ham". Jeg synes, det var lidt hårdt at høre de ord komme ud af hans egen mund. Men ja, vi er så heldige, at vi har Silas, og det er vi også meget taknemmelige for.

Lysposen kunne have været vores. Teksten passede i hvert fald.
Ikke kun for Silas, men flere i min nære familie har overlevet kræft
Silas spurgte også nysgerrigt ind til sin behandling, og hvor gammel han var den gang, han var syg. Om han blev dårlig af medicinene. Jeg husker tydeligt, at han kastede op hele dagen, når vi kom hjem fra behandling. Opkast i store skyller, men jeg husker også, at Silas var tapper. Der var ingen tvivl om, at alt det her pludselig satte en masse tanker igang i hans lille hoved.

Stemningsbillede fra de sene timer. Springvand og træer er oplyste
Senere går jeg alene med ham, og han kigger lidt på lysposerne igen, og spørger så, om der mon er en der står Silas på. Jeg svarer ham så, at det tror jeg ikke, at der er nogen pose med hans navn. Hvem der skulle have lavet den? Han siger så, at måske hans far havde lavet en pose med en tekst ala "Tak fordi jeg fik lov at beholde min elskede søn" Øhh, den sved mig lidt i hjertet, og samtidig undrede jeg mig nu også over, at han måske kun tænkte, at hans far var taknemmelig.....?! Da jeg senere fortalte det til Henrik, kunne han så fortælle mig, at han og Silas på en af deres runder var kommet til at snakke om, hvad han Henrik evt ville skrive på en pose.

Smukt aftenbillede fra lysceremonien
Ja det kan måske virke lidt underligt, at hele denne snak med Silas kom til at foregå lige der under stafetten, men det var nu en gang her den pressede på, og det var så fin og afslappet en stil, og sådan kan jeg egentlig også godt lide, at Silas ser det. Jeg har aldrig følt for at skulle tage ham i hænderne og kigge ham dybt i øjnene og sige: "Nu skal du høre..... "Han behøver ikke at blive påduttet den frygt, som vi var plaget af de første par år af hans liv. I min verden skal vi aldrig mere bekymre os om hans kræftdiagnose, men sygdom bliver vi desværre aldrig helt fri for at bekymre os om, da man endnu ikke kan helbrede Cystisk Fibrose.

fredag den 9. september 2016

Akupunktur gør en forskel for Silas

Gennem de sidste måneder har jeg jævnligt gået til behandling hos akupunktør Camilla S i Haderslev. Sidst jeg var afsted havde jeg pga sommerferielukning i SFO taget Silas med.

Når jeg får mine behandlinger, som primært går ud på at løsne nogle kæbespændinger, så får jeg som en lille bonus også to små nåle mellem mine skulderblade. De nåle er super gode til løsne sekret i luftvejene. Og jeg plejer at kunne mærke det prompte, og har oplevet at ligge på briksen og hoste mig igennem en timelang behandling, så nu er jeg opmærksom på, at de små blivende nåle først skal sættes i til sidst, for der er en helt tydelig effekt af dem.

Nu hvor jeg har oplevet den gode virkning på mig selv, så har jeg flere gange tænkt, at det skulle Silas også prøve. For dem som ikke lige er helt med, så kan jeg lidt opsummere, at Silas jo har Cystisk Fibrose og det som kendetegner Cystisk Fibrose er netop sejt slim, som kan være meget svær at hoste fri. Så derfor kan det nogen gange være svært for Silas at hoste slim løs fra luftvejene.

Men selvom Silas nu næsten har været nålepude det meste af hans liv, så er det jo ikke sådan, at Silas elsker nåle, så Camilla og jeg måtte dels liste, lokke og presse lidt. Vi viste ham de små nåle. Desværre fik jeg ikke taget et billede af de bitte små nåle, men de er vel en 0,5 mm og sidder på et lille firkantet plaster. Camilla fik let placeret de små plastre, og Silas bemærkede det stort set ikke.

Her ses plastrene med de små nåle under
Virkningen bemærkede han dog selv, inden vi var nået fra klinikken og hen til bilen, hvor han (ikke overraskende) fik et mindre hosteanfald, og han udbrød straks, at det var meget lettere at få slimen løsnet.

Men det var faktisk ikke kun Silas, der bemærkede at forandring. Et par dage efter skulle Silas hjem og lege hos en klassekammerat, hvor han ofte har leget før. Hver eftermiddag får Silas en dosis Mucolysin, som egentlig er et håndkøbspræparat, som "vi andre" bruger som slimløsnende. Silas får det egentlig primært for at skabe et bedre miljø i hans lunger, og han har fået Mucolysin 3 gange dagligt gennem de sidste ca. 4 år. Men at det havde været daglig rutine i flere år, vidste klassekammeratens mor ikke. Hun havde bare givet ham brusetabletterne to gange på en uge (tilfældigvis efter, at Silas havde været med mig til akupunktur), og tænkte, at det nok var noget nyt.

Klassekammeratens mor havde bemærket, at Silas helt klart fik hostet slimet bedre løs end han plejer. Hun har ofte haft lyst til at sige til ham, at han lige skulle hoste en gang eller to mere, for at løsne det, som man tydeligt kan høre sidder i luftvejene ifm et host. De sidste to gange, hun havde været sammen med Silas, havde hun bemærket en langt bedre effekt, når han hostede.

Så når både Silas selv og en klassekammerats mor (der ikke engang ved, at han har fået akupunktur) bemærker forskellen så tydeligt, så er det da svært at komme udenom virkningen.

søndag den 4. september 2016

DM i agility - Store Hestedag

Det er første gang, jeg har været med til DM, hvor det har været afholdt i forbindelse med Store Hestedag i Roskilde. Lad mig starte med at sige, at jeg synes det var en fantastisk god idé. Og så takke Hvalsø Hundevenner (og agiltyudvalget) for det store arbejde, der har været forbundet med det.

Hvalsø Hundevenner (og agilityudvalget) har bestemt ikke ligget på den lade side
- ikke som denne sweisshund, der i den grad holder pause

Det er klart mere besværligt at holde sådan et arrangement "ude i byen". Alt skal slæbes til andre omgivelser. Deltagerne skal have tilsendt armbånd til adgang (og det var åbenbart også ret udfordrende for Postnord at levere brevene med armbånd).

Store Hestedag var naturligvis ikke kun DM i agility

Jeg synes, at det var fedt at være i de rammer, som Store Hestedag bød på. Der var masser af liv omkring os, stort udvalg af madboder og udmærkede toiletfaciliteter. Nogen synes dog, at der var for langt. Jeg synes, at det var ok, og der var aldrig kø. Hvis det var presserende, så havde vi også et lille "festivalskideskur" ved siden af banen.

Lørdagens vejr var til tider næsten sommmerligt. Det var i hvert fald lækkert hundevejr, og vi fik ikke en dråbe af det regn, som vejrudsigten på et tidspunkt havde truet med.

Sol, efterår og agility

"Handelsgade"

Der var masser af aktiviteter rundt omkring på dyreskuepladsen. Jeg fik set en smule af aktiviteterne og fik også gået mig en tur rundt på standene, og var i den forbindelse lykkelig for, at jeg ikke har hest mere. Det kunne meget nemt være blevet en meget bekostelig affære.

Rideudstyr i lange baner - det var bare en af hallerne....
Store Hestedag tiltrak en del tilskuere til agilityringen, som også blev hængende og så en del agility. Det synes jeg jo er et DM værdigt. Allan, som speakede, var ret god til at forklare grundreglerne i agility, så tilskuerne også kunne se, hvad det gik ud på.

Der var ofte pænt mange tilskuere i hjørnet, hvor tilskuere "udefra"
let kunne komme ind til banen

Resultatmæssigt var det ikke særlig prægtigt for mig og Ninja. Godt nok lagde vi ud med at løbe et holdløb, hvor vi var 3. bedste ekvipage ud af ca 100 deltagere. Desværre var de øvrige på holdet Danish Agility Warriors ikke helt så heldige med deres løb, så vi kom ud af springløbene med 15 fejl, og lå nr. 9 til søndagens holdfinaler. Men jeg var super glad for mit springløb alligevel.

Så jeg følte mig også rigtig klar til det individuelle springløb, hvor Ninja desværre blev "suget" ind i et forkert tunnelhul, men hun havde ellers leveret et løb i en blændende tid kunne man se, for dommerteltet var søde at lade tiden løbe, selvom ekvipagerne var disket. Det var jo lidt æv, for dermed var mine DM chancer væk.

Dagen sluttede med en ret svær for-sjov-klasse. Den var nok lidt for meget til den svære side, og det var lidt synd, for det var en klasse, hvor rigtig mange af de hunde, som ikke havde kvalificeret sig til DM stillede op for at være "med". Der var 58 deltagere og vist kun 10 som kom igennem klassen. Ninja vandt klassen rimelig overbevisende og med at fedt fedt løb, som fik selv Hans Peter (som var dommeren på banen) til at give mig en "thumps up" senere. Det er ikke fordi Hans Peter plejer at uddele den slags anderkendelser. Jens Nilsson som havde tegnet weekendens baner kiggede også lige ud fra arrangørteltet og roste gennemløbet. Så ja, måske kan jeg kalde mig For-sjov-Danmarks-mester..... Ville naturligvis hellere have været "for-alvor-Danmarksmester" :-)

Ninja med sin gevinst fra for-sjov-klassen
Så kunne jeg da trøstespise med den....
Søndag startede vi med holdløbene. Vi lå nr. 9, men en podieplads kunne det måske blive til, hvis vi var rigtig gode. Det var der også nogle stykker fra holdet, der var. Jeg løb som den sidste ekvipage og skulle egentlig "bare" være fejlfri, men jeg blev disket, da Ninja vendte forkert over et spring, og jeg ikke  kunne nå at få hende ledt udenom springvingen og hun springer tilbage til mig over samme spring. Vores hold ender som nr. 5-6 stykker.

Da de store hold mangler ca 3-4 hold, begynder det at regne sådan vedvarende. Den regn varer ved resten af dagen.

De individuelle Danmarksmestre blev fundet i regn
Efter holdene skulle de individuelle danmarksmestre findes. Alle tre størrelser skulle løbe nøjagtig samme bane, så både hundenes og førerenes løbelinjer blev rimelig opkørte. Jeg besluttede mig for at trække Ninja fra det individuelle agilityløb. Jeg havde ikke lyst til at løbe på den glatte bane af frygt for, at min hund eller jeg skulle komme til skade.

Jeg er måske lidt en kylling, men jeg havde heller ikke noget at løbe for andet end bare for "sjov," og jeg synes ikke, at det var rigtig sjovt at skulle løbe i silende regn på et underlag, hvor hundeførerne løb rundt og lignede pingviner i deres bevægelser og bestræbelser for ikke at falde på den glatte bane.

Silende regn! = glat bane!

Den sidste præmieoverrækkelse sluttede kl 15.55, og det var jo ret flot ramt, når arrangørerne havde lovet, at vi var færdig kl 16. Jeg var glad for at have fået pakket sammen og slæbt ud til bilen i forbindelse banegennemgangene, så var jeg kunne nå hjem og sige godaften og ikke mindst godnat til Silas.

Nu er der for mit vedkommende også kun et stævne tilbage i sæsonen, og det er DCHs DM om tre uger. Jeg elsker at løbe agility, men jeg glæder mig også til weekender med andet end agilitystævner. Næste weekend skal vi (familien, landsbyen og fitness centret) løbe Stafet for livet i Haderslev, og det bliver helt sikkert hyggeligt - også selvom Ribe Hundevenner afvikler stort stævne i samme weekend - og der skal jeg så ikke løbe!

torsdag den 1. september 2016

Tidlig juleferie til MicMic

Her er en lidt kedelig update vedr. MicMic.

Godt nok var hun rengående allerede dagen efter sit tunnelstunt i Kolding, men min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle løbe agility med hende, selvom hun gik fint, og jeg intet kunne se i galop, trav eller skridt.

Jeg meldte hende straks fra de to stævner, som jeg allerede havde meldt hende til (stævnet på Gram Slot og Jysk Mesterskab i Varde) og tænkte, at selvom hun var rengående, så måtte jeg bare tjekke min kedelig mavefornemmelse, inden jeg ville kaste mig over nogen som helst form for aktivitet med MicMic.

Endelig lykkedes det mig at få en tid hos en af de få personer, som jeg stoler på, når det handler om mine hundes bevægeapparat, nemlig Jacob på Nordre Dyrehospital. Jeg kørte op til ham igår. Jeg fortalte ham om forløbet, inden vi gik ud, så Jacob kunne se MicMic gå. Hun var fint rengående, også når han kiggede på hende.

Jacob gik hende grundigt igennem, og kunne så desværre konstatere en ligamentskade på indersiden af skulderen. Der var også lidt trækning om i højre side mellem hals og skulder. Skulderskaden er en skade, der typisk opstår for hunde om vinteren, når de glider på isen, og i MicMics tilfælde er Jacobs bud, at hendes venstre forben har "siddet fast", mens resten af kroppen har bevæget sig videre i tunnellen, så hun har fået vredet skulderen ud, som hvis vi mennesker skal pege til venstre med venstre arm. Det er hundens skulderled ikke konstrueret til.

MicMic elsker at give den gas
Skadens omfang kunne han ikke helt sige, men han kunne konstatere, at hun her 17 dage efter stævnet stadig var hævet inde bag skulderleddet. Jeg havde naturligvis selv mærket efter hævelser, men ikke gravet så dybt i hendes led, som Jacob gjorde. Derfor havde jeg ikke fundet noget.

Forløbet er nu små tre uger på smertestillende pga den antiinflammatoriske effekt. Derefter vil han gerne mærke på hende igen, for at se om hævelsen er faldet, og hvordan hun ellers er.

Hvis den ikke er faldet, kan vi så tage stilling til, om der skal foretages en kikkertundersøgelse for at se, hvor beskadiget ligamentet er, og om det evt skal opereres. Jeg er umiddelbart ikke så pjattet med tanken om, at skulle have "fremmedlegemer" ind i leddene på min hund.

Behandlingen synes mest af alt at være ro. Spørgsmålet er nok mest i hvor lang tid?? Hvis det er rigtig grelt og ligamentet er revet helt over, så kan man operere, men eftersom at hun ikke har virket smerteplaget og i øvrigt er rengående, når hun går almindeligt ligeud, så tyder det ikke på det. Så hvis det "bare" handler om ro, så har jeg jo prøvet det før. Jeg tror på, at jeg har den tid og tålmodighed, der skal til. At MicMic så ikke er så begejstret for begrebet "ro" er en helt anden sag.

Der går noget tid, før vi igen skal more os sammen med det her....
Det var i øvrigt også en ligament- og muskelskade, som satte Ninja ud af spillet for 2 år siden. På hende var det på venstre inderlår. Så jeg har måske lidt en ide om, hvad der venter mig. Det er sgu også som om, historien gentager sig. Dengang for 2 år siden var Ninja og jeg også lige blevet rigtig "makkere" på banen og fundet melodien, da hun blev skadet. Til stævnet i Kolding kunne jeg bare slet ikke få armene ned af begejstring over, hvor "samspillet" MicMic og jeg var blevet.

Nå men nu er jeg bare glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse. Jeg kunne simpelthen ikke tro på, at det der stunt i Kolding var "gratis", og vi bare kunne løbe videre weekenden efter. Jeg har hverken forsøgt eller overvejet, når der ligner en agilityforhindring med hende de sidste 17 dage. Jeg er så glad for, at jeg fik hende tjekket, selvom alt umiddelbart så fint ud.

Jeg har siden stævnet i Kolding holdt MicMic i ro. Luftet i flexline og ikke lukket hende i haven sammen med de to andre og stoppet leg med de andre. Så der er ingen skade sket ved det eller skaden, der er opstået, er heller ikke blevet forværret. Nu skal vi bare have det til at hele lidt hurtigere op med noget smertestillende - og fortsat ro.

Andre ville sikkert være mere begejstret for at få juleferie nu....
Hermed siger MicMic vist bare God Jul og forhåbentlig på gensyn på agilitybanerne igen til næste år.