Tiden fra sidste samtale med lægen i torsdags var især rigtig svær det først døgn, og det var godt at finde noget at beskæftige sig med, så man ikke bare sad og spekulerede på, hvordan man skulle få overblik over det hele og hvad en indlæggelse ville betyde for Silas, der jo ikke lige frem elsker at blive stukket i. Samt hvordan det evt. ville påvirke hans lejrtur).
Det havde jo været meget nærliggende, at Henrik og jeg var taget ud at i torsdags, hvor Silas jo skulle sove hos en klassekammerat. Helt ærligt så var vi bare begge lidt mutte og efter at have hevet i forskellige ting i haven, så hentede vi en pizza på det lokale pizzaria og kørte ned til Tomaj Strand og spiste den nyindkøbte pizza, hvorefter vi gik en lang og ganske spændende tur med masser af nye oplevelser.
 |
| Jeg elsker de gule marker og blå himmel |
 |
| Tomaj Strand lever sit eget liv og er ikke en "trimmet" strand. Væltede træer fra skrænten får lov at gå til i havet |
Så var vores ben og hoveder, da optaget af andre ting, og det var faktisk en rigtig dejlig tur, hvor vi blandt andet opdagede en forladt (og måske heller ikke helt lovlig) sammenfaldet hytte i skoven.
 |
| Det er nok et par dage siden at hytten her var hyggelig... |
 |
| Udsigt fra skoven på skrænten ud over Tomaj Strand og op mod Diernæs Strand |
Lørdag og søndag var jeg til stævne i Hvalsø Hundevenner. Det er også en fin måde at få tankerne et andet sted hen. Det er som om, der sammen med mine hunde og agility ikke er plads til så mange andre tanker. Ofte har jeg oplevet at ting, som jeg spekulerer meget over bliver sat på standby, når jeg skal løbe agility. Det er et frirum, som kun agilityfolk kan forstå.
Endelig blev det mandag, og det var som om jeg havde skubbet det hele foran mig, så da det blev mandag morgen, så blev jeg igen frustreret. Lægen havde sagt at sygeplejerskerne var der fra kl 8. Jo, det var de også, men man skulle ringe på et akutnummer, fordi telefontiden er fra 10-14. I mine øjne ringer man jo kun et akut nummer, når man er lige ved at dø.... Men jeg ringede altså på det, for jeg var efterhånden mega frustreret og havde desuden et møde på Sjælland fra kl 10 og et par timer frem. Men det lykkedes mig ikke at få hul igennem til sygeplejerskerne alligevel, inden mit møde. Hvis indlæggelsen evt skulle være tirsdag morgen, så havde jeg brug for at rykke ud og navigere efter det.
Det viste sig, at klokken blev noget ud på eftermiddagen, før jeg fik klarhed over, hvordan det her skulle forløbe. Først efter en samtale med en sygeplejersker og to samtaler med lægen, så var vi enige om en plan. Heldigvis har vi stadig ikke sagt noget til Silas.
Lægen mente, at vi risikofrit kunne vente med IV-kuren til efter lejrturen. Det ville ikke være muligt at presse en tid ind til at få ham i narkose de første dage i denne uge, ej heller en indlæggelse i Familiehuset, som ville være det bedste tilbud til os. Lægen vurderer heller ikke, at det ville være hensigtsmæssigt, at Silas´ lejrtur skulle afbrydes af IV-kur, og hun så derfor ikke noget problem i skubbe kuren til efter lejrturen. Havde hun da bare været klar i mælet om det allerede i torsdags, så havde det hele set helt anderledes ud, og panikken og frustrationerne nok lidt mindre. Nej ikke "nok". De havde været betydelig mindre. Selvom det for os er en omvæltning med en IV kur sammenlignet med inhalationer eller piller.
Henrik og jeg vil naturligvis ikke spille hasard med Silas´ helbred, og jeg følte mig ikke helt tryg ved, at han skulle gå med en stafylokokbakterie i luftvejene 3 uger ekstra (selvom den har været der on/off i et år nu - dog desværre overvejende "on"), så jeg var ikke tilfreds med, at én læge sagde, at hun ikke mente, at det havde betydning for hvorvidt bakterien blev kronisk eller ej. Jeg bad hende konferere med den ledende overlæge. Bare for at være sikker. Lægen vendte tilbage. De var enige, og vi er nu enige om, at kuren sættes igang den første hverdag efter lejrturen. Vi kan møde ind på Familiehuset ved Skejby 2. pinsedag, så vi ikke skal have en hektisk morgen dagen efter, hvor Silas skal have lagt en picc line (klik her for tegning og forklaring) og derfor skal i narkose.
Så enden på alt det her postyr blev jo altså, at det slet ikke hastede, og faktisk ikke bør få indflydelse på hverken turen til Holland eller Silas´ lejrtur. Silas får ikke noget at vide om den forestående indlæggelse, før han har været afsted på lejrtur (Godt Silas ikke læser med på min blog). Så behøver han ikke at gå og tænke på det. For Silas har det super godt, og ved ikke at han har en bakterie i luftvejene. Han er dejlig, drilsk og glad.
Imorgen tidlig smutter MicMic og jeg ud på eventyr sammen i Holland, og jeg har endelig overskud til at glæde mig til turen. Jeg var meget tæt på at melde fra, men det er jeg da glad for, at jeg ikke gjorde, for sygehuset kunne alligevel ikke finde tiden i denne uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar