tirsdag den 23. maj 2017

WAO - del 3

Lørdag:
Lørdag morgen var det igen tidligt op og få tre banetegninger udleveret. Igen var der 3 x 10 minutter til at gå banerne. Julie, som har deltaget ved flere WAO flere gange var vores holdleder, og hun gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle tage dumme chancer på de to pentathlonbaner, men hellere skulle snuppe fem fejl end en disk, da de fire pentathlon baner ville blive lagt sammen og give adgang til finaleløbe søndag. Evt fejl ville blive lagt på ens tid. Dvs. 5 fejl gav et tillæg på 5 sekunder på ens samlede tid.

Efter at have gået de tre baner skulle vi starte med en pentathlon springbane. Banen var meget regulær med et par småfælder, men ikke noget halsbrækkende at skulle løbe. MicMic løb friskt til, men der er bestemt også andre hunde til WAO, der løber friskt til. Så jeg var bare super tilfreds med hende og tænkte, at det var superfedt, at jeg var fejlfri på den tredje bane ud af 4, og så var jeg sådan set videre til næste bane inde i hovedet.

Et kig fra banerne udenfor
Næste bane skulle vi løbe inde i hallen. Den var jeg ikke helt så dus med. Jeg syntes allerede under banegennemgangen, at den var svær at huske, men jeg fik den da ind under huden, inden jeg gik ind i hallen. Ude i opvarmningshallen stod der 4 små opvarmningsbaner med feltforhindringer og slalom på. Mens jeg ventede på at komme ind i startsluserne ville jeg lige snuppe et par forhindringer, og der startede MicMic med at vise mig, hvor ”flot” hun kunne flyve over toppen og lande direkte nede på feltet to gange. Det var ikke lige den opvisning jeg ønskede mig, inden vi skulle ind. Så viste hun mig en mega flyver på vippen og sidst men ikke mindst viste hun mig, at hun total havde glemt, hvordan man finder en slalomindgang, når man sendes til slalom og skal rundt om første pind.

Så det var med den ”utrolig flotte” opvisning, at jeg lettere frustreret gik i startsluserne sammen med Julies gode formaninger om ”bare ikke at blive disket” så jeg kunne løbe Speedstakes finale om søndagen. Jeg følte faktisk banegennemløbet lidt som en livreddende aktion, men holdt skindet på næsen, men fik desværre 5 fejl pga en vægring.

Jeg var seriøst helt færdig efter det løb, for det havde slidt rigtig meget på min koncentration. Mens jeg skridtede MicMic af fandt jeg banetegningen frem fra lommen, så jeg kunne kigge lidt på Biatlon springbanen, som var dagens tredje bane. Jeg kunne faktisk kun huske banen fra 1-6 (fordi passagen 4-6 voldte mig nogle hovedbrud, og jeg havde ikke rigtig nået at se nogle af løbene og måske planlægge lidt ud fra det). Desværre skulle jeg løbe ret kort tid efter, så jeg kom aldrig rigtig ind på sporet af den bane, og blev disket, da MicMic ikke tjekker ind på et spring, som jeg sender hende uden om og ikke støtter hende godt nok i. Jeg opdager det for sent, og har fortsat forløbet. Jeg løber naturligvis banen færdig, men synes måske også, at MicMic virkede lidt træt. Det er helt klart noget helt andet at løbe til WAO end til et almindeligt stævne derhjemme. Underlaget, omgivelserne, stemningen og nok også mit fokus på hende, når jeg havde spillet hele min indsats på hende, tog nok også noget af hendes energi.  

Skønt med en banetegning, så man lige kan forberede sig undervejs

Hvis jeg havde gennemført denne Biathlon springbane, så var jeg gået videre til Biathlon agility finalen inde i hallen om søndagen, men det gjorde jeg så ikke, men det havde jeg det faktisk rigtig fint med. MicMic havde allerede præsteret langt over mine forventninger. Så jeg havde det fint med kun at skulle løbe pentathlonfinalen (også kaldet speedstakes) om søndagen. Men jeg var spændt på at se, hvad min samlede placering ville være efter lørdagens to gennemførte pentathlonbaner (i alt havde jeg 3 fejlfri og en med 5 fejl). Min samlede placering var efter lørdagens løb stadig en 5. plads. Man tager sin placering med sig i finalen.

Smilende MicMic efter et gennemløb
Nå men vi skal heller ikke glemme at skrive om Gambler finalen lørdag eftermiddag. Der var finale for dem, som havde samlet flest point sammen på snookerbanen. Det var virkelig interessant at være publikum til. Sikke en fantastisk stemning. Det særligt underholdende ved denne bane/disciplin er, at føreren selv designer den bane, som han/hun mener giver flest point, inden buzzeren lyder. Når den lyder så skal man skynde sig at tage de forhindringer, som lukker banen. Man har et meget begrænset antal sekunder til at nå lukkesekvensen for at få de bonuspoint, som lukkesekvensen giver. Det er i høj grad en disciplin, der handler om timing og måske også lidt held, men det var meget tydeligt at se, at nogle lande var vant til at dyrke games som Snooker og Gambler. Det var ret fascinerende at se. Andre førere kunne ligne nogen i paniktilstande, når buzzeren lød.

Gambler finalen - bemærk dommerens position

AC og Vanilla var en af de danske ekvipager i Gambler finalen. Det er jo føreren selv der designer sin bane og samler sine point. Derfor kan det være svært for dommeren at regne ud, hvor føreren løber. Det er hvad der sker på billedet. Dommeren kommer simpelthen til at stå i ACs løbebane. Det var noget kikset, men AC tog det med ophøjet ro. Dommeren tilbød et omløb, men AC takkede nej. Det var faktisk rigtig ærgerligt for de havde så fint et løb.  

Søndag:
Søndag kunne nogen af os sove lidt længere. Der var banegennemgang for bonusfinalen kl. 07. Bonusfinalen var for alle de ekvipager, som ikke var kommet i nogen som helst finale. Derunder Gambler, Pentathlon eller Biathlon. Vi tjekkede ind ved 8 tiden, hvor vi så holdfinalen. Det var en meget interessant bane at se, for der var 4 baner i forskellige højder flettet ind i hinanden i samme ring. Forhindringerne stod mellem hinanden, og jeg gætter på, at det måtte være svært udfordrende at designe sådan en bane, for der afvikles som en stafet, så der er ikke noget med at ændre på højden mellem hundene på holdet, som består af en ekvipage i hver størrelse. Danmark var desværre ikke med i denne kategori, da vores holdløb tilsammen ikke rakte til det.

Efter holdløbene var der en kort præmieoverrækkelse. Det var lidt svært at følge med i, hvad der var præmieoverrækkelse i, så overraskelsen var ualmindelig stor, da mit navn på råbt op i højttaleren. Problemet var bare, at jeg sad på tribunerne i den fjerneste ende af hallen, og den officielle vej til podiet var temmelig lang, da man skulle udenom det hele og gennem en anden hal.  Panikken bredte sig i danskerlejren – eller måske mest hos mig og de få andre danskere, der var inde i hallen på det tidspunkt. Men AC fik da revet vores dannebrog ned af væggen, og så måtte jeg tage den ud over barrieren med dannebrog som batmankappe og løbe ned og finde min plads uden stadig helt at vide, hvorfor jeg stod dernede. Trods overraskelsen var det da fedt at løbe en æresrunde med de andre, der også var til præmieoverrækkelse. Jeg var ganske overrumplet og først på vej ud af hallen finder jeg ud af, hvad det er for en klasse og hvad min placering er. Af rosetten fremgår det, at det var en tredjeplads for lørdagens springløb. Det måtte jeg lige knibe en glædeståre over. Det var meget mere end jeg havde forestillet mig.

MicMig med den flotte roset

Efter præmieoverrækkelse byggede de speedstakes banen (finalebanen for pentathlon). Vi havde fået udleveret banetegningen fra morgenstunden, så jeg havde studeret banen og havde lidt en ide om, hvad der ventede mig. Jeg syntes egentlig ikke at der var meget kød på banen, men meningen med denne finale er vist heller ikke teknik, men bare fart.

Jeg glædede mig rigtig meget til at skulle løbe finaleløbet og var indstillet på at give den fuld skrue i finalen. Det var MicMic helt og aldeles med på også. Faktisk så meget, at hun følger med mig ud af slalom og blæser videre i tunnelen. Så er den finale for så vidt slut for os, men vi skal stadig have det bedste ud af det, og MicMic skal presses max på banen. Sådan går det let i en finale, når man fyrer den af. Så jeg er ok med det. Uanset hvad var finalen en superfin oplevelse, og jeg elsker det kick man får af at løbe finaler med publikums store indlevelse og holdets heppen.

MicMic ser finale fra tribunen
Efter speedstakes kom biatlon finalen, hvor de 80 % bedst placerede fra lørdagens biatlon springløb skulle løbe (det var den bane, hvor vi blev disket). Det var en rigtig stor finale, hvor der virkelig blev tæsket igennem på toppen. Især de store hunde gav den max gas. Banen til denne finale var også klart sværere end speedstake. Banen så rigtig spændende ud, og jeg gad godt løbe den en anden god gang, men som jeg sad der søndag eftermiddag var jeg lidt brugt og behøvede ikke flere løb.

Jeg nød i stedet stemningen fra tilskuerpladserne, og den var bestemt i top, og i vores lille danske lejr var der gang i den, når en dansker kom på. Trods mange flotte danske løb lykkedes det også desværre ikke at komme hjem med andet end min flotte roset – og naturligvis oplevelsen og erfaringerne, som man da ikke skal glemme.

Efter præmieoverrækkelserne var der så ”kun” at køre de 600 km hjem, men det er jo også til at overse. Så jeg var hjemme igen kl 01.00 og var så klar til hverdagen igen kl 05.50.
WAO var en aldeles fremragende tur, og jeg er glad for, at jeg valgte det til som en oplevelse i denne sæson efter bare at have overvejet det i nogle år, men ikke rigtig syntes, at det har harmoneret for mig de andre år, men nu skulle det være. Jeg meldte mig til kvalifikationerne, og med lidt bump på vejen kunne jeg endelig sætte kursen mod WAO i onsdags. Det er jeg rigtig glad for, og jeg er vist også klar til at prøve det igen næste år, hvis jeg får muligheden.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar